VLW: Forged in Battle

Skriv en kommentar

Af Justin Hunter

Run of the mill Warhammer-militæraction

Den her bog kunne snildt have været en del af An Empire Army-serien (hvor jeg har læst Call to Arms og Reiksguard), men står for sig selv. Vi følger enheden Helmstrumburg Halberdiers aka The Ragged Company, et tilnavn de har fået på grund af deres scruffy og mangelfulde uniformer, da området pludselig bliver overrendt af beastmen. Klassiker.

Kompagniet er fyldt med personer man skal præsenteres for; fra rookien over den muntre, den sammenbidte og til den arrede veteran. Mest fokus er der på kompagniets ene leder, Sigmund, der ikke har meget personlighed udover at være tough but fair, og så er hans far tidligere krigshelt der nu lever som afdanket møller, inklusiv træben.

Faktisk er der utrolig mange navne – klassiske Warhammer-navne – og med den begrænsende personlighed der er koblet til dem, er de ret svære at holde styr på. Er det Osric der har et horn i siden på Sigmund og hedder den sammenbidte jæger Kann, Schwartz eller Elias og hvorfor i Sigmars navn inkluderer man en gut der hedder Edmunt, når man allerede har en Sigmund?

Nå, men oplandet omkring Helmstrumburg (der ligger ved floden Stir i Talabecland) bliver som sagt overrendt af store grupper af beastmen der virker som kaldet mod området. Det giver en masser brutale nedslagtninger af beboere i byens opland alt i mens borgmesteren i Helmstrumburg nægter at gøre noget og bruger al sin tid sammen med et par snobbede Reiklændere der ankommer til byen. Meget mystisk. Meget kaos, lidt ligesom de mystiske sorte stensøjler, der pludselig dukker op udenfor byen.

For selvfølgelig har kaos inficeret en fair share af byen og den borgere, hvilket skaber ekstra drama, da Helmstrumburg skal forsvares mod horderne af beastmen. Det ender i en ret lang bykamp der bølger frem og tilbage og udover at holde styr på de mange Halberdiers og deres Handgunner-venner, skal man ogå holde styr på, hvor mange beastmen der faktisk er. Antallet virker til at variere efter “dragers antal”-konceptet, fra 100 til nok nærmere det tidobbelte. Plus kaos.

Det er fin tjubang. De små intriger mellem karaktererne bliver aldrig rigtig udviklet, det gør karaktererne egentlig heller ikke, og bogens forsøg på, at binde tingene sammen med noget der skete på Sigmars tid virker noget søgt. Ganske fint. Ganske gennemsnitligt.

Bog: 3/6

Scenariepotentiale: 3/6

Karakterer: 2/6

Hvor Warhammer er deres navne: 4/6 (alene på antal)

VLW: Blood Money

2 kommentarer

Af C.L. WernerIMG_5515

Dusørjagt i to dimensioner

Warhammer-sommerlæsning og denne gang et første møde med en dusørjæger der har fået dedikeret flere bøger til sig. Dem skal jeg ikke læse. Der er ingenting jeg er fan af, omkring denne bidske menneskejæger. Mindst af alt, hans navn.

Brunner

Smag på det. Også hvis man ser bort fra konnotationer til fynsk bagværk er det et møgnavn.

I denne samling følger man Brunner på en række opgaver, der bindes sammen af forfatteren Ehrhard Stoecker, til hvem Brunner fortæller sine “eventyr”, som Stoecker så bruger i fantasifulde pamfletter. En opskrift der låner en del fra Gotrek og Felix.

Bare meget, meget værre.

Brunner har ingen personlighed. Han er bister, larger than life, har en masse våben og er en kæmpe badass. That’s it. Nej, vent, han er faktisk også et ret stort røvhul. Det er hans personlighed. Og så skærer han hovedet af folk, når han har fanget dem.

I løbet af bogen når han at nakke en gut der er stukket af med en sleazy købmands datter, en røverbaron, en ork-høvding, en troldmand, en spion og en 300 år gammel legende. Uden at fortrække en mine.

