VLW: The Corrupted

Skriv en kommentar

Af Robert EarlIMG_2179

Kort og rimelig godt; Warhammer-magi er big time farligt.

Vi snupper lige endnu en fortælling om korruption og degenererende “helte”. Troldmanden Grendel er tilknyttet The Order of Grey Magic i Altdorf og sådan en rigtig good guy Empire-troldmand. Det hindre ham dog ikke i at, i smug, læse lidt i forbudte bøger og ved et uheld kommer han til at vække de døde fra byen kirkegårde – altså bare for en nat og de laver ikke nogen stor ballade.

Alligevel bliver han chefer selvfølgelig sure og sender den fedladne og pompøse troldmand Titus,  fra College of Fire, efter ham for at  “lukke” sagen. Titus er nemlig også lidt i unåde, efter en uheldig nedbrænding af et bibliotek. Med sig bringer Titus sin tjener Kerr, en rogue-ish og opportunistisk ung mand.

Det er dog ikke helt nok, for bystyret er også sure og sender sideløb heksejægeren Vaught og hans posse efter Grendel.

Og så kører jagten ellers derudaf. Grendel bliver undervejs på sin beskidte tur mod nord viklet, rimelig ufrivilligt, ind i både en Slaanesh-kult og nogle Tzeentch-vildmænd, imens det ikke går meget bedre for hans to grupper af forfølgere. Kerr udvikler magiske evner i takt med at de rejse og clasher mere og mere med Titus imens de stålsatte heksejægere ender i et baghold i Kislev, hvor de ender i nogle underjordiske gange under jorden, The Pit, hvor de, en for en, bliver overtaget af Khorne. Der er altså næste fuld kaos-plade.

De tre grupper clasher nord for Kislev i en kaotisk finale og nogen slipper væk – jeg er ikke helt sikker på, jeg fangede omstændighederne. Men alle er selvfølgelig helt spoleret af kaoskræfter.

I modsætning til Palace of the Plague Lord har The Corrupted en god længde (250 sider) og er en fin fortælling om, hvordan kaos inficerer alt og alle i Warhammer. Karaktererne er ikke vildt dybe og der er nok klemt lige vel nok meget ind på siderne. En hæderlig, gennemsnitlig runde underlødig Warhammer.

Bog: 3/6

Scenariepotentiale: 2/6

Karakterer: 3/6

Hvor Warhammer er deres navne: 3/6

Reklamer

VLW: Warblade

10 kommentarer

Af David FerringIMG_1534

Vi troede ikke, at det kunne blive meget værre. Vi tog fejl…

Jeg måtte jo til det. Man kan ikke bare læse de to første bøger i en trilogi og så droppe det. Særligt, når nu det sidste, elendige bind havde så mange løse ender.

Så vi vender tilbage til hulerne under Altdorf, hvor vores helt Konrad hopper i vandet lige efter en masse plot-dimser er blevet samlet. Gaxar, SkullFace, Elyssa… hele pakken af ubesvarede spørgsmål.

Men fordi det hele er samlet i Altdorf, kan Konrad ikke bare sådan lige smutte, da The Reik sender ham ud på den anden side af bymuren. I stedet sniger han sig tilbage ind i byen og i et forsøg på at komme ind i barakkerne hvor han bor (husk, han var jo blevet en del af The Imperial Guard) slår han, sådan helt casually et par vagter ihjel… og sætter ild på en bygning… uden at de lykkes ham at komme ind. Han bliver dog plottet videre og kommer ind alligevel og bliver genforenet med sin krigskammerat Taungar, der er sergeant i The Imperial Guard. Taungar virker riiiimelig kølig, da Konrad fortæller om Skaven-dobbeltgænger-Kejser-plottet fra sidste bog, men inviterer blot Konrad med ud på en øl.

