Foromtale: Vinterulvene

1 kommentar

Nord for Ostland, i den snedækkede ødemark, der leder frem mod Sharguns Tinder er fire jægere i hælene på deres bytte. Bistre og stålsatte forfølger de ham. De har jaget ham gennem det halve af Imperiet. Nu er de så tæt på, at de næsten kan dufte hans harske sved i den stride, kolde vind. Intet kan stoppe dem…

… Samtidig lyder der våbenlarm og glammen fra hæse struber bag dem. For noget har fået færten af de fire jægere, og kaoskræfterne er ikke sådan at ryste af.

Vinterulvene er et Warhammer actionscenarie om fire kvinders jagt på en nederdrægtig forbryder. Om at være både jæger og bytte. En jagt i højt tempo, hvor de fire må arbejde sammen og udnytte deres ressourcer og evner til det yderste, for at nå deres mål.

Det er også en jagt, som ikke alle overlever.

Mindst én karakter vil undervejs bide i det frosne, visne græs. Så det handler også om at drage fordel af de andres svaghed, positionere sig til finalen og udnytte enhver chance og mulighed.

For når du har Khornes blodhunde i hælene, behøver du ikke være den hurtigste. Så længe du ikke er den langsomste…

Scenariet bruger et enkelt kortsystem, der understøtter action, dramaet mellem spillerne og sætter karakterernes ressourcer under pres.

Boks:

Spilletid: Cirka 2 timer

Antal: 4 spillere + 1 spilleder

Stikord:, Warhammer, grum fantasy, chase, action, britpunk.

Spillertype: Du kan lide beskidt fantasy og seje karakterer under pres. Du har lyst til at slå dig løs i actionscener, hvor du har stor frihed, og nyder både at spille med og op imod de andre spillere. Du kan lide, at reglerne spiller tæt sammen med fortællingen.

Spilledertype: Du kan lide at skabe stemning, køre stramt satte scener i højt tempo og kan reagere på spillernes handlinger og udfordre deres karakterer.

Sprog: Dansk og engelsk.

Om forfatteren: Kristian er del af rollespillets lette brigadeTM og har syv Fastaval-scenarier på samvittigheden, hvor dette scorer overraskende lavt på elver-barometeret. Kristian gad godt spille Warhammer-rollespil uden for Fastaval.

Og opsummering af julekalender, plus videre planer med Marienburg, kommer ASAP.

Foromtale: Paninaro

Skriv en kommentar

Første udkast til foromtalen til mit og Olivers Fastaval scenarie – feedback og kritik modtages gerne.

Paninaro

“Girls, boys, arts, pleasure

Girls, boys, arts, pleasure

Paninaro, Paninaro, oh oh oh”

Vi er nået til finalen i verdens største moderealityshow, Paninaro 2014.

Fire talentfulde modedesignere er parat til at gå i clinch med stof, sakse og brokade i en sky af hysteriske tirader, geniale indfald og nervøs velour.

Kom ind i en verden af tøj og intriger, og bliv udfordret på hidtil uset kreativ vis, når der skal kæmpes om pladsen forrest på catwalken i et scenarie i genren ’dødelig komisk alvor’ med fokus på flamboyant rollespil og benhård konkurrence.

Spiltid: 2 timer

Antal spillere: 4 + 1 spilleder

Type spiller: Aktive spillere, der kan lide at spille med store armbevægelser, der tør teste deres egen kreativitet og er parat til at spille med og imod de andre. Symaskinekørekort ikke et krav.

Type spilleder: Scenesætter og tovholder. Du skal køre et tight scenarie og komme med indspark til spillerne, så de giver den gas.

Om forfatterne: Kristian plejer at skrive actionactionscenarier. Oliver er til føleføle og blackbox. De kan begge rigtig godt lide Project Runway og Pet Shop Boys.

Titelsangen

Foromtale: Marie Krøyer – Djævlebetvinger

2 kommentarer

Man skal jo smede mens jernet er varmt, og inden der lander endnu et barn, så jeg er i gang med opfølgeren til Thorvald Stauning – Varulvejæger.

Marie Krøyer – Djævlebetvinger bliver, formodentlig, en Hyggecon exclusive og et bud på foromtalen kunne være:

Marie Krøyer – Djævlebetvinger

Attenhundredenogenogfirs.

En morderisk djævelskab fra nord.

Fire kunstneriske sjæle. Bevæbnet til tænderne.

Skagen. Hvor kaskader af blod og ektoplasma rammer badehotellernes hvide gavle.

Ingenting bliver helt det samme, når først heltene fra Kontrolministeriet har været forbi.