Samtidig, trods alt hans badassery, virker Brunner ikke specielt klog eller pålidelig. På et tidspunkt bliver han hyret af en Skaven(!), uden at rigtig at opdage det og inden da er han villig til at lade sig hyre af sit target, lige inden han slår ham ihjel, til at nakke gutten der hyrede ham! Er det en type dusørjæger har lyst til at hyre!?! Senere fortæller Brunner også, at det er vigtigt for ham, at han er dusørjæger, ikke snigmorder. Én historie senere, bryder han ind i et fængsel, nakker en fange (der jo altså allerede var fanget!) og undervejs slår han mindst 4-5 uskyldige fængselsvagter ihjel. Jezz, Brunner.

I bogens sidste del, hvor Brunner jager den legendariske Black Prince, får han også lige stampet et helt party op, med en ridder, en troldmand og elver, der så lige kan fylde de huller, hvor det alligevel ville være for urealistisk, at én gut kunne nakke en legendarisk bandit med 300 års erfaring. Alle hans hench adventurers er mere nuancerede end Brunner selv.

Brunner er den værste Warhammer-karakter jeg har mødt. Og så har han for øvrigt altid en sej sort hjelm på… hvilket ingen åbenbart har fortalt forsideillustratoren. F*cking Brunner…

Bog: 1/6

Scenariepotentiale: 2/6

Karakterer: 1/6

Hvor Warhammer er deres navne: 2/6 (dem der ikke er “Brunner”, er ok)

VLW: Sacred Flesh

2 kommentarer

Af Robin D. LawsIMG_5147

Mord, aflad og ulækre relikvier

Så er vi tilbage på VLW-vognen og det med anden bog om ligrøveren Angelika Fleischer, der rejser igennem Imperiet og plyndrer de døde. Bogen er skrevet af Robin D. Laws, der er et ret kendt navn i rollespilskredse og står bag rollespil som Ashen Stars, Feng Shui og Hillfolk, er del af podcast-duoen Ken & Robin Talk About Stuff og også har skrevet en bog sat i Over the Edge-universet. Den er også ret god.

Plottet cirkler om en flok pilgrimme, som Angelika og hendes sidekick Franziskus, en desertør der føler, at han står i æresgæld til vores hovedperson, selv om det er helt tydeligt, hun er langt senere end ham, lover at eskorterer til et fjerntliggende Shallya-kloster. I klosteret befinder sig Søster Elsbeth og rygterne om hendes evner til at velsigne og kurere har bredt sig gennem Imperiet, i takt med at truslen fra kaos rykker nærmere. Men ikke alt er vel i klosteret… eller i vores lille gruppe pilgrimme, for den sags skyld.

Turen med pilgrimmene viser sig hurtigt at være fyldt med intriger og en morder, der sammen med farerne i Black Fire Pass, tynder ud blandt de rejsende. Men hvem nakker pilgrimme og hvorfor?

Samtidig ved klosteret stimler flere og flere pilgrimme sammen udenfor og kræver at blive helbredt, men den aldrende Elsbeth kan slet ikke følge med og det viser sig, at hun bliver holdt i live på ret uhellig vis af Sigmar-præsten Manfried Haupt, der har brug for hendes evner til at tjene sine egne ambitioner.

Så det er whodunnit ude på rejsen og body-horror i klosteret og det hele kulminerer, da vores rejseselskab kommer frem og de pilgrimmende masser nærmer sig et zombie-lignende tryk på klosterets porte.

Det er en af de mest velskrevne Warhammer-bøger jeg har læst so far. Sproget er godt og det samme er Angelika Fleischer som hovedperson. Hun er nuanceret, badass og vi har  at gøre med en bog, der uden problemer klarer en Bechdel-test. Måden hun tackler dumme rejsende og flår guldtænderne ud på faldne pilgrimme er meget Warhammer. Der er ret mange pilgrimme i flokken, men de er nogenlunde kridtet op, så man kan skelne dem fra hinanden, også når de bliver nakket på forskellig facon. Klosteret er et virkelig klamt sted og beskrivelserne af, hvor langt en præsteorden vil gå for at holde liv i deres koryfæ er pænt gritty.

Plottet med morderen bliver lidt rodet og er der tydeligvis mest for at drive intrigerne og dramaet, men det er ok.

En af de bedste Warhammer-bøger jeg har læst so far og nu bliver jeg nok nødt til at få fat i de to andre Fleischer-bøger også.

