VLW: Vampireslayer

4 kommentarer

IMG_2178

Af William King

Gotrek og Felix går goth

Vores to helte og deres entourage er stadig i Praag, som jo blev angrebet af kaos i bog 5, Beastslayer (som var den første –Slayerbog jeg rundede her på bloggen). I klassisk scenarieformat blive de hyret af en fjern onkel til Ulrika Straghov, der ikke længere er kærester med Felix, til at passe på ham og et mystisk artefakt han har liggende i kælderen.

Det viser sig svært, for dimsen kan i forkerte hænder bruges til at kontrollere alle udøde og det er vampyren Adolphus Krieger (!) ret interesseret i. Så han raider onklens mansion, snupper artefaktet, kidnapper Ulrika og vender snuden mod Warhammers faux-Transylvanien, Sylvania! Inden da når Max dog at gå i koma, efter at have undersøgt artefaktet, der er koblet til Nagash, der vist er en super-necromancer-lich i den store Warhammer-kanon.

Felix, troldmand Max (nu ude af koma) og de tilbageværende dværge Gortek og Snorri, drager afsted for at redde deres veninde. Undervejs slutter Ulrikas far og et kompagni Kislevitter sig til dem, ligesom de får følgeskab af en vampyrgrevinde, der er sådan mere Vampire The Masquarade, og ikke helt ond og bestemt ikke interesseret i, at falde under Adolphus Kriegers (!!) kontrol, skulle han få bragt artefaktet hjem til Ravenl… Sylvania.

Imens de andre rejser gennem snedækkede skove leget Adolphus Krieger (!!!) forførelses kat-og-mus med Ulrika og gør hende til vampyr, så hun kan være hans uddøde dronning. Klassisk.

Undervejs lærer Felix om vampyrslægterne i Warhammer og laver en alliance med vampyrgrevinden inden de når slottet Drakenhof, hvor det store episke slag står mod både de levendegjorde beboere fra den lokale kirkegård og superbadassen Adolphus Krieger (!!!!), der, naturligvis, må bide i sneen, courtesy of magisk dværgøkse. Vampyr-Ulrika kommer under grevinde Gabriellas vinge og i lære som vampyr imens vores helte står tilbage i den gotiske nat.

Mere klassisk action-tjubang med masser af vampyrklicheer i Warhammer-forklædning. Det er lige en tand mere gritty end D&Ds Ravenloft, men ellers ligger de to universer utrolig tæt på hinanden. Adolphus Krieger (!!!!!) er en ok skurk, men uden de store finesser eller overraskelser. Gotrek er Gotrek og Felix klager en hel del over, at det er koldt og vådt. Der er til gengæld overraskende nok ingen skavens med.

Bog: 3/6

Scenariepotentiale: 4/6

Karakterer: 3/6

Hvor Warhammer er deres navne: 5/6 (ekstra stjerne for Adolphus Krieger!)

(2/52)

2019-2020

Skriv en kommentar

Sidste år var håbet for 2019, at få skrevet 52 indlæg på bloggen (c’mon, det er bare ét om ugen) og få spillet noget hverdagsrollespil.

Begge dele fejlede eklatant.

Til gengæld skete der en masse andre ting, der dog er virkelig dårligt dokumenteret her.

Mine rotter indtog Fastaval med stor succes og den endelige udgave af den engelske version bør være lige på trapperne.

Der blev podcastet en masse. Papstinenser rundede episode 100, jeg co-wrote to episoder af Eftersidning på Eventyr (#38 & #39) og jeg fik lov til at snakke Over the Edge hos Lænestolsrollespil. Og der er mere på vej!

Jeg sagde ja til at være rolle- og brætspilsansvarlig i Fastavalbunkeren 2020. It’s on.

Jeg deltog i livescenariet Baphomet, fik lov til at rende rundt i uniform og havde en ace-forfærdelig oplevelse. Praise Ardor.

Jeg købte et stykke original Sværd og Trolddom-kunst – mørk dværg FTW!

