Jeg har endelig spillet Dream Factory!

Der kan være markant forskel på, hvor gode scenarier er at læse og hvor gode de så viser sig at være at spille. Derfor var det også med moderate nerve jeg støvede et af mine absolut yndlings Call of Cthulhu-scenarier af, for at spille det med den nystiftede gruppe Østjydsk Mythosformidling.

Dream Factory er at finde i antologien Mortal Coils, udgivet i 1998 af Pagan Publishing – dem med Delta Green og er et creepy scenarie om en filmstjernes mystiske forsvinden i Hollywood anno 1926. Scenariet har mange tråde og subplots vævet ind i de omkring 40 sider scenariet fylder og er både stemningsfuldt og ret omfattende, når det kommer til investigation.

Den svære detektivopgave

Og investigation, særligt kombineret med stemning og gys, kan være en virkelig svær størrelse. Risikoen for at kampen med at gennemskue og forbinde spor overskygger drama og uhygge er reel og hvad nu hvis (når!) spillerne misser det vigtige Spot Hidden eller Library Use tjek.

Samtidig kan rollespil og karakterer også ryge i baggrunden når et investigation puslespil skal samles og spillernes ønske om at forbinde punkterne overskygger karakterernes personligheder og/eller evner.

Der er sgu nok at være bekymret over inden det overhovedet begynder at dufte af Ctulhu!

To True Dectectives

Det gik heldigvis godt. En runde face-to-face og tre efterfølgende online sessions tog det for detektiven Frank Johnson og hans assistent Thomas Porter, at komme nogenlunde til bunds i sagen om Laura Angel, Minz Brothers Studios og den enigmatiske instruktør Alexander Solonitsyn.

Undervejs var der afhøringer, mord, indbrud, sære spor, lucky breaks, vigilante justice, twists og et showdown der næsten var True Detective værdi. Sæson 1, naturligvis.

Tempo – investigation tager tid

Fordi vi rykkede online (thanx, Corona) gik det hele lidt mere langsomt men her var det helt sikkert også en fordel, at der kun var to spillere. Jeg synes egentlig kun jeg har oplevet god taleorden i mit online rollespil, men det går alligevel mere smooth, når der kun er to folk der skal blive enige.

Og så var der, takke være Piotr og Jesper, en god dramatisk energi i Johnson og Porter. Faktisk har vi allerede snakket om, at spille videre med denne duo. Jeg kunne være fristet af, at sende dem 14 år frem i tiden, gråne deres hår lidt og lade dem tackle en anden Pagan Publishing udgivelse, The Realm of Shadows…

Så hurra. Det virkede. Det er fedt at læse og også fedt at spille. Det er både en god detektivhistorie og interessant overnaturlig fortælling, selvom Cthulhu-delen ikke er forrest i billedet. Og hurra for Østjydsk Mythosformidling, der skal spille mere i 2022.

Also, første post i 2021!

VLW: Forged in Battle

Af Justin Hunter

Run of the mill Warhammer-militæraction

Den her bog kunne snildt have været en del af An Empire Army-serien (hvor jeg har læst Call to Arms og Reiksguard), men står for sig selv. Vi følger enheden Helmstrumburg Halberdiers aka The Ragged Company, et tilnavn de har fået på grund af deres scruffy og mangelfulde uniformer, da området pludselig bliver overrendt af beastmen. Klassiker.

Kompagniet er fyldt med personer man skal præsenteres for; fra rookien over den muntre, den sammenbidte og til den arrede veteran. Mest fokus er der på kompagniets ene leder, Sigmund, der ikke har meget personlighed udover at være tough but fair, og så er hans far tidligere krigshelt der nu lever som afdanket møller, inklusiv træben.

Faktisk er der utrolig mange navne – klassiske Warhammer-navne – og med den begrænsende personlighed der er koblet til dem, er de ret svære at holde styr på. Er det Osric der har et horn i siden på Sigmund og hedder den sammenbidte jæger Kann, Schwartz eller Elias og hvorfor i Sigmars navn inkluderer man en gut der hedder Edmunt, når man allerede har en Sigmund?

