Bonus December: Johannes Krauser

Skriv en kommentar

December i Marienburgwarhammerpainter2

29. december:

Johannes Krauser, det gør det døde levende

Af Claus Kliplev
En forhutlet, skægget skikkelse, som alle har bemærket, men måske ikke rigtig lagt mærke til. Han, Krauser, har bestemt heller ikke lagt mærke til dem. Han ses nemlig altid opslugt af at male, siddende i den beskidte knejpe eller langs bredderne på den dårlig side af Doodkanaal. Han værdier ikke andre et blik. Det eneste han har øje for er motivet.

Hvem…
Johannes kommer oprindeligt en mindre flække, en udørk, på grænsen mellem Imperiet og Marienburg, hvor hans familie gennem generationer havde arbejdet som skovhuggere og tjærebrændere. Tidligt begyndte Johannes at udvise en næsten sygelig ensporet fascination af at afbillede ting i hans omgivelser, og jo ældre han blev, des tydeligere blev det for alle at han aldrig ville kunne holde et normalt arbejde eller bidrage med noget fornuftigt, da han ikke var i stand til at løsrive sig fra kultegninger i længere tid.

Derfor samlede landsbyen ind til ”kunstnerlegat” som en af de halvlærde der kaldte det, så han kunne få nogle penge til at rejse i retning af Marienburg (for man vidste dog nok at det var der, de store kunstskoler og kunstnere var).  På den måde slap landsbyen for at skulle brødføde en ekstra uarbejdsdygtig mund i hårde tider, og hans familie slap for at se Johannes gå helt i hundene, hvilket han efter alles grundlæggende mening nok ville gøre, hvis ikke før så siden.
På trods af det ret besked beløb han blev sendt ud af byen med, lykkedes det dog Krauser (for nu var han trods alt en rigtig kunstner, og de kalder sig jo altid blot ved deres efternavn, besluttede han) at klare sig frem til Marienburg. Dette skyldtes hovedsageligt hans ufattelige stædighed. Og på samme måde lykkedes det ham også  ved sit fåmælte men samtidig insisterende væsen, at blive tolereret en plads, eller rettere et sted at sidde og male, ved Marienburgs kunstakademi i Tempelwijk.  Men også her blev Krauser betragtet som en særlig. Måske hovedsageligt fordi han på ingen måde interesserer sig for at male levende væsner eller genstande, men alene, og uden undtagelser maler forskellige former for stilleben, og det gerne af meget banale og tarvelig genstande, så som f.eks. køkkengenstand og spiseredskaber. For ham at se, er disse nemlig mere levende et alt det omgivende tant og fjas, som man aldrig helt ved hvor man har og som jo nødvendigvis må forgå på lidt længere sigt, helt modsat stor kunst, som jo er evig. Krauser anser sig selv for at være en stor kunstner, ja måske en af de største der nogensinde har eksisteret (i hvert fald i Marienburg), og han har derfor som nødvendigt, helliget sig kunsten. Krauser kan nærmest ikke leve af sit maleri, fordi han ikke kan hyres til at male noget, men kun maler hvad der lige fanger hans opmærksom.  Men når Krauser først er begyndt at male, så kan intet få opmærksomhed væk fra motivet og maleriet af det, ligegyldigt hvad der sker omkring ham.
Scenarietråde…

  • Krauser laver kun billeder af døde ting, men det viser sig at han malerier har en evne har ikke selv er klar over. Tingene der er blevet afbilledet syntes at blive levende, det vil sig at de begynder at hviske hvad de hører og ser af ting omkring sig. Spillerne bliver sat på sporet af disse sære, levende-døde genstand, og får til opgave at finde deres ophav.
  • For at kunne maler sine billederne på den rigtig måde, skal Krauser bruge nogle helt specielle ingredienser. Blandt de vigtige er lærredet. Krauser har haft et lager med sig af lærreder, som har været ligklæder vævet af hans bedstemor (det tjente hun penge til familien på), men de er ved at slippe op. Spillerne må, måske fordi de kender Krauser, skaffe ham noget ligklæde, der er vævet på den helt rigtig gammeldags måde, så han kan fortsætte med at male. Og hvordan gør man nu det bedst?
  • Krauser bliver hyret, eller tvunget til, at lave et portræt, af en der har forelsket sig i hans stil og nu vil have et billede at sit livs kærlighed. Spillerne er blevet impliceret til at være med til at tvinge Krauser til projektet. Men eftersom Krauser kun maler døde ting, så er modellen måske død i forvejen, eller også bliver Krauser nød til at slå den ihjel for at kunne male den. Og hvad sker der når Krauser har gjort sit billede færdigt?
  • Det er svært alene at få Krauser til give sine billeder fra sig, og ofte sker det tilfældigt i forhold til hvad han lige har brug for. En samler der er blevet fikseret på Krausers sære, naturtro stilleben, og hyrer spillerne til at skaffe ham alle dem der er i omløb i Marienburg. Det er en opgave der lyder lettere end den er, og særligt at skulle få noget ud af Krauser, så som hvem han har solgt billeder til (fiskehandlere, farvehandlere, gadefolk osv), er en opgave der kræver en indsats.

