9. december: Fleischturm L’amour!

Skriv en kommentar

December i Marienburg  15419221_10211429334032937_1240904590_o

9. december:

Fleischturm L’amour!

af Henrik Vedholm / Illustration af Johan Tieldow

”Den forladte ruin står vaklende og forfalden – alene i en forladt edens have, der med sit overgroede fugtige plantetæppe bærer et ekko fra en hemmelig gylden drøm. Der, imellem beplantning og spredte rafter, står der et tårn. På overfladen rynket og ridset, mat og trist, men på en solrig dag titter der glinsende farver og gyldent skær fra små sprækker i fugerne. Som en lokkende elsker pirrer tårnets blinkende glans din nysgerrighed…”

Hvad…

Den bretonske billedhugger, kunstner og troldmand, André Amour, byggede i sit kaotiske klarsyn et af Marienburgs mest bizarre tårne. Nemlig det i al sin falliske herlighed: Fleischturm L’amour!

Tårnet er en tilbygning til den daværende Baron von Blutschaumüss’ villa i Noordmuur og er en hyldest til Baronens libido, som sagdes at være af overmenneskelig karakter. Tårnet er bygget i et forsøg på at kanalisere libidoens kraft op mod guderne og i sin seksuelle udførelse nærme sig og i bedste fald opnå guddommelighed gennem udløsning.

Tårnet har en svag venstre drejning i tråd med baronens egen kødelige udgave af tårnet. Udsmykket med farverig mosaik og tydelige guldbelagte ”årer” drejer tårnet få grader om sin egen akse. Taget er glinsende og flot formet i bløde kurver med en skarp kant. En slids går på tværs af tagets runding, hvorved det kan køre til side og åbenbare himlen og afspejle beskuerens ekstase.

Tårnet blev bygget færdigt og kort efter døde André Amour af et hjertestop oppe i tårnets eneste værelse. Han blev fundet nøgen med et ordentligt flag på, liggende livløs med et ekstremt stort vellystent smil på læben. Efter episoden blev tårnets øverste del erklæret usmageligt og kættersk af kirken, hvorefter baronen lod en ny ydre, mere aseksuel, del opføre ovenpå den gamle top. Til trods for de nye tiltag blev baronen selv erklæret i pagt med dæmoner og halshugget ved kort proces.

I dag står tårnet fortsat. Slidt, aflåst og forfaldent. Glemt og tilbagetrukket på en ruin af en villa. Men inde i tårnet gemmer der sig fortsat en gåde. For historien fortæller om den der i sin iver er opslugt af kødelig længsel og forelskelse vil have kraften til at møde sin seksuelle drømmefantasi i tårnets topkammer.

I topværelset er der otte vinduer. Hver af disse er udsmykket med glasmosaik der forestiller Slaanesh’s otte yndlingspositioner. I midten af værelset er der en piedestal der er en miniudgave af selve tårnet, med den eneste forskal at det er lavet af spejlglas og passer på en velsmurt kærlighedskanal uanset køn. Når månen Morrslieb står størst på himlen og Fleischturms øverste slidske er kørt til side så månelyset kan skinne derind….så kommer hun..den..det…og det bliver vildere end din fantasi kan rumme og Amours smil vil pludselig give mening.

Scenarietråde…

  • En af glasmosaikkerne i et af tårnets vinduer mangler. Mosaikken med den ottende yndlingsposition har været en gåde for Slaaneshkultister og andre liderlige personligheder i årevis. Glaskunstneren Hanzo Übergeil har via en kontakt i kunstforeningen, fået opsporet en sælger af det infamøse skrift ”De otte Vidundere”, der beskriver de otte positioner, så han kan rekonstruere mosaikken i tårnet. Übergeil skal mødes med sælgeren (eller hans budbringer) i et varehus ved midnat for at købe skriftet. Han er tydelig nervøs ved mødet og har brug for livvagter til at sikre at alt går som planlagt…
  • Baronens barnebarn, 15 årige Frøken Gretchen von Blutschaumüss, er fulgt i sin farfars fodspor og har været i tårnet flere gange for at mødes med sin elsker, skabt af drømme og forbudte fantasier. Elskeren (som naturligvis er en Slaanesh-dæmon) er på fri fod i byen og der begynder at opstå forskellige mystiske forelskelser rundt omkring. Alle hvisker de om den samme maskerede forfører, der får dem alle til at svimle. ”Det er som om han/hun ved alt hvad jeg tænder på!”. Pårørende til de forelskede samler ind til at få denne utugtens tjener gjort til skamme en gang for alle!

