VLW: Giantslayer

1 kommentar

Af William KingIMG_4037

Gotrek og Felix og turen går til Braveheart

De er kun lige på vej ud af Sylvania, før Gotrek og Felix render på nye problemer. De støder ind i en flok beasman, en mega chaos warrior og i baggrunden lurer de to luskede troldmands-tvillinger Kelmain og Lhoigor, der har overtaget skavens rolle som recurring villians.

Men denne gang er det ikke bare tæv og kamp – i stedet bliver vores to helte under træfningen kastet ind i en mystisk kaosdimension – hvor de i noget tid render rundt, kæmper med fatamorganaer og render på højelver troldmanden Teclis – der er på en super vigtigt mission, for at redde elvernes kontinent Ulthaun, der er ved at gå under/rive sig løs, fordi der bliver rykket med ældgamle kræfter og besværgelser. Noget med Old Ones!

Mest er Teclis der dog for at vi kan få EN MASSE elver-dværg banter.

Den umage trio kommer ud på den anden side af kaos-boblen og er i Albion, aka en keltisk pastiche, med kilt, store sværd og whisky, placeret i den helt anden ende af Warhammer-universet.

Her hooker de op med nogle lokale Braveheart-kloner og drager afsted mod et gammelt mystisk tempel, som måske kan sende dem tilbage og hvor Teclis fornemmer en forstyrrelse i kraften. På vej mod templet er dog også en større flok orker – ja, vi er tilbage til orker som modstandere, og så vores to troldmandsskurke. Og jo, så får de, på de sidste 30 sider også lige pisket en stor muteret kæmpe ind fra højre – altså den der giant fra titlen – der kan være med i den store episke slutkamp.

Ganske forglemmelig tur forbi endnu en af Warhammer-universets udkanter. Teclis er en ok -1-1 erstatning for Max Schreiber, der blev efterladt hjemme i Imperiet, og helt packed med nedladende elver-attitude. De lokale krigere i Albion har lidt kolorit, men er grundlæggende bare staffage.

Det er er samtidig den sidste bog om Gotrek og Felix der er skrevet af William King. Andre forfattere fører the franchise videre.

Bog: 2/6

Scenariepotentiale: 3/6

Karakterer: 2/6

Hvor Warhammer er deres navne: 3/6

(4/52)

 

VLW: Vampireslayer

4 kommentarer

IMG_2178

Af William King

Gotrek og Felix går goth

Vores to helte og deres entourage er stadig i Praag, som jo blev angrebet af kaos i bog 5, Beastslayer (som var den første –Slayerbog jeg rundede her på bloggen). I klassisk scenarieformat blive de hyret af en fjern onkel til Ulrika Straghov, der ikke længere er kærester med Felix, til at passe på ham og et mystisk artefakt han har liggende i kælderen.

Det viser sig svært, for dimsen kan i forkerte hænder bruges til at kontrollere alle udøde og det er vampyren Adolphus Krieger (!) ret interesseret i. Så han raider onklens mansion, snupper artefaktet, kidnapper Ulrika og vender snuden mod Warhammers faux-Transylvanien, Sylvania! Inden da når Max dog at gå i koma, efter at have undersøgt artefaktet, der er koblet til Nagash, der vist er en super-necromancer-lich i den store Warhammer-kanon.

Felix, troldmand Max (nu ude af koma) og de tilbageværende dværge Gotrek og Snorri, drager afsted for at redde deres veninde. Undervejs slutter Ulrikas far og et kompagni Kislevitter sig til dem, ligesom de får følgeskab af en vampyrgrevinde, der er sådan mere Vampire The Masquarade, og ikke helt ond og bestemt ikke interesseret i, at falde under Adolphus Kriegers (!!) kontrol, skulle han få bragt artefaktet hjem til Ravenl… Sylvania.

Imens de andre rejser gennem snedækkede skove leget Adolphus Krieger (!!!) forførelses kat-og-mus med Ulrika og gør hende til vampyr, så hun kan være hans uddøde dronning. Klassisk.

Undervejs lærer Felix om vampyrslægterne i Warhammer og laver en alliance med vampyrgrevinden inden de når slottet Drakenhof, hvor det store episke slag står mod både de levendegjorde beboere fra den lokale kirkegård og superbadassen Adolphus Krieger (!!!!), der, naturligvis, må bide i sneen, courtesy of magisk dværgøkse. Vampyr-Ulrika kommer under grevinde Gabriellas vinge og i lære som vampyr imens vores helte står tilbage i den gotiske nat.