Jeg hold mig nogenlunde i skindet, når det kom til at købe nyt/gammelt/mere rollespil.

Og ja, så spillede jeg en masse brætspil og var til Spiel 19 i Essen.

Planen for 2020 er så en gentagelse af planen fra sidste år – også fordi jeg pt ikke har store planer om at skrive flere Fastaval-scenarier. Mindst 52 indlæg på bloggen (51 to go – og jeg har lige købt flere trashy Warhammer-bøger!), gerne 24 julekalender-afsnit, og hverdagsrollespil. Bookhounds? Noget Cthulhu? Online måske? Hele Dragonlance-sagaen spillet med Over the Edge-regler? Who knows.

Vi skrives ved i 2020!

VLW: The Corrupted

Skriv en kommentar

Af Robert EarlIMG_2179

Kort og rimelig godt; Warhammer-magi er big time farligt.

Vi snupper lige endnu en fortælling om korruption og degenererende “helte”. Troldmanden Grendel er tilknyttet The Order of Grey Magic i Altdorf og sådan en rigtig good guy Empire-troldmand. Det hindre ham dog ikke i at, i smug, læse lidt i forbudte bøger og ved et uheld kommer han til at vække de døde fra byen kirkegårde – altså bare for en nat og de laver ikke nogen stor ballade.

Alligevel bliver han chefer selvfølgelig sure og sender den fedladne og pompøse troldmand Titus,  fra College of Fire, efter ham for at  “lukke” sagen. Titus er nemlig også lidt i unåde, efter en uheldig nedbrænding af et bibliotek. Med sig bringer Titus sin tjener Kerr, en rogue-ish og opportunistisk ung mand.

Det er dog ikke helt nok, for bystyret er også sure og sender sideløbende heksejægeren Vaught og hans posse efter Grendel.

Og så kører jagten ellers derudaf. Grendel bliver undervejs på sin beskidte tur mod nord viklet, rimelig ufrivilligt, ind i både en Slaanesh-kult og nogle Tzeentch-vildmænd, imens det ikke går meget bedre for hans to grupper af forfølgere. Kerr udvikler magiske evner i takt med at de rejse og clasher mere og mere med Titus imens de stålsatte heksejægere ender i et baghold i Kislev, hvor de ender i nogle underjordiske gange under jorden, The Pit, hvor de, en for en, bliver overtaget af Khorne. Der er altså næste fuld kaos-plade.

De tre grupper clasher nord for Kislev i en kaotisk finale og nogen slipper væk – jeg er ikke helt sikker på, jeg fangede omstændighederne. Men alle er selvfølgelig helt spoleret af kaoskræfter.

I modsætning til Palace of the Plague Lord har The Corrupted en god længde (250 sider) og er en fin fortælling om, hvordan kaos inficerer alt og alle i Warhammer. Karaktererne er ikke vildt dybe og der er nok klemt lige vel nok meget ind på siderne. En hæderlig, gennemsnitlig runde underlødig Warhammer.

Bog: 3/6

Scenariepotentiale: 2/6

Karakterer: 3/6

Hvor Warhammer er deres navne: 3/6

En Mørk Dværg og en Podcast

6 kommentarer

Jeg har skaffet et stykke nørd-historie. En original illustration fra Sværd og Trolddom-bogen Isheksens Huler (Caverns of the Snow Witch) der udkom første gang i 1984, og på dansk tre år senere.

Dark Elf Fighting Fantasy

Forfatteren er Ian Livingstone og bag illustrationerne stod Gary Ward og Edward Crosby, og de har en ret unik, lidt linoleumstryk-agtig, stil. Desværre fik de to aldrig flere Sværd og Trolddom-opgaver og insiderne i Fighting Fantasy-miljøet fortæller, at det skyldes, at de deadlines som illustratorerne fik simpelthen var for tight for de to unge illustratorer, der lige var kommet ud fra art school.

