Jeg spiller rollespil!

Skriv en kommentar

Jeg har ikke spillet rollespil, udenfor kongres/Fastaval-scenarie sammenhæng, i mange, mange år. Og det er jo ikke fordi jeg ikke kan lide at spille kampagnerollespil, overhovedet. Tid, gruppe, drive, whatnot har bare manglet.

Men da der blev ledt efter spillere til en lokal Silkeborg-gruppe, der skulle spille Warhammer,  tog jeg chancen og sprang jeg til og nu, et par måneder senere, havde vi første spilgang.

IMG_8330

Så nu er min nye karakter; Magnus Kroos, camp follower fra Ostland, med en svaghed for Tileansk kultur og kogekunst, draget til Middenheim sammen med dværg-lejesoldaten Grundin, troldmandslærlingen Gottfried og den mærkværdige rottepige Sophia.

Vi grindede igennem Through the Drakenwald, start-scenariet fra 2nd Edition grundbogen, der leder frem til Middenheim, hvor vi starter på Ashes of Middenheim, første del af Path of the Damned-kampagnen.

Og Magnus sendte to beastmen i gulvet – sikke en start.

Reklamer

VLW: Beasts in Velvet

6 kommentarer

IMG_7958

Af Jack Yeovil

Der er mystisk kvindemorder løs i Altdorf og der skorter ikke på skumle mistænkte, når en ærtesuppetyk tåge glider ind over byen…

Thomas nævnte Jack Yeovil i sidste VLW-indlæg og siden han er blandt Warhammers mere ikoniske forfattere, genlæste jeg Beasts in Velvet, der ofte fremhæves som den bedste Warhammer-bog around.

Vi befinder os Altdorf og en mystisk morder huserer i byen og slagter på bestialsk facon letlevende kvinder. Det sker side om side med bandekrig mellem to flokke kriminelle og i kulissen forsøger demagogen Yevgeny Yefimovich og hans håndlangere at piske masserne til at rejse sig imod kejseren og adlen.

Vores hovedperson er Baron Johann von Mecklenberg, en helt igennem gooody-goody adelsmand der kaster sig ind i jagten på bæstet der huserer i gaderne. Det gør han flankeret af den afdankede og knivkastende (ex)byvagt Harald Kleindeinst, den synske-for-Sigmar Rosanna Ophuls og den idealistiske unge byvagt Helmut Elsaesser.

Det er et hæderligt party, selvom Johann on Mecklenberg er en virkelig tør karakter. Han kompliceres lidt af, at hans bror, der har været under påvirkning af kaos men nu er clean (eller er han?), er i byen og med et navn som Wolf er det svært ikke at tiltrække sig opmærksomhed.

Overfor dem står et smorgasbord af suspekte biperson der udover lillebror Wolf tæller de magtsyg Sigmark præst, en håndfuld suspekte adelsfolk, blandt andet grevinde Emmanuelle von Liebewitz og hendes duellerende bror Leos, en Tzeentch-tilbedende ambassadør fra Cathay, en dekadent bretonsk dværg-diplomat og så selvfølgelig førnævnte revolutionære. Yeovil smører tykt på, men det virker.

Dem hoppes der mellem i bogen og det fungerer rigtig fint. De forskellige historier væves elegant sammen og giv en god who-dunnit med et overraskende twist til sidst. Samtidig følger man også løbende morderens synsvinkel og det lidt surrealistiske indblik i dennes tanker leder tankerne hen på de klassiske italienske giallo slashere/gysere fra 70erne. Det hele kulminerer på en skumme kro, hvor alle bogens personer samles imens revolutionen ulmer udenfor og en tyk tåge breder sig over byen – det er fedt.

Hvorfor vampyren Genevieve og teaterkrukken Detlef Sierck skal klemmes ind i historien er dog helt uforståeligt, udover for at koble Beasts in Velvet til forgængeren Drachenfels på papirstynd facon. Det er dog meget sjovt, at de lige får snakket om Gotrek og slaget om Praag i en bisætning.

Det er en rigtig fin bog. Særligt de dekadente, fløjelsklædte adelsfolk overfor de, i den grad, korrumperede revolutionære fungerer godt og stemningen af Warhammer-storby er ace.