Find bibel, vievand og rosenkrans frem og kast jer ud i et okkult alt-historisk femi-grind scenarie, der med enkle regler gør Danmarks nordligste punkt til scenen for et actionmættet rendezvous med en satanisk maler, bonget op på laudanum og absint.

Fire spillere, en spilleder og cirka tre time.

Foromtale: Thorvald Stauning – Varulvejæger

7 kommentarer

Courtesy of Oliver. Det bliver endnu vildere i scenariet!

Thorvald Stauning – Varulvejæger

Før rollen som landsfader…

Før skandalerne…

Før Nobelprisen…

Før duellen…

… bekæmpede Stauning og hans posse fra Kontrolministeriet overnaturlige trusler mod Gamle Danmark.

Så grib krucifiks, sølvkugler og den treløbede haglspreder og kast dig ud et okkult historierevisionistisk grind night scenarie, der med enkle regler gør Kjøbenhavn anno 1900 til kulisse for et actionfilmisk showdown med prøjsiske varulve.

—————

Spilletid: Max 2 timer.

Antal deltagere: 1 spilleder og 4 spillere.

Spillertype: Initiativrige og friske på, at puste liv i en flok historiske karakterer og disses slag, nedpløkninger og kjølige replikker.

Spilledertype: Scenesætter og fartholder. Du skal formidle scenariet i et hæsblæsende tempo og samtidig give spillerne mulighed for at skinne.

Kort om forfatteren: Kristian er blandt Danmarks flittigste scenarieforfattere og skriver tit scenarier med inspiration fra film og populærkultur. Derudover er han tilknyttet Jesus Bar Mitzvah og har faktisk ikke set ”Abraham Lincoln: Vampire Hunter”.

Foromtale: Troglodytkongens Huler

Skriv en kommentar

Troglodytkongens Huler

Jeg er sulten. Sulten som en otyugh,” hvæsede halvingen og skulede rundt på de andre.

… Den rustningklædte kriger undertrykte et host og imens de andre spejdede ned af gangen, tørrede han et par bloddråber fra læberne.

… Da gangen var tjekket for fælder, bevægede de sig langsomt frem. I tæt klynge og med dragne våben.

Ved Vorn – hvad er det for en vederstyggelighed?” lød det fra krigerpræsten, der et kort øjeblik vaklede mellem at hæve sit hellige symbol eller sin stridskølle.

… Da de holdt hvil i et øde rum, samlede troldmanden sig om sin rejsebeskrivelse. Elegant fløj fjeren og blækket over papiret… ”Vi har rejst mange dage. Mødt brændende kranier. Slimkatte. Vi har fundet 31 sølvstykker. Moralen er lav.

… Der kom en skrabende lyd fra mørket. Som metal der bliver presset mod klippevæg. Eller måske nærmere kløer? Den lille gruppe eventyrere gjorde sig klar. Dværgen knugede sin økse så hårdt, at knoerne blev hvide som afpillede knogler.  En svag hvisken undslap elveren:

De kommer… Troglodyterne”.

Troglodytkongens Huler er klassisk dungeon crawl melodrama med et moderne twist. For 4-7 spillere og en spilleder. Varighed: 3-4 timer. Skrevet til Hyggecon 2012.

Scenariet er inspireret af Old School Revival-bølgen og bruger Lamentations of the Flame Princess-reglerne, der tager udgangspunkt i klassisk D&D – kendskab til disse er ikke nødvendigt.

Foromtale: “Så sagde vi, at du var faren…”

4 kommentarer

Så sagde vi, at du var faren…

Et spillederløst novellescenarie for 3 spillere.

Sofie er 10 år gammel. Nu har hendes far og mor besluttet at gå fra hinanden. Sofie ved ikke helt hvorfor, for Sofies far og mor fortæller hende ikke særlig meget.

Sofie har hørt om forældre, der går fra hinanden og stadig er venner. Eller i hvert faldt stadig kan snakke sammen. Men sådan er det slet ikke med Sofies forældre. De lader godt nok som om, når Sofie er der, men det passer ikke.

Og så hiver de i Sofie. En i hver arm. I hver deres retning. Nogen gange tænker Sofie, at det er, fordi de begge to elsker hende og gerne vil være sammen med hende. Men oftere virker det som om, at de mere trækker i hende, fordi de ikke vil have, at den anden får hende.

Det er ikke sjovt at være Sofie. Det er heller ikke sjovt, at være Sofies far og mor.

”Så sagde vi, at du var faren”… er et scenarie om skilsmisse, egoisme og ubehagelige, men helt dagligdags, valg.

En Jesus Bar Mitzvah produktion, skrevet til Projekt Særimner, Forum 2012, af Kristian Bach Petersen & Stefan von Lægteskov.

