Bag Vanviddets Bjerge

4 kommentarer

På talrige (to!) opfordringer vil jeg skrive lidt om Call of Cthulhu kampagnen “Beyond the Mountains of Madness”. En kampagne jeg rigtig godt gad køre med den rette gruppe. Måske kommer jeg til at skrive mindre spoilers om kampagnen, men jeg vil prøve at undgå at afsløre for meget.

Plottet

I BtMoM er spillerne deltagere på en storslået ekspedition til Sydpolen, der i 1933 drager afsted for at undersøge og afdække hvad der skete med The Miskatonic University Antarctic Expedition, der i 1931 mødte en krank skæbne på den sydlige is. Miskatonic ekspeditions skæbne kan man læse om i H. P. Lovecrafts “At The Mountains of Madness”, Vanviddets Bjerge på dansk, og her adskiller BtMoM sig allerede fra andre kampagner.

For folk der har læst bogen ved jo dermed hvad der venter på isen og har en ret god ide om, hvilken grum skæbne der ramte den første ekspedition. Det fjerner selvfølgelig et overraskelsesmoment, men samtidig tror jeg også det kan give en grum forudanelse om, hvilken rædsler og ubehageligheder der venter, i forvisning om at de er på vej derhen som slagtekvæg.

Der kan selvfølgelig også være, at ingen spillere har læst Lovecraft. I det tilfælde, no prob.

En ordentlig moppedreng

BtMoM er kæmpe, i CoC-kampagne omfang kun er overgået af “Horror At The Orient Express”. 438 teksttunge sider fordelt på 17 kapitler, en masse handouts og appendikser.  Så den tager lang tid. Nogle kapitler er forholdsvis korte eller kan skæres fra/ned, men mon ikke den alligevel vil tage mindst 20 spilgange af 4ish timer at komme igennem? Man skal altså gide det.

New crew

I det vi har at gøre med et scenarie der udspiller sig på en polarekspedition, er der ikke meget brug for klassiske Call of Cthulhu typer som privatdetektiver, antikvarer og dilletanter. Credit Rating og Library Use er ikke til meget nytte når det fryser minus 30 grader udenfor og du er omgivet af kæmpepingviner.  I stedet kan/bør spillerne påtage sig rollen som vildmarks-typer, piloter, sømænd og ikke mindst professorer af forskellig art, det er jo en videnskabelig ekspedition.

We meet again, doctor Jones

Spillernes ekspedition er dog ikke den eneste, der har destination mod bjergene på sydpolen. Faktisk er der ikke mindre end to andre grupper på vej, hvilket medfører en masse drama, rygter og intriger. At den ene af disse grupper er tysk, giver samtidig en lidt Indiana Jones stemning, for det er ekstra fedt, at konkurrere med tyskere, specielt siden scenariet foregår i 1933, hvor nazisterne lige er kommet til magten. Og jo, deres veje krydses. Flere gange.

Båd på skinner

De første par kapitler i scenariet foregår i New York med indlemmelse i, og forberedelse af ekspeditionen. Der kan følges op på forskellig småspor imens der begynder at opstå forskellige problemer og mistanke om sabotage. Herefter er det ombord på skibet og så går det sydpå.

At spillerne herefter og resten af scenariet befinder sig enten på et skib eller på Sydpolen begrænser i høj grad spillerne muligheder for at komme på afveje og sidespor. Der en del praktiske gøremål og noget investigation der skal foretagesTil gengæld er der også rig mulighed for få spillet sine roller op og frem. Da jeg læste de første par kapitler hvor spilpersonerne rejser, kom jeg til at tænke på Pers scenarie Venus Passagen, hvor noget af det fede var at netop at spille sin karakter i det meget afgrænsede miljø som et skib er.

Ingen kultister

Og det kan der faktisk godt være brug for. For i modsætning til de fleste udgivne Cthulhu scenarier og kampagner står der ikke kultister og venter bag hver en dør og på hvert et gadehjørne. 438 sider og ikke en eneste kutte, offerkniv eller kultist! Der er selvfølgelig onde mennesker, men faktisk er scenariet generelt ret fredeligt og der er derfor masser af plads til at spille sine karakterer, helt stille og roligt.