 

8. december: Sigmarkatedralen

2 kommentarer

December i Marienburg  coventry-cathedral-interior

8. december:

Sigmarkatedralen

af Sanne Harder

Netop som koret synger de sidste strofer af Sigmars højsang, bryder lyset gennem skyerne, og kaster glasmosaikkens farver ud over den forsamlede skare. Hele katedralen fyldes af et henført suk: Hvilken vælde! Hil dig, oh, Sigmar!

Hvad…

Marienburg er gammel. Sågar ældre end imperiet. Byens guder er endnu ældre – deres oprindelse fortaber sig i fortidens tåger.

Ved siden af havguden Manann, hvis urkraft regerer havet, og handelsguden Haendryk, hvis tilbedere belønnes med klingende mønt, fremstod imperiets nye gud som en årsunge. En slags guddommelig lillebror, hvis kræfter havde liden indflydelse på handel og vandel i en havneby fjernt fra Altdorf.

Imperiet vidste, at der skulle investeres betragtelige summer, hvis marienburgerne skulle omvendes til Sigmar. Men imperiet er mægtigt, og det samme er dets ressourcer.

Siden opførslen af Sigmarkatedralen i det fashionable kvarter Guilderveld, mærkede Sigmarkulten i Marienburg et markant opsving af tilhørere. Hvad guden mangler i anciennitet gør hans tempel nemlig op for i arkitektonisk grandiositet. Det er en bygning, der vækker æresfrygt.

Set udefra er bygningens oktagonale design tydeligvis en hyldest til den mægtige Sigmarkatedral i Altdorf. Strukturen sidder som en fæstning på toppen af kvarterets højeste punkt, og for at nå den mægtige, jernbeslåede egetræsport, må man bestige en trappe, der begynder 200 trin under den.

Væggene i våbenhuset er beklædt med grøn marmor fra Wurtbad, og indgangspartiet til selve tempelrummet er lavet af ibenholt. En stiliseret hammer i sølvfiligran er indlejret i stenen over karmen.

Når man træder ind i det ottekantede rum, overvældes man af den mægtige kuppel, der hvælver sig over bygningen. Den er dekoreret med nattehimlens stjerner, malet med bladguld, der fanger lyset fra de udsøgte glasmosaikker. En mægtig, tvehalet komet kløver kuplen i to, og slutter umiddelbart over Sigmars krigsalter. Herpå troner en figur, der er en kopi af Altdorfs berømte grif-statue. I sine kløer holder figuren en forgyldt version af den kejserlige hammer, Ghal Maraz.

Selvom Marienburg ikke længere er del af imperiet, har Sigmarkulten ingenlunde mistet sit tag i byen. Dette er i særdeleshed katedralens fortjeneste. Hvis man er rig, adelig eller måske bare aspirerer til at blive en af delene, er Sigmarkatedralen stedet at opholde sig. Det er her man knytter de rette kontakter, hvis man skal have foden inden for i Marienburgs bedre cirkler.

Det gør heller ikke noget, at overteogonisten, Frater van Willigen, kommer fra en velhavende lokal handelsfamilie. Han er en mand, der forstår hvordan marienburgerne tænker, og skønt han er uddannet teogon i Altdorf, lægger hans særlige udlægning af troen mindre vægt på krig, og mere på pomp og pragt. Det er noget man kan forholde sig til i Marienburg.