Bog: 5/6

Scenariepotentiale: 4/6

Karakterer: 4/6

Hvor Warhammer er deres navne: 5/6

VLW: Giantslayer

1 kommentar

Af William KingIMG_4037

Gotrek og Felix og turen går til Braveheart

De er kun lige på vej ud af Sylvania, før Gotrek og Felix render på nye problemer. De støder ind i en flok beasman, en mega chaos warrior og i baggrunden lurer de to luskede troldmands-tvillinger Kelmain og Lhoigor, der har overtaget skavens rolle som recurring villians.

Men denne gang er det ikke bare tæv og kamp – i stedet bliver vores to helte under træfningen kastet ind i en mystisk kaosdimension – hvor de i noget tid render rundt, kæmper med fatamorganaer og render på højelver troldmanden Teclis – der er på en super vigtigt mission, for at redde elvernes kontinent Ulthaun, der er ved at gå under/rive sig løs, fordi der bliver rykket med ældgamle kræfter og besværgelser. Noget med Old Ones!

Mest er Teclis der dog for at vi kan få EN MASSE elver-dværg banter.

Den umage trio kommer ud på den anden side af kaos-boblen og er i Albion, aka en keltisk pastiche, med kilt, store sværd og whisky, placeret i den helt anden ende af Warhammer-universet.

Her hooker de op med nogle lokale Braveheart-kloner og drager afsted mod et gammelt mystisk tempel, som måske kan sende dem tilbage og hvor Teclis fornemmer en forstyrrelse i kraften. På vej mod templet er dog også en større flok orker – ja, vi er tilbage til orker som modstandere, og så vores to troldmandsskurke. Og jo, så får de, på de sidste 30 sider også lige pisket en stor muteret kæmpe ind fra højre – altså den der giant fra titlen – der kan være med i den store episke slutkamp.

Ganske forglemmelig tur forbi endnu en af Warhammer-universets udkanter. Teclis er en ok -1-1 erstatning for Max Schreiber, der blev efterladt hjemme i Imperiet, og helt packed med nedladende elver-attitude. De lokale krigere i Albion har lidt kolorit, men er grundlæggende bare staffage.

Det er er samtidig den sidste bog om Gotrek og Felix der er skrevet af William King. Andre forfattere fører the franchise videre.

Bog: 2/6

Scenariepotentiale: 3/6

Karakterer: 2/6

Hvor Warhammer er deres navne: 3/6

(4/52)

 

VLW: Vampireslayer

4 kommentarer

IMG_2178

Af William King

Gotrek og Felix går goth

Vores to helte og deres entourage er stadig i Praag, som jo blev angrebet af kaos i bog 5, Beastslayer (som var den første –Slayerbog jeg rundede her på bloggen). I klassisk scenarieformat blive de hyret af en fjern onkel til Ulrika Straghov, der ikke længere er kærester med Felix, til at passe på ham og et mystisk artefakt han har liggende i kælderen.

Det viser sig svært, for dimsen kan i forkerte hænder bruges til at kontrollere alle udøde og det er vampyren Adolphus Krieger (!) ret interesseret i. Så han raider onklens mansion, snupper artefaktet, kidnapper Ulrika og vender snuden mod Warhammers faux-Transylvanien, Sylvania! Inden da når Max dog at gå i koma, efter at have undersøgt artefaktet, der er koblet til Nagash, der vist er en super-necromancer-lich i den store Warhammer-kanon.

Felix, troldmand Max (nu ude af koma) og de tilbageværende dværge Gotrek og Snorri, drager afsted for at redde deres veninde. Undervejs slutter Ulrikas far og et kompagni Kislevitter sig til dem, ligesom de får følgeskab af en vampyrgrevinde, der er sådan mere Vampire The Masquarade, og ikke helt ond og bestemt ikke interesseret i, at falde under Adolphus Kriegers (!!) kontrol, skulle han få bragt artefaktet hjem til Ravenl… Sylvania.

Imens de andre rejser gennem snedækkede skove leget Adolphus Krieger (!!!) forførelses kat-og-mus med Ulrika og gør hende til vampyr, så hun kan være hans uddøde dronning. Klassisk.

Undervejs lærer Felix om vampyrslægterne i Warhammer og laver en alliance med vampyrgrevinden inden de når slottet Drakenhof, hvor det store episke slag står mod både de levendegjorde beboere fra den lokale kirkegård og superbadassen Adolphus Krieger (!!!!), der, naturligvis, må bide i sneen, courtesy of magisk dværgøkse. Vampyr-Ulrika kommer under grevinde Gabriellas vinge og i lære som vampyr imens vores helte står tilbage i den gotiske nat.