En øl bliver til to, og så lokker Taungar Konrad med hen til en troldmand/rigmand med det dejlige Warhammer-navn Werner Zuntermein. Konrad tror, at det måske er en god conspiracy Taungar og Zuntermein tilhører… men nej, det han er blevet lokket ombord i, er en Slaanesh-kult. Lyserødt chok! Og Zuntermein påstår, at hvis Konrad hopper med i kulten, kan han skaffe ham hans sweetheart Elyssa tilbage. Ok så. Konrad smutter med til kult-orgie men det viser sig at det “blot” er hende kæresten fra minen, Krysten, han har (ingen ved hvorfor eller hvordan). Hun viser sig at være en art sleeper agent for Khorne, alt går amok og Konrad brænder hele lortet ned.

Nu gider Konrad ikke Altdorf mere. Han smutter og slår sig spontant ned som vagt og udsmider på landevejskroen The Grey Stoat og lever lykkeligt til… der dukker nogle pissesure Imperial Guards op. Men ikke almindelige Imperial Guards… nej, Beastmen i Imperial Guard-uniformer, ledt af en voldsomt forbrændt Taungar. De er rimelig pissed på Konrad, dræber alle, brænder kroen ned og skal lige til at dræbe vores helt da Wolf dukker op. I ved, ham lejesoldaten som Konrad var væbner for i fem år, som vi ikke har set siden bind 1. Han redder Konrad og trækker ham med til en mystisk ø i The Wastelands, hvor et enigmatisk lillepige orakel siger nogle vage ting til Konrad om Kaos og om Sigmar. Konrad og Wolf bliver enige om at forpurre det der attentat mod Kejseren, som ellers flere gange er lagt I graven fordi Grey Seer Gaxar døde (… eller gjorde han? … ja, det gjorde han faktisk) og den bedste måde snige sig ind i Altdorf på er, I følge lejesoldat Wolf, ved at stage et piratangreb på byen? Wait, what? Den samme by, som Konrad har sneget sig ind og ud af flere gange i denne bog alene? Så et smut til Marienburg for at hverve pirater, kun afbrudt af en møde med troldmanden Litzenreich og hans hench-dværg Ustnar (glemt siden sidste bog) midt på byens højeste bro. Wolf og Litzenreich har åbenbart et gammelt udestående, men lige inden de kan gå i clinch, bliver broen overrendt af… Skaven! De fire på broen slå pjalterne sammen mod den fælles fjende og efter den er besejret, bliver de enige om fælles tur til Altdorf, sammen med pirater. Wolf og Konrad for at redde Kejseren, Litzenreich mere for at samle warpstone.

Inden da skal vi dog lige bruge 20 sider på, at Konrad får smedet et warpstone-podet sværd af dværgsmeden Barra, vist mest for at bogens titel er lidt dobbelttydig (du ved, Warblade – Warpblade). Et sværd der nærmest ingen rolle spiller efterfølgende! Og så afsted. Et par mærkværdige krumspring mere og frem til en på ingen måde tilfredsstillende, eller blot forklarende, slutning. Jo, noget med Tzeentch og måske noget med Sigmar.

Gott im Himmel! Hele bogen, som den her anmeldelse, falder som en usammenhængende war story eller en kampagne, hvor spillederen har preppet alt for mange ting, som efterfølgende død-og-pine skal væves sammen.

En nemesis, Skullface, som der konstant refereres til, men som aldrig kommer i nærheden af at blive foldet ud. Bipersoner der drysses ud over historien, glemmes og nogen gange dukker op igen. Kaos som forklaring på alt der roder.

Og så bliver der KONSTANT kigger tilbage og forklaret, hvem bipersonerne er og hvad der er sket tidligere. Det er som om bøgerne har været en føljeton, hvor læseren hele tiden sal mindes om tidligere hændelser og sammenhænge. Sammenhænge DER IKKE ER DER (fordi: kaos).

Det bedste i dette hate-read var, at både Slaanesh-kulten og skaven-angrebet på højbroen i Marienburg er scener, der næsten 1-1 har været med i mange afviklinger af På Røven i Marienburg, så den stemning er ramt meget godt.

Bog: 1/6

Scenariepotentiale: 2/6

Karakterer: 1/6

Hvor Warhammer er deres navne: 4/6

VLW: Call to Arms

Skriv en kommentar

Af Mitchel ScanlonIMG_1454

Mere Warhammer-kammerater i krig, denne gang til fods.