Få monstre

I en af de andre ”store” Cthulhu kampagner, “Masks of Nyarlathotep”, har man inden side 100 mødt følgende væsner:

  • Zombier
  • Chakota, the spirit of many faces
  • Serpent People
  • En varulv OG en varpanter
  • The Thing in the Fog
  • En flok Servitors of the Outer Gods
  • Shantaks

Og rigtig mange kultister. I BtMoM er der meget få monstre og hvis man har læst bogen, kender man allerede de to mest prominente af slagsens. På den måde er det en atypisk kampagne, men meget mere i tråd med Lovecrafts historier, hvor man, medmindre man er i the dream lands, sjældent får glimt af mere end et enkelt overnaturligt væsen.

I stedet kommer den uhyggelige stemning i høj grad fra isolationen og rejsen mod det mystiske og fremmede, der vokser sig større og grummere i horisonten som scenariet skrider frem og man nærmer sig bjergene. At man er alene i en smuk men gold isørken når det hele går ned af bakke og verden og ens virkelighed ramler sammen tror jeg kan give noget rigtig intenst og skræmmende spil. For når først monstrene dukker op, så er det virkelig ikke rart.

Samtidig dukker der nogle rigtig ubehagelig valg op i den sidste del af kampagnen, sådan rigtig sanity-shaking ubehagelige, som jeg tror virkelig vil få spillerne til at vride sig.

We need bigger guns

Og som nævnt tidligere, hjælper det ikke meget, at du har fået tiltusket dig en 12 gauge haglspreder eller en Tommy Gun, ikke at det er muligt på Antarktis.

I andre købe-kampagner, som førnævnte Masks og “Shadows of Yog-Sothoth”, er det dødpine nødvendigt at bevæbne sig tungt for at kunne kæmpe sig igennem horderne af kultister. Det er, heldigvis, ikke tilfældet her.

Der er heller ikke indlagt tid til at studere støvede forbudte værker, så man kan finde formularen til at sende monstrene til det hinsides – det er umuligt at læse Necronomicon iført pelsvanter.

Fra asken til ilden

Det bliver rigtig grelt for spillerne når de når bjergene på Sydpolen, men en cool ting ved kampagnen er, at i stedet for at stoppe når/hvis spillerne overlever disse udfordringer, er der et efterspil der strækker sig over flere kapitler, som både ligger op til moralske valg men også en dramatisk og klaustrofobisk happening ombord på et skib. Hvis jeg siger The Thing, har jeg ikke sagt for meget.

Alt i alt synes jeg det er en rigtig cool kampagne. Den er klassisk Cthulhu, godt bundet sammen med en af virkelig klassiske Lovecraft historier, og samtidig undgår den en masse af faldgrupper der ofte gør Call of Cthulhu købekampagner til en noget broget oplevelse. Samtidig er det helt sikkert ikke en kampagne for alle. Der er rigtig langt til moderne media res, ”der skal ske noget hele tiden, og det skal være vigtigt, hver gang”-scenariementalitet. Men med en Cthulhu-minded gruppe, tror jeg der er mange timers intenst spil i “Beyond the Mountains of Madness”.

Nogen spørgsmål?

Sommerindkøb

9 kommentarer

Det har været en noget død sommer, rollespils-wise.  Vi lukkede “Death on the Reik” i starten af juni og så landede der et nyt familiemedlem i juli. Samtidig er spillergruppen cirka halveret – så nu må vi se hvad der sker.

Der er dog blev investeret en del i rollespil, også udover Sværd og Trolddom-bøger.

Lamentations of the Flame Princess

Hvis man frekventerer engelsksprogede rollespilsfora kan man ikke undgå at høre om the OSR, Old School Revival. Ideen om, at køre rollespil, og i særlig grad D&D, som i gamle dage. Rigtig gamle dage. Der findes rigtig mange nye udgaver, versioner og hacks af klassisk D&D og folk virker til at bruge utrolig meget tid og energi på at skændes om, hvad OSR egentlig er og hvordan det skal køres/skrives/whatnot.

Blandt underskoven af OSR-systemer, som jeg generelt er ret ligeglad med, stod Lamentations of The Flame Princess ud. Nok til at jeg bestilte det, direkte fra Finland, hvor spillet amerikanske bagmand, James Edward Raggi IV, slår sine folder. Han pitcher selv LotFP som weird fantasy, har fået en del hug/opmærksomhed for de bloddryppende illustrationer i spillet (der har både bare bryster og et ”ages 18+ Explicit content” mærke på forsiden!) og så har han lavet en række cool twist på D&D-reglerne. Samtidig er spillet også en klassisk æske, med tre bøger, karakterark og små terninger, hvilket er ret cool af en indie-udgivelse.