Mere klassisk action-tjubang med masser af vampyrklicheer i Warhammer-forklædning. Det er lige en tand mere gritty end D&Ds Ravenloft, men ellers ligger de to universer utrolig tæt på hinanden. Adolphus Krieger (!!!!!) er en ok skurk, men uden de store finesser eller overraskelser. Gotrek er Gotrek og Felix klager en hel del over, at det er koldt og vådt. Der er til gengæld overraskende nok ingen skavens med.

Bog: 3/6

Scenariepotentiale: 4/6

Karakterer: 3/6

Hvor Warhammer er deres navne: 5/6 (ekstra stjerne for Adolphus Krieger!)

(2/52)

2019-2020

Skriv en kommentar

Sidste år var håbet for 2019, at få skrevet 52 indlæg på bloggen (c’mon, det er bare ét om ugen) og få spillet noget hverdagsrollespil.

Begge dele fejlede eklatant.

Til gengæld skete der en masse andre ting, der dog er virkelig dårligt dokumenteret her.

Mine rotter indtog Fastaval med stor succes og den endelige udgave af den engelske version bør være lige på trapperne.

Der blev podcastet en masse. Papstinenser rundede episode 100, jeg co-wrote to episoder af Eftersidning på Eventyr (#38 & #39) og jeg fik lov til at snakke Over the Edge hos Lænestolsrollespil. Og der er mere på vej!

Jeg sagde ja til at være rolle- og brætspilsansvarlig i Fastavalbunkeren 2020. It’s on.

Jeg deltog i livescenariet Baphomet, fik lov til at rende rundt i uniform og havde en ace-forfærdelig oplevelse. Praise Ardor.

Jeg købte et stykke original Sværd og Trolddom-kunst – mørk dværg FTW!

Jeg hold mig nogenlunde i skindet, når det kom til at købe nyt/gammelt/mere rollespil.

Og ja, så spillede jeg en masse brætspil og var til Spiel 19 i Essen.

Planen for 2020 er så en gentagelse af planen fra sidste år – også fordi jeg pt ikke har store planer om at skrive flere Fastaval-scenarier. Mindst 52 indlæg på bloggen (51 to go – og jeg har lige købt flere trashy Warhammer-bøger!), gerne 24 julekalender-afsnit, og hverdagsrollespil. Bookhounds? Noget Cthulhu? Online måske? Hele Dragonlance-sagaen spillet med Over the Edge-regler? Who knows.

Vi skrives ved i 2020!

VLW: The Corrupted

Skriv en kommentar

Af Robert EarlIMG_2179

Kort og rimelig godt; Warhammer-magi er big time farligt.

Vi snupper lige endnu en fortælling om korruption og degenererende “helte”. Troldmanden Grendel er tilknyttet The Order of Grey Magic i Altdorf og sådan en rigtig good guy Empire-troldmand. Det hindre ham dog ikke i at, i smug, læse lidt i forbudte bøger og ved et uheld kommer han til at vække de døde fra byen kirkegårde – altså bare for en nat og de laver ikke nogen stor ballade.

Alligevel bliver han chefer selvfølgelig sure og sender den fedladne og pompøse troldmand Titus,  fra College of Fire, efter ham for at  “lukke” sagen. Titus er nemlig også lidt i unåde, efter en uheldig nedbrænding af et bibliotek. Med sig bringer Titus sin tjener Kerr, en rogue-ish og opportunistisk ung mand.

Det er dog ikke helt nok, for bystyret er også sure og sender sideløbende heksejægeren Vaught og hans posse efter Grendel.

Og så kører jagten ellers derudaf. Grendel bliver undervejs på sin beskidte tur mod nord viklet, rimelig ufrivilligt, ind i både en Slaanesh-kult og nogle Tzeentch-vildmænd, imens det ikke går meget bedre for hans to grupper af forfølgere. Kerr udvikler magiske evner i takt med at de rejse og clasher mere og mere med Titus imens de stålsatte heksejægere ender i et baghold i Kislev, hvor de ender i nogle underjordiske gange under jorden, The Pit, hvor de, en for en, bliver overtaget af Khorne. Der er altså næste fuld kaos-plade.