Scenarietråde

  • Sigmarkatedralen repræsenterer imperiets forlængede arm i Marienburg. Derfor er det ikke tilfældigt, at man af og til hører stemmer konspirere om at “vende tilbage til Sigmars fold” blandt tilhørerne. Hvis bystyret skulle ønske at klarlægge hvor meget støtte en sådan faktion har, ville katedralen være et godt sted at forsøge at finde information. Specielt ved hjælp af infiltration.
    Langs kuplens tag løber en balustrade. Det er ikke mange, der har bemærket det, men her kan man opleve et akustisk fænomen: Stiller man sig tæt ved kuplens kant, kan man følge med i selv hviskede samtaler, der føres på den anden side af rummet. Her kunne man nok let komme til at overhøre noget, som aldrig var ment for udenforstående ører: En kærlighedserklæring til en gift frue, en sammensværgelse imod et handelsmonopol eller måske ligefrem et forestående mord…
  • Inden Sigmarkatedralen blev opført, lå der en gammel ruin på stedet. De færreste marienburgere husker det nu, men hvis man er god til at læse gamle elverruner, vil en tur i katakomberne afsløre, at her engang har ligget et tempel for elverguden Mathlann. Han er gud for hav og storm, og tilbedes i særdeleshed af de frygtelige Sortark-korsairer – en gruppe svartelevere, der sejler rundt på de syv have i deres flyvende citadeller, og raner slaver fra ubeskyttede kystbyer. Templet er så vigtigt for dem, at en gruppe kaptajner samles her hvert efterårsjævndøgn for at formilde deres gud med et blodoffer.  Alt dette forløber naturligvis helt uden at Frater van Willigen og hans lektor, Leonora Brouwer, kender noget til det.  Eller gør de? Ganske vist er svartelverne forfærdelige monstre, men på den anden side: Hvis det kom frem, at Sigmars katedral er bygget oven på Mathlanns tempel, kunne det afstedkomme en diplomatisk krise mellem imperiet og Marienburgs elvere. I særdeleshed fordi Mathlann også er kendt som Ulthuans vogter. Det er en af den slags hemmeligheder, der dårligt tåler dagens lys, og Frater van Willigen ville nok gøre en del for at komme af med de ubudne besøgende på en diskret måde. Hvis det ellers overhovedet er muligt…
  • Endnu længere nede – under katakomberne – er der underjordiske gange. Mange af dem er halvt fyldt med sand, og væggene er smuldrende og fugtige. Her lever de sidste af den stamme, der engang ejede dette land. En ældgammel race, der kun sniger sig ud en sjælden gang for at fange en slave eller to, som ingen nogensinde finder igen. De er glemt af verden og af guderne. Ikke engang kaos ønsker dem. De kaldes Fimir, og skønt de er humanoide, ligner de noget fra et mareridt. En særlig evne gør, at de altid er svøbt i tåge, når de færdes uden for deres tunneller. Så længe de kun bortfører gadebørn, løse høns og en enkelt ged engang imellem, er der ingen, der tager notits af dem. Men tænk hvis der nu engang røg en købmandssøn…

 

7. december: Halvberts Kuriositorium

Skriv en kommentar

7. december:

Halvberts Kuriositoriumhalvling-m-tben

af Simon James Pettitt

Foran den usmageligt farverige bygning står der altid en stor udstoppet og lettere mølædt bæver med horn og en enkelt tilbageværende fangearm. Et stort rødt skilt proklamerer stolt: “Halvberts Kuriositorium: Oplev mysterier fra hele imperiet”

Hvad…

Halvingen Halvberts familie skabte deres formue i kartoffelhandlen, men at drive et forretningsimperium var aldrig noget for familiens eneste arving, Halvbert. I stedet brugte Halvbert familiens imponerende formue på at rejse rundt og studere og fange og blive fanget af alverdens mystiske og fantastiske væsner og bæster.

Hans ambition var at skabe en komplet samling af alle verdens fantastiske skabninger. Men da Halbert ser enhver mutation som en separat race, er det et projekt, der aldrig slutter og gennem et langt liv har han brændt hele familiens formue af på projektet.

Hans dage som aktiv eventyrer sluttede endegyldigt da en skaven eller en dark elf eller en kaosbæver tog hans ben, (hvordan han mistede benet og til hvilket væsen skifter, hver gang han fortæller historien, hvilket han gør tit.)

Nu tjener han til vejen og dagen ved at drive et lille museum, lokaliseret i Oudgelwijk, hvor besøgende, for et kobberstykke eller to, kan blive vist rundt af Halvbert selv og høre om alle de fantastiske væsner han har udstillet overalt i hans lille byhus.

Nogle af de udstoppede dyr virker til at være reelle monstre, så som samlingens stolthed: en trebenet goblin. Andre virker til blot at være forskellige husdyr syet sammen på kryds og tværs. Men nævner man det over for Halvbert, vil han stædigt påstå, at der er tale om ægte kaosvæsner og alle der siger noget andet, er blot misundelige på hans unikke samling. Om hans halvt høne halvt væsel vitterligt er et resultat af en bizar kaos mutation eller blot et veludført fupnummer, er der ingen, der ved.

