VLW: Giantslayer

1 kommentar

Af William KingIMG_4037

Gotrek og Felix og turen går til Braveheart

De er kun lige på vej ud af Sylvania, før Gotrek og Felix render på nye problemer. De støder ind i en flok beasman, en mega chaos warrior og i baggrunden lurer de to luskede troldmands-tvillinger Kelmain og Lhoigor, der har overtaget skavens rolle som recurring villians.

Men denne gang er det ikke bare tæv og kamp – i stedet bliver vores to helte under træfningen kastet ind i en mystisk kaosdimension – hvor de i noget tid render rundt, kæmper med fatamorganaer og render på højelver troldmanden Teclis – der er på en super vigtigt mission, for at redde elvernes kontinent Ulthaun, der er ved at gå under/rive sig løs, fordi der bliver rykket med ældgamle kræfter og besværgelser. Noget med Old Ones!

Mest er Teclis der dog for at vi kan få EN MASSE elver-dværg banter.

Den umage trio kommer ud på den anden side af kaos-boblen og er i Albion, aka en keltisk pastiche, med kilt, store sværd og whisky, placeret i den helt anden ende af Warhammer-universet.

Her hooker de op med nogle lokale Braveheart-kloner og drager afsted mod et gammelt mystisk tempel, som måske kan sende dem tilbage og hvor Teclis fornemmer en forstyrrelse i kraften. På vej mod templet er dog også en større flok orker – ja, vi er tilbage til orker som modstandere, og så vores to troldmandsskurke. Og jo, så får de, på de sidste 30 sider også lige pisket en stor muteret kæmpe ind fra højre – altså den der giant fra titlen – der kan være med i den store episke slutkamp.

Ganske forglemmelig tur forbi endnu en af Warhammer-universets udkanter. Teclis er en ok -1-1 erstatning for Max Schreiber, der blev efterladt hjemme i Imperiet, og helt packed med nedladende elver-attitude. De lokale krigere i Albion har lidt kolorit, men er grundlæggende bare staffage.

Det er er samtidig den sidste bog om Gotrek og Felix der er skrevet af William King. Andre forfattere fører the franchise videre.

Bog: 2/6

Scenariepotentiale: 3/6

Karakterer: 2/6

Hvor Warhammer er deres navne: 3/6

(4/52)

 

“James, you monstrous piece of shit”

Skriv en kommentar

Jeg spiller generelt ikke vildt ubehagelige karakterer i rollespil. Ok, det kan jo også være fordi, jeg spiller utrolig lidt rollespil, men alligevel.

Men i denne uge har jeg brugt tre dage på et gods på Lolland, spillende en gennemført ubehagelig regency (sådan cirka Jane Austen) æra læge, med et usundt forhold til sin forlovede og et endnu mere forkvaklet forhold til sin søster, i livescenariet Libertines.

IMG_3920

Og det var på alle måder en vild oplevelse. Ligesom det var, da jeg for et års tid siden var forbi samme gods, og spillede Baphomet. Hvem vil ikke gerne komplimenteres for ens slightly psychopathic look og modtage in game breve det starter som dette indlægs titel – måske ikke helt tidssvarende i ordvalg, men budskabet er da klart.

Mit bedste bud på, hvorfor det er interessant at spille forfærdelige roller og/eller forfærdelige scener er, som Jeppe fint siger i den et par år gamle Politiken-artikel fra Brudpris.

»Tja, hvorfor ser man Lars von Trier-film? Dem bliver man jo hverken lykkelig eller i godt humør af. Det er fordi nogle af de smukkeste fortællinger er dem, der rummer noget hårdt. Noget intenst. Hollywood-historien kender vi alle til døde«

Og Libertines var sgu rimelig hårdt, men også virkelig fedt. Og nu ikke flere livescenarier det næste år.

(3/52)

VLW: Vampireslayer

4 kommentarer

IMG_2178

Af William King

Gotrek og Felix går goth

Vores to helte og deres entourage er stadig i Praag, som jo blev angrebet af kaos i bog 5, Beastslayer (som var den første –Slayerbog jeg rundede her på bloggen). I klassisk scenarieformat blive de hyret af en fjern onkel til Ulrika Straghov, der ikke længere er kærester med Felix, til at passe på ham og et mystisk artefakt han har liggende i kælderen.

