Videre i “Farens Havn”

Skriv en kommentar

Pest-zombien fik min helt ned med nakken, og ned af kældertrappen, da jeg gennemspillede den nye Sværd og Trolddom, The Port of Peril. Og det gjorde den, ret tidligt i bogen. Så jeg bladrede en sektion tilbage, fakede HELD-rullet og bladrede videre i bogen, uden at rulle terninger i kampe og med moderat brug af fingre-som-bogmærker.

Og sikker en historie der udfolder sig, når først man kommer ud af skodbyen Chalice.

Først kommer man frem til Skull Crag, hvor den magiske ring skulle befinde sig. Den er fyldt med insta-kill-hulegange, men man kan faktisk undgå dem, hvis man har læst skattekort-beskrivelsen nogenlunde godt. Man finder kassen, genkender den som en af de der fældekasser og render så på en ninja-ranger companion ved navn Hakasan. Hende slår man følge med og rider tilbage med Mørkeskoven og finder undervejs ud af, at kaoskræfter er i gang med a korrumpere Yastromos tårn (!) for at bringe dæmonprinsen Zanbar Bones(!!) tilbage til Allansia. Se, så er vi pludselig ude på et proper quest. Der både bringer os forbi tårnet, et rendevouz med ham fældeskrinsmageren, ind i Sortsand(!!!) for at snakke med Nicodemus(!!!!) og så ud og battle både megamonstre, kaoskrigere og til sidst Zanbar Bones selv.

Det er altså en tur, der på 400 afsnit bringer vores helt forbi virkelig mange ikoniske steder og personer. Og det er lidt problemet. Chalice er en nederen by, imens besøget i Sortsand er ærgerligt kort og man kun lige smager på Mørkeskoven. Faktisk er der vildnis-eventyrerne der fungerer bedst i bogen, synes jeg.

Jeg ville hellere have haft en bog, der var dedikeret til én lokation eller et quest, frem for at køre den store tour de force ud i de klassiske bipersoner og steder.

Og så er der som sagt virkelig meget ragelse. Jeg tror jeg faldt over 5-6 ting der giver bonus på evne og flere steder, hvor man kan vælge mellem alskens potions, krukker med døde ting og andet nick-nack. Det er sjovt, men også for meget.

Samtidig er der nogle mærkelig småfejl. Jeg nævnte, at reglerne og teksten ikke er enige om, om man har forsyninger ved spilstart og så virker det som en rookie-fejl, at man i første afsnit kan genvinde 1 UDENHOLDENHED. Hvor skulle man have mistet det point inden? Og så virker det som om, at man bliver tilbudt at købe en masse ting i Chalice, som man ingen mulighed har for at have guld nok til at købe på det tidspunkt. Sært.

Men der er også fine ting. Hakasan er ret sej. Mungo (fra Øglekongens Ø) dukker op, og giver i kombination med omtalen af barbaren Throms død, en spøjs måde at plotte bøgerne ind i en overordnet kronologi (Før Øglekongens Ø. Efter Dødens Labyrint). Og så er bogen renset for ting-med-nummer-gøgl og der er flere mulige løsninger, når Zanbar skal ned med nakke til sidst.

Samtidig må det også lige nævnes, som det allerede er blevet flittigt debateret på Fighting Fantasy fora rundt om på nettet, at bogen ikke er af specielt høj kvalitet. Illustrationerne er langt fra Russ Nicholson/Iain McCaig-kvalitet og selve papirkvalitet grå og ret ringe. I Scholastics genudgivelser af de gamle klassiskere, har de endda formastet sig til, at få de klassiske illustrationer gentegnet, så motiverne er de samme, men på ingen måde så gode – så det er lidt ærgerligt.

Så overordnet en ok bog med en del fine gensyn med egne og karakterer fra Allansia, uden at den på nogen måde har klassisker-kvalitet.

Reklamer

Sommerbonus: The Port of Peril

1 kommentar

Fighting Fantasy, aka Sværd og Trolddom, har fået et nyt hjem hos udgiveren Scholastic, og udover genoptryk af klassikere som Troldmanden fra Ildbjerget og Tyvenes By er der også kommet en spritny bog i serien, The Port of Peril, den første i fem år og den første skrevet af en af de to originale forfattere, Ian Livingstone himself, siden Eye of the Dragon fra 2005.

Og hvis ikke denne blog skulle runde en ny Sværd og Trolddom, hvem skulle så!?!

