Raise Dead: Vandrekonkurrence VIII

4 kommentarer

Jeg sad lige og rodede rundt på et gammel usb-stik og fandt her mit udkast til Mortens udfordring til RPGForums vandrekonkurrence. Så vidt jeg kan overskue har ingen svaret på udfordringen, der har stået der siden februar 2010, så jeg har nu pudset mit gamle udkast en lille smule af, og without futher ado:

A Hard Day’s Night of the Living Dead

Udfordringen tager udgangspunkt i denne trailer:

Måske kan vi få gang i konkurrencen igen? Hvis mit bud bliver godkendt, skal jeg nok prøve at finde en ny, og lidt nemmere, udfordring.

Reklamer

A Tale of Two Cities

4 kommentarer

Mine planer for Fastaval er stadig vildt hemmelige (altså udover at det bliver Apocalypse Drow og jampacked med elvere), så jeg vil i stedet skrive lidt om et par rollespilsbøger fra min samling. To bøger der både har mange ligheder, men samtidig er utrolig forskellige. Tjek for eksempel bare størrelsen på Ptolus og Vornheim:

Vi tager den store først. Jeg købte for nogle år siden det enorme by-setting Ptolus af Thomas – signeret af Monte Cook’n’all. Jeg var fascineret af omfanget og lækkerheden og jeg kan virkelig godt lide (store) fantasy byer.

Men ærlig talt; det er utrolig lidt jeg har brugt den. Hverken til spil eller som læsestof. For hver eneste gang jeg tager den frem og slår op på en af de glitrede farvesider, bliver jeg overvældet. Jeg kan slet ikke overskue det. Hverken at læse det, for hvor fanden skal man begynde (hvis man ikke bare skal tage den fra side et), eller bruge det i spil. Hvordan skal man som spilleder nogensinde kunne holde styr på 672 siders materiale (plus ekstra gøgl på cd-rom!) når nu alt er detaljeret og defineret på forhånd. Jeg giver op, selvom jeg sagtens kan se alt der fede der ligger og venter og lokker i Ptolus.

Vornheim sniger sig lige op på 64 sider, altså under en tiendedel af Ptlous. Den er ligesom Ptolus en by, bogen er hardcover, men udover coveret holdt i sort/hvid, og med nogle meget særegne og underground-style illustrationer. Spildesigneren Ken Hite  har beskrevet Vornheim som “Sex Pistols covering Ptolus“.

Og jeg er vild med Vornheim!

Bogen er skrevet af Zak S, ”kendt” fra de to blogs Playing D&D With Pornstars og I Hit it With My Axe og er et byggesæt til byen Vornheim der, som Ptolus, er byen hvor bogens forfatter udfolder sine egne eventyr. Men jeg kan overskue Vornheim. Eller rettere sagt, Vornheim bliver i langt højere grad leveret som ”mit Vornheim” og ikke forfatterens. Bogen er proppet med skæve og fantasifulde ideer, tabeller og sære regler for, hvordan man uden planlægninger skaber gader, encounters og bipersoner (blandt andet er cover og omslag værktøjer til dette – man smider simpelthen en D4 ned på coveret, og så er der retningslinjer for, hvad terningens hjørner og placering betyder). Et hurtigt rul skabte for eksempel lige:

Tasha Gorguts, hunter, loves cat more than her spouse

Bogen er skrevet til D&D, men regler fylder ikke meget, og så er den udgivet af James Raggi, eksil-amerikaner i Finland og manden bag Old School-spillet Lamentations of The Flame Princess, som ser så fint ud, at det  har fået mig til at overveje gammeldags D&D igen.

Og så giver den mig lyst til at køre sandbox kampagne, big time. Bare slippe spillerne løs, rulle et par gange på et par tabeller og så bare tage den derfra, lidt ligesom min Over The Edge kampagne.

Og så er Vornheim utrolig meget nemmere at have med, hvis man lige har brug for at medbringe noget læsestof, når sønnen skal på legepladsen.

Det er nogle rigtige fede byer, begge to, men jeg tror det ender med, at jeg får mere glæde af Vornheim.

Det her, det er gammeldags!

14 kommentarer

Nu brokkede jeg mig over ol’ school i går, men det gælder kun når det er mine scenarier det handler om. For jeg kan godt lide gamle ting og et af mine første og ældste soft spots er Drager og Dæmoner (DoD).

