Post Fastaval Blues

3 kommentarer

Jeg er i Fastapestens vold. Hals, næse, øjne. F*cked.

Men hvor var det en fin Fastaval. Jubilæum. Vejr. Masser af mennesker. Silkeborg. Everything.

Jeg havde i år to ”større” opgaver på selve Fastaval. Mit scenarie og Fastavals to æresgæster, Luke Crane og Jared Sorensen.

Jeg havde jo mødt Luke og Jared før men var alligevel spændt på, hvordan de ville reagere på Fastaval, som er markant anderledes end de amerikanske kongresser, og hvordan Fastaval ville tage imod to hippe New Yorkere.

Det gik heldigvis noget nær smertefrit. Luke og Jared var vilde med Fastaval og jeg håber at Fastaval også fik noget ud af gæsterne. Det tror jeg. Samtidig havde Peter Dyring også meldt sig som chaperone for de to herrer, og gjorde det muligt for mig, at nå en masse andet. Tusind tak, Peter. Luke og Jared snakkede allerede inden de forlod Silkeborg om, hvordan de kunne få arrangeret en tilbagevenden til næste år.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg synes at Brabrand er det bedste og mest gennemarbejdede scenarie jeg har lavet. Derfor var det også en fornøjelse, efter en fin gennemspilning onsdag aften, at køre det igen fredag, hvor det hele gik op i en højere enhed. Tak til Alex, Sarah, Piotr, Jacob og den sidste spiller, hvis navn jeg aldrig fik fat på. I gjorde scenariet endnu vildere og hårdere end jeg havde turde håbe på og jeg ville med glæde have spillet dysfunktionelle detektiver med jer i mange flere timer. Det var beyond fedt. Det er dog, tror jeg, sidste gang jeg smider så meget tid, arbejde og ressourcer i et scenarie. Og så håber jeg at Plan B overlevede deres warstories – jeg skylder vist specielt Peter og Anne en øl.

Og ellers var det fedt at se sit pressearbejde bære frugt, spise god mad inden jubilæumsfesten, få stukket det superlækre jubilæumsmagasin i hånden, hænge ud med rare mennesker og opleve dynamikken bag Fastaval – vi er for vilde. Alle sammen.

Nu skal jeg lige overkomme the con crud, som Luke fortalte mig er deres navn for Fastapesten, og så skal vi forhåbentlig til at spille en masse Fastavalscenarier i Aarhus. Mere om det snart.

Reklamer

bordrollespil – fantastisk komik

7 kommentarer

Det kan godt være at bordrollespil ikke giver optimale foto opportunites, men det er base for suveræn humor. Jeg er ret pjattet med komedieserien Community, og når de begynder at spille AD&D er det næsten mere end jeg kan klare. Klik nedenfor, for at se en meget ond Chevy Chase på tur ind i The Cavern of Draconis.

Mere

The Oregon Crud

5 kommentarer

Nu kan jeg jo desværre ikke pendle til Odense for at spille Apocalypse World med Uffe, selvom jeg virkelig gerne ville. I stedet håber jeg, når vi engang er færdige med/kørt død i The Enemy Within, at kunne starte min egen post-apocalypse kampagne op. Jeg har kort nævnt den før, men inspireret af Johs fuldfede beskrivelse af Providence, vil jeg nedfælde lidt mere om mine ideer.

Overordnet har kampagnen titlen The Oregon Crud, opkaldt efter en katastrofe fra mit all time yndlings CCG, Illuminati: New World Order.

Amerika, og måske også resten af verden, er blevet ramt af The Crud (jeg elsker det ord, ikke mindst fordi Gyldendals bedste forslag til en oversættelse, er ’klistret stads’) som har slået størstedelen af befolkningen ihjel, med alt hvad det medfører af anarki, borgerkrig og ødelæggelser. Civilisationen er væk og erstattet af små enklaver, samfund og fraktioner, der holder sammen og forsøger at overleve i ruinerne.