Mere klassisk action-tjubang med masser af vampyrklicheer i Warhammer-forklædning. Det er lige en tand mere gritty end D&Ds Ravenloft, men ellers ligger de to universer utrolig tæt på hinanden. Adolphus Krieger (!!!!!) er en ok skurk, men uden de store finesser eller overraskelser. Gotrek er Gotrek og Felix klager en hel del over, at det er koldt og vådt. Der er til gengæld overraskende nok ingen skavens med.

Bog: 3/6

Scenariepotentiale: 4/6

Karakterer: 3/6

Hvor Warhammer er deres navne: 5/6 (ekstra stjerne for Adolphus Krieger!)

(2/52)

2019-2020

Skriv en kommentar

Sidste år var håbet for 2019, at få skrevet 52 indlæg på bloggen (c’mon, det er bare ét om ugen) og få spillet noget hverdagsrollespil.

Begge dele fejlede eklatant.

Til gengæld skete der en masse andre ting, der dog er virkelig dårligt dokumenteret her.

Mine rotter indtog Fastaval med stor succes og den endelige udgave af den engelske version bør være lige på trapperne.

Der blev podcastet en masse. Papstinenser rundede episode 100, jeg co-wrote to episoder af Eftersidning på Eventyr (#38 & #39) og jeg fik lov til at snakke Over the Edge hos Lænestolsrollespil. Og der er mere på vej!

Jeg sagde ja til at være rolle- og brætspilsansvarlig i Fastavalbunkeren 2020. It’s on.

Jeg deltog i livescenariet Baphomet, fik lov til at rende rundt i uniform og havde en ace-forfærdelig oplevelse. Praise Ardor.

Jeg købte et stykke original Sværd og Trolddom-kunst – mørk dværg FTW!

Jeg hold mig nogenlunde i skindet, når det kom til at købe nyt/gammelt/mere rollespil.

Og ja, så spillede jeg en masse brætspil og var til Spiel 19 i Essen.

Planen for 2020 er så en gentagelse af planen fra sidste år – også fordi jeg pt ikke har store planer om at skrive flere Fastaval-scenarier. Mindst 52 indlæg på bloggen (51 to go – og jeg har lige købt flere trashy Warhammer-bøger!), gerne 24 julekalender-afsnit, og hverdagsrollespil. Bookhounds? Noget Cthulhu? Online måske? Hele Dragonlance-sagaen spillet med Over the Edge-regler? Who knows.

Vi skrives ved i 2020!

VLW: The Corrupted

Skriv en kommentar

Af Robert EarlIMG_2179

Kort og rimelig godt; Warhammer-magi er big time farligt.

Vi snupper lige endnu en fortælling om korruption og degenererende “helte”. Troldmanden Grendel er tilknyttet The Order of Grey Magic i Altdorf og sådan en rigtig good guy Empire-troldmand. Det hindre ham dog ikke i at, i smug, læse lidt i forbudte bøger og ved et uheld kommer han til at vække de døde fra byen kirkegårde – altså bare for en nat og de laver ikke nogen stor ballade.

Alligevel bliver han chefer selvfølgelig sure og sender den fedladne og pompøse troldmand Titus,  fra College of Fire, efter ham for at  “lukke” sagen. Titus er nemlig også lidt i unåde, efter en uheldig nedbrænding af et bibliotek. Med sig bringer Titus sin tjener Kerr, en rogue-ish og opportunistisk ung mand.

Det er dog ikke helt nok, for bystyret er også sure og sender sideløbende heksejægeren Vaught og hans posse efter Grendel.

Og så kører jagten ellers derudaf. Grendel bliver undervejs på sin beskidte tur mod nord viklet, rimelig ufrivilligt, ind i både en Slaanesh-kult og nogle Tzeentch-vildmænd, imens det ikke går meget bedre for hans to grupper af forfølgere. Kerr udvikler magiske evner i takt med at de rejse og clasher mere og mere med Titus imens de stålsatte heksejægere ender i et baghold i Kislev, hvor de ender i nogle underjordiske gange under jorden, The Pit, hvor de, en for en, bliver overtaget af Khorne. Der er altså næste fuld kaos-plade.

