VLW: Giantslayer

Af William King

Gotrek og Felix og turen går til Braveheart

De er kun lige på vej ud af Sylvania, før Gotrek og Felix render på nye problemer. De støder ind i en flok beasman, en mega chaos warrior og i baggrunden lurer de to luskede troldmands-tvillinger Kelmain og Lhoigor, der har overtaget skavens rolle som recurring villians.

Men denne gang er det ikke bare tæv og kamp – i stedet bliver vores to helte under træfningen kastet ind i en mystisk kaosdimension – hvor de i noget tid render rundt, kæmper med fatamorganaer og render på højelver troldmanden Teclis – der er på en super vigtigt mission, for at redde elvernes kontinent Ulthaun, der er ved at gå under/rive sig løs, fordi der bliver rykket med ældgamle kræfter og besværgelser. Noget med Old Ones!

Mest er Teclis der dog for at vi kan få EN MASSE elver-dværg banter.

Den umage trio kommer ud på den anden side af kaos-boblen og er i Albion, aka en keltisk pastiche, med kilt, store sværd og whisky, placeret i den helt anden ende af Warhammer-universet.

Her hooker de op med nogle lokale Braveheart-kloner og drager afsted mod et gammelt mystisk tempel, som måske kan sende dem tilbage og hvor Teclis fornemmer en forstyrrelse i kraften. På vej mod templet er dog også en større flok orker – ja, vi er tilbage til orker som modstandere, og så vores to troldmandsskurke. Og jo, så får de, på de sidste 30 sider også lige pisket en stor muteret kæmpe ind fra højre – altså den der giant fra titlen – der kan være med i den store episke slutkamp.

Ganske forglemmelig tur forbi endnu en af Warhammer-universets udkanter. Teclis er en ok -1-1 erstatning for Max Schreiber, der blev efterladt hjemme i Imperiet, og helt packed med nedladende elver-attitude. De lokale krigere i Albion har lidt kolorit, men er grundlæggende bare staffage.

Det er er samtidig den sidste bog om Gotrek og Felix der er skrevet af William King. Andre forfattere fører the franchise videre.

Bog: 2/6

Scenariepotentiale: 3/6

Karakterer: 2/6

Hvor Warhammer er deres navne: 3/6

(4/52)

 

“James, you monstrous piece of shit”

Jeg spiller generelt ikke vildt ubehagelige karakterer i rollespil. Ok, det kan jo også være fordi, jeg spiller utrolig lidt rollespil, men alligevel.

Men i denne uge har jeg brugt tre dage på et gods på Lolland, spillende en gennemført ubehagelig regency (sådan cirka Jane Austen) æra læge, med et usundt forhold til sin forlovede og et endnu mere forkvaklet forhold til sin søster, i livescenariet Libertines.

Og det var på alle måder en vild oplevelse. Ligesom det var, da jeg for et års tid siden var forbi samme gods, og spillede Baphomet. Hvem vil ikke gerne komplimenteres for ens “slightly psychopathic look“ og modtage in game breve det starter som dette indlægs titel – måske ikke helt tidssvarende i ordvalg, men budskabet er da klart.

Mit bedste bud på, hvorfor det er interessant at spille forfærdelige roller og/eller forfærdelige scener er, som Jeppe fint siger i den et par år gamle Politiken-artikel fra Brudpris.

»Tja, hvorfor ser man Lars von Trier-film? Dem bliver man jo hverken lykkelig eller i godt humør af. Det er fordi nogle af de smukkeste fortællinger er dem, der rummer noget hårdt. Noget intenst. Hollywood-historien kender vi alle til døde«

Og Libertines var sgu rimelig hårdt, men også virkelig fedt. Og nu ikke flere livescenarier det næste år.

(3/52)