Inspireret af Johs, vil jeg også skrive lidt om mit nylige første encounter med onlinerollespil.Skærmbillede 2020-05-08 kl. 13.13.52

Jeg har haft  fornøjelsen af, at spille scenariet Chariot of the Gods, fra Fria Ligans ret nye Alien-rollespil, via Roll20. Det har været fedt. Også federe end jeg havde regnet med. Per spillede det allerede sidste år.

Gruppen

Troels var spilleder for en gruppe på fem (Astrid, Jofrid, Nynne, Simon og mig) og selv med så højt et spillerantal var der et godt flow. Folk var gode til at give plads og ikke snakke i munden på hinanden og det var også spændende at følge med, når man ikke selv var med i scenen.

Vi spillede scenariet henover fire session af en varighed på 2½-3 timer.

Scenariet

Helt klassisk Alien setup. Crewet på USCSS Montero støder på rumskibet USCSS Cronus der har drevet rundt i 75 år og beslutter sig, mere eller mindre frivilligt, for at undersøge det. Det skal nok gå galt også fordi, alle karaktererne er flossede i kanten og/eller udstyret med skumle egne agendaer.

Karaktererne er fine og genretro og spillet imellem dem fungerede, synes jeg, godt. Jeg bilder mig ind, at det gav lidt ekstra drama, at det var en flok erfarne (Fastaval)rollespillere der slog sig løs.

Jeg spillede John Wilson, firmaet Weylan-Yutanis mand ombord på USCSS Montero, og endte mine dage, skrigende, på helt passende facon til allersidst i scenariet.

Scenariet trækker mere på de senere Alien-franchise film, men det var ikke noget der påvirkede vores oplevelse stort, men forvent mere snak om dette, når de gode folk fra Lænestolsrollespil kaster sig over scenariet i en fremtidig episode.

Systemet

Jeg synes det fungerer. Stress-terningerne er fede, jeg var glad for karakterernes særlige moves og actiondelen er tilpas brutal og filmisk. Samtidig var det også velintegreret i Roll20, så det var nemt at gå til. Det slår mig dog som et, i Alien-universet, ret one-trick-pony system. Universet ligger ikke, synes jeg, op til lange kampagner, hvor man render på den ene facehugger efter den anden og jeg ser klart mest potentiale i korte, filmiske scenarier, hvor man går til det, uden illusionen om, at ens karakter skal overleve og stige i levels.

Roll20Alien20

Jeg kan godt lide det. At regelsystemet er integreret gør det hele meget smooth, og muligheden for at sidde med kort over rumskibe og baggrunds ambience på rette tidspunkter, var fedt. Jeg skal helt sikkert kigge mere på Roll20.

Så hvad nu? Ja, lige nu sidder jeg og fusker i Roll20 og skriver noter til en kort Fall of Delta Green-kampagne, sat i Saigon, 1968. James Ellroy møder Apocalypse Now møder Lovecraft. Vi får se.