Bonus December: Passagevagten

1 kommentar

December i MarienburgRiver Guard.jpg

27. december:

Passagevagten, kanalbredens vogtere

Af Troels Ken Pedersen

Du løber, stakåndet, langs kanalen — kultisterne haler ind på dig. Men frelsen er nær! Du springer fra kanten og ned i din ventende båd, så kanalvandet sprøjter op og den næsten kæntrer. Febrilsk løsner du fortøjningen og støder fra, men båden flytter sig ikke. Da bemærker du den gule ankerkæde fra P-vagtens straffe-anker, og fra båden ved siden af griner to P-vagters groteske lædermasker af dig. Det var en betalings-kaj. NEEEJ!!!

Hvem…

Passagevagten er en underafdeling af flodvagten, som tager sig af at forhindre Marienburgs kanaler i at blive blokeret af uautoriserede båd-fortøjninger. P-vagten er ikke blot upopulære, de er forhadte. Derfor er de anonyme, og skjuler sig bag skræmmende læder-masker. Mange af dem lever et dobbelt-liv med deres virke som Passagevagter og et dække. Der er P-vagter, hvis familier og venner ikke aner, hvad de virkelig laver, som ikke kunne forestille sig deres nære og kære med hæslige masker og de frygtede, gul-malede kæder.

For snart 30 år siden raserede en enorm brand store dele af Rijkspoort, og brandkorpsets både kunne simpelthen ikke nå frem i tide til at tage den i opløbet, fordi adskillige kanaler var totalt blokerede af dobbeltfortøjede både. Det stod klart for alle, at noget måtte gøres. “Noget” var reglerne for ordentlig fortøjning, samt Passagevagten til at håndhæve reglerne. Til trods for den almindelige anerkendelse af nødvendigheden blev P-vagterne dog hurtigt upopulære. Noget ved konceptet at få bøder for fortøjninger fik ellers nogenlunde ligevægtige marienburgere til at tænde fuldstændig af. Efter adskillige grove overfald på P-vagter, og en enkelt decideret rasende menneskemængde, indførte P-vagten masker, dæknavne og anonymitet. Selv med en nogenlunde hæderlig hyre har det til tider været svært at skaffe folk til det lille korps, og ondsindede rygter vil vide, at adskillige medlemmer er dødsdømte mordere, der har fået udskudt henrettelsen til gengæld for at træde i tjenesten.

Tag for eksempel Marika Eilers. Hun er en stærk og firskåren ung dame fra oplandet, der ofte ses omkring teatret Fleur de Lis, hvor hun af og til hjælper med rekvisitter, og en sjælden gang imellem får lov at være statist. Hun drømmer om ordentlige roller, specielt dramatiske skurkeroller, men hendes sceneskræk og kropsbygning hæmmer hendes kunstner-karriere. Men de skulle bare vide! Når hun har sin P-maske på kan hun give den gas med rungende hånlatter, fejende kappe og dramatisk hævet bådshage. Hun var i starten lidt bekymret for om hun nu også ville kunne uddele tæsk til folk, der tabte hovedet over at få en bøde, men det går fint.

Eller tag for eksempel elveren Hafloc. For snart tyve år siden skejede han i sorg over sin traumatiske backstory lidt for meget ud i druk og Gummegodt, og endte med at stikke en mand ned i et værtshusslagsmål. Hafloc fik valget — Passagevagten eller galgen. Hafloc er stadig ret tavs og dyster, men bag masken har han fundet et kammeratskab og et formål med tilværelsen, som har fået ham på ret køl igen. Han har fundet sig en familie. Han er korpsets eneste fuldtids-vagt.

