Fastaval 2017 – var dét, hvad det var?

2 kommentarer

Jeg har da også været på Fastaval – 23. år i streg!

Jeg havde en virkelig god Fastaval – faktisk lidt for kort. I et anfald af voksenfornuft og rimelighedsregnskab med Mette, der stod med to børn alene, uden bil, når jeg smuttede til Hobronx, tog jeg først til Fastaval torsdag morgen og vendte hjem en dags tid midtvejs.

onsdag aften spillede jeg Freedom: The Underground Railroad derhjemme.

Torsdag landede jeg sammen med min ældste rollespil- og Fastaval-kompangnon Martin i Hobro og jeg kastede mig pronto ud i en spillederworkshop sammen med Nynne. Vi havde, heldigvis, ikke ikke preppet alt for hårdt, og sparet powerpointpræsentationen væk, men de tre fremmødte virkede ikke alt for skuffede. To af dem skulle for øvrigt slet ikke køre scenarier i år! Men vi snakkede en times tid og det var helt fint.

Så var der tid til at kick back, læse scenarier, og gøre sig mentalt klar til første run af Vinterulvene – mit Warhammernovellescenarie.

Her blev 8 hold sat i gang og jeg ventede sammen med den tilbageværende spiller på, hvad reservekøguden ville sende i vores retning. Oliver, Relic og en tredje gut kom ind og sendte mine fire jægere godt undervejs i en fin opvisning af fortælle-action og  historie-løft i flok. Det var fedt.

Om aftenen kørte jeg Heksefeber med en super gruppe spillere og selvom det ikke blev tragisk, blev det virkelig godt og intenst. Mange gode optrin, elegante twists og dramatiske scener. Og så kører det bare super smooth – trods 15 karakterer og meget tekst. Og så er det VIRKELIG pænt layoutet. Pænere end mit!

Martin og jeg sov på Østerskov og trods ro, ingen snorkere og kun én øl indenfor vesten, sov jeg elendigt.

Fredag for- og eftermiddag spillede vi brætspil – blandt andet et nederlag i mit yndlingsspil. Så flere Vinterulve – hvor min egen afvikling endte sådan lidt meh, imens de fleste andre grupper kørte ace. Et enkelt hold blev lagt ned.

Så kørte jeg tilbage til Silkeborg og var voksen og spillede Ingenious med den 3-årige mm.

Lørdag aften vendte jeg tilbage til Fastaval og kastede mig direkte ud i Farfars Nimbus. Det kørte som en drøm, med to spillere der kendte hinanden godt og en tredjespiller der havde kørt scenariet dagen før og lige selv måtte have en tur Danmark rundt. Jeg har sjældent set et scenarie, hvor en foromtale har ramt så præcist de rigtige spillere.

Så to øl i baren inden jeg opgav at vente på nomineringstekster. Tilbage på Østerskov kunne jeg selvfølgelig ikke sover og tjekkede min telefon 17 gange inden jeg faldt i søvn et par timer senere.

Søndag var packed. Først skulle Ottoræset, 5 benhårde kilometer mod Piotr, overstås. Desværre gik det som forventet og trods lang føring og et par gange, hvor jeg troede at min modstander var rystet, piskede han fra mig med en kilometer igen og slog mig med cirka 15 sekunder. Ellers en dejlig tur og konkurrenceelementet barberede 30 sekunder af min tid på distancen i år. Vi gentager succesen næste år!

Så optog vi en Papstinenser podcast med brødrene Bondesen, der også podcaster om brætspil, og bagefter tævede de mig også i mit yndlingsbrætspil.

Og hov, så kørte der jo også lige tre hold Reservoir Elves på re-run søndag! Det holder stadig og folk var virkelig glade. Det fortjener dog snart en strammende opdatering og måske en upgrade til 5th edition? Der kørte også en runde Paninaro til Fastaval Junior – den har jeg dog ikke hørt noget fra.

Så en halv times chill, så på Hotel Amerika i fremragende selskab og så til fest, hvor dørene var åbne og alt klar, da vi ankom. Purrrfect.

Virkelig fint Otto-show. Ingen af Vinterulvenes Otto-nomineringer (Virkemidler og Formidling) endte som pingviner, men det er sgu ok. Ditto at Heksefeber smuttede foran os andre i Publikumsprisen – det er et virkelig godt scenarie, som jeg gerne kører i Aarhus eller omegn. Og så lidt bobler og en masse hyggelig snak og så lige en nat mere med elendig søvn. Yay!