Scenarietråde…

  • Det er imponerende den mængde af udstoppede væsner og monstre han har fået plads til i de små krogede værelser og en kreativ GM kan snildt underholde sig selv og sine spillere ved at slå op i listen af monstre og random vælge ud og lade Halvbert vise spillerne rundt i sin fantastiske samling og fortælle hvordan han skaffede de forskellige eksemplarer. Han fortsætter med at vise rundt, til alle har fået talt et øre af, eller betaler ham for at stoppe.
  • Halvbert er altid ude efter at udvide sin samling, og han kan både sende eventyrer på jagt efter hint bizart rygte om et nyt væsen set i skoven eller mere sandsynligt i  kloakken. Men eventyrer der har besøgt stedet, kan også altid vælge at slæbe nogle af de mere eksotiske væsner, de dræbte på deres færden hen til museet og så betaler han sikkert glædeligt noget for det, alt efter hvor godt forretning har gået på det sidste. Men som minimum giver han altid en gratis rundvisning i den hemmelige del af museet som betaling.
  • Spillene bliver en sen aften opsøgt af Skaven. Den enlige rottemand beder dem ikke slå den ihjel, da den har brug for hjælp. Den klager gebrokkent over, at Halvbert har hans afdøde onkel udstoppet og udstillet i hans museum. Det er så op til eventyrene at, på en mere eller mindre subtil måde, skaffe den udstoppede slægtning tilbage til sin familie. Skaven kan naturligvis betale med et eller andet værdifuldt den en gang fandt i kloakken.

6. december: Hulen i Væggen

2 kommentarer

December i Marienburg  56441244-arched-door-in-a-stone-wall-scatch

6. december:

Hulen i Væggen

af Peter Brichs

I en stenvæg, gemt godt af vejen for lovens vagtsomme øjne, er en skjult dør. Bag den tykke dør høres stemmer, latter og lyden af tunge keramikkrus der stødes sammen. Velkommen…til Hulen i Væggen.

Hvad…

Hulen i Væggen er noget så klassisk som en smugkro. Smugkroen har fået sit navn fra den naturlige hule, den er indrettet i. Den er gemt af vejen i Suiddock, i en væg ud mod vandet, næsten nede ved vandkanten. Døren er nærmest umulig at finde, hvis du ikke ved hvad du leder efter på forhånd. For at komme gennem døren skal du kende kendeordet, som skifter hver uge.

Dværgeparret Drarin og Elsa Brandhaard ejer kroen. Drarin står for den daglige gang – gæsterne kalder ham kærligt ‘fatter Brandhaard. Det er Elsa, der har fundet Hulen, og som har opstillet kroens regler, som skrevet på groft udskårne skilte, hængt på væggene herinde:

  1. Ingen ballade. Bandetilhørsforhold, dårligt blod og fejder slutter ved dørtærsklen.
  2. Hold din kæft. Du fortæller ikke byvagten om Hulen i Væggen!
  3. Din gæst, dit ansvar! Hvis du inviterer nogen med på kroen, og de bryder reglerne, deler I straffen.

Ingen, som har brudt reglerne, har nogensinde vendt tilbage i en tilstand, hvor de kan fortælle præcist hvad straffen for at bryde reglerne reelt er….

Kroen er befolket af alskens skidtfolk fra Marienburg, der nyder det åndehul, som Hulen i Væggen tilbyder. Åndehullet, og øllet som flyder fra de mange tønder. Her er altid mulighed for at skaffe arbejde for en fordækt Marienborger, som ikke er bange for at få beskidte fingre – eller for at komme i karambolage med loven.

Scenarietråde…

  • Elsa hiver fat i eventyrene en sen aften. Den fordækte elver, Ruxanda, er blevet fanget af byvagten med lommerne fulde af tyvekoster. Hun blev dog sluppet fri samme aften, og Elsa kan kun se én forklaring: Ruxanda har talt over sig, og nu skal hun betale. Ruxanda er nok at finde blandt en af hendes mange rige elskere og elskerinder…
  • Kaptajn Kurt Schnell fra byvagten passer jer op en tidlig morgen. En af hans kontakter har hørt nogle rygter om en smugkro et sted i byen. Den skulle efter sigende være fyldt med alskens eftersøgte forbrydere og andet rakkerpak. “Sky ingen midler for at finde den – den skal lukkes, og det skal være nu! De forbandede banditter skal fandeme ikke have et fristed i min del af Marienburg!”

5. december: Magritta

2 kommentarer

December i Marienburg  40cd0fe5231c840d27c94cd352240c95

5. december:

Magritta, der elsker kage

af Stefan Skriver Lægteskov

Kage har aldrig knust hendes hjerte. Kage har aldrig forladt hende alene og ludfattig. Kage muterer ikke og kage bliver ikke brændt på bålet foran hendes øjne. Søde, søde kage.