De tre grupper clasher nord for Kislev i en kaotisk finale og nogen slipper væk – jeg er ikke helt sikker på, jeg fangede omstændighederne. Men alle er selvfølgelig helt spoleret af kaoskræfter.

I modsætning til Palace of the Plague Lord har The Corrupted en god længde (250 sider) og er en fin fortælling om, hvordan kaos inficerer alt og alle i Warhammer. Karaktererne er ikke vildt dybe og der er nok klemt lige vel nok meget ind på siderne. En hæderlig, gennemsnitlig runde underlødig Warhammer.

Bog: 3/6

Scenariepotentiale: 2/6

Karakterer: 3/6

Hvor Warhammer er deres navne: 3/6

VLW: Warblade

10 kommentarer

Af David FerringIMG_1534

Vi troede ikke, at det kunne blive meget værre. Vi tog fejl…

Jeg måtte jo til det. Man kan ikke bare læse de to første bøger i en trilogi og så droppe det. Særligt, når nu det sidste, elendige bind havde så mange løse ender.

Så vi vender tilbage til hulerne under Altdorf, hvor vores helt Konrad hopper i vandet lige efter en masse plot-dimser er blevet samlet. Gaxar, SkullFace, Elyssa… hele pakken af ubesvarede spørgsmål.

Men fordi det hele er samlet i Altdorf, kan Konrad ikke bare sådan lige smutte, da The Reik sender ham ud på den anden side af bymuren. I stedet sniger han sig tilbage ind i byen og i et forsøg på at komme ind i barakkerne hvor han bor (husk, han var jo blevet en del af The Imperial Guard) slår han, sådan helt casually et par vagter ihjel… og sætter ild på en bygning… uden at de lykkes ham at komme ind. Han bliver dog plottet videre og kommer ind alligevel og bliver genforenet med sin krigskammerat Taungar, der er sergeant i The Imperial Guard. Taungar virker riiiimelig kølig, da Konrad fortæller om Skaven-dobbeltgænger-Kejser-plottet fra sidste bog, men inviterer blot Konrad med ud på en øl.

En øl bliver til to, og så lokker Taungar Konrad med hen til en troldmand/rigmand med det dejlige Warhammer-navn Werner Zuntermein. Konrad tror, at det måske er en god conspiracy Taungar og Zuntermein tilhører… men nej, det han er blevet lokket ombord i, er en Slaanesh-kult. Lyserødt chok! Og Zuntermein påstår, at hvis Konrad hopper med i kulten, kan han skaffe ham hans sweetheart Elyssa tilbage. Ok så. Konrad smutter med til kult-orgie men det viser sig at det “blot” er hende kæresten fra minen, Krysten, han har (ingen ved hvorfor eller hvordan). Hun viser sig at være en art sleeper agent for Khorne, alt går amok og Konrad brænder hele lortet ned.

Nu gider Konrad ikke Altdorf mere. Han smutter og slår sig spontant ned som vagt og udsmider på landevejskroen The Grey Stoat og lever lykkeligt til… der dukker nogle pissesure Imperial Guards op. Men ikke almindelige Imperial Guards… nej, Beastmen i Imperial Guard-uniformer, ledt af en voldsomt forbrændt Taungar. De er rimelig pissed på Konrad, dræber alle, brænder kroen ned og skal lige til at dræbe vores helt da Wolf dukker op. I ved, ham lejesoldaten som Konrad var væbner for i fem år, som vi ikke har set siden bind 1. Han redder Konrad og trækker ham med til en mystisk ø i The Wastelands, hvor et enigmatisk lillepige orakel siger nogle vage ting til Konrad om Kaos og om Sigmar. Konrad og Wolf bliver enige om at forpurre det der attentat mod Kejseren, som ellers flere gange er lagt I graven fordi Grey Seer Gaxar døde (… eller gjorde han? … ja, det gjorde han faktisk) og den bedste måde snige sig ind i Altdorf på er, I følge lejesoldat Wolf, ved at stage et piratangreb på byen? Wait, what? Den samme by, som Konrad har sneget sig ind og ud af flere gange i denne bog alene? Så et smut til Marienburg for at hverve pirater, kun afbrudt af en møde med troldmanden Litzenreich og hans hench-dværg Ustnar (glemt siden sidste bog) midt på byens højeste bro. Wolf og Litzenreich har åbenbart et gammelt udestående, men lige inden de kan gå i clinch, bliver broen overrendt af… Skaven! De fire på broen slå pjalterne sammen mod den fælles fjende og efter den er besejret, bliver de enige om fælles tur til Altdorf, sammen med pirater. Wolf og Konrad for at redde Kejseren, Litzenreich mere for at samle warpstone.