Det viser sig svært, for dimsen kan i forkerte hænder bruges til at kontrollere alle udøde og det er vampyren Adolphus Krieger (!) ret interesseret i. Så han raider onklens mansion, snupper artefaktet, kidnapper Ulrika og vender snuden mod Warhammers faux-Transylvanien, Sylvania! Inden da når Max dog at gå i koma, efter at have undersøgt artefaktet, der er koblet til Nagash, der vist er en super-necromancer-lich i den store Warhammer-kanon.

Felix, troldmand Max (nu ude af koma) og de tilbageværende dværge Gotrek og Snorri, drager afsted for at redde deres veninde. Undervejs slutter Ulrikas far og et kompagni Kislevitter sig til dem, ligesom de får følgeskab af en vampyrgrevinde, der er sådan mere Vampire The Masquarade, og ikke helt ond og bestemt ikke interesseret i, at falde under Adolphus Kriegers (!!) kontrol, skulle han få bragt artefaktet hjem til Ravenl… Sylvania.

Imens de andre rejser gennem snedækkede skove leget Adolphus Krieger (!!!) forførelses kat-og-mus med Ulrika og gør hende til vampyr, så hun kan være hans uddøde dronning. Klassisk.

Undervejs lærer Felix om vampyrslægterne i Warhammer og laver en alliance med vampyrgrevinden inden de når slottet Drakenhof, hvor det store episke slag står mod både de levendegjorde beboere fra den lokale kirkegård og superbadassen Adolphus Krieger (!!!!), der, naturligvis, må bide i sneen, courtesy of magisk dværgøkse. Vampyr-Ulrika kommer under grevinde Gabriellas vinge og i lære som vampyr imens vores helte står tilbage i den gotiske nat.

Mere klassisk action-tjubang med masser af vampyrklicheer i Warhammer-forklædning. Det er lige en tand mere gritty end D&Ds Ravenloft, men ellers ligger de to universer utrolig tæt på hinanden. Adolphus Krieger (!!!!!) er en ok skurk, men uden de store finesser eller overraskelser. Gotrek er Gotrek og Felix klager en hel del over, at det er koldt og vådt. Der er til gengæld overraskende nok ingen skavens med.

Bog: 3/6

Scenariepotentiale: 4/6

Karakterer: 3/6

Hvor Warhammer er deres navne: 5/6 (ekstra stjerne for Adolphus Krieger!)

(2/52)

2019-2020

Skriv en kommentar

Sidste år var håbet for 2019, at få skrevet 52 indlæg på bloggen (c’mon, det er bare ét om ugen) og få spillet noget hverdagsrollespil.

Begge dele fejlede eklatant.

Til gengæld skete der en masse andre ting, der dog er virkelig dårligt dokumenteret her.

Mine rotter indtog Fastaval med stor succes og den endelige udgave af den engelske version bør være lige på trapperne.

Der blev podcastet en masse. Papstinenser rundede episode 100, jeg co-wrote to episoder af Eftersidning på Eventyr (#38 & #39) og jeg fik lov til at snakke Over the Edge hos Lænestolsrollespil. Og der er mere på vej!

Jeg sagde ja til at være rolle- og brætspilsansvarlig i Fastavalbunkeren 2020. It’s on.

Jeg deltog i livescenariet Baphomet, fik lov til at rende rundt i uniform og havde en ace-forfærdelig oplevelse. Praise Ardor.

Jeg købte et stykke original Sværd og Trolddom-kunst – mørk dværg FTW!

Jeg hold mig nogenlunde i skindet, når det kom til at købe nyt/gammelt/mere rollespil.

Og ja, så spillede jeg en masse brætspil og var til Spiel 19 i Essen.

Planen for 2020 er så en gentagelse af planen fra sidste år – også fordi jeg pt ikke har store planer om at skrive flere Fastaval-scenarier. Mindst 52 indlæg på bloggen (51 to go – og jeg har lige købt flere trashy Warhammer-bøger!), gerne 24 julekalender-afsnit, og hverdagsrollespil. Bookhounds? Noget Cthulhu? Online måske? Hele Dragonlance-sagaen spillet med Over the Edge-regler? Who knows.

Vi skrives ved i 2020!

VLW: The Corrupted

Skriv en kommentar

Af Robert EarlIMG_2179

Kort og rimelig godt; Warhammer-magi er big time farligt.

Vi snupper lige endnu en fortælling om korruption og degenererende “helte”. Troldmanden Grendel er tilknyttet The Order of Grey Magic i Altdorf og sådan en rigtig good guy Empire-troldmand. Det hindre ham dog ikke i at, i smug, læse lidt i forbudte bøger og ved et uheld kommer han til at vække de døde fra byen kirkegårde – altså bare for en nat og de laver ikke nogen stor ballade.

