VLW: Konrad

4 kommentarer

Af David FerringIMG_8716

Yay! En Warhammerbog der dufter af 1st edition og endnu en Konrad!

En pause fra uovervindelige, og kedelige, slayers og videre til en af de tidlige/tidligere bøger sat i Warhammer-universet (først udgivet i 1990), hvor der ikke er meget episk-tæv-til-horder-af-fjender.

I stedet møder vi hoved- og titelpersonen Konrad, der lever en umælende Kasper Hauser-agtig tilværelse i en lille navneløs landsby, hvor han er kuli for den lokale krovært. Den unge dreng bruger det meste af sit liv på at få tæv og samle brænde. Samle brænde i Forest of Shadows, hvor han fornemmer at der lever mystiske væsner. Konrad har nemlig en mystisk sjette sans, der giver fysisk manifesterer sig i, at hans øjne har forskellig farve, et grønt og et gyldent.

Hans evne til at se ud i den nære fremtid gør, at han redder den lokale adelsmands datter Elyssa fra en beastman og de bliver (sort of) venner, senere også med benefits. Hun lærer ham ting om verden, at svømme og andre fornuftige ting, inden de en dag ser en mystisk bronzeklædt ridder komme til området og Konrad fornemmer, at enden er nær. Og ganske rigtigt, byen bliver angrebet af en hær bestående både at beastmen, orker, gobliner og skaven og Konrad overlever kun ved at dræbe en beastman og iklæde sig bæstets hud og pels(!).

Efter angrebet, hvor byen bliver jævnet med jorden og vi får et glimt af den mystiske , vandrer Konrad ud i verden, kommer til en by, bliver anklaget for at være krybskytte og bliver undsat af en badass lejesoldat ved navn Wolf, der efterfølgende tilbyder Konrad fem års tjeneste som væbner, hvilket han siger ja til.

De to drager til Kislev, får hyrer som guldminevagter og lige inden de fem år er gået, smutter de ud for at finde et g(l)emt dværgtempel sammen med den kvindelige dværg Anvila. Her bliver Wolf fanget af gobliner, men Konrad kommer ham til undsætning og kanaliserer et øjeblik nærmest Sigmar selv. Kort efter får Konrad et glimt at ridderen i bronzerustningen og ved instinktivt, at deres skæbner er forbundet og han drager ud efter ham.

Bom – ikke så meget heltpjat her. Meget enkel historie, helt renset for comic relief-stads og fjolleskavens. Den lille møgby hvor Konrad vokser op er rigtig Warhammer-skod, folkene han møder er generelt røvhuller og der er masser af prygl og blod. Det bedste ved bogen er beskrivelsen af kaoskræfterne og beastman. Hvor de i senere bøger, både fiktion og rollespil, bliver meget standart-kaos-tropper, er de i Konrad virkelig freaky mutanter og bliver beskrevet fedt, også sat op i mod den uvidende unge hovedperson, som man fornemmer der er et eller andet mærkværdigt ved.

Det bliver sikkert afsløret i en af de næste to bøger om Konrad. Den første er bestilt.

Bog: 4/6

Scenariepotentiale: 2/6

Karakterer: 3/6

Hvor Warhammer er deres navne: 3/6

Reklamer

Over The Edge… again

2 kommentarer

Der er få rollespil jeg knuselsker mere end Over the Edge. Jonathan Tweets skæve mesterværk fra 1992, købt i Fantask, på baggrund af en 4-rottet anmeldelse i Fønix 1, jeg elsker næsten alt omkring.

Min entusiasme omkring de enkle og elegante regelsystem har endda smittet, så det, via et par links, er dukket op i den meget fine danske rollespilspodcast Eftersidning på Eventyr.

Der kom et Second Edition senere i 90erne, men det nye var alene ny, ringe, artwork og en masse links til de allerede udgivne sourcebooks.

Og jo, så kom der jo en laber 20-års udgave i blåt faux-læder.

199162_10151170391884273_545919887_n

Derefter ingenting…. før nu!

De sidste uger har der kørt en Kickstarter for en helt ny, og opdateret-til-nutiden, version, med friske regler og det meste tænkt helt fra scratch. Blandt andet er setting-øen Al Amarja flyttet fra Middelhavet til Atlanterhavet. Weird, og jeg er ikke forelsket i flere af de nye ting de gør med spillet – der er bliver co-gendesignet af Cam Banks, der har fingre i Cortex-systemet og en del nyere Dragonlance-stads.

Nå, men jeg har lige uppet mit pledge, så jeg får den hjem, når den engang udkommer + nye sjove terninger til det.