De tre grupper clasher nord for Kislev i en kaotisk finale og nogen slipper væk – jeg er ikke helt sikker på, jeg fangede omstændighederne. Men alle er selvfølgelig helt spoleret af kaoskræfter.

I modsætning til Palace of the Plague Lord har The Corrupted en god længde (250 sider) og er en fin fortælling om, hvordan kaos inficerer alt og alle i Warhammer. Karaktererne er ikke vildt dybe og der er nok klemt lige vel nok meget ind på siderne. En hæderlig, gennemsnitlig runde underlødig Warhammer.

Bog: 3/6

Scenariepotentiale: 2/6

Karakterer: 3/6

Hvor Warhammer er deres navne: 3/6

VLW: Warblade

10 kommentarer

Af David FerringIMG_1534

Vi troede ikke, at det kunne blive meget værre. Vi tog fejl…

Jeg måtte jo til det. Man kan ikke bare læse de to første bøger i en trilogi og så droppe det. Særligt, når nu det sidste, elendige bind havde så mange løse ender.

Så vi vender tilbage til hulerne under Altdorf, hvor vores helt Konrad hopper i vandet lige efter en masse plot-dimser er blevet samlet. Gaxar, SkullFace, Elyssa… hele pakken af ubesvarede spørgsmål.

Men fordi det hele er samlet i Altdorf, kan Konrad ikke bare sådan lige smutte, da The Reik sender ham ud på den anden side af bymuren. I stedet sniger han sig tilbage ind i byen og i et forsøg på at komme ind i barakkerne hvor han bor (husk, han var jo blevet en del af The Imperial Guard) slår han, sådan helt casually et par vagter ihjel… og sætter ild på en bygning… uden at de lykkes ham at komme ind. Han bliver dog plottet videre og kommer ind alligevel og bliver genforenet med sin krigskammerat Taungar, der er sergeant i The Imperial Guard. Taungar virker riiiimelig kølig, da Konrad fortæller om Skaven-dobbeltgænger-Kejser-plottet fra sidste bog, men inviterer blot Konrad med ud på en øl.

En øl bliver til to, og så lokker Taungar Konrad med hen til en troldmand/rigmand med det dejlige Warhammer-navn Werner Zuntermein. Konrad tror, at det måske er en god conspiracy Taungar og Zuntermein tilhører… men nej, det han er blevet lokket ombord i, er en Slaanesh-kult. Lyserødt chok! Og Zuntermein påstår, at hvis Konrad hopper med i kulten, kan han skaffe ham hans sweetheart Elyssa tilbage. Ok så. Konrad smutter med til kult-orgie men det viser sig at det “blot” er hende kæresten fra minen, Krysten, han har (ingen ved hvorfor eller hvordan). Hun viser sig at være en art sleeper agent for Khorne, alt går amok og Konrad brænder hele lortet ned.

Nu gider Konrad ikke Altdorf mere. Han smutter og slår sig spontant ned som vagt og udsmider på landevejskroen The Grey Stoat og lever lykkeligt til… der dukker nogle pissesure Imperial Guards op. Men ikke almindelige Imperial Guards… nej, Beastmen i Imperial Guard-uniformer, ledt af en voldsomt forbrændt Taungar. De er rimelig pissed på Konrad, dræber alle, brænder kroen ned og skal lige til at dræbe vores helt da Wolf dukker op. I ved, ham lejesoldaten som Konrad var væbner for i fem år, som vi ikke har set siden bind 1. Han redder Konrad og trækker ham med til en mystisk ø i The Wastelands, hvor et enigmatisk lillepige orakel siger nogle vage ting til Konrad om Kaos og om Sigmar. Konrad og Wolf bliver enige om at forpurre det der attentat mod Kejseren, som ellers flere gange er lagt I graven fordi Grey Seer Gaxar døde (… eller gjorde han? … ja, det gjorde han faktisk) og den bedste måde snige sig ind i Altdorf på er, I følge lejesoldat Wolf, ved at stage et piratangreb på byen? Wait, what? Den samme by, som Konrad har sneget sig ind og ud af flere gange i denne bog alene? Så et smut til Marienburg for at hverve pirater, kun afbrudt af en møde med troldmanden Litzenreich og hans hench-dværg Ustnar (glemt siden sidste bog) midt på byens højeste bro. Wolf og Litzenreich har åbenbart et gammelt udestående, men lige inden de kan gå i clinch, bliver broen overrendt af… Skaven! De fire på broen slå pjalterne sammen mod den fælles fjende og efter den er besejret, bliver de enige om fælles tur til Altdorf, sammen med pirater. Wolf og Konrad for at redde Kejseren, Litzenreich mere for at samle warpstone.