Jeg havde en virkelig god ’val og kunne godt have brugt en dag mere til at få spillet noget rollespil og noget mere papskubberi. Vi må se næste år. Jeg glæder mig allerede.

Nu er den her: Marienburg Gazetteer!

2 kommentarer

Fastaval! Yes! Awesome! Men først skal vi lige have noget ud i verden…

For nu findes den: Marienburg Gazetteer – et Warhammer Bootleg. Originalt skrevet til denne blog i julen 2016 og nu samlet, (små)redigeret og layoutet af mig og illustreret af den virkelig dygtige Johan Tieldow.

IMG_2950Og den er blevet vildt flot. Præcis som jeg havde håbet den ville komme til at se ud. 32 sider ol’ school Warhammer Fantasy-stemning med sjove tyskklingende navne, kaos, skidt, skavens og skummel ondskab.

De fleste bidragydere fik et eksemplar på Fastaval og de resterende har dem på vej med posten. På Fastaval tændte den masser af lyst til at kaste sig ud i rollespil – så mission accomplished.

Skulle der være andre folk derude, der kunne tænke sig et eksemplar af den virkelig fine “udgivelse”, den første på outfittet Kobold on a Budget, er det selvfølgelig muligt – den koster whoppin’ 35 kroner (og ja, det er inklusiv forsendelse, som er 32 kroner…) – så smid mig en mail på kristian @ frekvens.dk, hvis du vil erhverve en kopi – det er ultra limited oplag.

FullSizeRender 49Og den er altså VIRKELIG pæn. Der kommer sikkert også en pdf-version på et tidspunkt og ellers click forbi Johans hjemmeside, hvor der er masser af fantastisk artwork tilgængeligt for a buck. Han er for vild!

Og undskyld til Louise, hvis mellemnavn jeg har stavet småforkert.

Og nu til Fastaval tilbageblik. Det var OGSÅ awesome (og ret Warhammered).

Bonus januar: Fontænen

Skriv en kommentar

Januar i Marienburgfontanen.jpg

11. januar:

Fontænen, spisestedet i Ostmuir

Af Johannes Busted Larsen

Fontænen er meget mere end en piebar!

Hvem…

Da ost- og hestehandleren Mårgan Henrich blev smidt på porten i sin hjemby Averheim rejste han så langt han kunne komme ned af floden Reik. Det var en dyr rejse og fordi Henrich nåede ikke at pakke til turen, så ankom han kun med en lille håndfuld sølvmønter til Marienburg.

Heldigvis var Henrich en driftig zakenman. Med det meste af sølvet købte han pebersnaps som han brugte på at drikke de to arbejdsløse stenhuggerhobbitbrødre Max og Mouten Müller-Jager fulde.  For de sidste par mønter købte Henrich 12 ½ kilo gammelt hestekød, smør, roer og mel. Da Max og Mouten, på trods af heftige tømmermænd, kom til sig selv gav Henrich dem resten af pebersnapsen og satte dem til at bage hestekødstærter i deres køkken. Tærterne stod Henrich personligt for at sælge til spotpris ved store fontæne på Ostmuir torv.

Hestekødstærter til spotpriser viste sig hurtigt at være en rigtig god forretning. Så efter en lille uge skiftede Mårgan Henrich navn til Mårgan van der Hendoff og købte Max og Moutens lille hobbitbolig. I hobbithuset indrettede han piespisestedet Fontænen. Til at starte med arbejdede de to hobbitter sammen i køkkenet, men efter en freak gummegodt-pebersnaps-kødhakker-ulykke i køkkenet arbejdede Max alene. Imens den nu enarmede Mouten primært stod for servering.

Succesen taler for sig selv. Mårgan van der Hendoff er et klassisk eksempel på en driftig marienburgsk zakenman. Fontænen har måske ikke Marienburgs bedste tærter, men det er (næst efter Grossmutters sorte gryde) det billigste måltid du kan få i hele Marienburg. Hvordan van der Hendoff holder sine priser nede er svært at sige og til de grimme rygter om at man kan blive syg af tærterne, påpeger van der Hendoff blot at Max og Mouten aldrig er syge og at de hver spiser mindst fem tærter, hver dag.