Bog: 5/6

Scenariepotentiale: 5/6

Karakterer: 4/6

Hvor Warhammer er deres navne: 6/6 (C’mon, der er både en Todbringer og en Toten Ungenhauer)

VLW: Beastslayer

8 kommentarer

Af William KingIMG_7665

Gotrek, Felix og deres croonies er fanget i Praag under en MEGA kaosinvasion. Much slaying ensues.

Jeg har klemt endnu en knaldroman ind i mit læsepensum. Vi taler her om det, Warhammer-ikoniske makkerpar Gotrek og Felix, en dværg slayer og hans menneske kammerat der er hovedpersoner i 10+ Somethingslayer-bøger. Jeg læste de første to, Troll– og Skavenslayer, og var så rimelig træt af de to hovedpersoner. Men nu er der gået lidt tid, og jeg fandt bøgerne til småpenge, så nu læser vi Warhammer igen, også bare for at få lidt gang i bloggen.

Det hele bliver dog lidt rodet, for Beastslayer er nummer 5 i serien, og jeg har som sagt kun læst de to første bøger. Så persongalleriet er vokset og der refereres løbende bagud til hvad de har lavet siden de battlede Skavens i bog 2. Oh well.

Felix og Gotrek er landet i Praag, en überbefæstet by i Kislev, hvor spøgelserne fra den sidste kaos-invasion hviler over byen. Og så er der en ny invasion i gang. Tzeentch-krigsherren Arek Daemonclaw har samlet beastmen, andre kaos-folk og vilde stammer og er draget mod Praag, hjulpet af et par luskede albino troldmandstvillinger.

Det viser sig dog, at der, selvfølgelig, også er kaos inden for murerne og en kult der modtager ordrer ude fra, forsøger at dræbe vores to hovedpersoner, fordi Gotrek økse er det rene gift for kaos. Så inden det kæmpe slag om byen starter, skal Gotrek og Felix først afsløre verdens mest åbenlyse forræder og blive udsat for diverse stik-angreb fra kræfterne udenfor.

Det er pretty much bogen og det fungerer fint, ikke mindst fordi det forøgede persongalleri gør, at særligt Gotrek fylder minimalt. Der er, sjovt nok, kun så meget interessant man kan få ud af en kliche drikkende, altid sur, dværgkriger. I stedet følger andre karakterer, som Felix kæreste, Kislev-adelskvinden Ulrika Straghov, troldmanden Max Schreiber og en flok andre, og cirka lige så endimensionelle dværge. Der er lidt love-triangle mellem Felix, Urika og Max og så er der fin stemning af desperat by under belejring, men krejlende købmænd, kultister og gale Ulric-præster.

Samtidig er der indblik i kaos-krigsmaskinen udenfor, hvor Arek har sit at se til, med rivaliserende krigsherrer, dæmoner og luskede troldmænd. Samtidig følger vi også skaven-troldmanden Grey Seer Thanquol, som blev introduceret tilbage i Skavenslayer (hvor han altså ikke blev slayed), i en masse, for plottet helt meningsløse sekvenser. Intet Thanquol gør i denne bog, har nogen effekt – maksimalt som set-up for noget der skal ske senere i serien. Det virker meget fjollet.

Det store slag til sidst går rimelig tjept, en række irriterende bipersoner bliver slået ihjel på Warhammer-facon og Gotrek og Felix kommer sejrrigt ud på den anden side.

Fin nok bog. Jeg fik lyst til at skrive et scenarie om spilpersoner i en belejret by og der er nogle ret fine kultister i bogen, som ikke er standart kaos-onde, men både er plaget af samvittighedskvaler og refleksioner om deres situation og rolle. Og så burde bogen klart have heddet Daemonslayer… men den titel har allerede været brugt på bog 3.

Bog: 3/6

Scenariepotentiale: 4/6

Karakterer: 2/6

Hvor Warhammer er deres navne: 3/6

Dronningen på Smaragdtronen, post-Fastaval

Skriv en kommentar

Hjemme fra Fastaval!

Ingen pest!

Men rimelig træt!

Mit fokus i år lå naturligt på Dronningen på Smaragdtronen, Stefans og mit Lovecraftian, Gaimanske intrigescenarie, som endte med at køre med imponerende 16 hold og rigtig pæn succes – nok til en fin tredjeplads i kampen om Deltagernes Pris.