Men nu ejer jeg altså en original Gary Ward, med blyantstreger, rettelak og det hele. Lidt dyr, men ikke through the roof, og nu sat i ramme. På dansk er han en MØRK DVÆRG, at finde i afsnit 26, men Nis hjalp mig lige med at tjekke originalversionen, hvor han naturligvis er en DARK ELF. Hvis man møder ham, er man for øvrigt endt i en blindgyde.

Og apropos Sværd og Trolddom, har vi lige lavet en Papstinenser-podcast om præcis det.

Over The Edge #4 + Rotteræs #8

9 kommentarer

Jeg har, endelig, fået mit eksemplar af den nye udgave af Over the Edge. Det blev et lidt uskønt Kickstarter-forløb, hvor forsinkelser og dodgy forsendelsesfirmaer i Hong Kong endte med at koste mig mere, og skaffe mig den hjem senere, end hvis jeg havde købt den hos Morten i Faraos. Oh well, der var også nogle pdf’er med i kampagnen og et faktisk fint soundtrack. Nu skal jeg bare lige finde tid til at kigge i bogen. De har ændret (på) reglerne og rykket øen, Al Amarja, væk fra Middelhavet, så jeg er på forhånd lidt skeptisk, men jeg glæder mig til at se…

IMG_1981

Derudover har jeg i dag, på ShireCon i Langå, kørt Rotteræset et par gange. To rigtig fine afviklinger, der bringer antallet af gange jeg har kørt scenariet op på otte. Det er alligevel en del, synes jeg. Scenariet er sandbox og meget er styret af spillernes valg og terningernes uforudsigelighed, så det er stadig virkelig sjovt at køre – og jeg gør det gerne igen. Hvilke scenarier, egne eller andres, har I kørt flest gange?

Mere underlødig Warhammer-litteratur og lidt om Sværd og Trolddom de kommende dage. Og jeg er i Fastaval-bunkeren for 2020!

“ett extremt bra scenario”

4 kommentarer

Rotteræset er blevet anmeldt, 5 ud af 5, på et svensk rollespilsforum – jeg ved ikke hvem der har sendt “God45” en kopi – men jeg er naturligvis jätte kul med det.

Sidst i juni har jeg lovet at køre scenariet igen, på ShireCon i Aarhus, hvor jeg også kørte På Røven i Marienburg forrige år.

Og i juli skulle den endelige engelske version også være layoutet og klar – med stor tak til Mette og Søren – det bliver også fedt.

Og så er ideen om et skavens-i-en-ubåd scenarie stadig flydende.

Rats rats rats rats….

VLW: Warblade

10 kommentarer

Af David FerringIMG_1534

Vi troede ikke, at det kunne blive meget værre. Vi tog fejl…

Jeg måtte jo til det. Man kan ikke bare læse de to første bøger i en trilogi og så droppe det. Særligt, når nu det sidste, elendige bind havde så mange løse ender.

Så vi vender tilbage til hulerne under Altdorf, hvor vores helt Konrad hopper i vandet lige efter en masse plot-dimser er blevet samlet. Gaxar, SkullFace, Elyssa… hele pakken af ubesvarede spørgsmål.

Men fordi det hele er samlet i Altdorf, kan Konrad ikke bare sådan lige smutte, da The Reik sender ham ud på den anden side af bymuren. I stedet sniger han sig tilbage ind i byen og i et forsøg på at komme ind i barakkerne hvor han bor (husk, han var jo blevet en del af The Imperial Guard) slår han, sådan helt casually et par vagter ihjel… og sætter ild på en bygning… uden at de lykkes ham at komme ind. Han bliver dog plottet videre og kommer ind alligevel og bliver genforenet med sin krigskammerat Taungar, der er sergeant i The Imperial Guard. Taungar virker riiiimelig kølig, da Konrad fortæller om Skaven-dobbeltgænger-Kejser-plottet fra sidste bog, men inviterer blot Konrad med ud på en øl.