Alligevel bliver han chefer selvfølgelig sure og sender den fedladne og pompøse troldmand Titus,  fra College of Fire, efter ham for at  “lukke” sagen. Titus er nemlig også lidt i unåde, efter en uheldig nedbrænding af et bibliotek. Med sig bringer Titus sin tjener Kerr, en rogue-ish og opportunistisk ung mand.

Det er dog ikke helt nok, for bystyret er også sure og sender sideløbende heksejægeren Vaught og hans posse efter Grendel.

Og så kører jagten ellers derudaf. Grendel bliver undervejs på sin beskidte tur mod nord viklet, rimelig ufrivilligt, ind i både en Slaanesh-kult og nogle Tzeentch-vildmænd, imens det ikke går meget bedre for hans to grupper af forfølgere. Kerr udvikler magiske evner i takt med at de rejse og clasher mere og mere med Titus imens de stålsatte heksejægere ender i et baghold i Kislev, hvor de ender i nogle underjordiske gange under jorden, The Pit, hvor de, en for en, bliver overtaget af Khorne. Der er altså næste fuld kaos-plade.

De tre grupper clasher nord for Kislev i en kaotisk finale og nogen slipper væk – jeg er ikke helt sikker på, jeg fangede omstændighederne. Men alle er selvfølgelig helt spoleret af kaoskræfter.

I modsætning til Palace of the Plague Lord har The Corrupted en god længde (250 sider) og er en fin fortælling om, hvordan kaos inficerer alt og alle i Warhammer. Karaktererne er ikke vildt dybe og der er nok klemt lige vel nok meget ind på siderne. En hæderlig, gennemsnitlig runde underlødig Warhammer.

Bog: 3/6

Scenariepotentiale: 2/6

Karakterer: 3/6

Hvor Warhammer er deres navne: 3/6

En Mørk Dværg og en Podcast

6 kommentarer

Jeg har skaffet et stykke nørd-historie. En original illustration fra Sværd og Trolddom-bogen Isheksens Huler (Caverns of the Snow Witch) der udkom første gang i 1984, og på dansk tre år senere.

Dark Elf Fighting Fantasy

Forfatteren er Ian Livingstone og bag illustrationerne stod Gary Ward og Edward Crosby, og de har en ret unik, lidt linoleumstryk-agtig, stil. Desværre fik de to aldrig flere Sværd og Trolddom-opgaver og insiderne i Fighting Fantasy-miljøet fortæller, at det skyldes, at de deadlines som illustratorerne fik simpelthen var for tight for de to unge illustratorer, der lige var kommet ud fra art school.

Men nu ejer jeg altså en original Gary Ward, med blyantstreger, rettelak og det hele. Lidt dyr, men ikke through the roof, og nu sat i ramme. På dansk er han en MØRK DVÆRG, at finde i afsnit 26, men Nis hjalp mig lige med at tjekke originalversionen, hvor han naturligvis er en DARK ELF. Hvis man møder ham, er man for øvrigt endt i en blindgyde.

Og apropos Sværd og Trolddom, har vi lige lavet en Papstinenser-podcast om præcis det.

Over The Edge #4 + Rotteræs #8

9 kommentarer

Jeg har, endelig, fået mit eksemplar af den nye udgave af Over the Edge. Det blev et lidt uskønt Kickstarter-forløb, hvor forsinkelser og dodgy forsendelsesfirmaer i Hong Kong endte med at koste mig mere, og skaffe mig den hjem senere, end hvis jeg havde købt den hos Morten i Faraos. Oh well, der var også nogle pdf’er med i kampagnen og et faktisk fint soundtrack. Nu skal jeg bare lige finde tid til at kigge i bogen. De har ændret (på) reglerne og rykket øen, Al Amarja, væk fra Middelhavet, så jeg er på forhånd lidt skeptisk, men jeg glæder mig til at se…

IMG_1981

Derudover har jeg i dag, på ShireCon i Langå, kørt Rotteræset et par gange. To rigtig fine afviklinger, der bringer antallet af gange jeg har kørt scenariet op på otte. Det er alligevel en del, synes jeg. Scenariet er sandbox og meget er styret af spillernes valg og terningernes uforudsigelighed, så det er stadig virkelig sjovt at køre – og jeg gør det gerne igen. Hvilke scenarier, egne eller andres, har I kørt flest gange?

Mere underlødig Warhammer-litteratur og lidt om Sværd og Trolddom de kommende dage. Og jeg er i Fastaval-bunkeren for 2020!

Older Entries