Det var systemet jeg rykkede til efter Sværd og Trolddom og jeg har i min ungdom spillet langt mere DoD end jeg har spillet Dungeons & Dragons. Sidenhen har jeg ind imellem fundet mine DoD bøger frem, og har været lidt ærgerlig over, at mine spillere dengang altid gik målrettet efter ulvemænds krigere; 4d6 i styrke er åbenbart svært tillokkende når man er teenager.

For Drager og Dæmoner er meget andet end kamp med tohåndssværd. Systemet, som jo grundlæggende er Basic Roleplaying (RuneQuest, Elric, Call of Cthulhu), er proppet med ikke-kamp ting. Kun 2-3 professioner har for eksempel adgang til tunge våben og der er vildt mange færdigheder og regler for fredelige ting, som taksere og overklassestil.

Og så kan man være en and!

Nå, men jeg har desværre aldrig rigtig fået spillet en cool omgang Drager og Dæmoner og selvom jeg tilbage i 90erne fik etableret et rimeligt DoD bibliotek, blandt andet har jeg to Expert sæt, var der også en del bøger jeg ikke fik købt da tid var og som jeg sidenhen har tænkt umulige at opdrive, i takt med at de danske bibliotekers eksemplarer blev slidt op. For 14 dage siden lånte jeg blandt andet Aarhus Kommunes bibliotekers eneste eksemplarer af by-settinget Kandra; forholdsvis velholdt, men selvfølgelig uden kort.

Efterfølgende googlede jeg lige bogen, og midt imellem torrents og andre mere eller mindre interessante ting, dukkede den bornholmske boghandel William Dam også op og de påstod hårdnakket på deres hjemmeside, at de ikke bare havde Kandra liggende, men også noget nær alle andre tilbehørsbøger (er der et bedre dansk ord for sourcebook?) til Drager og Dæmoner og endda pænt billigt.

Uden virkelig at tro på det, bestilte jeg en stak af bøgerne, men i stedet for et ”vi har desværre ikke disse nørdbøger fra 1989 på lager alligevel”-svar, dumpede der en pakke ind fra Bornholm!

Og så måtte jeg jo bestille en stak mere. Og nu er min samling af danske DoD-bøger komplet (edit: nej for fanden, jeg fik sgu ikke anden bog i Herskerserien med – silly me).

Og fuck hvor er det old school. Spøjst oversat (en del af Merlin Mann!) og fyldt med glædelig gensyn! Nu har jeg endnu mere lyst til at spille Drager og Dæmoner igen.

Og til ære for Morten vil jeg lige citere lidt fra første side i scenariet Novastenen:

”Spillerne begiver sig direkte til kroen ”Kruset” og får straks et bord. Det er midt på dagen, og kroen er tom på nær krofatter Bork og en gammel mand…”

Leverer den gamle mand spillernes mission? Det tror jeg nok han gør! Old f*cking school!

Så gammeldags er mine scenarier fandme ikke!

20 kommentarer

Ok. Det her kommer nok til at lyde lidt tvært. Men jeg er nået et punkt, hvor jeg bliver irriteret når mine scenarier bliver beskrevet som old school og gammeldags, senest her.  Mest fordi jeg synes at det, sikkert ubevidst (?), kommer til at lyde sårn lidt nedladende når folk siger/skriver det. Lidt ligesom ordet “driftsikkert”, som blev brugt om Brabrand på Fastaval i år.

Jeg har nu tre Fastavalscenarier på samvittigheden og jeg føler jeg har  forsøgt nye og/eller anderledes ting i alle tre.

Reservoir Elves havde konfliktterningen og monologer/fortællesekvenser.

Magician: Impossible havde spell-kort til den store guldmedalje og et anderledes take på magi i et D&D-scenarie.

Brabrand havde et skæbnesystem der gav spillerne meget mere indflydelse over negativ skæbne og som samtidig understøttede dramaet imellem spillerne. I hvert fald gav det muligheden for det.

Men ja, udover det så ligner mine scenarier da nok mere dem som folk spiller derhjemme når de spiller kampagner’n’stuff… men er det så pissehamrende gammeldags?

Er det virkelig så helt vildt overdrevet retro, at lave scenarier med fem karakterer og noget der minder om et plot? Jeg føler mig virkelig ikke som en del af nogen 90er-revival bølge, fordi jeg ikke har flydende gm’s, 100 bipersoner som spillerne har ansvar for eller en helt vildt spændende og alternativ måde at iscenesætte den oversete d12 på.