Så kan I have jeres version-5-vampyrer for jer selv 🙂

VLW: Dragonslayer

Skriv en kommentar

Af William KingIMG_8529

Mere Warhammer-Tolkien rip off. Denne gang Hobbitten… uden hobbitter. Og med flere tæv.

Gotrek og Felix er vendt tilbage fra The Chaos Wastes, det lander ved den sidste outpost de besøgte, Ulrika Straghovs hjemstavn, og pronto gentager vi slaget fra starten af sidste bog, og sender Grey Seer Thanquol og hans skaven-kulier ind. Samme resultat som sidst. Tæv til rottefolket, selvom Thanquol har vild magi, der nærmest kan trække dværgenes luftskib til jorden.

Kisleviterne og dværgene besluttet sig efterfølgende, at sende luftskibet afsted for advare resten af menneskeheden mod den vilde hord af kaoskrigere, som vores helte observerede i sidste bog.

Men alas, henover The World’s Edge Mountains render luftskibet først på vejrproblemer og derefter dukker der fandme en drage op! Skjalandir – en rigtig ol’ school vred rød drage. Det kan sådan en flok slayers i et luftskib jo ikke gøre SÅ meget mod, men dragens tilstedeværelse tænder noget i Felix’ sværd, der ansporer ham til at gå forrest i kampen. Den bliver dog først afgjort, da dværgen Varek ofrer sig og smadrer en gyrokopter pakket med bomber ind i dragen, der efterfølgende trækker sig tilbage.

Men dværgene, ikke mindst luftskibskaptajn Malakai, er pissed. Sådan en drage skal ikke tro at de finder sig i at blive angrebet og da de kommer frem til dværgbyen Karak Kadrin, hvor Slayer-typerne holder til, beslutter de sig for, at rejse ud og smadre dragen, imens luftskibet bliver repareret.

Ulrika drager os med, både for at advare Zarinaen af Kislev, men nok mest for at smooche/skændes med Felix. Udover de allerede tilstedeværende slayers, joiner der flere dværge. Bjorni (liderbasse slayer grimerian), Steg (lusket slayer tyv), Ulli (unge slayer hothead) og Grimme (indebrændt hævner slayer). De er alle som en ligegyldigt staffage og alle, minus Bjorni, dør uden at have tilført historien noget som helst. Troldmanden Max Schreiber er også stadig med, og tvær over, at Ulrika er (mere) forelsket i Felix.

I bjergene huserer også både en bande af røvere og en flok, eller nærmere hær, af orker og gobliner. Den slagter vores helt lidt af undervejs inden de kommer frem til dragens dal. Her kommer det til en kort kamp, nogle dværge dør, og Felix ender med at fælde den sårede drage. Efterfølgende clasher røvere og grønhuder, efter de begge håbefuldt havde fulgt efter vores helte i håb om at kunne snuppe drageskatten fra dem. Endnu et stort slag – nu med tre sider – og det hele bliver afgjort da det reparerede luftskib dukker op. De når dog lige at sprænge dragehulens indgang i luften, så alle skattene bliver begravet.

Undervejs har vi også fulgt Thanquol og hans nu heftigt muterede hench-rat Lurk, der både når at blive fanget af kaoshæren og sendt hjem til Skavenland og rode sig ud af problemer – igen uden nogen reel indflydelse på historien.

De irriterende takter fortsætter fra sidste historie. Dværgene er kedelige og/eller klicheer, Felix bliver hverken mere spændende af et magisk dragedræbersværd eller uendelige problemer med Ulrika, der for øvrigt heller ikke har meget at byde på. De to fraktioner i bjergene er ret cool og Max Schreibers ok i rollen som plaget troldmand. Rimelig meh, selv dragen – næste bog bliver anderledes!

Bog: 2/6

Scenariepotentiale: 2/6

Karakterer: 2/6

Hvor Warhammer er deres navne: 3/6

Marienburg, revisited

1 kommentar

I går smuttede til Aarhus, hvor mini-kongressen Shire Con havde spurgt, om ikke jeg ville komme forbi med et scenarie. Jeg tog Marienburg-elverne og selvom jeg ikke er helt tilfreds med min finale, så var der vanligt sjovt at køre og det virkede til at spillerne havde det fedt – både dem der aldrig havde spillet den type scenarie og ham der, efterfølgende, indrømmede at han faktisk havde spillet det før, på Fastaval, men gerne ville prøve det igen.

IMG_8487Og det er stadig et sjovt scenarie at køre, selv her sjette (eller syvende?) gang. Når de små sedler på karakterarkene begynder at ryge og starter hemmelighedslavinen er altid en fornøjelse og så knuselsker jeg stadig alle fem karakterer. Hver eneste gang jeg har spillet scenariet, er det en ny karakter der har shinet og gruppens forhold og forvikling er blevet twisted på en ny måde.