Scenarietråde…

  • Pest! Der er udbrudt pest i Marienburg og noget tegner på at den er startet i bydelen Ostmuur. De eneste der ikke er smittet i Ostmuir er Max og Mouten Müller-Jager. Mårgan van der Hendoff er udenbys.
  • Skavens! Mårgan van der Hendoff er borte. Max og Mouten Müller-Jager er helt på den anden ende og der er rod i hestekødsleverancerne. De to hobbitter vil rigtig gerne hyre spilpersonerne til at finde deres chef. På van der Hendoffs kontor (der før var Max og Mouten Müller-Jagers hyggelige hobbitstue) finder spilpersonerne et hadsk brev fra en hestekødsleverandøren V.O. Gelverschrikker om at hvis ”En rimelig betaling betaling” ikke snart falder, så kommer ”Mennesketingen van der Hendoff nok ud for en ulykke ulykke (stik stik)”. V.O. Gelverschrikker viser sig at være et dæknavn, som van der Hendoffs skavenforeningsforbindelse bruger.
  • Spilpersonerne spiser på Fontænen og tager evt. en pause fra deres eventyr imens de kommer sig over deres madforgiftning. Alternativt kan partiets næste dungeon crawl få et klamt diarrétwist.

Dirk Gently – Over The Edge/Unknown Armies

Skriv en kommentar

Jeg får ikke set mange tv-serier, men nu er vi hoppet på den nye udgave af Dirk Gentlys Holistiske Detektivbureau på Nexflix.

Det er virkelig godt og stemningen ligger sig fint et sted mellem rollespillene Unknown Armies og Over The Edge – begge fra Atlas Games. Det er spooky, humoristisk, fucked up og fyldt med vilde indslag. Jeg er, som af begge rollespil, stor fan.

Foromtale: Vinterulvene

1 kommentar

Nord for Ostland, i den snedækkede ødemark, der leder frem mod Sharguns Tinder er fire jægere i hælene på deres bytte. Bistre og stålsatte forfølger de ham. De har jaget ham gennem det halve af Imperiet. Nu er de så tæt på, at de næsten kan dufte hans harske sved i den stride, kolde vind. Intet kan stoppe dem…

… Samtidig lyder der våbenlarm og glammen fra hæse struber bag dem. For noget har fået færten af de fire jægere, og kaoskræfterne er ikke sådan at ryste af.

Vinterulvene er et Warhammer actionscenarie om fire kvinders jagt på en nederdrægtig forbryder. Om at være både jæger og bytte. En jagt i højt tempo, hvor de fire må arbejde sammen og udnytte deres ressourcer og evner til det yderste, for at nå deres mål.

Det er også en jagt, som ikke alle overlever.

Mindst én karakter vil undervejs bide i det frosne, visne græs. Så det handler også om at drage fordel af de andres svaghed, positionere sig til finalen og udnytte enhver chance og mulighed.

For når du har Khornes blodhunde i hælene, behøver du ikke være den hurtigste. Så længe du ikke er den langsomste…

Scenariet bruger et enkelt kortsystem, der understøtter action, dramaet mellem spillerne og sætter karakterernes ressourcer under pres.

Boks:

Spilletid: Cirka 2 timer

Antal: 4 spillere + 1 spilleder

Stikord:, Warhammer, grum fantasy, chase, action, britpunk.

Spillertype: Du kan lide beskidt fantasy og seje karakterer under pres. Du har lyst til at slå dig løs i actionscener, hvor du har stor frihed, og nyder både at spille med og op imod de andre spillere. Du kan lide, at reglerne spiller tæt sammen med fortællingen.

Spilledertype: Du kan lide at skabe stemning, køre stramt satte scener i højt tempo og kan reagere på spillernes handlinger og udfordre deres karakterer.

Sprog: Dansk og engelsk.

Om forfatteren: Kristian er del af rollespillets lette brigadeTM og har syv Fastaval-scenarier på samvittigheden, hvor dette scorer overraskende lavt på elver-barometeret. Kristian gad godt spille Warhammer-rollespil uden for Fastaval.

Og opsummering af julekalender, plus videre planer med Marienburg, kommer ASAP.

Bonus December: Den Velsignede Digter

Skriv en kommentar

December i Marienburgden-gale-digter-redigeret

30. december:

Oswald, Den Velsignede Digter

Af Henrik Vedholm / Illustration af Johan Tieldow

Der sidder han – galningen, bumsen og naren. På hug, som en tynd fattig spurv, med knæene helt oppe under hagen, mens han slikker langsomt og begærligt på en sten. Hans blik er flakkende og distanceret, som om han aldrig kigger på noget, men kun ind i sig selv. Hans høje slidte hat sidder stramt på hans hoved og det filtrede, fedtede hvide hår stritter uregerligt ud under hattekanten. Den snuskede slåbrok hænger løst på hans tynde udsultede legeme. Hans fingre danser nervøst med hinanden i takt med hans læbers uforståelige mumlen.