Spilpersonerne skulle starte ud inde midt i landet med det mål, at drage ud til kysten – koste hvad det vil. Kampagnen skulle opbygges ligesom hovedinspirationskilden, den fremragende tegneserie Jeremiah (og vel egentlig også som Dogs in the Vinyard), således at hver del/aften/scenarie, skulle være et albums worth, altså med en række afsluttede historier, placeret på spilpersonernes rute. Samtidig ville jeg på forhånd sætte et antal scenarier på. Jeg bliver nemlig  altid lidt ærgerlig når kampagne slutter not with a bang, but a whimper. Det ville jeg imødekomme ved fra start at sige, at rejsen har X antal stop, 5-8 styk tænker jeg.

Regel-wise ville jeg bruge det fremragende Atomic Highway. Et super enkelt og action-minded system, som jeg virkelig har forelsket mig i. Det er måske mit favoritsystem efter BRP, uden at jeg dog har prøvet det i aktion. Reglerne giver mulighed for at justere på apokalypse-stilen, så man kan tone det ned, hvis man ikke vil have full blown Mad Max-stil, men den mere gritty og ”realistiske” stil fra for eksempel Jeremiah.

Det var sådan lige kort om The Oregon Crud – jeg håber sgu det bliver til noget.

The FreeMarket er landet mm.

3 kommentarer

Så er de her. I kassevis. FreeMarket. Nok til alle. Cirka. Nu skal jeg bare lige have dem transporteret fra Aarhus til Silkeborg. Det var nok meget klogt af Luke & Jared at sende dem i forvejen. Der er også en, endnu tungere, kasse med Burning-ting.

Ellers har de to amerikanere spurgt, hvad man skal se når man har cirka 24 timer i København med moderat jetlag. Bud og forslag til gode vegetarsteder modtages gerne.

Og jeg mangler stadig én spilleder til Brabrand, fredag eftermiddag og ja, det er et rimelig “klassisk” scenarie. Fusion. Ingen tung investigation. Masser af drama. Urimeligt seje og smukke spilpersoner. Der er øl og en limited edition Plan B-fanplakat til den der melder sig 😉

Spær spillerne inde

12 kommentarer

Er det en god ide at give spillerne mere frihed i scenarierne og masser af medindflydelse over plot og forløb? Niels synes det, men hvis Resan lærte os noget sidste år, var det, at vi måske nærmere burde gøre det modsatte.

Jeg er af den overbevisning, at man nemmere får en god rollespilsoplevelse, hvis man strukturerer scenarier så der er et klart og stabilt skelet som spillerne kan støtte sig til. En art kvælerhalsbånd til at holde styr på spillerne med. Jeg tænker mest på gammeldaws plot og karakterer, men forstille mig, at man også kan opnå det med skarptskårne indie-style regler.

Hvorfor tror jeg det? Det gør jeg fordi jeg grundlæggende mener, at det er de færreste rollespillere, der er specielt gode til at improvisere og finde på ting der virker i rollespilssammenhæng og gode historier from scratch. Der er rigtig mange gode rollespillere på Fastaval – men jeg synes ofte, at det kræver at der faktisk bliver serveret en rolle.

Jeg tror ikke på, at en gruppe spillere spontant kan komme op med roller der er lige så interessante/gribende/sammenhængende som en forfatter der har arbejdet med scenariet, tænkt tingene igennem, spiltestet og afstemt scenarie og karakterer med hinanden. I hvert fald ikke særlig tit. Derfor elsker jeg at sidde med en gennemarbejdet karakter, som bare skriger på fedt spil, roller som cowboyerne i Salvation og Dengang i Orangeville.

På samme måde står jeg ofte af, hvis et scenarie starter med, at spillerne skal bruge tid på at definere setting eller baggrund. Det ender som kompromis-rollespil, fordi alles ideer skal høres og bruges. Den slags har jeg ikke lyst til at bruge tid på. Hvis det var en kampagneverden jeg skulle bruge til en række scenarier, klart – men at ”spilde” halvdelen af en scenarieblok på at bestemme rammerne for den anden halvdel af scenariet, er tid jeg hellere vil bruge på egentligt spil.

Min påstand er også, at alt for ofte går denne type scenarier op i det min gode ven Stefan døbte bong-spillere da han kom tilbage fra Simons Stjernetegn. Spillere der kører deres eget ræs uden at tænke på de andre, bider sig fast i deres egen historie og tænker mere på at få den kørt igennem end indarbejdet i de andre spilleres historier og spillere der, fordi det skal ske on the fly, smider mere eller mindre ugennemtænkte og fjollede indslag ind – fordi det er legalt i scenariets kontekst.