En øl bliver til to, og så lokker Taungar Konrad med hen til en troldmand/rigmand med det dejlige Warhammer-navn Werner Zuntermein. Konrad tror, at det måske er en god conspiracy Taungar og Zuntermein tilhører… men nej, det han er blevet lokket ombord i, er en Slaanesh-kult. Lyserødt chok! Og Zuntermein påstår, at hvis Konrad hopper med i kulten, kan han skaffe ham hans sweetheart Elyssa tilbage. Ok så. Konrad smutter med til kult-orgie men det viser sig at det “blot” er hende kæresten fra minen, Krysten, han har (ingen ved hvorfor eller hvordan). Hun viser sig at være en art sleeper agent for Khorne, alt går amok og Konrad brænder hele lortet ned.

Nu gider Konrad ikke Altdorf mere. Han smutter og slår sig spontant ned som vagt og udsmider på landevejskroen The Grey Stoat og lever lykkeligt til… der dukker nogle pissesure Imperial Guards op. Men ikke almindelige Imperial Guards… nej, Beastmen i Imperial Guard-uniformer, ledt af en voldsomt forbrændt Taungar. De er rimelig pissed på Konrad, dræber alle, brænder kroen ned og skal lige til at dræbe vores helt da Wolf dukker op. I ved, ham lejesoldaten som Konrad var væbner for i fem år, som vi ikke har set siden bind 1. Han redder Konrad og trækker ham med til en mystisk ø i The Wastelands, hvor et enigmatisk lillepige orakel siger nogle vage ting til Konrad om Kaos og om Sigmar. Konrad og Wolf bliver enige om at forpurre det der attentat mod Kejseren, som ellers flere gange er lagt I graven fordi Grey Seer Gaxar døde (… eller gjorde han? … ja, det gjorde han faktisk) og den bedste måde snige sig ind i Altdorf på er, I følge lejesoldat Wolf, ved at stage et piratangreb på byen? Wait, what? Den samme by, som Konrad har sneget sig ind og ud af flere gange i denne bog alene? Så et smut til Marienburg for at hverve pirater, kun afbrudt af en møde med troldmanden Litzenreich og hans hench-dværg Ustnar (glemt siden sidste bog) midt på byens højeste bro. Wolf og Litzenreich har åbenbart et gammelt udestående, men lige inden de kan gå i clinch, bliver broen overrendt af… Skaven! De fire på broen slå pjalterne sammen mod den fælles fjende og efter den er besejret, bliver de enige om fælles tur til Altdorf, sammen med pirater. Wolf og Konrad for at redde Kejseren, Litzenreich mere for at samle warpstone.

Inden da skal vi dog lige bruge 20 sider på, at Konrad får smedet et warpstone-podet sværd af dværgsmeden Barra, vist mest for at bogens titel er lidt dobbelttydig (du ved, Warblade – Warpblade). Et sværd der nærmest ingen rolle spiller efterfølgende! Og så afsted. Et par mærkværdige krumspring mere og frem til en på ingen måde tilfredsstillende, eller blot forklarende, slutning. Jo, noget med Tzeentch og måske noget med Sigmar.

Gott im Himmel! Hele bogen, som den her anmeldelse, falder som en usammenhængende war story eller en kampagne, hvor spillederen har preppet alt for mange ting, som efterfølgende død-og-pine skal væves sammen.

En nemesis, Skullface, som der konstant refereres til, men som aldrig kommer i nærheden af at blive foldet ud. Bipersoner der drysses ud over historien, glemmes og nogen gange dukker op igen. Kaos som forklaring på alt der roder.

Og så bliver der KONSTANT kigger tilbage og forklaret, hvem bipersonerne er og hvad der er sket tidligere. Det er som om bøgerne har været en føljeton, hvor læseren hele tiden sal mindes om tidligere hændelser og sammenhænge. Sammenhænge DER IKKE ER DER (fordi: kaos).

Det bedste i dette hate-read var, at både Slaanesh-kulten og skaven-angrebet på højbroen i Marienburg er scener, der næsten 1-1 har været med i mange afviklinger af På Røven i Marienburg, så den stemning er ramt meget godt.

Bog: 1/6

Scenariepotentiale: 2/6

Karakterer: 1/6

Hvor Warhammer er deres navne: 4/6

Older Entries