Hvem…

Oswald var en forholdsvis dygtig digter, der skrev digte til de fornemmere selskaber i Marienburg. Han omgav sig med skønhed og rigdom og var vel set og respekteret af de fleste. Han dyrkede de riges bekvemmeligheder og lod sig ofte friste af unge kvinder, dyre vine og kunst. Med det tiltagende frådseri kom dovenskaben snigende. En dovenskab der mentalt gjorde Oswalds digte til middelmådige og trivielle. En trivialitet der ledte til frygt for udstødelse fra de finere kredse. I sin desperate jagt på inspiration blev Oswald forledt af en af sine muser. En prostitueret, der lod ham slikke på sig igen og igen. Den prostitueredes hud var, ukendt for Oswald, velsignet af Slaanesh, i en sådan grad at hun svedte et mutationssekret af Hjernealtererende Karakter! Oswald blev med det samme dybt afhængig af slikkeriet og søgte det igen og igen for inspiration og tilfredsstillelse. Hans popularitet og kreativitet voksede igen i takt med hans vanvid og besættelse.

En dag han kom op til sin muse, desperat og fortvivlet, var hun forsvundet. Det eneste der var tilbage var en grå og grønlig sten på størrelse med en knytnæve, med en oval inde i en oval mejslet ind i den.

Oswald Vreemd, er kendt blandt de fattige, som ham der vandrer i tågen – hans egen tåge. For Oswald er aldrig nærværende. Hans sind vandrer i en uendelig strøm, der springer mellem tid og sted. Oswald er fanget i sin søgen på svar i så høj grad at han ikke formår at give dem. Han stiller udelukkende spørgsmål – vel at mærke spørgsmål der aldrig er relateret til den presente henvendelse, men aldtid i forhold til noget henvendt enten tidligere eller i fremtiden, aldrig i nuet. På den måde fungerer Oswald både som galning, profet og historisk reference til tilsyneladende usammenhængende begivenheder…og hvis du ikke passer på slikker han dig til døde!

Scenarietråde…

  • Oswald har mistet sin sten! Han er desperat og vil gøre alt for at få den tilbage. Han har ikke slikket på den i en uge og er langsomt begyndt at komme tilbage til sit eget middelmådige jeg. I takt med at han ikke er under direkte påvirkning af stenens inspirerende kraft er han mere klar end normalt. Han kan høre stenen kalde på ham. Stenen er blevet stjålet af nogle 14-15 årige drenge, der bare ville lave sjov med Oswald. Drengestreger der er løbet løbsk efter at den ene dreng for sjov har slikket på stenen og efterfølgende blevet slave af sine egne syge fantasier, der udmønter sig på bizar vis forskellige steder i nabolaget. Oswald har en voldsomt dyr diamantring gemt fra sin tid som semikendt digter, som han vil give til den der hjælper ham med at få sin sten tilbage.
  • Oswald har skrevet et digt! Eller det vil sige at Slaanesh har skrevet et digt gennem Oswald. Hvis du hører det blive hvisket til dig bliver du grebet af lyst. Mørk, lilla lyst. Den slags lyst som du ikke fortæller nogen om. Den lyst der gemmer sig i dit underbevidste og er grim, slibrig og ulækker i al sin perverterede vellyst. Langsomt spreder udskejelserne sig til flere dele af byen…hvem ved hvem der lytter til den slags? Fra bumsen til prinsen, fra glædespigen til baronen, fra budbringeren til den kyske klosterjomfru….

 

 

Bonus December: Johannes Krauser

Skriv en kommentar

December i Marienburgwarhammerpainter2

29. december:

Johannes Krauser, det gør det døde levende

Af Claus Kliplev
En forhutlet, skægget skikkelse, som alle har bemærket, men måske ikke rigtig lagt mærke til. Han, Krauser, har bestemt heller ikke lagt mærke til dem. Han ses nemlig altid opslugt af at male, siddende i den beskidte knejpe eller langs bredderne på den dårlig side af Doodkanaal. Han værdier ikke andre et blik. Det eneste han har øje for er motivet.