Nå, men oplandet omkring Helmstrumburg (der ligger ved floden Stir i Talabecland) bliver som sagt overrendt af store grupper af beastmen der virker som kaldet mod området. Det giver en masser brutale nedslagtninger af beboere i byens opland alt i mens borgmesteren i Helmstrumburg nægter at gøre noget og bruger al sin tid sammen med et par snobbede Reiklændere der ankommer til byen. Meget mystisk. Meget kaos, lidt ligesom de mystiske sorte stensøjler, der pludselig dukker op udenfor byen.

For selvfølgelig har kaos inficeret en fair share af byen og den borgere, hvilket skaber ekstra drama, da Helmstrumburg skal forsvares mod horderne af beastmen. Det ender i en ret lang bykamp der bølger frem og tilbage og udover at holde styr på de mange Halberdiers og deres Handgunner-venner, skal man ogå holde styr på, hvor mange beastmen der faktisk er. Antallet virker til at variere efter “dragers antal”-konceptet, fra 100 til nok nærmere det tidobbelte. Plus kaos.

Det er fin tjubang. De små intriger mellem karaktererne bliver aldrig rigtig udviklet, det gør karaktererne egentlig heller ikke, og bogens forsøg på, at binde tingene sammen med noget der skete på Sigmars tid virker noget søgt. Ganske fint. Ganske gennemsnitligt.

Bog: 3/6

Scenariepotentiale: 3/6

Karakterer: 2/6

Hvor Warhammer er deres navne: 4/6 (alene på antal)

Campaign Complete!

I sidste uge afsluttede vi den tredje og sidste episode i vores The Fall of Delta Green online-minikampagne. Tre koblede scenarier, spillet på Roll20, som sendt menig Jones, medic Martins og FBN-agenterne Miller og Rhoades fra Saigon til Khe San, en smuttur til Vegas og ellers tilbage til Saigon i jagten på en enarmet soldat og sporene til en mystisk sort sø.

Det har været sjovt at spillede og jeg er virkelig glad for, hvor interessante karaktererne blev – rollespillet kan godt ind imellem gå fløjten, når der også er action og investigation på programmet. Men der var sgu tryk på, intens stemning og masser af Ellroy-style antiheltegerning.

Jeg føler stadig ikke jeg helt har styr på Trail of Cthulhu-maskineriet, som The Fall of Delta Green bruger, men det kan bestemt noget. Måden det med enkle midler fjerne rullene for at finde sporene og giver spillerne agency til, hvordan de vil komme videre, kan jeg godt lide – det er jo ikke helt ulig mit Otto-nominerede move fra Stauning. Det kræver dog nok lidt mere spil før ekstra-spor og kampreglerne flyder naturligt og så havde Roll20 åbenbart besluttet sig for, at holde hånden over spillerne og udelukkende lade mig rulle 1’ere – men det var sgu ok. Jeg spiller gerne mere Fall of Delta Green eller forsøger mig udi Bookhounds of London.

Og der er, heldigvis, mere hverdagsrollespil på bedding – både face-to-face og på nettet. Det er fedt.

VLW: Blood Money

Af C.L. Werner

Dusørjagt i to dimensioner

Warhammer-sommerlæsning og denne gang et første møde med en dusørjæger der har fået dedikeret flere bøger til sig. Dem skal jeg ikke læse. Der er ingenting jeg er fan af, omkring denne bidske menneskejæger. Mindst af alt, hans navn.

Brunner

Smag på det. Også hvis man ser bort fra konnotationer til fynsk bagværk er det et møgnavn.

I denne samling følger man Brunner på en række opgaver, der bindes sammen af forfatteren Ehrhard Stoecker, til hvem Brunner fortæller sine “eventyr”, som Stoecker så bruger i fantasifulde pamfletter. En opskrift der låner en del fra Gotrek og Felix.

Bare meget, meget værre.

Brunner har ingen personlighed. Han er bister, larger than life, har en masse våben og er en kæmpe badass. That’s it. Nej, vent, han er faktisk også et ret stort røvhul. Det er hans personlighed. Og så skærer han hovedet af folk, når han har fanget dem.

