VLW: Konrad

4 kommentarer

Af David FerringIMG_8716

Yay! En Warhammerbog der dufter af 1st edition og endnu en Konrad!

En pause fra uovervindelige, og kedelige, slayers og videre til en af de tidlige/tidligere bøger sat i Warhammer-universet (først udgivet i 1990), hvor der ikke er meget episk-tæv-til-horder-af-fjender.

I stedet møder vi hoved- og titelpersonen Konrad, der lever en umælende Kasper Hauser-agtig tilværelse i en lille navneløs landsby, hvor han er kuli for den lokale krovært. Den unge dreng bruger det meste af sit liv på at få tæv og samle brænde. Samle brænde i Forest of Shadows, hvor han fornemmer at der lever mystiske væsner. Konrad har nemlig en mystisk sjette sans, der giver fysisk manifesterer sig i, at hans øjne har forskellig farve, et grønt og et gyldent.

Hans evne til at se ud i den nære fremtid gør, at han redder den lokale adelsmands datter Elyssa fra en beastman og de bliver (sort of) venner, senere også med benefits. Hun lærer ham ting om verden, at svømme og andre fornuftige ting, inden de en dag ser en mystisk bronzeklædt ridder komme til området og Konrad fornemmer, at enden er nær. Og ganske rigtigt, byen bliver angrebet af en hær bestående både at beastmen, orker, gobliner og skaven og Konrad overlever kun ved at dræbe en beastman og iklæde sig bæstets hud og pels(!).

Efter angrebet, hvor byen bliver jævnet med jorden og vi får et glimt af den mystiske , vandrer Konrad ud i verden, kommer til en by, bliver anklaget for at være krybskytte og bliver undsat af en badass lejesoldat ved navn Wolf, der efterfølgende tilbyder Konrad fem års tjeneste som væbner, hvilket han siger ja til.

De to drager til Kislev, får hyrer som guldminevagter og lige inden de fem år er gået, smutter de ud for at finde et g(l)emt dværgtempel sammen med den kvindelige dværg Anvila. Her bliver Wolf fanget af gobliner, men Konrad kommer ham til undsætning og kanaliserer et øjeblik nærmest Sigmar selv. Kort efter får Konrad et glimt at ridderen i bronzerustningen og ved instinktivt, at deres skæbner er forbundet og han drager ud efter ham.

Bom – ikke så meget heltpjat her. Meget enkel historie, helt renset for comic relief-stads og fjolleskavens. Den lille møgby hvor Konrad vokser op er rigtig Warhammer-skod, folkene han møder er generelt røvhuller og der er masser af prygl og blod. Det bedste ved bogen er beskrivelsen af kaoskræfterne og beastman. Hvor de i senere bøger, både fiktion og rollespil, bliver meget standart-kaos-tropper, er de i Konrad virkelig freaky mutanter og bliver beskrevet fedt, også sat op i mod den uvidende unge hovedperson, som man fornemmer der er et eller andet mærkværdigt ved.

Det bliver sikkert afsløret i en af de næste to bøger om Konrad. Den første er bestilt.

Bog: 4/6

Scenariepotentiale: 2/6

Karakterer: 3/6

Hvor Warhammer er deres navne: 3/6

Reklamer

Over The Edge… again

2 kommentarer

Der er få rollespil jeg knuselsker mere end Over the Edge. Jonathan Tweets skæve mesterværk fra 1992, købt i Fantask, på baggrund af en 4-rottet anmeldelse i Fønix 1, jeg elsker næsten alt omkring.

Min entusiasme omkring de enkle og elegante regelsystem har endda smittet, så det, via et par links, er dukket op i den meget fine danske rollespilspodcast Eftersidning på Eventyr.

Der kom et Second Edition senere i 90erne, men det nye var alene ny, ringe, artwork og en masse links til de allerede udgivne sourcebooks.

Og jo, så kom der jo en laber 20-års udgave i blåt faux-læder.

199162_10151170391884273_545919887_n

Derefter ingenting…. før nu!

De sidste uger har der kørt en Kickstarter for en helt ny, og opdateret-til-nutiden, version, med friske regler og det meste tænkt helt fra scratch. Blandt andet er setting-øen Al Amarja flyttet fra Middelhavet til Atlanterhavet. Weird, og jeg er ikke forelsket i flere af de nye ting de gør med spillet – der er bliver co-gendesignet af Cam Banks, der har fingre i Cortex-systemet og en del nyere Dragonlance-stads.

Nå, men jeg har lige uppet mit pledge, så jeg får den hjem, når den engang udkommer + nye sjove terninger til det.

Så kan I have jeres version-5-vampyrer for jer selv 🙂

VLW: Dragonslayer

2 kommentarer

Af William KingIMG_8529

Mere Warhammer-Tolkien rip off. Denne gang Hobbitten… uden hobbitter. Og med flere tæv.