Inden da skal vi dog lige bruge 20 sider på, at Konrad får smedet et warpstone-podet sværd af dværgsmeden Barra, vist mest for at bogens titel er lidt dobbelttydig (du ved, Warblade – Warpblade). Et sværd der nærmest ingen rolle spiller efterfølgende! Og så afsted. Et par mærkværdige krumspring mere og frem til en på ingen måde tilfredsstillende, eller blot forklarende, slutning. Jo, noget med Tzeentch og måske noget med Sigmar.

Gott im Himmel! Hele bogen, som den her anmeldelse, falder som en usammenhængende war story eller en kampagne, hvor spillederen har preppet alt for mange ting, som efterfølgende død-og-pine skal væves sammen.

En nemesis, Skullface, som der konstant refereres til, men som aldrig kommer i nærheden af at blive foldet ud. Bipersoner der drysses ud over historien, glemmes og nogen gange dukker op igen. Kaos som forklaring på alt der roder.

Og så bliver der KONSTANT kigger tilbage og forklaret, hvem bipersonerne er og hvad der er sket tidligere. Det er som om bøgerne har været en føljeton, hvor læseren hele tiden sal mindes om tidligere hændelser og sammenhænge. Sammenhænge DER IKKE ER DER (fordi: kaos).

Det bedste i dette hate-read var, at både Slaanesh-kulten og skaven-angrebet på højbroen i Marienburg er scener, der næsten 1-1 har været med i mange afviklinger af På Røven i Marienburg, så den stemning er ramt meget godt.

Bog: 1/6

Scenariepotentiale: 2/6

Karakterer: 1/6

Hvor Warhammer er deres navne: 4/6

VLW: Call to Arms

Skriv en kommentar

Af Mitchel ScanlonIMG_1454

Mere Warhammer-kammerater i krig, denne gang til fods.

Endnu en bog i An Empire Army-serien og denne gang om Dieter Lanz, hvis drøm det er, at blive medlem af 3rd Hochland Swordsmen aka The Scarlets.

Bogen starter ud med at følge den unge Dieter, der er på vej til at lade sig indrulle i hæren. Han har slået følgeskab med en karavane af købmænd og camp followers, og der kridtes et fint billede op af de ting der forgår udenom kamp og krigshandling. Med i vognen har han også soldaten Holst, der er en Hochland Swordsman, og lidt af en røverhistoriefortællende slyngel. De bliver angrebet af beastmen og Dieter får mulighed for at vise sine skills udi kamp.

Det gør det efterfølgende til en smal sag at blive hvervet til hæren og efter ganske kort tid, er Dieter blevet en Scarlet og på vej ud i et felttog mod en plyndrende ork-hær, der er kommet ned fra Middle Mountains og nu drager rundt i Hochland og hærger. Undervejs viser det sig at de fleste af Dieters nye kolleger er flinke og seje, men der er selvfølgelig også et par suspekte typer der rager til sig og ikke er specielt ædle.

Desværre for Dieter og hans buddys er hærens nye general en klodrian, og han formår at rode hæren ud i kæmpe problemer og pludselig er det meste af Hochland-hæren smadret af orkhæren og The Scarlets er på flugt/retræte.

Samtidig følger man, hovedsageligt i korte introafsnit, skriverierne fra den pensionerede general Ludwig von Grahl, der, efter hele er gået galt, indkaldes til at få styr på hær og tropper. Samtidig ridses der også lidt i de storpolitiske linjer, i og med at Hochland naboer nægter at hjælpe landet, selvom de er ved at blive rundsmadret af grønhuder.

Først skal The Scarlets lige nå hjem og under deres flugt får man en fin præsentation af en masse ikoniske greenskin-typer. Night Goblins, ulveryttere, squig hoppers og, under forsvaret af en gammel mølle, en goblinshaman på en kæmpeskorpion!