I løbet af bogen når han at nakke en gut der er stukket af med en sleazy købmands datter, en røverbaron, en ork-høvding, en troldmand, en spion og en 300 år gammel legende. Uden at fortrække en mine.

Samtidig, trods alt hans badassery, virker Brunner ikke specielt klog eller pålidelig. På et tidspunkt bliver han hyret af en Skaven(!), uden at rigtig at opdage det og inden da er han villig til at lade sig hyre af sit target, lige inden han slår ham ihjel, til at nakke gutten der hyrede ham! Er det en type dusørjæger har lyst til at hyre!?! Senere fortæller Brunner også, at det er vigtigt for ham, at han er dusørjæger, ikke snigmorder. Én historie senere, bryder han ind i et fængsel, nakker en fange (der jo altså allerede var fanget!) og undervejs slår han mindst 4-5 uskyldige fængselsvagter ihjel. Jezz, Brunner.

I bogens sidste del, hvor Brunner jager den legendariske Black Prince, får han også lige stampet et helt party op, med en ridder, en troldmand og elver, der så lige kan fylde de huller, hvor det alligevel ville være for urealistisk, at én gut kunne nakke en legendarisk bandit med 300 års erfaring. Alle hans hench adventurers er mere nuancerede end Brunner selv.

Brunner er den værste Warhammer-karakter jeg har mødt. Og så har han for øvrigt altid en sej sort hjelm på… hvilket ingen åbenbart har fortalt forsideillustratoren. F*cking Brunner…

Bog: 1/6

Scenariepotentiale: 2/6

Karakterer: 1/6

Hvor Warhammer er deres navne: 2/6 (dem der ikke er “Brunner”, er ok)

Dobbelt op på The Fall of Delta Green

I sidste uge fik jeg spillet The Fall of Delta Green. To gange! Først en runde på Roll20 og så en klassisk live session. Jeg har spillet meget Delta Green men det her var mit første forsøg udi i GUMSHOE-systemet.

Først ankom FBN-agenterne Rhoades og Miller til Saigon i jagten på linket mellem amerikanske soldater i Vietnam og 3 kilo heroin fundet i Salt Lake City. Medic J.B. Martins blev koblet til de to agenter og sørgede for at guide dem rundt i Saigon, hvor de fandt et lig, jagtede en AWOL korporal og endte i et dramatisk shootout i natklubben The Golden Fang.

Senere på ugen drog NSA-forsker Schreiber ud i den vietnamesiske jungle sammen med helikopterpilot Sgt Diddley for at undersøge en række mystiske stensøjler og inskriptioner, afdækket af eksplosioner i junglen. Turen bød på møde med et mumificeret lig, en fransk kolonifamilie og gådefulde naturkræfter.

Det var to rigtig fine omgange, synes jeg, og dejligt at komme i gang med at spille ”hverdagsrollespil” igen.

Samtidig var det spændende at prøve kræfter med GUMSHOE, et system der er bevist skåret til at gøre investigation smooth og interessant, hvilket jo også er en af mine kæpheste.

Som med så mange systemer er det nok et spørgsmål om learning by doing og jeg synes allerede, at jeg havde bedre styr på det anden gang. GUMSHOEs investigative skills handler om at spillerne styrer, hvilke evner og kompetencer de bruger, for at komme frem til sporene og de er derfor også klart, at spillerne skal finde ud af, hvordan det hele fungerer.

Action wise er det enkelt og passer mig fint. Roll20-delen fungerede også ok – vi brugte det ikke til meget mere end platform og terningerul. Ingen gejlede kort og jeg har selv improviseret karakterarkene, da de ikke findes til The Fall of Delta Green i systemet.

Jeg tror, at vi tager flere tours of duty med begge hold!

VLW: Sacred Flesh

Af Robin D. Laws

Mord, aflad og ulækre relikvier

Så er vi tilbage på VLW-vognen og det med anden bog om ligrøveren Angelika Fleischer, der rejser igennem Imperiet og plyndrer de døde. Bogen er skrevet af Robin D. Laws, der er et ret kendt navn i rollespilskredse og står bag rollespil som Ashen Stars, Feng Shui og Hillfolk, er del af podcast-duoen Ken & Robin Talk About Stuff og også har skrevet en bog sat i Over the Edge-universet. Den er også ret god.