Hvem…
Johannes kommer oprindeligt en mindre flække, en udørk, på grænsen mellem Imperiet og Marienburg, hvor hans familie gennem generationer havde arbejdet som skovhuggere og tjærebrændere. Tidligt begyndte Johannes at udvise en næsten sygelig ensporet fascination af at afbillede ting i hans omgivelser, og jo ældre han blev, des tydeligere blev det for alle at han aldrig ville kunne holde et normalt arbejde eller bidrage med noget fornuftigt, da han ikke var i stand til at løsrive sig fra kultegninger i længere tid.

Derfor samlede landsbyen ind til ”kunstnerlegat” som en af de halvlærde der kaldte det, så han kunne få nogle penge til at rejse i retning af Marienburg (for man vidste dog nok at det var der, de store kunstskoler og kunstnere var).  På den måde slap landsbyen for at skulle brødføde en ekstra uarbejdsdygtig mund i hårde tider, og hans familie slap for at se Johannes gå helt i hundene, hvilket han efter alles grundlæggende mening nok ville gøre, hvis ikke før så siden.
På trods af det ret besked beløb han blev sendt ud af byen med, lykkedes det dog Krauser (for nu var han trods alt en rigtig kunstner, og de kalder sig jo altid blot ved deres efternavn, besluttede han) at klare sig frem til Marienburg. Dette skyldtes hovedsageligt hans ufattelige stædighed. Og på samme måde lykkedes det ham også  ved sit fåmælte men samtidig insisterende væsen, at blive tolereret en plads, eller rettere et sted at sidde og male, ved Marienburgs kunstakademi i Tempelwijk.  Men også her blev Krauser betragtet som en særlig. Måske hovedsageligt fordi han på ingen måde interesserer sig for at male levende væsner eller genstande, men alene, og uden undtagelser maler forskellige former for stilleben, og det gerne af meget banale og tarvelig genstande, så som f.eks. køkkengenstand og spiseredskaber. For ham at se, er disse nemlig mere levende et alt det omgivende tant og fjas, som man aldrig helt ved hvor man har og som jo nødvendigvis må forgå på lidt længere sigt, helt modsat stor kunst, som jo er evig. Krauser anser sig selv for at være en stor kunstner, ja måske en af de største der nogensinde har eksisteret (i hvert fald i Marienburg), og han har derfor som nødvendigt, helliget sig kunsten. Krauser kan nærmest ikke leve af sit maleri, fordi han ikke kan hyres til at male noget, men kun maler hvad der lige fanger hans opmærksom.  Men når Krauser først er begyndt at male, så kan intet få opmærksomhed væk fra motivet og maleriet af det, ligegyldigt hvad der sker omkring ham.
Scenarietråde…

  • Krauser laver kun billeder af døde ting, men det viser sig at han malerier har en evne har ikke selv er klar over. Tingene der er blevet afbilledet syntes at blive levende, det vil sig at de begynder at hviske hvad de hører og ser af ting omkring sig. Spillerne bliver sat på sporet af disse sære, levende-døde genstand, og får til opgave at finde deres ophav.
  • For at kunne maler sine billederne på den rigtig måde, skal Krauser bruge nogle helt specielle ingredienser. Blandt de vigtige er lærredet. Krauser har haft et lager med sig af lærreder, som har været ligklæder vævet af hans bedstemor (det tjente hun penge til familien på), men de er ved at slippe op. Spillerne må, måske fordi de kender Krauser, skaffe ham noget ligklæde, der er vævet på den helt rigtig gammeldags måde, så han kan fortsætte med at male. Og hvordan gør man nu det bedst?
  • Krauser bliver hyret, eller tvunget til, at lave et portræt, af en der har forelsket sig i hans stil og nu vil have et billede at sit livs kærlighed. Spillerne er blevet impliceret til at være med til at tvinge Krauser til projektet. Men eftersom Krauser kun maler døde ting, så er modellen måske død i forvejen, eller også bliver Krauser nød til at slå den ihjel for at kunne male den. Og hvad sker der når Krauser har gjort sit billede færdigt?
  • Det er svært alene at få Krauser til give sine billeder fra sig, og ofte sker det tilfældigt i forhold til hvad han lige har brug for. En samler der er blevet fikseret på Krausers sære, naturtro stilleben, og hyrer spillerne til at skaffe ham alle dem der er i omløb i Marienburg. Det er en opgave der lyder lettere end den er, og særligt at skulle få noget ud af Krauser, så som hvem han har solgt billeder til (fiskehandlere, farvehandlere, gadefolk osv), er en opgave der kræver en indsats.

Older Entries Newer Entries