Scenarietråde…

  • P-vagten kan tjene som et glimrende benspænd under en vild jagt gennem byen.
  • Marika Eilers kæreste, købmandslærlingen Jochum, har regnet sammen og fundet ud af, at en ganske stor del af Marikas tid mangler. Optændt af jalousi hyrer han spillerne til at følge efter hende så han kan finde ud af, hvem hendes elsker er. Kun lidet aner han en langt frygteligere sandhed.

 

Bonus December: Ungeheuernacht

Skriv en kommentar

December i Marienburgkarmpus

26. december:

Ungeheuernacht, natten før natten

Af Anders Frost Bertelsen, Simon Steen Hansen og Kristoffer Rudkjær

I Imperiet hedder årets sidste måned Vorhexen, og når den er slut kommer Hexensnacht, hvor både Mannslieb og Morrslieb er fulde. Der tør få gå uden for en dør, for det siges at vrimle med dæmoner og andet utyske.

Hvad…

Den sidste aften i Vorhexen – aftenen før Hexensnacht – kaldes Ungeheuernacht, og i Marienburg danner den rammen om en særlig begivenhed. På Ungeheuernacht klæder en række af byens fornemste folk sig ud som dæmoner og huserer i gaderne. De skræmmer folk, der laver ballade, og de gør tjenester for folk der har brug for dem, blandt andet ved at uddele penge til de fattige.

Imidlertid siges det, at det giver uheld at tage imod deres hjælp, og at man ikke skal tage imod deres penge. Og morgenen efter kan man flere steder i byen se skinnende sølvmønter ligge i byens gader, hvor de er blevet kastet. De fleste er sølvmønter særligt præget til lejligheden med en fuld måne på hver side. Alle gaver og tjenester siges at give uheld, men de specielle Mondmünzen er særligt forheksede. Det forhindrer dog ikke desperate sjæle i at tage dem og bruge dem alligevel.

Mange af de traditionelle kirker såsom Morr, Verena, Shallya, osv. betragter ”dæmonernes” husaren som et værdifuldt billede på fristelsen fra Kaos og deltager på egen vis i nattens udskejelser. De organiserer processioner gennem byen med salmesang og lys, og alle der er udklædt som dæmoner er nødt til at flygte fra dem for ikke at risikere at få revet masken af. Efterhånden som processionerne går igennem byen, samler deres præster Mondmünzen op og velsigner dem, så de senere kan smeltes om og bruges af kirken til godgørende formål.

Sigmars kirke derimod ser det som en hedensk skik, der bør forbydes hurtigst muligt. Indtil nu har de primært advokeret for et forbud i byen, men nogle af deres mere ivrige medlemmer mener, at det er på tide at organisere dæmonjagter med sværd og fakler, og enkelte mener endda at de andre kirkers processioner gør sig lige så skyldige i hedenskab. Tingene ulmer i Sigmars Katedral.

Scenarietråde…

  • En desperat købmand kom til at samle en Mondmünz op og bruge den på at redde sit handelskompagni. Nu går forretningen strygende, og han er bange for om han uforvarende har lavet en pagt med mørke kræfter. Han har brug for diskret hjælp.
  • En entusiastisk Sigmar-præst har brug for masser af gode mænd til at lære hedningene et par ting omkring farligheden ved at lege med mørke kræfter. Det bliver ikke for sarte sjæle.
  • En datter af en af byens spidser bliver fundet død i gaderne morgenen efter Ungeheuernacht, iklædt resterne af et forrevet dæmon-kostume. Har religiøse fanatikere demaskeret og dræbt hende? Er det nogle af byens mere suspekte elementer, der har set en chance i at røve en rig, ung pige. Eller er det en af faderens rivaler, der har startet et større og meget farligere spil om magt og penge?

24. december: Arnold Veerman

5 kommentarer

December i MarienburgVeerman.jpg

24. december:

Arnold Veerman, skurken

Af Kristian Bach Petersen

Har I hørt det? Har I hørt det? Tranen er død! Marienburgs største skurk og bagmand er endt med fjæset i kanalen! Hvem der står bag? Veerman… selvfølgelig.

Hvem…

Ingen dødelig har fingrene nede i så meget smuds og skidt som Arnold Veerman. Det er som om, han trækkes mod forfald og ondskab som en møl mod lys. Som en skaven mod Warpstone.