Endnu en bog i An Empire Army-serien og denne gang om Dieter Lanz, hvis drøm det er, at blive medlem af 3rd Hochland Swordsmen aka The Scarlets.

Bogen starter ud med at følge den unge Dieter, der er på vej til at lade sig indrulle i hæren. Han har slået følgeskab med en karavane af købmænd og camp followers, og der kridtes et fint billede op af de ting der forgår udenom kamp og krigshandling. Med i vognen har han også soldaten Holst, der er en Hochland Swordsman, og lidt af en røverhistoriefortællende slyngel. De bliver angrebet af beastmen og Dieter får mulighed for at vise sine skills udi kamp.

Det gør det efterfølgende til en smal sag at blive hvervet til hæren og efter ganske kort tid, er Dieter blevet en Scarlet og på vej ud i et felttog mod en plyndrende ork-hær, der er kommet ned fra Middle Mountains og nu drager rundt i Hochland og hærger. Undervejs viser det sig at de fleste af Dieters nye kolleger er flinke og seje, men der er selvfølgelig også et par suspekte typer der rager til sig og ikke er specielt ædle.

Desværre for Dieter og hans buddys er hærens nye general en klodrian, og han formår at rode hæren ud i kæmpe problemer og pludselig er det meste af Hochland-hæren smadret af orkhæren og The Scarlets er på flugt/retræte.

Samtidig følger man, hovedsageligt i korte introafsnit, skriverierne fra den pensionerede general Ludwig von Grahl, der, efter hele er gået galt, indkaldes til at få styr på hær og tropper. Samtidig ridses der også lidt i de storpolitiske linjer, i og med at Hochland naboer nægter at hjælpe landet, selvom de er ved at blive rundsmadret af grønhuder.

Først skal The Scarlets lige nå hjem og under deres flugt får man en fin præsentation af en masse ikoniske greenskin-typer. Night Goblins, ulveryttere, squig hoppers og, under forsvaret af en gammel mølle, en goblinshaman på en kæmpeskorpion!

The Scarlets bliver til sidste genforenet med resten af hæren og kan være med i von Grahl endelige stand mod orkelederen  og hans horder. Much epic følger.

Call to Arms er en ok fin omgang krigsaction-Warhammer, mere fodsoldat end i Reiksguard. Karaktererne er ikke vildt nuancerede og de små optræk til intriger og drama bliver aldrig rigtig foldet ud. Men ok gode slag og meget Warhammer navne.

Bog: 3/6

Scenariepotentiale: 2/6

Karakterer: 3/6

Hvor Warhammer er deres navne: 5/6

VLW: Palace of the Plague Lord

2 kommentarer

Af C. L. WernerIMG_1414

Einarr er en sådan en rigtig Norsca-viking. Pels, økse og masser af behov for at plyndre og hærger. Det er bare sådan, at Einarrs stamme, Baersonlings, har en fejde kørende med en anden stamme, Aeslings, og da Einarr og hans flok af krigere falder i en baghold, bliver Einarr, meget mod sin vilje, taget i live. Tilbage hos de gustne Aeslings, formår han dog at stikke af og under flugten får han dræbt deres seer, druide-type, og det er altså total no-no. Det når dog ikke at blive et stort problem, for kort efter at Einarr kommer tilbage til sin by(gd) kommer et Khorne-bæst, udsendt af Aeslingerne, væltende og udraderer by og alle beboere, undtagen Einarr. Ouch.

Virkelig vred over igen at være blevet snydt for ærværdig død, vælter Einarr efter bæstet, men falder undervejs over en mystisk monolit, hvor han bliver podet af noget magtfuldt og magisk… kaldet Tchar, som helt tydeligt er Tzeentch, der udstyrer ham med en sølv-rune på hånd og arm. Bæstet bliver indhentet og slagtet i ruinerne af Aeslingernes by og Einarr får en vision om, at, hvis han udfører Tchars ønske, så kan tiden blive skruet tilbage og han kan redde sin landsby. Missionen er at drage langt ud i kaosødemarken, finde The Palace of the Plague Lord, hvor Nurgle-troldmanden Skoroth sidder, og bringe et stjålet relikvie tilbage til Tzeentch.