The Scarlets bliver til sidste genforenet med resten af hæren og kan være med i von Grahl endelige stand mod orkelederen  og hans horder. Much epic følger.

Call to Arms er en ok fin omgang krigsaction-Warhammer, mere fodsoldat end i Reiksguard. Karaktererne er ikke vildt nuancerede og de små optræk til intriger og drama bliver aldrig rigtig foldet ud. Men ok gode slag og meget Warhammer navne.

Bog: 3/6

Scenariepotentiale: 2/6

Karakterer: 3/6

Hvor Warhammer er deres navne: 5/6

VLW: Palace of the Plague Lord

2 kommentarer

Af C. L. WernerIMG_1414

Einarr er en sådan en rigtig Norsca-viking. Pels, økse og masser af behov for at plyndre og hærger. Det er bare sådan, at Einarrs stamme, Baersonlings, har en fejde kørende med en anden stamme, Aeslings, og da Einarr og hans flok af krigere falder i en baghold, bliver Einarr, meget mod sin vilje, taget i live. Tilbage hos de gustne Aeslings, formår han dog at stikke af og under flugten får han dræbt deres seer, druide-type, og det er altså total no-no. Det når dog ikke at blive et stort problem, for kort efter at Einarr kommer tilbage til sin by(gd) kommer et Khorne-bæst, udsendt af Aeslingerne, væltende og udraderer by og alle beboere, undtagen Einarr. Ouch.

Virkelig vred over igen at være blevet snydt for ærværdig død, vælter Einarr efter bæstet, men falder undervejs over en mystisk monolit, hvor han bliver podet af noget magtfuldt og magisk… kaldet Tchar, som helt tydeligt er Tzeentch, der udstyrer ham med en sølv-rune på hånd og arm. Bæstet bliver indhentet og slagtet i ruinerne af Aeslingernes by og Einarr får en vision om, at, hvis han udfører Tchars ønske, så kan tiden blive skruet tilbage og han kan redde sin landsby. Missionen er at drage langt ud i kaosødemarken, finde The Palace of the Plague Lord, hvor Nurgle-troldmanden Skoroth sidder, og bringe et stjålet relikvie tilbage til Tzeentch.

Og så afsted. Einarr drager gennem kaosødemark og undervejs samler han en flok skumle og suspekte typer op, som danner en kaosinficeret udgave af Fellowship of the Ring. En Tzeentch-kriger Kurgan (?), en gammel heks, en kaosdværg, en viking-ranger-varulv, en hawt kvindelig bueskytte, en tohovedet ogre og et par kaoskrigere, dedikeret til henholdsvis Tzeentch og Khorne.

Og så vader de igennem kaos. I lang tid. Bliver overfaldet af alskens kaos-yngel, alt imens de langsomt muterer, in-fighter og verden omkring dem bliver mere og mere korrumperet og fyldt med pus og pest.

Og rejsen varer længe. Cirka 100 sider for længe. Kombineret med en start der også er 50 sider for lang bliver Palace of the Plague Lord en noget træg omgang. Der er fine passager og masser af inspirerende kaos- og Nurgle-inspark, men selv bylder, rotter, stank og betændelse mister sin effekt efter noget tid. Samtidig er hverken Einarr eller hans party specielt interessante – jo, det er meget sjovt at de alle sammen er onde/kaos-tilbedende, men giver også et meget godt billede på, hvorfor evil-party koncepter er svære at få til at fungere.

Da de kommer frem til endestationen tager det igen Einarr virkelig lang tid at kæmpe sig igennem det hæslige palads inden han nå frem og battler Skoroth OG en Nurgle-drage! Og nej, det ender ikke rigtig lykkeligt, når man er sendt i byen af Tzeentch.

Ideen om at drage ind kaosødemarken har jeg selv brugt i Vinterulvene og jeg kunne sagtens have brugt noget indspark fra den her bog i scenariet, men karaktererne er flade og bogen burde have været 250 sider, ikke 400. Så. Meget. Slim. Og. Snot.

Bog: 2/6

Scenariepotentiale: 3/6

Karakterer: 2/6

Hvor Warhammer er deres navne: 4/6

Så kom der lidt gang i bloggen igen. Der er også Fastaval, hverdagsrollespil og flere Warhammer-bøger at skrive om.

Older Entries