Veerman er vokset op i Doodkanaal. Nogen siger, at hans mor var kultist og involveret i tilbedelse af Nurgle. Andre mener, at han er den uægte søn af en adelskvinde fra Marienburgs østlige bred, der blev efterladt i den usleste del af byen som spæd.

Lige meget hvordan det startede er Arnold Veerman vokset op som en nederdrægtig person. Hans karriere som forbryder er slingrende og uden specifikt mål. Han har smuglet ting op og ned af floden Reik, gjort sig som overfaldsmand i gyderne omkring Kruiersmuir og er mistænkt for flere mord og voldtægter. Samtidig har han, ifølge byvagtens og heksejægernes kilder, været involveret med flere kulter og dæmontilbedende grupper, både Maskeraden og De Vorgeheim Troende siges det.

Arnold Veerman arbejder som oftest alene, da ikke engang de værste kriminelle kan holde ud at være sammen med den tatoverende og koleriske mand med de stålsatte vandblå øjne og det fedtede hår. Han er for uberegnelig. For ondskabsfuld.

Men hvorfor er det, at ingen har trukket Arnold Veerman for retten eller har placeret et velfortjent stykke stål i ham? Hvad er det der gør, at en så ubehagelig type, gang på gang undgår rebet og tør bevæge sig rundt i dagslys og uden maskering. Hvorfor er det, at alle er så pissebange for Arnold Veerman…

Scenarietråde…

  • Karaktererne kommer til at træde Arnold Veerman over tæerne. Bevidst eller ubevidst. Lige meget hvad, så har Veerman et horn i siden på dem nu, og ubehagelighederne begynder at regne ned over dem. Men kan man slippe af med en djævel som Veerman. Hvad nu, hvis du forsøger at skyde ham i ryggen… og rammer forbi?
  • Fire benhårde dusørjægere lander i Marienburg. De VIL fjerne Veerman fra byens overflade eller dø i forsøget. Det rammer alle der står i vejen for begge parter og snart er Marienburg By Night en nasty kampplads, hvor uskyldige fanges i krydsilden. Måske har dusørjægerne brug for hjælp. Måske har Arnold Veerman.

Arnold Veerman er, derudover, skurken i mit kommende Fastaval 2017-scenarie, Vinterulvene.

23. december: Dr. Arachnoffsky og Lucinda

Skriv en kommentar

December i Marienburgspooky-girl

23. december:

Dr. Arachnoffsky og Lucinda, den sylvanske doktor og hans….. assistent?

Af  Katrine Wind

Blodet piblede ud mellem fingrene på ham, mens de store, brune øjne kiggede mistænksomt på ham, og skydeslåen i døren til kælderen blev sat for kighullet igen. Stiksåret i skulderen var ikke dybt, men han havde godt hørt historierne om ubehandlede sår, man får i Marienburg. Hvorfor havde det svin også trukket en kniv i et godt, gammeldags værtshusslagsmål? Han bankede utålmodigt på døren endnu engang.

Efter en kort skramlen blev døren åbnet af en lille, mørkøjet pige med brune slangekrøller. Vent…. En lille pige? Han trådte et skridt tilbage. Pigens øjne så op på ham mere vidende end de fleste voksnes. Stakåndet fremstammede han: ”Doktoren..”. Pigen lagde hovedet på skrå og nikkede. ”Du er ved at dø, ved du godt det?”, så vendte hun sig om og lod ham komme ind. gestikulerede ham hen til sig, gav pigen et kys på håret og gik i gang med at behandle såret: ”Jeg er sikker på, at Lucinda tager fejl… denne gang”.

Hvem…

Dr. Arachnoffskys kælder er velbesøgt af alskens mere eller mindre lyssky personager i Marienburg – om det så er hårdkogte Gummegodt-pushere med utilfredse kunder eller letlevende danserinder, der har været uheldige med klientellet. For den rigtige pris bliver der aldrig stillet nærgående spørgsmål.

Kommer man i doktorens klinik ser man, at hans lange, tynde fingre arbejder hurtigt og effektivt på sår og skader. Han er overraskende stærk for så høj og tynd en mand. Samtaler med Dr. Arachnoffsky foregår altid lidt gebrokkent fra hans side, men han virker altid både lynskarp og som en mand, man kan stole på.

Selve rummet i kælderen emmer af en stemning af ”hule” med spindelvæv i loftet og alskens krukker med salver og urter på reoler hele vejen rundt i rummet. Midt i det hele står et bord med et stativ fyldt med nål og tråd, bandager, skalpeller og kødøkser (til amputationer, naturligvis!). Så snart man træder ind, rammes næseborene af en let jordslået lugt i kælderen, men det er ingenting i forhold til den intense stank af brakvand i nogle af Marienburgs indre kanaler.

