Hjemme fra Fastaval!

Ingen pest!

Men rimelig træt!

Mit fokus i år lå naturligt på Dronningen på Smaragdtronen, Stefans og mit Lovecraftian, Gaimanske intrigescenarie, som endte med at køre med imponerende 16 hold og rigtig pæn succes – nok til en fin tredjeplads i kampen om Deltagernes Pris.

Det var ikke det nemmeste scenarie, hverken at spille eller køre, men jeg er stadig virkelig glad for de valg vi har truffet og de mekaniske-moves der driver scenariet frem og synes at de holder. De tæller:

  • En konflikt-mekanik med terninger, hvor beskrivelser og rul skal spille sammen.
  • En intrigemekanik, hvor spilpersonerne langsomt tynder ud i en pool af glaskugler, der, kugle for kugle, øger risikoen for, at karaktererne knækker.
  • Karakterer der, atypisk for intrigescenarier, ikke kender hinanden forud og dermed åbner op for, at spillerne kan skabe relationer karaktererne imellem baseret på, hvordan spillet forløber.
  • Brug af omvendt kronologi i en række scener.

Efter at have kigget de mange feedbacksedler igennem tør jeg godt sige, at det overordnet lykkedes rigtig godt at få til at spille sammen og generelt kørte fint, med enkelte glitches og småfejl.

Og, som På Røven i Marienburg, var scenariet en imponerende war stories generator, fordi ingen to afvikling forløb ens og som forventet var slutresultatet i 4 ud af 5 afviklinger episke nederlag til de revolutionære/anarkistiske “helte” der gik op i mod Dronningen.

Af småting der glippede, var det irriterende at opdage, at det ikke var den rigtige/opdaterede version af scenariet der var printet af Fastaval til spillederne. Det betød at spillerne, og ikke kun Otto-dommerne, måtte slås med en lille håndfuld irriterende stress-relaterede layoutfejl i karakterarkene. En del blev dog fixet til anden afvikling, takke være Infoen. Go, Info!

Scenariet kan nu hentes, i rettet og minimalt opdateret version, på Alexandria. Sig til, hvis I mangler poser og glasperler til afvikling… jeg har en del.

 

Reklamer