Og så afsted. Einarr drager gennem kaosødemark og undervejs samler han en flok skumle og suspekte typer op, som danner en kaosinficeret udgave af Fellowship of the Ring. En Tzeentch-kriger Kurgan (?), en gammel heks, en kaosdværg, en viking-ranger-varulv, en hawt kvindelig bueskytte, en tohovedet ogre og et par kaoskrigere, dedikeret til henholdsvis Tzeentch og Khorne.

Og så vader de igennem kaos. I lang tid. Bliver overfaldet af alskens kaos-yngel, alt imens de langsomt muterer, in-fighter og verden omkring dem bliver mere og mere korrumperet og fyldt med pus og pest.

Og rejsen varer længe. Cirka 100 sider for længe. Kombineret med en start der også er 50 sider for lang bliver Palace of the Plague Lord en noget træg omgang. Der er fine passager og masser af inspirerende kaos- og Nurgle-inspark, men selv bylder, rotter, stank og betændelse mister sin effekt efter noget tid. Samtidig er hverken Einarr eller hans party specielt interessante – jo, det er meget sjovt at de alle sammen er onde/kaos-tilbedende, men giver også et meget godt billede på, hvorfor evil-party koncepter er svære at få til at fungere.

Da de kommer frem til endestationen tager det igen Einarr virkelig lang tid at kæmpe sig igennem det hæslige palads inden han nå frem og battler Skoroth OG en Nurgle-drage! Og nej, det ender ikke rigtig lykkeligt, når man er sendt i byen af Tzeentch.

Ideen om at drage ind kaosødemarken har jeg selv brugt i Vinterulvene og jeg kunne sagtens have brugt noget indspark fra den her bog i scenariet, men karaktererne er flade og bogen burde have været 250 sider, ikke 400. Så. Meget. Slim. Og. Snot.

Bog: 2/6

Scenariepotentiale: 3/6

Karakterer: 2/6

Hvor Warhammer er deres navne: 4/6

Så kom der lidt gang i bloggen igen. Der er også Fastaval, hverdagsrollespil og flere Warhammer-bøger at skrive om.

VLW: Shadowbreed

2 kommentarer

Af David FerringIMG_9329

Anden bog i serien om den forældreløse og mystiske Konrad dykker fælt. Alt er forbundet – intet giver mening.

Jeg var egentlig godt tilfreds med første bind i trilogien, Konrad, men Thomas advarede om at kvaliteten ikke var imponerende. Og sandelig om ikke andet bind i den grad lever op til de ilde varsler.

Magen til usammenhængende rodebutik skal man lede længere efter. Eller, der er sammenhæng, men hver eneste kobling af sekvenser virker mere søgt end den foregående.

Vi starter ud, hvor bind et sluttede, i ruinerne af et gammel dværgtempel. Konrad siger farvel til sin soldater-mentor Wolf og drager tilbage mod den mine, som de har forsvaret mod overfald fra kaos de forgangne år. Han ansporet af en vision af den samme bronzeklædte ridder der var tilstede da hans barndomsby blev smadret fem år før.

Minen viser sig raidet og smadret af en større kaoshær. Alle er massakreret, med undtagelse af den enhåndede minearbejder Heinler. Sammen drager de efter kaoshæren, fordi Konrad, helt praktisk, har dårlig samvittighed overfor sin kæreste fra minen (som han ellers sagde farvel til i bind 1) og vil se om hun måske er blevet fanget. De indhenter hæren, sniger sig tættere på og BAM, Konrad bliver slået bevidstløs.

Han er nu fange hos kaostropperne og lige som han skal til at blive ofret, indser han at lederen af hæren, er den originale barndomskæreste Elyssas bror! Nå da. Så slipper han for at bliver ofret, men bliver i stedet trukket med som en slags kæledyr for general Kastring, der godt kan lide at snakke om sin hjemegn og gamle dage.

