I sidste uge afsluttede vi den tredje og sidste episode i vores The Fall of Delta Green online-minikampagne. Tre koblede scenarier, spillet på Roll20, som sendt menig Jones, medic Martins og FBN-agenterne Miller og Rhoades fra Saigon til Khe San, en smuttur til Vegas og ellers tilbage til Saigon i jagten på en enarmet soldat og sporene til en mystisk sort sø.

Det har været sjovt at spillede og jeg er virkelig glad for, hvor interessante karaktererne blev – rollespillet kan godt ind imellem gå fløjten, når der også er action og investigation på programmet. Men der var sgu tryk på, intens stemning og masser af Ellroy-style antiheltegerning.

Jeg føler stadig ikke jeg helt har styr på Trail of Cthulhu-maskineriet, som The Fall of Delta Green bruger, men det kan bestemt noget. Måden det med enkle midler fjerne rullene for at finde sporene og giver spillerne agency til, hvordan de vil komme videre, kan jeg godt lide – det er jo ikke helt ulig mit Otto-nominerede move fra Stauning. Det kræver dog nok lidt mere spil før ekstra-spor og kampreglerne flyder naturligt og så havde Roll20 åbenbart besluttet sig for, at holde hånden over spillerne og udelukkende lade mig rulle 1’ere – men det var sgu ok. Jeg spiller gerne mere Fall of Delta Green eller forsøger mig udi Bookhounds of London.

Og der er, heldigvis, mere hverdagsrollespil på bedding – både face-to-face og på nettet. Det er fedt.