Var der nogen Ropecon deltagere der så/hørte noget til James Raggi/Lamentations i Finland?

Hvis jeg skulle køre det, ville jeg kombinere det med Sværd og Trolddom universet. Den mørke, sære og gritty stemning i LotFP passer rigtig godt til Allansia-verdenen og klasserne og systemet tror jeg vil være et godt match. Det gad jeg rigtig godt prøve.

Apocalypse World

Behøver vel ikke nærmere introduktion. Jeg var lidt skeptisk da jeg først læste om Apocalypse World, men så begyndte de at spille det i Odense, og det lød fedt. Og i Kbh, og det lød også fedt, på en helt anden måde. Så jeg bestilte det og har nu læst bogen igennem et par gange. Som Uffe ganske rigtig forudså, kan jeg ret godt lide Vincents skrivestil og jeg er rigtig hooked på ideen om hvordan man kører det (om end jeg  som spilleder nok ville skulle kæmpe noget, for ikke at planlægge forud!) .

Min største anke er den, synes jeg, påklistrede seksualisering a karakterer og system. Rx relationship systemet synes jeg er noget nær genialt – det er super cool at have karakterernes indbyrdes forhold som dynamisk stat, så hvorfor er eventuelle sex moves ikke bare flyttet ind herunder? Hvorfor skal klasserne have unikke sex-moves, hvoraf flere intet tilfører spillet, og hvorfor skal der snakkes fucking over’n’over’n’over again? Femte gange jeg læser om dicks and clits bliver jeg bare træt af det. Jeg synes det virker søgt og som et påtaget forsøg på at være edgy. Og det er ikke fordi jeg har noget i mod sex, hverken i rollespil eller i virkeligheden, really.  Men jeg har spillet både “Før Høsten” og “Det Hemmelige Selskab”, så jeg bliver hverken specielt forarget eller imponeret her.

Hvis jeg skulle køre det, ville jeg gøre som der står i bogen – det skal man jo! Ellers tænker jeg gritty, dynamisk miljø men i et fast/afgrænset setting, som jeg ville elske var Las Vegas efter dommedag – hvem vil ikke gerne være en hardholder med eget smadret kasino? Og et eller andet sted, skulle der helt sikkert være en Fluffy!

Call of Cthulhu

Sommerens dyreste, og grundlæggende også dummeste, indkøb blev hentet med hjem fra London i sidste uge. Et styk læderindbundet 30-års jubilæumsudgave af Call of Cthulhu.

Jeg elsker Call of Cthulhu. Det er det system og setting jeg spilledte da jeg var yngre og de bøger det tynger mine nørdreol ned. Derfor ville jeg virkelig også ønske, at denne bog var federe.

Det er sejt med læderindbinding og glossy papir, men hvor er det dog deprimerende, at Chaosium ikke engang har nosset sig sammen til at få skrevet et nyt forord i forbindelse med jubilæet. Det har de ikke. De har bare smækket læder udenom sjette udgaven af reglerne, der udkom i 2006 og så er det det. Ærgeligt og sølle, synes jeg. Og så er 6th edition ikke engang nær så fed som 5th.

Jeg vil dog stadig vildt gerne spille Call of Cthulhu. Hvis jeg skulle køre det, ville jeg, inspireret af Morten og de sidste mange søndages X-Files maraton på TV2 Zulu, køre noget Delta Green, hvor jeg faktisk slet ikke har fået brugt de sidste to bøger der udkommet. Alternativet har jeg hen over sommeren også læst “Beyond The Mountains of Madness” kampagnen igennem (har jeg skrevet om det?!?) og den er sej. Den kræver nok en helt særlig mentalitet hos spillerne, med en del investigation, men jeg tror også den kan være ganske episk. Personligt er jeg glad for, at den i langt mindre grad end andre udgivne Call-kampagner, kræver at spillerne bevæbner sig til tænderne og pløkker sig vej ind på R’lyeh (ja, “Shadows of Yog-Sothoth”, jeg kigger på dig!).

Man, det er alt for lang tid siden jeg har spillet Call of Cthulhu.

Og nye terninger!