Plottet cirkler om en flok pilgrimme, som Angelika og hendes sidekick Franziskus, en desertør der føler, at han står i æresgæld til vores hovedperson, selv om det er helt tydeligt, hun er langt senere end ham, lover at eskorterer til et fjerntliggende Shallya-kloster. I klosteret befinder sig Søster Elsbeth og rygterne om hendes evner til at velsigne og kurere har bredt sig gennem Imperiet, i takt med at truslen fra kaos rykker nærmere. Men ikke alt er vel i klosteret… eller i vores lille gruppe pilgrimme, for den sags skyld.

Turen med pilgrimmene viser sig hurtigt at være fyldt med intriger og en morder, der sammen med farerne i Black Fire Pass, tynder ud blandt de rejsende. Men hvem nakker pilgrimme og hvorfor?

Samtidig ved klosteret stimler flere og flere pilgrimme sammen udenfor og kræver at blive helbredt, men den aldrende Elsbeth kan slet ikke følge med og det viser sig, at hun bliver holdt i live på ret uhellig vis af Sigmar-præsten Manfried Haupt, der har brug for hendes evner til at tjene sine egne ambitioner.

Så det er whodunnit ude på rejsen og body-horror i klosteret og det hele kulminerer, da vores rejseselskab kommer frem og de pilgrimmende masser nærmer sig et zombie-lignende tryk på klosterets porte.

Det er en af de mest velskrevne Warhammer-bøger jeg har læst so far. Sproget er godt og det samme er Angelika Fleischer som hovedperson. Hun er nuanceret, badass og vi har  at gøre med en bog, der uden problemer klarer en Bechdel-test. Måden hun tackler dumme rejsende og flår guldtænderne ud på faldne pilgrimme er meget Warhammer. Der er ret mange pilgrimme i flokken, men de er nogenlunde kridtet op, så man kan skelne dem fra hinanden, også når de bliver nakket på forskellig facon. Klosteret er et virkelig klamt sted og beskrivelserne af, hvor langt en præsteorden vil gå for at holde liv i deres koryfæ er pænt gritty.

Plottet med morderen bliver lidt rodet og er der tydeligvis mest for at drive intrigerne og dramaet, men det er ok.

En af de bedste Warhammer-bøger jeg har læst so far og nu bliver jeg nok nødt til at få fat i de to andre Fleischer-bøger også.

Bog: 5/6

Scenariepotentiale: 4/6

Karakterer: 4/6

Hvor Warhammer er deres navne: 5/6

Marienburg Gazetteer 2020

Jeg har lige opdaget, at 2016-2017s fantastiske Marienburg Gazetteer ikke er online i sin endelige og episke version.

Det er jo fjollet. Så her er den. Samme stave- og navnefejl som dengang.

Marienburg2020 (PDF)

Fantastisk artwork af Johan Tieldow. Tekst af en masse awesome people. Enjoy.

Og hvis du virkelig genre vil have et fysisk eksemplar, så er der stadig en lille håndfuld tilbage, tror jeg nok. Og den kan bestilles hjem fra biblioteket!

Og derudover burde jeg/vi lave flere ting, alene fordi, Kobold on a Budget er et virkelig godt navn til en udgiver.

Thorvald Stauning: Varulvepodcaster

Jeg har jo helt glemt at blogge om actual play podcasten Thorvald Staning: Varulvejæger!

Sammen med Team Eftersidning på Eventyr + Andreas kørte jeg sidste år min 2013-grindnight-basker, hvilket blev til tre actionpacked og super lækkert producerede episoder, der udkom ligeomkring der hvor der skulle have været Fastaval.

Masser af oneliners, tjubang og dramatiske optrin. Jeg er vild med resultatet og bilder mig ind, at vi ikke løb i (for) mange af de faldgruber der er, når man konverterer rollespil om til podcastlyd og at scenariet matcher formatet ret godt. Så stor tak til Thomas, Ole, Morten og Andreas for at invitere mig ombord.

Jeg fik også Oliver til at tegne et varulv med pikkelhue – den skal bloggen ikke snydes for.