Og så er Shire Con et fint arrangement. En privatkongres, med omkring 30 deltagere, henover fire dage, udsprunget af folk der tog på Fastaval sammen, som så på tre år er vokset, med både rolle- og brætspil og andre aktiviteter som vinsmagning og kanoture. Vildt og skønt koncept.

VLW: Daemonslayer

3 kommentarer

Af William KingIMG_8445

Dværg slayer-ingeniører, luftskibe, et quest ud i kaosinficeret ødemark for at (gen)finde for længst tabte haller. Skavens… af en eller anden grund.

Nu bliver kronologien helt screwed, når det kommer til Gotrek og Felix. Jeg har allerede rundet Beastslayer (bind 5) og for noget tid siden læst Troll- og Skavenslayer (Bind 1 og 2), men hvis de skal beskrives her, skal de nok genlæses. Og nu snupper vi så bind 3, hvor det er en dæmon der skal rundsmadres.

Vi starter på en kro, selvfølgelig, hvor Gotrek og Felix bliver kontaktet af en par dværge. Slayer-dværgen Snorri Gurnisson, der er den brovtne dværg-kliche kontra Gotreks tvære dværg-trope, og den unge Varek Varigsson. De lokker vores to helte med til Det Ensomme Tårn, hvor der sker vilde ting. Den gale slayer ingeniør Malakai Makaisson er i gang med at bygge et luftskib, så dværgene kan sende et ekspedition afsted ud i The Chaos Wastes, hvor den (for)tabte dværgfæstning Karag Dum, en art Warhammer-Khazad-dûm, ligger efterladt, proppet med skatte og relikvier. Det hintes, at Gotrek engang har været med på en lignende ekspedition over land, og at det gik helt galt. Luftskibet skal gøre det hurtigere og mere sikkert, så deltagerne ikke bliver warpstone påvirkede.

Men inden vi kommer afsted, skal vi lige have klemt Grey Seer Thanquol og nogle skaven ind. Thanquol kommer tilfældigvis forbi det ensomme tårn, ser luftskibet og beslutter sig for, at det MÅ han, og skaven-racen, have fat på. Så han mønstre en mindre hær og angriber tårnet. Et kæmpe slag sker. Dværgene vinder – ikke mindst takke være vores slayer-venner og den vilde, og eksplosive, dværg ingeniørkunst.

Så kan vi komme afsted med luftskibet, hvor det dog viser sig, at en af Thanquols rotte-minions har sneget sig ombord. Det har dog ingen effekt i denne bog, men vi skal alligevel jævnligt følge hans ikke-gøren og tilbagemelden til den grå seer, der heller ikke gør mere i bogen.

I stedet mellemlander luftskibet i Kislev, hvor Felix møder sin love interest Ulrika Straghov, som jeg først mødte i Beastslayer, hvor forholdet faldt fra hinanden.

Derfra flyver holdet ud over the chaos wastes, møder uvejr og observerer masser af troppebevægelser på jorden – mere der peger frem mod invasionen fra Beastslayer.

Da de når frem til Karag Dum, viser det sig at der stadig bor dværge! Et lille dværgsamfund har holdt stand mod kaos siden fæstningen blev formodet invaderet. De tror dog kun at der er gået 20 år, hvor der udenfor kaos er gået 200! I dværgdybet huserer også en Bloodthirster, Khornes vildeste dæmon, og en masser kaosridder og beastmen. De overrender nu de nyankomne og tilbageværende dværge og vi taget endnu et mega slag, som, selvfølgelig, afgøres af Gotreks økse og en smule af Felix, der på rette tidspunkt får fingrene i The Hammer of Fate.

Ikke ligefrem et mesterværk. Felix og Gotrek er vanligt småkedelige hovedpersoner og folkene omkring dem ikke meget bedre. Snorri kommer konstant til kort, fordi han ikke har Gotreks vilde og magiske økse og selvom konceptet om en slayer-ingeniør er fed bliver Malakai meget hurtig irriterende, fordi han åbenbart taler skotsk, så alle hans replikker er skrevet mærkeligt. Den unge krønikeskriver Varek er dog fin nok, ikke mindst fordi han ikke er så vild en kliche. Og ja, så er der det med de der skaven der bare skal være med – også når de ingen rolle har. Luftskibet er tilgengæld meget fedt og beskrivelsen af den kaosinficerede ødemark fra oven er cool – men man sidder med fornemmelse af, at historien om den første fejlslagne mission, over landjord, havde været mere interessant at følge.