Gotrek og Felix er vendt tilbage fra The Chaos Wastes, det lander ved den sidste outpost de besøgte, Ulrika Straghovs hjemstavn, og pronto gentager vi slaget fra starten af sidste bog, og sender Grey Seer Thanquol og hans skaven-kulier ind. Samme resultat som sidst. Tæv til rottefolket, selvom Thanquol har vild magi, der nærmest kan trække dværgenes luftskib til jorden.

Kisleviterne og dværgene besluttet sig efterfølgende, at sende luftskibet afsted for advare resten af menneskeheden mod den vilde hord af kaoskrigere, som vores helte observerede i sidste bog.

Men alas, henover The World’s Edge Mountains render luftskibet først på vejrproblemer og derefter dukker der fandme en drage op! Skjalandir – en rigtig ol’ school vred rød drage. Det kan sådan en flok slayers i et luftskib jo ikke gøre SÅ meget mod, men dragens tilstedeværelse tænder noget i Felix’ sværd, der ansporer ham til at gå forrest i kampen. Den bliver dog først afgjort, da dværgen Varek ofrer sig og smadrer en gyrokopter pakket med bomber ind i dragen, der efterfølgende trækker sig tilbage.

Men dværgene, ikke mindst luftskibskaptajn Malakai, er pissed. Sådan en drage skal ikke tro at de finder sig i at blive angrebet og da de kommer frem til dværgbyen Karak Kadrin, hvor Slayer-typerne holder til, beslutter de sig for, at rejse ud og smadre dragen, imens luftskibet bliver repareret.

Ulrika drager os med, både for at advare Zarinaen af Kislev, men nok mest for at smooche/skændes med Felix. Udover de allerede tilstedeværende slayers, joiner der flere dværge. Bjorni (liderbasse slayer grimerian), Steg (lusket slayer tyv), Ulli (unge slayer hothead) og Grimme (indebrændt hævner slayer). De er alle som en ligegyldigt staffage og alle, minus Bjorni, dør uden at have tilført historien noget som helst. Troldmanden Max Schreiber er også stadig med, og tvær over, at Ulrika er (mere) forelsket i Felix.

I bjergene huserer også både en bande af røvere og en flok, eller nærmere hær, af orker og gobliner. Den slagter vores helt lidt af undervejs inden de kommer frem til dragens dal. Her kommer det til en kort kamp, nogle dværge dør, og Felix ender med at fælde den sårede drage. Efterfølgende clasher røvere og grønhuder, efter de begge håbefuldt havde fulgt efter vores helte i håb om at kunne snuppe drageskatten fra dem. Endnu et stort slag – nu med tre sider – og det hele bliver afgjort da det reparerede luftskib dukker op. De når dog lige at sprænge dragehulens indgang i luften, så alle skattene bliver begravet.

Undervejs har vi også fulgt Thanquol og hans nu heftigt muterede hench-rat Lurk, der både når at blive fanget af kaoshæren og sendt hjem til Skavenland og rode sig ud af problemer – igen uden nogen reel indflydelse på historien.

De irriterende takter fortsætter fra sidste historie. Dværgene er kedelige og/eller klicheer, Felix bliver hverken mere spændende af et magisk dragedræbersværd eller uendelige problemer med Ulrika, der for øvrigt heller ikke har meget at byde på. De to fraktioner i bjergene er ret cool og Max Schreibers ok i rollen som plaget troldmand. Rimelig meh, selv dragen – næste bog bliver anderledes!

Bog: 2/6

Scenariepotentiale: 2/6

Karakterer: 2/6

Hvor Warhammer er deres navne: 3/6

Marienburg, revisited

1 kommentar

I går smuttede til Aarhus, hvor mini-kongressen Shire Con havde spurgt, om ikke jeg ville komme forbi med et scenarie. Jeg tog Marienburg-elverne og selvom jeg ikke er helt tilfreds med min finale, så var der vanligt sjovt at køre og det virkede til at spillerne havde det fedt – både dem der aldrig havde spillet den type scenarie og ham der, efterfølgende, indrømmede at han faktisk havde spillet det før, på Fastaval, men gerne ville prøve det igen.

IMG_8487Og det er stadig et sjovt scenarie at køre, selv her sjette (eller syvende?) gang. Når de små sedler på karakterarkene begynder at ryge og starter hemmelighedslavinen er altid en fornøjelse og så knuselsker jeg stadig alle fem karakterer. Hver eneste gang jeg har spillet scenariet, er det en ny karakter der har shinet og gruppens forhold og forvikling er blevet twisted på en ny måde.

Og så er Shire Con et fint arrangement. En privatkongres, med omkring 30 deltagere, henover fire dage, udsprunget af folk der tog på Fastaval sammen, som så på tre år er vokset, med både rolle- og brætspil og andre aktiviteter som vinsmagning og kanoture. Vildt og skønt koncept.