Derudover snakker vi om en potentiel opfølger, men om det bliver mere kontrolministeriet, en tur med rotterne rundt i Nuln eller måske en Eftersidningen Exclusive ved vi ikke endnu. Thomas og jeg har også lige i forgårs snakket om en mulig Julekalender 2020 – det er ved at være et par år siden, jeg har kørt december-stilen på bloggen, så det kunne være fedt.

Noget kommer der helt sikkert til at ske!

10/52

DragonWaRP: Karakterer

I WaRP skal man udover de tre traits som jeg nævnte i sidste post også vælge et par andre ting, blandt andet en flaw, motivation, en vigtig anden person og en hemmelighed. Det er fedt.

Flaws

Ulemper kan være fede, særligt når de skaber spil og drama. Hvis vi kigger på Dragonlance-holdet så kunne flaws være dårligt helbred (Raistlin) eller Bange for både (Flint). De kan have spilteknisk funktion, fx ville Raistlin nok få en penalty terning, når han lavet noget fysisk krævende, men det kan også være rent rollespilsrelevant.

Motivation

Hvorfor drager folk på eventyr og/eller kaster sig ud i et episk quest af Dragonlance-størrelse? Det er meget godt at have kridtet op inden. Raistlin er ovre i noget ”jagt på magt/viden”, Goldmoon går ret tidligt i ”udbred viden om De Gamle Guder”, Tasselhoff er ren nysgerrighed og Caramon er drevet af loyalitet, både for gruppen, men mest i forhold til Raistlin. De bedste karakterer i Dragonlance har en stærk motivation – nogen halter mere.

Vigtig Person

Vælg en person der er vigtig i karakterens liv. Det kan være en livslang ven, en ukendt person på gaden der stak dig den livsvisdom du har levet efter siden, en loved one eller en person du ikke ved hvem er. Tanis har velsagtens to; Kitiara og Laurana, Caramon har Raistlin, Sturm har faren som han knap kan huske og Raistlin har… Fistandantilus?

Hemmelighed

Det er fedt med hemmeligheder – der kan dukke op en større kampagne, og særligt hvis den gerne må være lidt drevet af store feels. Måske er original Dragonlance-gruppen ikke ligefrem fyldt med hemmelighedsfulde karakterer, men Raistlin har sin del og at Sturm faktisk ikke er ægte ridder tænker jeg snildt kunne være en hemmelighed. Måske også Tanis’ splittelse mellem Kitiara og Laurana.

Så et eksempel på en Dragonlance-karakter kunne være:

Sturm Brightblade

Traits:

Solamnic Knight – klassisk kamp, taktik på slagmark, heraldik, ordenens historie – 4 terninger

Strong Will – svær at kue eller ryste, modstandsdygtig overfor (visse typer) magi – 3 terninger

Udholdende – kan klare fysiske udfordringer, vandre i dagevis, klare sig med minimal ressourcer – 3 terninger (jeg elsker ikke denne. Hvad kunne Sturms side trait være?)

Flaw:

Codex – Følger et strikst ridderkodeks med regler for kamp og ære. Kan, for eksempel, ikke flygte fra en kamp og skal altid lystre riddere af højere rang.

Motivation:

Bekæmp ondskab og genopret respekten omkring den Solamniske ridderorden.

Vigtig Person:

Angriff Brightblade, Sturms far. Solamnisk Ridder, i hvis spor Sturm følger, iført hans rustning.

Hemmelighed:

Har ikke taget den endelige prøve, så han er faktisk ikke ægte Solamanisk ridder (endnu).