Doktoren har en pige hos sig ved navn Lucinda, som han købte i Sylvanien, før han kom til Marienburg – eftersigende en lille komtesse. Hun stirrer intenst på alle besøgende, mens hun rører ved et vedhæng formet som en vægt, som hænger i en tynd læderkæde om hendes spinkle nakke. Lucinda har erklæret mangen en undrende ungersvend for syg eller skadet til at kunne reddes.

Scenarietråde…

  • Én af karaktererne er blevet såret og har hørt om Doktor Arachnoffsky. Doktoren nævner, at han er blevet opsøgt af banditter og er villig til at ikke opkræve betaling for sine services, hvis karaktererne vil hjælpe med til fange de to misædere.
  • På den lokale hører karaktererne rygter om, at Doktor Arachnoffskys unge assistent er heks. Der tales med dæmpede stemmer om den lille pige, selvom flere i selskabet slår det hen. Men var der ikke også nogle mærkelige tegn foran doktorens dør? Og fik man det ikke lidt dårligere, da hun sagde, man var meget syg?
  • Karaktererne ser Lucinda alene i Marienburgs gader, men hun forsvinder, før de når at spørge, om de skal hjælpe hende hjem. Da de vil varsko doktoren, møder de ham siddende i et hjørne med frygt i øjnene og våd af sved. Han får fremstammet, at Lucinda er utilfreds med, at Doktoren har set en ung dame, og pigen er gået ud for at finde den unge kvinde. Det er muligt at få ud af doktoren, at han egentlig købte yndige Lucinda, men at hun har vist sig at være en langt større mundfuld, end han havde troet.

22. december: Jozef van der Feckenheim

Skriv en kommentar

December i Marienburgjozef

22. december:

Jozef van der Feckenheim (IKKE Fickenheim), byvagten

Af  Marie Wolfsberg Oscilowski & Thor Fejerskov Jensen

Jozef er træt af at skulle sige ”Nej, det er ikke mig der er Vallakken” (seriøst Mauritz, men han nænner ikke at fortælle hvad ordet egentlig betyder. Mauritz synes jo bare det så pænt ud). Hvorfor skulle Mauritz også give sig selv det fjollede tilnavn, hvorfor skulle han også gøre det han gør, og hvorfor i deres fælles lejlighed? Intet holder den slags lyde ude. Jozef er en respektabel mand der skal frem i verden. Det klæder ham ikke at skulle forklare fnisende kriminelle at han ikke er en, ja, nydelsesdreng, som Mauritz kalder det. Men de fniser kun en gang. Ingen kan fnise når de er ved at drukne i blod og tandsplinter.

De andre byvagter er for længst stoppet med at grine. De ved hvem Jozef er, de ved hvor meget han gør for sit job. Og han har også et tilnavn, et han har fortjent. De kalder ham ”Den Urørlige”. De ved at han ikke tager hverken deres penge, deres sladder eller deres Gummegodt. Nej, Jozef er en mand af ære. Ingen er for fin til hans håndjern, og de fleste har hørt ham råbe ”Det’ IKKE mig, der kan købes for penge” inden han introducerer sin Lov og Orden. Jozef plejer at sige, ”Ar er tegn på at du har noget at kæmpe for”, og ser man på Jozef er det tydeligt at han har kæmpet for meget. De fleste af byens kriminelle har forsøgt at gøre det af med ham efterhånden, men han er ikke gået ned endnu, vel?

Hvem…

Jozef er byens reneste byvagt. Han er ikke til at bestikke og han skelner ikke til status når han gør sit arbejde. Det har fået ham i en del problemer, og i modsætning til sin bror der har hud som en barnenumse, er Jozefs dækket af ar. Pæne ar, dog, for Mauritz lapper troligt Jozef sammen og han laver de pæneste sting i byen. Han er nok den primære grund til at Jozef lever, og også Jozefs svage punkt. Mangt en kunde har fået et par ”alvorsord” med på vejen når Mauritz endnu engang er blevet stukket blår i øjnene eller har fået sit hjerte knust.