Hvem…

Magritta danser for den selvbestaltede højtærede dansetrup i Bretoneren Florian Fêtes Copains teater i Marienburg: Fleur de Lis. Hun er ikke den største stjerne, faktisk er hun i de flestes øjne, jævn. Hun er også en smule mere buttet end de andre dansepiger. Ikke meget, bare så meget, man kan se forskellen. Til gengæld arbejder hun hårdt, er der altid for de andre piger i truppen, holder sig altid ude af deres intriger. Hun bliver længere og gør rent, selv om ingen har bedt hende om det, eller nogen sinde takker hende for det.

Hun elsker kage, men som tredje dansepige i anden række, er det sjældent der er penge nok til bare ordentlig mad. Så Magritta gør, hvad hun må gøre for, at en sød fyr vil betale for at forsøde hendes tilværelse en kort stund og bringe hende nærmere Slaaraphanland, om bare et øjeblik. Hun er ikke stolt af det, hun ved hun bliver smidt på porten hvis det bliver opdaget, hun har ingen anden fremtid.

Magritta ved hvad Kaos er, hvad Kaos gør ved et liv, en familie, en uskyldig datter. For Magritta er Kaos alt ondt i denne verden. Hvis hun havde været modig, handlekraftig, våbenkyndig og stærk havde hun fattet en hammer og var draget afsted for at forhindre at hendes historie ikke gentog sig. Men det er hun ikke og det ved hun godt, så hun danser, gør sin pligt, dukker hovedet og spiser sin kage alene.

Scenarietråde…

  • Magritta har set noget hun ikke skulle se. Den fyr hun gik med havde en meget bred smag. Meget bredere end hun var klar på. Men hun turde ikke forsøge at stikke af. Hun er bange for hun er blevet berørt af noget der kunne have med Kaos at gøre. Men hun tør ikke sige noget til nogen hun kender af frygt for hendes hemmelighed bliver afsløret, hun tør heller ikke sige noget til nogen der hører til i byen, da den unge mand var fra en indflydelsesrig familie. Hvis bare der var nogen fremmede der var til at stole på som hun kunne lette sit hjerte til…

4. december: Konstantin Kruiswijk, Kanalvogteren

Skriv en kommentar

December i Marienburg  arlechin_03w

4. december:

Konstantin Kruiswijk, Kanalvogteren

af Morten Greis

Den spinkle mand i de spraglede klæder hopper begejstret op og ned langs kanalens stejle kant. De grå lokker stikker tjavsede frem under hans mangefarvede hue, der lige som hans tøj er syet sammen af forskelligfarvede lapper. Dragten skjuler den ranglede krop på nær den spidse næse, hænderne med de lange fingre og Kruiswijks skarpe grå øjne.

Hvem…

Konstantin Kruiswijk er selvbestaltet kanalvogter, der er at finde langs Doodkanaal, hvor han våger skibstrafikken, råber efter folk, der dumper ting i vandet, og tilkalder byvagten hver gang han øjner et lig flyde ned langs kanalen.
Kruiswijk er iklædt spraglede klæder syet sammen af lutter forskellige lapper, og han er bevæbnet med en træstok i jerntræ, som han bruger til at irettesætte folk med, og hans yndede trick er at jage den ind mellem benene på uhøflige folk, så de snubler, og i værste skvatter i kanalen.
Det hedder sig, at Kruiswijk en dag ankom til Doodkanaal sejlende på en tømmerstok, som han stod rank og knejsende på, og han sprang i land her, og her er han, indtil der kommer en ny tømmerstok for at sejle ham væk igen. Der er muligvis noget til historien, for han taler med en besynderlig dialekt sammensat af mange købstæders lokale vendinger og særlige udtryk. Andre påstår at han som barn mistede sit kæledyr, en pansret kæmpe-salamander med en lang snude med hugtænder (nej, der er ikke en salamander), som stak af ned i kloakerne, og bæstet er nu 5-6 meter langt og æder mennesker, og Konstantin har lige siden våget over byens kanaler i håbet om at få dyret tilbage.
Kruiswijk er dagligt at finde langs kanalen, hvor han går langs kanten og kigger ned i vandet med sin lange snude godt fremme, og sin stok af jerntræ over skulderen, klar til at blive svunget efter frække unger.