Thomas: Jeg vil starte med at tale om de tre traits, som egentlig blev nævnt i det forrige afsnit, men der havde jeg så mange andre kommentarer at jeg valgte at gemme dem. Hvis man har svært ved at finde på traits tænker jeg altid på dem som et job, en hobby og en fysisk eller mental fordel. Jobbet og hobbyen giver lidt sig selv og vil altid være bestemt af settingen. En fysisk eller mental fordel kan f.eks. at man er stærk, hurtig eller klog. Man skal også tænke på at vælge nogle traits, som man ofte kan få i spil og som ikke overlapper alt for meget. Det kan være en rigtig god ide at skrive nogle stikord ned, omkring hvad man tænker at ens traits gør en god til. Flaws er altid sjove, men der kan være lidt balancegang i forhold til både at få dem i spil, men også at vælge en flaw der ikke bliver en showstopper. Det er vigtigt at både GM og spiller husker at bruge flaws når det giver mening, og det er derfor vigtigt at man sørger for at vælge en, der giver mening i forhold til den setting man spiller i og historien i helhed. Det kan være en ide at indføre muligheden for at spillerne kan ændre deres flaw, til noget mere passede. Det kan evt. flettes ind i historien, hvordan man kom over sin frygt for edderkopper, da man brækkede benet i en hule fyldt med dem, og nu har et skadet ben som flaw i stedet for. Motivation, vigtig person og hemmelig er med til at sætte noget kød på ens karakter, og det giver også GM’en nogle håndtag, som man kan bruge over for karakteren. Jeg synes dog det kan være svært som GM at bruge hemmeligheden, da det hurtigt kan holde op med at være en hemmelig, når man bringer den i spil. Jeg tror man skal overveje det nøje, hvis man vil afsløre spillernes hemmeliger. Når det så er sagt, så er alle tre vigtigt værktøj for både spillere og GM.

Online: Chariot of the Gods

Inspireret af Johs, vil jeg også skrive lidt om mit nylige første encounter med onlinerollespil.

Jeg har haft  fornøjelsen af, at spille scenariet Chariot of the Gods, fra Fria Ligans ret nye Alien-rollespil, via Roll20. Det har været fedt. Også federe end jeg havde regnet med. Per spillede det allerede sidste år.

Gruppen

Troels var spilleder for en gruppe på fem (Astrid, Jofrid, Nynne, Simon og mig) og selv med så højt et spillerantal var der et godt flow. Folk var gode til at give plads og ikke snakke i munden på hinanden og det var også spændende at følge med, når man ikke selv var med i scenen.

Vi spillede scenariet henover fire session af en varighed på 2½-3 timer.

Scenariet

Helt klassisk Alien setup. Crewet på USCSS Montero støder på rumskibet USCSS Cronus der har drevet rundt i 75 år og beslutter sig, mere eller mindre frivilligt, for at undersøge det. Det skal nok gå galt også fordi, alle karaktererne er flossede i kanten og/eller udstyret med skumle egne agendaer.

Karaktererne er fine og genretro og spillet imellem dem fungerede, synes jeg, godt. Jeg bilder mig ind, at det gav lidt ekstra drama, at det var en flok erfarne (Fastaval)rollespillere der slog sig løs.

Jeg spillede John Wilson, firmaet Weylan-Yutanis mand ombord på USCSS Montero, og endte mine dage, skrigende, på helt passende facon til allersidst i scenariet.

Scenariet trækker mere på de senere Alien-franchise film, men det var ikke noget der påvirkede vores oplevelse stort, men forvent mere snak om dette, når de gode folk fra Lænestolsrollespil kaster sig over scenariet i en fremtidig episode.

Systemet

Jeg synes det fungerer. Stress-terningerne er fede, jeg var glad for karakterernes særlige moves og actiondelen er tilpas brutal og filmisk. Samtidig var det også velintegreret i Roll20, så det var nemt at gå til. Det slår mig dog som et, i Alien-universet, ret one-trick-pony system. Universet ligger ikke, synes jeg, op til lange kampagner, hvor man render på den ene facehugger efter den anden og jeg ser klart mest potentiale i korte, filmiske scenarier, hvor man går til det, uden illusionen om, at ens karakter skal overleve og stige i levels.

Roll20

Jeg kan godt lide det. At regelsystemet er integreret gør det hele meget smooth, og muligheden for at sidde med kort over rumskibe og baggrunds ambience på rette tidspunkter, var fedt. Jeg skal helt sikkert kigge mere på Roll20.

Så hvad nu? Ja, lige nu sidder jeg og fusker i Roll20 og skriver noter til en kort Fall of Delta Green-kampagne, sat i Saigon, 1968. James Ellroy møder Apocalypse Now møder Lovecraft. Vi får se.