På et tidspunkt beslutter Konrad sig for at stikke af, og falder her over en mystisk bronzerustning og tilhørende hest. Den bronzerustning faktisk. Han iklæder sig den og går med det samme i symbiose med den. Rustning/Konrad-kombinationen tæver nu Kastring og hans kaos-crew og rustningen drager, med Konrad indeni, videre ud i verden, hvor den suger energi ved at tæve folk. Det stopper dog, da troldmanden Litzenreich og hans dværg-entourage lokker rustningen i et baghold og slæber Konrad, stadig inde i rustningen, tilbage til Middenheim. Her får de, ved hjælp af mystisk maskineri og heftige mængder ulovlig warpstone, trukket rustningen af Konrad. Herefter bliver han buret inde, indtil Litzenreich beder Konrad betale sin æresgæld til ham ved at smutte ned i undergrunden under Middenheim, hvor der bor Skaven og hvor Litzenreichs dværge stjæler alt den warpstone troldmanden bruger i sine eksperimenter. que? Her går Konrad og dværge i baghold og Konrad bliver fanget af det der viser sig at være en grey seer… og samtidig også viser sig at være ham den enhåndede Heinler-minedude fra tidligere, der bare var i trylle-camouflage. Jow jow.

Så er Konrad fanget lidt der, indtil dværgene kommer og befrier ham og bringer ham hjem til troldmanden, præcis i det øjeblik at byvagten kommer væltende for at anholde Litzenreich og hans folk for at lege med warpstone. Efter lidt kamp beslutter Konrad sig for at matche Skaven og byvagt – så de kan tæve hinanden og han fører dem ned til rottefolkene. Endnu et slag slutter med at Konrad, Litzenreich og en enkelt dværg slipper væk og troldmanden påstår at have bevis for, at grey seeren, der for øvrigt hedder Gaxar, har skabt en kopi af selveste kejseren, som han vil indsætte i Altdorf. Really?!? Og hov, Gaxars bodyguard-rotte har, viser det sig, et skjold med et våbenskjold der matcher det der var på den bue Konrad fik af Elyssa tilbage i starten af den første bog. Wait, what?

Nå, vores mini-party rejser mod Altdorf og lige da de ankommer, bliver Litzenreich og hans dværg-buddy anholdt, imens Konrad, helt tilfældigt, render på en krigskammerat fra sin fortid, der nu er sergent i The Imperial Guard og uden at blinke indruller Konrad i den styrke. Her er han en uge inden han beslutter sig for at befri sine croonies, som ellers har været nederen og ubehagelige hele vejen igennem, og han bluffer sig ind i fængslet, sjovt nok lige samtidig med at Gaxar er dukket op for at ondulere troldmanden. Endnu et slag, Gaxar dør og vores umage party hopper i et tilløb til The Reik, for at undslippe en kaoshorde der pludselig dukker op her i hulerne under Altdorf?!?  Det sidste Konrad ser, da han ser op fra vandet er den samme mystiske kaos-type, Skullhead, der smadrede hans barndomsby inde på bredden sammen med… da da da da, Elyssa – barndomskæresten. Chok chok horror drama.

Det er rodet, søgt koblet sammen, fyldt med meningsløse gentagelser og samtlige bipersoner helt flade og kedelige. Ingen har interessant motivation eller personlighed, mindst af alt Konrad, der får Gotrek til at virke nuanceret og dyb.

De sidste bind er ikke specielt højt placeret på læselisten pt.

Bog: 1/6

Scenariepotentiale: 2/6

Karakterer: 1/6

Hvor Warhammer er deres navne: 3/6

VLW: Reiksguard

Skriv en kommentar

Af Richard WilliamsIMG_9309

Krigskammerater i Warhammer, Top Gun-style

En nyere (2009) tilføjelse til det skønlitterære univers omkring Warhammer er bøgerne i An Empire Army-serien, der hver har fokus på særlige kompagnier, soldater og hære. Dette er den første og den er bestemt hæderlig.

Man følger de to unge mænd Delmar von Reinhardt og Siebrecht von Matz der starter ud sammen i deres træning som Reiksguards, en ung ridderorden dedikeret til den siddende kejseren og forsvaret af Reikland. Reinhardt er reiklænder og kommer fra en stolt riddertradition, hvor hans far døde som Reiksguard i kamp mod en Nordländer-invasion. Matz er modsat fra en mere loren adelig familie, fra Nuln og mere optaget af fest og farver end traditioner. De to clasher, naturligvis og det fylder, naturligvis meget i bogen.