Et eksempel på, hvor jeg har oplevet rollespilleres evne til at improvisere og slå sig løs kommer til kort:

I Reservoir Elves fik spillerne udleveret et oplæg til en Tarantino-style monolog. Som den Mr Orange (Tim Roth) fortæller om mødet med de tre betjente og deres narkohund i Reservoir eller Captain Koons (Christopher Walken) fortælling til den unge Butch om hans fars lommeur i Pulp Fiction. Små skæve historier, der kunne være med til at tegne karaktererne, fortælle noget, skabe en pause i scenariet eller blot underholde. Jeg havde forklaret ideen, lagt op til at man endelig måtte stjæle løs og lade sig inspirere og havde leveret en inspirationsliste med fantasy navne, steder, genstande og mulige optrin, som spillerne kunne bruge, hvis de følte behov for det.

… og jeg har endnu ikke oplevet det der minder om en sej eller velfungerende monolog. Det virker ikke! Hvis nogen har et bud på, hvorfor det går galt eller hvordan man kan gøre det så det virker, vil jeg meget gerne have hjælp.

Jeg udelukker på ingen måde, at man kan få en god oplevelse ud af et scenarie med en høj grad af frihed og jeg tror sagtens man kan give spillerne en grad af indflydelse og ejerskab over, hvad der skal ske i et scenarie. Jeg tror bare, at det sker oftere, hvis man spærrer spillerne lidt inde.

Skriv noget ordentligt!

28 kommentarer

Min gode ven Martin har været på Fastaval næsten lige så mange gange som mig. En stabil Fastavalgænger, hvis største claim for fame er, at Kaptajn Sprød/Henrik Bruhn trak ham på scenen til banketten i 1995, som assistent i et tryllenummer.

Da jeg tidligere på måneden snakkede med Martin, var han ikke specielt opstemt over scenarieudvalget på dette års Fastaval. Der var bare ikke særlig mange scenarier han havde lyst til at spille. Da min kone efterfølgende meldte sig til, resulterede det i Facebook-opdateringen ”293 – men hvorfor er der så meget gøgl på programmet i år?

Og jeg er sgu lidt enig – der er virkelig mange eksperimenter og sære scenarier med skiftende spillervinkler, mærkelige rollefordeling, teater-træk, ingen karakterer defineret fra start og med lyd og billeder som bærende elementer. Så vidt jeg kan se, er der på dette års Fastaval kun 4-5 scenarier, hvor man faktisk spiller én karakter fra start til slut (ikke medregnet novellescenarierne).

Hvorfor?

Er det virkelig så frygteligt, med fem velskrevne karakterer, der er godt viklet ind i hinanden og i et gennemtænkt plot?

Jeg er ikke imod eksperimenter – det har skabt en masse rigtig fede scenarier og måder at skrive scenarier på. Men jeg synes godt der må være (mere) plads til ”klassiske” scenarier på Fastaval og det tror jeg der er mange menige Fastavalgængere, som Martin, der synes. For to år siden var de to mest søgte scenarier, så vidt jeg ved, et D&D-scenarie og et Call of Cthulhu-scenarie – det giver mig et fingerpeg om, at scenarieudbuddet og spillernes ønsker ikke nødvendigvis er i sync på en ’val som i år.

Jeg ved godt, at Niels ovre på Plan B efterspørger flere eksperimenter og at grænserne skubbes og at Uffe synes at årets program er helt vildt og fyldt med fede scenarier, og det er cool at folk tænder på forskellige scenarietyper. Men jeg vil gerne gå i den anden grøft – hvad med i stedet for, at tage det klassiske format og så udvikle på det. Giv det plotdrevne scenarie med de færdigskrevne karakterer et fedt twist, der ikke behøver være 180 grader. Skriv scenariet, hvor den sjette karakter er vigtig og ikke til pynt. Lav et fucking Vampire-scenarie. Jeg er sikker på, at rigtig mange Fastavalgængere vil ”synes om” det.