Jozef er kendt og frygtet for sine evner med en armbrøst som han altid har ved sin side og ikke er bange for at bruge. I nærkamp er han lige så farlig, og hans knojern har mærket mange kriminelle i tidens løb. Lov og Orden siger de, og de siger det i uomtvistelige vendinger. I face.

Scenarietråde…

  • Jozef og Mauritz er enæggede tvillinger, og selvom de andre byvagter er trætte af Jozefs lidt hellige attitude ved de godt at hans navn og rygte gør godt for byen. Hvis Jozef skulle forsvinde ville nogen skulle tage hans plads.
  • Nogle af byens spidser er trætte af Jozefs tilgang til sit erhverv og ville eventuelt være interesserede i at hyre nogen til at få ham til at forsvinde. (Hvis karaktererne er skurke)
  • Jozef er i gang med at lave en ny undergrundsenhed der skal bringe lov og orden til byen, hvis karaktererne er helte, kunne de måske være interesserede i at hjælpe.
  • I de meget mørke nattetimer hviskes det, at Jozef måske også har et andet tilnavn. Tranen. For hvorfor er det aldrig Tranens mænd der røres og hvem kan ellers være urørlig og har nogen nogensinde set dem samtidig?

21. december: Mauritz van der Fickenheim

Skriv en kommentar

December i Marienburgmauritz

21. december:

Mauritz van der Fickenheim, Vallakken

Af Thor Fejerskov Jensen & Marie Wolfsberg Oscilowski

Mauritz elsker sin bror. Selvfølgelig gør han det, selvom Jozef altså er lidt af en stivstikker. Eller ret meget en stivstikker faktisk. (Men altså ikke sådan en stikker, hvis du forstår). Det er meget bedre at møde folk åbent og med et smil. Og så uden så mange fordomme. Det kommer man ikke langt med som freelance Nydelsesdreng (nogen kalder ham en gigolo, men det tror han er en misforståelse, for han har altså ingen gang været i Tilea, det må være hans fine teint der narrer dem).

Men Mauritz vil gerne mere med sin fremtid. Han skal på universitetet og studere og have en rigtig mappe til sine papirer og være vigtig. Han har lige det rigtige outfit i tankerne til sin første dag. Men alle siger at det er dyrt at læse, og Mauritz vil gerne have alle pengene til husleje, mad og alt det der før han starter så han er sikker på at gennemføre. Så det er nok bedst han lige tager en nat mere. Eller to. Det er også blevet meget nemmere at finde interesserede efter Gravia er kommet til.

Nogle gange, på en stille aften, kan han dog ikke lade være med at drømme om prinsen, prinsessen, eller noget derimellem der kommer og tager ham væk fra alt det. En der virkelig elsker ham for den han er, en som ser ham, en som vil få ham til at bryde sin vigtigste regel om aldrig at kysse på læberne. Men det skal helst ikke være en der er så sur som Jozef. Eller klammo. Det ville også være træls.

Hvem…

Mauritz er en sød, naiv trækkerdreng. Han har et hjerte af guld og ser det bedste i de fleste. Selvom han har drømme og håb om en fremtid på universitetet, kan han ikke helt slippe sin nuværende tilværelse. Han er egentlig glad for det han laver, for han kan godt lide de rare ting i livet. Han kan godt lide den nærhed han oplever, men savner nogen der rigtigt elsker ham. Derfor kan han godt have det med at klamre sig til nye bekendtskaber.

Han vil rigtig gerne arbejde på et af etablerede etablissementer som fx Euforiens Palads. Det vil være meget nemmere end at tage dem med hjem hvor udlejer, som Jozef insisterer på at blive kaldt, altid brokker sig hvis man larmer bare det mindste. Og så er han altså ikke til klammo gyder og den slags.

Mauritz ved godt at Jozef ikke bryder sig om hans tilværelse. Og at han åbenbart er sur, bare fordi Mauritz har ændret et lille bitte bogstav i slægtsnavnet. Men Fickenheim lyder altså bare bedre end Feckenheim.

Scenarietråde…

  • Mauritz vil bare gerne have en ven/kæreste. Han kan altså godt være lidt belastende og i hvert fald ikke god til at diskret. Han er mildest talt high maintenance. Han tolker flinke handlinger som en mulig kærlighedserklæring.
  • Han vil gerne hjælpe, især dem som kan hjælpe ham med at nå sit mål. Han er rigtig dygtig til sit job, kender derfor mange mennesker og ved en masse om hvad der foregår i byen. Både højt som lavt.

Older Entries Newer Entries