For den første del af bogen er grundlæggende Top Gun, bare med Warhammer-riddere. Masser af træning, intern ballade mellem de to hovedpersoner og deres respektive entourages (reiklændere mod dem fra provinserne), intrigere og spirende respekt mellem de to riddere.

Anden halvdel af bogen, efter vores hovedpersoner er blevet Reiksguards, handler om et felttog, hvor ridderne og en større folk milia-folk + nogle badass bergjaegers (læs: rangers) drager dværgfæstningen Karak Angazhar til undsætning, den er nemlig under belejring af en kæmpe hær af gobliner, under ledelse af den freaky Thorntoad og en mindre flok ogres.

Megen heltedåd og mangt et slag binder våbenbrødrene sammen, imens der kradses lidt overfladen af omstændighederne omkring Delmars fars død og Siebrechts skumle onkel, der er skruppeløs købmand, dukker op i periferien. Det giver lidt mystik og drama – og hele den del af historien kastede inspiration til en scenarieide om riddere og skummel fortid.

En udmærket bog af krigsfiktions typen ellers. Mange slag og meget træning, men de to hovedpersoner og deres soldaterkammerater giver nok variation til at det er til at holde ud. Thorntoad er en fin skurk, med flere quirks end en Bond-skurk og spillet mellem ogres og gobliner giver også lidt dybde.

Bog: 4/6

Scenariepotentiale: 2/6

Karakterer: 3/6

Hvor Warhammer er deres navne: 3/6

VLW: Skavenslayer

3 kommentarer

IMG_9307

Af William King

Den dynamiske duo peaker i Nuln.

Den første fuldlængde bog om Gotrek og Felix starter under Nuln. I kloakkerne, hvor dværg slayeren og hans sidekick arbejder som kloakjægere, der skal holde hovedsageligt gobliner ude af de underjordiske tunneller, som del af et gustent party.

De render dog hurtigt på et rendezvous mellem en skaven og en suspekt adelig og så ruller bolden og balladen ellers.

Skavenslayer er, i modsætning til den første bog, en sammenhængende historie, men delt ind i helt klare afsnit, hvor Gotrek og Felix, del for del, kommer i clinch med de fire store skavenklaner; Pestilence, Eshin, Scryre og Moulder, med Greyseer Thanquol som den gennemgående bindeled. Det udsætter så Nuln for snigmordere, sygdom, mutant rotter og et ret morsomt og kaotisk angreb på byens stolte College of Engineers. Det virker nærmest som en parade af kanoniske typer af Skavens.

Beskrivelsen af plagede Nuln er virkelig god og folkene omkring Gotrek og Felix er ret fine. Deres krovært, Felix’ love interest og deres rottefænger-venner, inden de omkommer under forfærdelige omstændigheder. Samtidig dukker Felix bror op og fungerer godt som modspil til den ellers lidt flade hovedperson og giver nogle ok gode nuancer og glimt af hans baggrund. Der er også et par interessante bedsteborgere, en intrigant hofsnog/spion og en venlig læge, der giver noget fin stemning og baggrund til bogen.

Og ja, så er der der Skavens, som vi jo nu ved fortsætter med at være i kølevandet på Felix og Gotrek fremefter. De fungerer rigtig fint i bogen, men de er også virkelig fjollede. Også for fjollede, synes jeg. Deres enorme egoer og altoverskyggende behov for at være intrigante spænder non-stop ben for dem selv. De er mere egomaniske komedieskurke end farlige og ondskabsfulde rotter. Men det fungerer og det også set igennem det prisme, at mit kommende Fastaval-scenarie bliver skrevet.

Sammen med den første bog i serien (anmeldelse coming up – når et par andre er besøgt) klart den bedste, af dem jeg har læst so far. Nuln Fiction.

Bog: 5/6

Scenariepotentiale: 3/6

Karakterer: 3/6

Hvor Warhammer er deres navne: 4/6

Older Entries