Så hermed et bonusafsnit til 2014s smashhit Sværd og Trolddom-julekalender, hvor 24+ Sværd og Trolddom blev gennemspillet, uden snyd.

IMG_4369Terninger: Husholdningens nyeste terninger. Brune, dæmon-ansigt-1er terninger, bestilt hjem fra kina for obskønt lidt penge.

EVNE: 10 / UDHOLDENHED: 23 / HELD: 7

Vi befinder os i Chalice, også nogen gange kendt som Bægerby, en blomstrende handelsby ved Sølvfloden.

Og alt er lort.

Vi er den klassiske lædervams-og-sværd helt, men det går ringe. Vi har åbenbart, uden held (obviously, tjek mine stats!), brugt måneder på at lede efter barbaren Throms skat, som han gravede ned på Hedningesletten inden han døde så tragisk i Dødens Labyrint i Fang. .

Så nu sover vi i gyder på gamle melsække og roder i skraldespande for at finde mad – ingen har åbenbart brug for helte.

Vores held vender dog, da to fulderikker vælter ud kroen Den Fede Frø og nonchalant smider et skattekort fra sig. Kortet viser hen til en hule i Månestensbakker, hvor en fantastisk ring, Ring of the Burning Snakes, befinder sig. Uden andet at tage sig til, besluttet vi os for, at det da skal undersøges – vi skal bare lige have samlet nogen forsyninger først (fuldstændig ignorerende, at reglerne har fortalt, at vi altså har de obligatoriske 10 forsyninger i rygsækken).

IMG_4371Tilgengæld er vores lommer fyldt med alt muligt crap. Fra en pose med kobber søm over en stump kridt til en kop med enhjørning-motiv.

Det først vi gør, er at snakke med en gadefejer, som godt vil købe noget af de gøgl vi har i lommerne. Vi bytter søm for brød og honning og noget snor for hans slangeolie. Vi vil dog ikke af med vores messing ugle og smutter herefter ud i byen, først af Silver Street. Her kommer vi forbi butikken Jethro’s Jewels, men siden vi ingen penge har og halvork-vagten Crusha ser rimelig bister ud, sker der ikke mere her. Vi render på en gusten rag-n-bone mand, der ligesom os leder efter brugbare ting på gaden. Så smutter vi af Armory Lane, hvor vi kommer forbi en våbensmed, hvor kyklopen Cy laver vilde våben, der er alt-altalt for dyre til os. Ham forsøger vi heller ikke tæve. I stedet indvilliger vi i at hjælpe en mand og hans hench-ogre Olaff, med at flytte en masse træstammer. Da det er gjort, nægter han dog at betale mig for arbejdet og nu må det fandme være nok med at være push-over. Ogren bliver slagtet og så kan det nok være, at manden er parat til at hoste op.

Nu med lidt småpenge på lommen sjosker jeg hen ad Tiggergaden og ja, der er selvfølgelig en del tiggere. Jeg deler lidt kobbermønter ud og et par af dem fodrer mig med info, blandt andet har jeg muligheden for at spørge en af dem om en ”Gurnard Jaggle”, som jeg ikke kan huske, jeg har hørt nævnt tidligere, som åbenbart er en desillusioneret guldgraver, der er placerer booby trap-kister rundt omkring og vi får metoden, hvorpå vi kan genkende dem. Ok så.

Jeg når herefter at banke på en dør (resultat: et par på hovedet), shoppe (indkøb: 20 blandede nøgler), få en natpotte tømt ud over mig og bryde ind i et hus (resultat: en tur i en fangekælder – heldigvis havde jeg en nøgle fra min kamp med ogren, og jeg slipper ud) inden jeg forlader Chalice – en pænt nedern by.

Jeg rejser afsted mod Månestensbakkerne og jævnfør kortet følger jeg den givne rute via Mørkeskoven, aka Ondskabens Skov. Den leder os lige i troldmanden Yastromos nabolag… interessant.

Først er jeg dog ved at blive reddet ned af en sort rytter og kommer ved aftenstid til en forfalden hytte. “Gennemsøg alting” plejer at være mantraen og jeg er kort efter i kamp med to halvorker – de bliver dispatced uden store problemer og jeg gennemsøger lig og hytte og finder syv tænder, en sølvknap, tre polerede sten, et glasøje, en kobbermønt og en pilespids! Det er vildt meget ragelse i den her bog. Jeg finder en låst lem i gulvet og beslutter mig, trods stank af død og forrådnelse, at gå ned af trappen. Her bliver jeg bedt om en et LUCK-rul. Det fejler jeg og BAM – en zombie går bersærk på mig og smitter mig med zombie-virus. Slut på det eventyr.