Inden da skal vi dog lige bruge 20 sider på, at Konrad får smedet et warpstone-podet sværd af dværgsmeden Barra, vist mest for at bogens titel er lidt dobbelttydig (du ved, Warblade – Warpblade). Et sværd der nærmest ingen rolle spiller efterfølgende! Og så afsted. Et par mærkværdige krumspring mere og frem til en på ingen måde tilfredsstillende, eller blot forklarende, slutning. Jo, noget med Tzeentch og måske noget med Sigmar.

Gott im Himmel! Hele bogen, som den her anmeldelse, falder som en usammenhængende war story eller en kampagne, hvor spillederen har preppet alt for mange ting, som efterfølgende død-og-pine skal væves sammen.

En nemesis, Skullface, som der konstant refereres til, men som aldrig kommer i nærheden af at blive foldet ud. Bipersoner der drysses ud over historien, glemmes og nogen gange dukker op igen. Kaos som forklaring på alt der roder.

Og så bliver der KONSTANT kigger tilbage og forklaret, hvem bipersonerne er og hvad der er sket tidligere. Det er som om bøgerne har været en føljeton, hvor læseren hele tiden sal mindes om tidligere hændelser og sammenhænge. Sammenhænge DER IKKE ER DER (fordi: kaos).

Det bedste i dette hate-read var, at både Slaanesh-kulten og skaven-angrebet på højbroen i Marienburg er scener, der næsten 1-1 har været med i mange afviklinger af På Røven i Marienburg, så den stemning er ramt meget godt.

Bog: 1/6

Scenariepotentiale: 2/6

Karakterer: 1/6

Hvor Warhammer er deres navne: 4/6

VLW: Call to Arms

Skriv en kommentar

Af Mitchel ScanlonIMG_1454

Mere Warhammer-kammerater i krig, denne gang til fods.

Endnu en bog i An Empire Army-serien og denne gang om Dieter Lanz, hvis drøm det er, at blive medlem af 3rd Hochland Swordsmen aka The Scarlets.

Bogen starter ud med at følge den unge Dieter, der er på vej til at lade sig indrulle i hæren. Han har slået følgeskab med en karavane af købmænd og camp followers, og der kridtes et fint billede op af de ting der forgår udenom kamp og krigshandling. Med i vognen har han også soldaten Holst, der er en Hochland Swordsman, og lidt af en røverhistoriefortællende slyngel. De bliver angrebet af beastmen og Dieter får mulighed for at vise sine skills udi kamp.

Det gør det efterfølgende til en smal sag at blive hvervet til hæren og efter ganske kort tid, er Dieter blevet en Scarlet og på vej ud i et felttog mod en plyndrende ork-hær, der er kommet ned fra Middle Mountains og nu drager rundt i Hochland og hærger. Undervejs viser det sig at de fleste af Dieters nye kolleger er flinke og seje, men der er selvfølgelig også et par suspekte typer der rager til sig og ikke er specielt ædle.

Desværre for Dieter og hans buddys er hærens nye general en klodrian, og han formår at rode hæren ud i kæmpe problemer og pludselig er det meste af Hochland-hæren smadret af orkhæren og The Scarlets er på flugt/retræte.

Samtidig følger man, hovedsageligt i korte introafsnit, skriverierne fra den pensionerede general Ludwig von Grahl, der, efter hele er gået galt, indkaldes til at få styr på hær og tropper. Samtidig ridses der også lidt i de storpolitiske linjer, i og med at Hochland naboer nægter at hjælpe landet, selvom de er ved at blive rundsmadret af grønhuder.

Først skal The Scarlets lige nå hjem og under deres flugt får man en fin præsentation af en masse ikoniske greenskin-typer. Night Goblins, ulveryttere, squig hoppers og, under forsvaret af en gammel mølle, en goblinshaman på en kæmpeskorpion!