Det var ikke det nemmeste scenarie, hverken at spille eller køre, men jeg er stadig virkelig glad for de valg vi har truffet og de mekaniske-moves der driver scenariet frem og synes at de holder. De tæller:

  • En konflikt-mekanik med terninger, hvor beskrivelser og rul skal spille sammen.
  • En intrigemekanik, hvor spilpersonerne langsomt tynder ud i en pool af glaskugler, der, kugle for kugle, øger risikoen for, at karaktererne knækker.
  • Karakterer der, atypisk for intrigescenarier, ikke kender hinanden forud og dermed åbner op for, at spillerne kan skabe relationer karaktererne imellem baseret på, hvordan spillet forløber.
  • Brug af omvendt kronologi i en række scener.

Efter at have kigget de mange feedbacksedler igennem tør jeg godt sige, at det overordnet lykkedes rigtig godt at få til at spille sammen og generelt kørte fint, med enkelte glitches og småfejl.

Og, som På Røven i Marienburg, var scenariet en imponerende war stories generator, fordi ingen to afvikling forløb ens og som forventet var slutresultatet i 4 ud af 5 afviklinger episke nederlag til de revolutionære/anarkistiske “helte” der gik op i mod Dronningen.

Af småting der glippede, var det irriterende at opdage, at det ikke var den rigtige/opdaterede version af scenariet der var printet af Fastaval til spillederne. Det betød at spillerne, og ikke kun Otto-dommerne, måtte slås med en lille håndfuld irriterende stress-relaterede layoutfejl i karakterarkene. En del blev dog fixet til anden afvikling, takke være Infoen. Go, Info!

Scenariet kan nu hentes, i rettet og minimalt opdateret version, på Alexandria. Sig til, hvis I mangler poser og glasperler til afvikling… jeg har en del.

 

Marienburg Gazetteer, pdf

1 kommentar

Det har taget lidt lang tid, men nu ligger vores flotte Marienburg Gazetteer klar i en pdf-version.

Skulle man stå og mangle et fysisk eksemplar har jeg stadig en stak liggende og medbringer gerne på Fastaval eller sender. Bare sig til.

Og så vil rygterne jo vide, at der står et fysisk eksemplar til udlån på mindst et dansk bibliotek. 79.49 – naturligvis.

Download Marienburg pdf

Fastaval 2018 – Dronningen på Smaragdtronen

Skriv en kommentar

Det er snart Fastaval. Tid til at få lidt liv i bloggen!

Jeg har sammen med Stefan et scenarie på programmet!

Dronningen på Smaragdtronen er den foreløbige kulmination på min glæde og fascination af Neil Gaimans novelle og Martin Wallaces’ brætspil, begge med titlen A Study in Emerald.

Ideen var, at lave et scenarie, hvor karaktererne er revolutionære, der forsøger at styrte de siddende magthavere, i skikkelse af Cthulhu og hans søskende. Det skulle være et intrige-scenarie, hvor karakterer undervejs bukker under og svigter revolutionen og deres kammerater og det hele kører frem i mod en en klimaks, hvor succes afhænger af, hvem der stoler på hvem og om mulige forrædere er blevet gennemskuet.

Og det er, synes jeg, lykkes ret godt.

Stefan og jeg har skrevet et par scenarier sammen før, men aldrig til Fastaval og aldrig et scenarie af denne kaliber. Det har været lidt tough, men også fedt.

I starten synes jeg virkelig det var svært, at få indspark til noget som var ”min ide”. Stefan rystede ret hurtigt posen i forhold til nogen af de mekanikker jeg havde forestillet mig som centrale for scenariet, men det er helt sikkert endt som et bedre scenarie fordi det blev gjort og det er rart, at man kan se aftryk af os begge i det færdige scenarie.

Samtidig er det også et scenarie, hvor rollespilsdelen og mekanikdelen er blevet viklet rigtig stramt sammen – endnu mere end i På Røven i Marienburg. Derfor har det været lidt en balancegang, at holde det fra at ende som et rent gamist semi-brætspil. Jeg tror det er lykkes og samtidig har jeg skelet til den feedback der var på Vinterulvene, så spillerne har fået flere værktøjer til at spille ROLLEspil med deres karakter – som forøvrigt er blev rigtig gode.