Bog: 2/6

Scenariepotentiale: 3/6

Karakterer: 2/6

Hvor Warhammer er deres navne: 3/6

Jeg spiller rollespil!

Skriv en kommentar

Jeg har ikke spillet rollespil, udenfor kongres/Fastaval-scenarie sammenhæng, i mange, mange år. Og det er jo ikke fordi jeg ikke kan lide at spille kampagnerollespil, overhovedet. Tid, gruppe, drive, whatnot har bare manglet.

Men da der blev ledt efter spillere til en lokal Silkeborg-gruppe, der skulle spille Warhammer,  tog jeg chancen og sprang jeg til og nu, et par måneder senere, havde vi første spilgang.

IMG_8330

Så nu er min nye karakter; Magnus Kroos, camp follower fra Ostland, med en svaghed for Tileansk kultur og kogekunst, draget til Middenheim sammen med dværg-lejesoldaten Grundin, troldmandslærlingen Gottfried og den mærkværdige rottepige Sophia.

Vi grindede igennem Through the Drakenwald, start-scenariet fra 2nd Edition grundbogen, der leder frem til Middenheim, hvor vi starter på Ashes of Middenheim, første del af Path of the Damned-kampagnen.

Og Magnus sendte to beastmen i gulvet – sikke en start.

VLW: Beasts in Velvet

6 kommentarer

IMG_7958

Af Jack Yeovil

Der er mystisk kvindemorder løs i Altdorf og der skorter ikke på skumle mistænkte, når en ærtesuppetyk tåge glider ind over byen…

Thomas nævnte Jack Yeovil i sidste VLW-indlæg og siden han er blandt Warhammers mere ikoniske forfattere, genlæste jeg Beasts in Velvet, der ofte fremhæves som den bedste Warhammer-bog around.

Vi befinder os Altdorf og en mystisk morder huserer i byen og slagter på bestialsk facon letlevende kvinder. Det sker side om side med bandekrig mellem to flokke kriminelle og i kulissen forsøger demagogen Yevgeny Yefimovich og hans håndlangere at piske masserne til at rejse sig imod kejseren og adlen.

Vores hovedperson er Baron Johann von Mecklenberg, en helt igennem gooody-goody adelsmand der kaster sig ind i jagten på bæstet der huserer i gaderne. Det gør han flankeret af den afdankede og knivkastende (ex)byvagt Harald Kleindeinst, den synske-for-Sigmar Rosanna Ophuls og den idealistiske unge byvagt Helmut Elsaesser.

Det er et hæderligt party, selvom Johann on Mecklenberg er en virkelig tør karakter. Han kompliceres lidt af, at hans bror, der har været under påvirkning af kaos men nu er clean (eller er han?), er i byen og med et navn som Wolf er det svært ikke at tiltrække sig opmærksomhed.

Overfor dem står et smorgasbord af suspekte biperson der udover lillebror Wolf tæller de magtsyg Sigmark præst, en håndfuld suspekte adelsfolk, blandt andet grevinde Emmanuelle von Liebewitz og hendes duellerende bror Leos, en Tzeentch-tilbedende ambassadør fra Cathay, en dekadent bretonsk dværg-diplomat og så selvfølgelig førnævnte revolutionære. Yeovil smører tykt på, men det virker.

Dem hoppes der mellem i bogen og det fungerer rigtig fint. De forskellige historier væves elegant sammen og giv en god who-dunnit med et overraskende twist til sidst. Samtidig følger man også løbende morderens synsvinkel og det lidt surrealistiske indblik i dennes tanker leder tankerne hen på de klassiske italienske giallo slashere/gysere fra 70erne. Det hele kulminerer på en skumme kro, hvor alle bogens personer samles imens revolutionen ulmer udenfor og en tyk tåge breder sig over byen – det er fedt.

Hvorfor vampyren Genevieve og teaterkrukken Detlef Sierck skal klemmes ind i historien er dog helt uforståeligt, udover for at koble Beasts in Velvet til forgængeren Drachenfels på papirstynd facon. Det er dog meget sjovt, at de lige får snakket om Gotrek og slaget om Praag i en bisætning.

Det er en rigtig fin bog. Særligt de dekadente, fløjelsklædte adelsfolk overfor de, i den grad, korrumperede revolutionære fungerer godt og stemningen af Warhammer-storby er ace.

Bog: 5/6

Scenariepotentiale: 5/6

Karakterer: 4/6

Hvor Warhammer er deres navne: 6/6 (C’mon, der er både en Todbringer og en Toten Ungenhauer)

Older Entries