The Scarlets bliver til sidste genforenet med resten af hæren og kan være med i von Grahl endelige stand mod orkelederen  og hans horder. Much epic følger.

Call to Arms er en ok fin omgang krigsaction-Warhammer, mere fodsoldat end i Reiksguard. Karaktererne er ikke vildt nuancerede og de små optræk til intriger og drama bliver aldrig rigtig foldet ud. Men ok gode slag og meget Warhammer navne.

Bog: 3/6

Scenariepotentiale: 2/6

Karakterer: 3/6

Hvor Warhammer er deres navne: 5/6

VLW: Palace of the Plague Lord

2 kommentarer

Af C. L. WernerIMG_1414

Einarr er en sådan en rigtig Norsca-viking. Pels, økse og masser af behov for at plyndre og hærger. Det er bare sådan, at Einarrs stamme, Baersonlings, har en fejde kørende med en anden stamme, Aeslings, og da Einarr og hans flok af krigere falder i en baghold, bliver Einarr, meget mod sin vilje, taget i live. Tilbage hos de gustne Aeslings, formår han dog at stikke af og under flugten får han dræbt deres seer, druide-type, og det er altså total no-no. Det når dog ikke at blive et stort problem, for kort efter at Einarr kommer tilbage til sin by(gd) kommer et Khorne-bæst, udsendt af Aeslingerne, væltende og udraderer by og alle beboere, undtagen Einarr. Ouch.

Virkelig vred over igen at være blevet snydt for ærværdig død, vælter Einarr efter bæstet, men falder undervejs over en mystisk monolit, hvor han bliver podet af noget magtfuldt og magisk… kaldet Tchar, som helt tydeligt er Tzeentch, der udstyrer ham med en sølv-rune på hånd og arm. Bæstet bliver indhentet og slagtet i ruinerne af Aeslingernes by og Einarr får en vision om, at, hvis han udfører Tchars ønske, så kan tiden blive skruet tilbage og han kan redde sin landsby. Missionen er at drage langt ud i kaosødemarken, finde The Palace of the Plague Lord, hvor Nurgle-troldmanden Skoroth sidder, og bringe et stjålet relikvie tilbage til Tzeentch.

Og så afsted. Einarr drager gennem kaosødemark og undervejs samler han en flok skumle og suspekte typer op, som danner en kaosinficeret udgave af Fellowship of the Ring. En Tzeentch-kriger Kurgan (?), en gammel heks, en kaosdværg, en viking-ranger-varulv, en hawt kvindelig bueskytte, en tohovedet ogre og et par kaoskrigere, dedikeret til henholdsvis Tzeentch og Khorne.

Og så vader de igennem kaos. I lang tid. Bliver overfaldet af alskens kaos-yngel, alt imens de langsomt muterer, in-fighter og verden omkring dem bliver mere og mere korrumperet og fyldt med pus og pest.

Og rejsen varer længe. Cirka 100 sider for længe. Kombineret med en start der også er 50 sider for lang bliver Palace of the Plague Lord en noget træg omgang. Der er fine passager og masser af inspirerende kaos- og Nurgle-inspark, men selv bylder, rotter, stank og betændelse mister sin effekt efter noget tid. Samtidig er hverken Einarr eller hans party specielt interessante – jo, det er meget sjovt at de alle sammen er onde/kaos-tilbedende, men giver også et meget godt billede på, hvorfor evil-party koncepter er svære at få til at fungere.

Da de kommer frem til endestationen tager det igen Einarr virkelig lang tid at kæmpe sig igennem det hæslige palads inden han nå frem og battler Skoroth OG en Nurgle-drage! Og nej, det ender ikke rigtig lykkeligt, når man er sendt i byen af Tzeentch.

Ideen om at drage ind kaosødemarken har jeg selv brugt i Vinterulvene og jeg kunne sagtens have brugt noget indspark fra den her bog i scenariet, men karaktererne er flade og bogen burde have været 250 sider, ikke 400. Så. Meget. Slim. Og. Snot.

Bog: 2/6

Scenariepotentiale: 3/6

Karakterer: 2/6

Hvor Warhammer er deres navne: 4/6

Så kom der lidt gang i bloggen igen. Der er også Fastaval, hverdagsrollespil og flere Warhammer-bøger at skrive om.

Older Entries