Nu er det on og på programmet. Torsdag aften og lørdag eftermiddag. Lige nu sidder jeg og retter de obligatoriske småfejl i teksten, men hvis man vil se scenariet nu, eller måske sågar køre det, kan man bare sige til, så sender jeg det gerne.

Måske lidt om lir og mekanik en af dagene.

IMG_6831

Videre i “Farens Havn”

Skriv en kommentar

Pest-zombien fik min helt ned med nakken, og ned af kældertrappen, da jeg gennemspillede den nye Sværd og Trolddom, The Port of Peril. Og det gjorde den, ret tidligt i bogen. Så jeg bladrede en sektion tilbage, fakede HELD-rullet og bladrede videre i bogen, uden at rulle terninger i kampe og med moderat brug af fingre-som-bogmærker.

Og sikker en historie der udfolder sig, når først man kommer ud af skodbyen Chalice.

Først kommer man frem til Skull Crag, hvor den magiske ring skulle befinde sig. Den er fyldt med insta-kill-hulegange, men man kan faktisk undgå dem, hvis man har læst skattekort-beskrivelsen nogenlunde godt. Man finder kassen, genkender den som en af de der fældekasser og render så på en ninja-ranger companion ved navn Hakasan. Hende slår man følge med og rider tilbage med Mørkeskoven og finder undervejs ud af, at kaoskræfter er i gang med a korrumpere Yastromos tårn (!) for at bringe dæmonprinsen Zanbar Bones(!!) tilbage til Allansia. Se, så er vi pludselig ude på et proper quest. Der både bringer os forbi tårnet, et rendevouz med ham fældeskrinsmageren, ind i Sortsand(!!!) for at snakke med Nicodemus(!!!!) og så ud og battle både megamonstre, kaoskrigere og til sidst Zanbar Bones selv.

Det er altså en tur, der på 400 afsnit bringer vores helt forbi virkelig mange ikoniske steder og personer. Og det er lidt problemet. Chalice er en nederen by, imens besøget i Sortsand er ærgerligt kort og man kun lige smager på Mørkeskoven. Faktisk er der vildnis-eventyrerne der fungerer bedst i bogen, synes jeg.

Jeg ville hellere have haft en bog, der var dedikeret til én lokation eller et quest, frem for at køre den store tour de force ud i de klassiske bipersoner og steder.

Og så er der som sagt virkelig meget ragelse. Jeg tror jeg faldt over 5-6 ting der giver bonus på evne og flere steder, hvor man kan vælge mellem alskens potions, krukker med døde ting og andet nick-nack. Det er sjovt, men også for meget.

Samtidig er der nogle mærkelig småfejl. Jeg nævnte, at reglerne og teksten ikke er enige om, om man har forsyninger ved spilstart og så virker det som en rookie-fejl, at man i første afsnit kan genvinde 1 UDENHOLDENHED. Hvor skulle man have mistet det point inden? Og så virker det som om, at man bliver tilbudt at købe en masse ting i Chalice, som man ingen mulighed har for at have guld nok til at købe på det tidspunkt. Sært.

Men der er også fine ting. Hakasan er ret sej. Mungo (fra Øglekongens Ø) dukker op, og giver i kombination med omtalen af barbaren Throms død, en spøjs måde at plotte bøgerne ind i en overordnet kronologi (Før Øglekongens Ø. Efter Dødens Labyrint). Og så er bogen renset for ting-med-nummer-gøgl og der er flere mulige løsninger, når Zanbar skal ned med nakke til sidst.

Samtidig må det også lige nævnes, som det allerede er blevet flittigt debateret på Fighting Fantasy fora rundt om på nettet, at bogen ikke er af specielt høj kvalitet. Illustrationerne er langt fra Russ Nicholson/Iain McCaig-kvalitet og selve papirkvalitet grå og ret ringe. I Scholastics genudgivelser af de gamle klassiskere, har de endda formastet sig til, at få de klassiske illustrationer gentegnet, så motiverne er de samme, men på ingen måde så gode – så det er lidt ærgerligt.

Så overordnet en ok bog med en del fine gensyn med egne og karakterer fra Allansia, uden at den på nogen måde har klassisker-kvalitet.

Older Entries