Scenarietråde…

  • Kruiswijk har fået øje på et lig, som kommer flydende langs kanalen, og han kan ikke få øje på byvagten, så i stedet hiver han fat i eventyrerne og beder dem kigge nærmere på sagen.
  • Alle ved at Konstantin Kruiswijk er den, der ved bedst, hvad der sker ved kanalen, så hvis eventyrerne skal bruge informationer om skibe og kaptajner, om dumpede lig og andre kriminelle gerninger ved kanalen, så skal man til Kruiswijk, men han vil som regel kun dele sine oplysninger, hvis man kan komme med informationer om hans forsvundne kæmpe salamander.
  • Der lyder en dag et vældigt plask fulgt af en hånlig skoggerlatter, og da eventyrerne ser nærmere efter, ser de, at Konstantin opslugt af sin latter forsøger at holde en flok bøller stangen, mens en ung adelsmand (og bøllernes leder) plasker rundt nede i kanalvandet. Der er optræk til slagsmål og optøjer i takt med at stadig flere folk trækkes til optakten, og det kan eskalere voldsomt, hvis der ikke allerede nu sættes ind.

3. december: Fraku, den Udødelige

Skriv en kommentar

December i Marienburg  fraku

3. december:

Fraku, den Udødelige

af René Toft

Et sted på en kro i Marienburg sidder der en knækket dværg. Man kan kende ham på den karakteristiske orange manke, det manglende skæg, og de blå tatoveringer der pryder det meste af hans bare arrede overkrop. Alt hvad han ville var at dø, men det var nemmere sagt end gjort.

Hvem…

Uanset tid på døgnet kan man finde Fraku siddende i hjørnet af Den Hvide Griff med en øl eller det der er stærkere. Nogle dage er han snakkesalig og fortæller frygtelige historier om de trolde, kæmper, drager og dæmoner og andre gange, når han for beruset skal man holde sig langt væk fra ham. Så bliver han direkte modbydelig. Han er en levende legende og det er han pænt træt af. Specielt den del med ”levende”.

Fraku er en levende legende. Fraku, dæmondræberen fra Ødemarken. Efter han havde dræbt syv trolde, fire kæmper og en drage, rundt omkring i Imperiet, besluttede han sig for at det var på tide at blive slået ihjel af en dæmon. Så han tog ud til Kaos Ødemarken, men blev slemt skuffet da han overlevede sine tre møder med nederdrægtige slimede og voldsomt store dæmoner. Nu har han vendt næsen mod Marienburg med en fast intention om at drikke sig ihjel, nu der alligevel ikke var andet der kan gøre jobbet.

Han ligner noget der er løgn. Selv for en dværge slayer. Han er holdt op med at passe det orange hår, så det ligger mere som kager af fedtede dreadlocks nedover det arrede ansigt. Kroppen er kvabset af for meget alkohol og for lidt fysisk aktivitet og øjnene er konstant røde af et udpræget misbrug. Fraku er ligeglad.

Fraku gør som det passer ham og siger hvad han vil. Heldigvis plejer det at være at sidde i et hjørne og drikke for sig selv. Han er en knækket dværg, en paranoid stakkel, der er overbevist om at guderne har vist ham ryggen og at han nu ikke kan dø. Det er heller ikke helt forkert.

Det sker at der kommer folk til, der gerne vil høre hans vilde historier og fanger de ham på det rigtige tidspunkt med en passende mængde lokkende gratis alkohol, så kan man i korte glimt se fordums stolte kriger fortælle de vildeste historier. Det sker også at disse folk betvivler sandheden af disse historier. Og sandheden i Frakus bedrifter. Er de heldige, trækker han sig tilbage og drikker for sig selv, mens han mumler om drager og kæmper og dæmoner og folk nu om stunder og hvis de bare vidste. Andre gange tæsker han dem bare. Tæsker dem til en blodig klump, hvorefter han igen trækker sig tilbage til sit hjørne, mumlende og venter på byvagten. De kender ham efterhånden godt.

Scenarietråde…

  • Det eneste der kan få en gnist tilbage i gamle Frakus øjne er muligheden for at dø en værdig død i kamp mod noget ud over det sædvanlige. Så hvis der er en Skaven invasion på beddingen, en kult i byen der tilkalder en dæmon eller de udøde vandrer for en kort stund, så er Fraku klar. Måske han ligefrem i sit feber sind begynder at se disse ting uden de er der. Angriber grøntsagsboden fordi det jo er en trold, eller borgmesteren under et officielt arrangement, fordi det altid er eliten der er medlem af en kult. Uanset så skal der en hel del til at stoppe gamle Fraku, når først han har sat sig noget for.

Older Entries