Mere om eventyret, som jeg fortsatte, post-zombie-uheld, bare uden regler og bogen generelt, i morgen.

På Røven i Marienburg – still going strong

Skriv en kommentar

I sidste uge dukkede der et indlæg op på Rpgforum om, at en gruppe skulle spille På Røven i Marienburg og at de lige manglede en enkelt spiller. En sådan blev fundet og jeg hører, at det var a blast.

I dag spiller 3-4 hold så På Røven i Marienburg til Orkerne Kommer – Sommerskolen 2017 på Epos.

Det’ så sejt.

Hvis noget står og gerne vil køre det, så sig til. Har både en håndfuld skrabelir liggende og de Busted-godkendte skrabefri-regler skrevet ned.

Og hvor ligger Eilhart?

Skriv en kommentar

Eilhart, arnestedet for gårsdagens bog, ligger virkelig i et godt område. Tæt på legendariske Bogenhafen, nær Altdorf og ikke langt fra Johs’ Carroburg. Ikke noget at sige til, at der sker noget!

Eilhart.jpg

Tjek det fantastiske Warhammer-kort her.

VLW: The Wine of Dreams

Skriv en kommentar

Af Brian CraigIMG_4038

Ung vinhandler bliver rodet ud i handel med skummel drømmevin da hans fætter, og i hælene på ham en heksejæger, dukker op i Eilhart og familieskeletterne vælter ud af skabet.

Ved foden af De Grå Bjerge i Reikland, lige ved floden Schilder, ligger den lille handelsby Eilhart. Her render Reinmar Weiland rundt og gør sig klar til at overtage den lokale vinhandel fra sin far, der overtog den fra sin far, der overtog den fra sin far…

Han flirter lidt med naboens datter, bruger dagen bag disken i butikken og synes generelt at alting er liiidt kedeligt. Så da hans ukendte fætter Wirnt dukker op og gerne vil købe noget ”mørk vin” aner Reimar ikke hvad det handler om og endnu mindre, da heksejægeren Machar von Spurzheim (!!!) dukker op i hælene på fætteren og også spørger ind til denne mystiske drik.

Det viser sig, at Reimars farfar og dennes bror åbenbart har dealet i denne særegne vin for år tilbage, hvor broderen drog til Marienburg og kom i skidt selskab. Han bor nu uden for Eilhart i en hytte og farfaren ligger ovenpå, bundet til sin seng af alderdom. Reimars far har dog vasket sine hænder i forhold til mystisk sprut og handler i dag kun med reel vin og vil meget nødig snakke om fortidens synder. Faktisk skynder fatter at sende Reimar afsted ud på den årlige indkøbstur til de lokale vingårde, for at få ham væk fra heksejægere og slige slægtninge. Dog sender heksejægeren sin soldat Matthias Vaedecker afsted sammen med – for at holde øje med Reimar og området – de vil nemlig meget gerne vide, hvor den mørke vin produceres.

Afsted går det og det lille party, der også består af de to ansatte hos familien Weiland Godrich og Sigurd, render ret hurtigt på en flok sigøjnere der bliver overfaldet i en landsby, hvor Reimar og de andre kommer søskendeparret Marcilla og Ulick til undsætning. Reimar forelsker sig hovedkulds i Marcilla og de tager dem med på turen, da de er sårede og i fare.

Så render de på en flok beastmen og kort tid efter, vandrer Marcilla, som i trance ud i skoven med Reimar og Vaedecker i hælene. Hun er åbenbart ”kaldet” til en hemmelig dal. En dal så hemmelig, at kun dem med kaldet, kan finde den – og så lige også de folk de har i hælene.

I dalen ligger der et mystisk kloster, hvor mystiske munke brygger mørk vin…

“The Wine of Dreams” er god. Og også ret godt scenariemateriale. Det er fint quest at skulle finde en mystisk dal, hvor gamle munke brygger skummel Slaanesh-vin, som de gerne vil sælge til folk ude i Imperiet. Og måden at samle et party på fungerer også.

Hovedperson Reimar er pænt kedelig og hans crush på sigøjneren med kaldet et virkelig tyndt plot device hele vejen igennem – shit, han vil gøre meget for at redde hende. Til gengæld er personerne omkring ham gode. Den hærdede, men sympatiske, soldat Vaedecker, suspekte kultister munke, hans lovlydige far og pænt skøre bedstefar + dennes bror og hans entourage.

Ideen om mørk kaos-vin er super fin og havde jeg læst den, inden vi lavede Marienburg julekalender, havde den helt sikkert været med der. Da bogen i sidste tredjedel flytter fra den skumle dal og hjem til Eilhart, der efterfølgende overrendes af kaosmonstre, bliver den noget mindre interessant.

Bog: 4/6

Scenariepotentiale: 4/6

Karakterer: 3/6

Hvor Warhammer er deres navne: 3/6

Vi Læser Warhammer

1 kommentar

Det er in at læse jævnt underlødig fantasylitteratur (og inspirere til at skrive Dragonlance Fastaval-scenarier, am I right?!?)

Så for at få lidt gang i ye ol’ blog, har jeg prøvet at få overblik over, hvor mange Warhammer Fantasy-bøger jeg har kværnet mig igennem.

Svaret: overraskende mange.

Faktisk så mange, at jeg overvejede, om det skulle være julekalender-tema i år. Det bliver det så ikke! Så den kommende tid vil jeg ”anmelde”/skrive om Warhammer-bøger – både de gode, de ringe og et par af dem Felix og Gotrek.

I morgen vil jeg starte med den senest læste – færdiggjort her i weekenden…

IMG_4037

Og jeg har fået nye terninger. Very Slaaneshy D3.

De misforståede novellescenarier

12 kommentarer

Jeg har kigget på feedbacksedlerne fra årets Fastaval og folk har virkelig været glade for Vinterulvene. Der er kun 2-3 sure sedler og så selvfølgelig dem fra Thor, hvor jeg helt rimeligt får hug. Undskyld.

FullSizeRender 52

Men det der går igen en del steder under ”hvad kunne have gjort oplevelsen bedre?” er sætninger som ”længere tid til at spille rollernes relationer”, ”en halv time mere” og ”der var for lidt plads til rollespil”.

Og det er jo dejligt, at folk gerne vil bruge mere tid på ens scenarier…

… men det er også lidt irriterende, når nu man har brugt virkelig meget energi på at få skrevet et scenarie der er så skåret ind til benet og fokuseret, at det faktisk kan køre på to timer.

Så er der måske brug for, at klæde spillerne bedre på, så der er en forventningsafstemning i forhold til, hvad man faktisk kan nå på en to timers blok? Eller er det stadig os scenarieforfattere der har svært ved at naile formen?

For indrømmet, mit første novellescenarie Thorvald Stauning – Varulvejæger vil måske nok lige lovlig meget på to timer. Varulveskydende action, en ret fin på-hovedet investigation mekanik og karakterer der ligger op til spil rollerne imellem. Det et super fint scenarie, men bør nok have tre timer til at folde sig ud.

Paninaro var også en kende presset for tid og gik jo rask væk 1 time over for en gruppe eller to (de opdagede nok ikke, at det faktisk ikke var rollespil), men kunne godt lige klemmes hjem indenfor tidsgrænsen.

Men denne gang skulle det være anderledes. Vinterulvene skulle være et actionscenarie og det skulle handle om jagt. Jagt skulle gennemsyre alle elementerne i scenariet. Mekanik, karakterer, fortælling. Og så skulle det fandme være et novellescenarie!

Derfor endte jeg med at skære alle relationer mellem rollerne væk fra karakterarkene. Selvom jeg elsker intriger og ballade mellem karakterer, duede det bare ikke det her scenarie. Der var plads nok i scenariet til at der kunne ske ting mellem karaktererne undervejs, men det var tæt koblet til mekanikken og jagten, og skulle komme af sig selv.

Der røg også et par scener undervejs, inklusiv en langsommere lær-karaktererne-at-kende opstart.

Det prøvede jeg også at være ærlig om i foromtalen, og jeg synes ikke den lover andet end det der blev leveret (udover at jeg måske godt kunne have fortalt lidt mere om den stramme scenestruktur/minimale frihed i overordnet ret på scenariet).

Derfor er det lidt frustrerende, når man så læser at spillerne ikke føler de har fået nok karakter-udfoldelse og for lidt relationsspil og godt kunne have brugt mere tid.

Hey spillere. I kan ikke få det hele!

Eller, jo det kan I godt, men ikke på to timer.

Novellescenarier er  ifølge Fastaval “Scenarier der skal kunne afvikles på max 2 timer, alt inklusivt, og især er oplagte til en stærk eller skæv grundidé, der kan give godt spil i halvanden time, men ikke i fem.”

Older Entries