Foromtale: De Sorte Svin fra Skoven

6 kommentarer

Thais har allerede ridset op, hvorfor det bliver fedt at være congænger i 2012 og jeg kan da kun være enig. Ikke mindst fordi man på Ba-Con blandt andet kan opleve mit scenarie De Sorte Svin fra Skoven. Foromtalen er oppe på Ba-Con hjemmesiden men også her for en god ordens skyld. Man kan forøvrigt også spille Reservoir Elves (og Ducks) på Ba-Con.

De Sorte Svin fra Skoven

“Now in darkness world stops turniiiiing. Ashes where the bodies burniiiiiing. No more war pigs have the poweeeeer. Hand of God has struck the”

*CLICK*

Slick afbrød den skingre vokal, der gjaldede ud fra båndoptageren i truckens førerhus. Han havde aldrig fundet ud af, hvad bandet hed, men siden båndet sad håbløst fast derinde, var det nu engang det, der blev hørt. Bankelyden fra lastrummet tog til. Nogen ville tydeligvis have ham til at stoppe. Slick signalerede med hornet til Nine, der red igennem det støvede landskab side om side med trucken på motorcyklen. Så sagtnede han langsomt farten på det tonstunge fartøj.

Udenfor førerhuset ramte stanken af svovl ham i ansigtet. Sandet under truckens hjul var tydeligvis spædet godt op med det stinkende gule grundstof, og han fik hurtigt trukket sit tørklæde op foran munden. Fra toppen af lastrummet blev en luge slået op, og White stak sit hoved op. Hun rynkede på næsen og sendte ganske ufeminint en spytklat ned på den golde jord.

”Hvornår er vi i Pork Town – det er fandme uger, siden vi sidst har set civilisation… eller hvad man nu skal kalde det?”

Slick trak på skulderen. ”Vi er fremme, når vi er fremme. Og den her slags pauser gør jo ikke turen kortere”.

Fra truckens bagende dukkede vognens to andre passagerer op. Trods stanken, virkede både Mask og Pump godt tilfredse med at komme ud og strække benene.

Hængende fra døren stirrede han ud over de øde vidder.  ”Fuck mand, tænk, at det her engang var et rigtig land og ikke bare en ødemark…”

Genre: Postapokalyptisk actiondrama

[Foromtale] Brabrand

4 kommentarer

Nå, så kunne jeg holde mig i skindet længere. Jeg er rigtig godt i gang med scenarieteksten til mit kommende Fastavalscenarie, har næsten planlagt næste spiltest og vrøvlet nok om det i en sådan grad, at Mette ikke gider høre mere.

Så nu ryger udkastet til foromtalen op her. Det er version nummer to og jeg tror ikke der skal files alt for meget ved den, men kommentarer er selvfølgelig meget velkomne.

Brabrand

”Og hvis det fortsætter på den måde, så ser jeg ikke andre muligheder, end at forsvare mit hus og min ejendom. Om det så bliver med jagtgeværet eller en golfkølle, det må komme an på omstændighederne.” (Uddrag fra Århus Stiftstidende, debatsektionen)

”Det var her jeg så dem, nede ved søen. Det var pissemørkt, men de har max været 10 år. Helt sikkert oppe fra Parken. Som jeg ser det, skal småpiger sgu da ikke rende rundt ude om natten” (Øjenvidne til TV2 Østjylland)

”Slut med udrykninger til udsat område i Århus” (Overskrift, Jyllands-Posten)

”BOMB LORTET” (Graffiti på byskiltet ved Gellerup)

Klokken er kvart over fire en lummervarm juni eftermiddag og en gruppe københavnske detektiver med ridser i lakken står på en parkeringsplads i den største betonghetto Danmark anno 2013 kan byde på.

Brabrand er et scenarie om at være på udebane og håbløst bagud. Om københavnere i provinsen. Om kontraster, skæbne, desperation, social slagside og om detektiver der bliver konfronteret med langt mere, end de havde regnet med. En dyster detektivhistorie med både efterforskning, karma, intriger og personligt drama.

Fakta:

Spilletid: 5-6 timer

Antal spillere: Fem spillere og en spilleder

Genre: Fusion – Hårdkogt detektivdrama

Spillertype: Spillere der holder af detektiver, af indlevelse, karakterdrevet drama og af at spille sammen med og op imod de andre spillere.

Spilledertype: Klassisk spilleder, der står for bipersoner, ramme og stemning. Der er ingen tunge regler, men skal gerne kunne skabe balance mellem drama og efterforskning i en grum detektivhistorie.

[foromtale] London Crawling 2

3 kommentarer

East London is a vampire
It sucks the joy right out of me
How we longed for corruption
In these golden years

Bloc Party

London er en krudttønde, tætpakket med fattigdom, racehad og elendighed.

Frygt og lede hænger i luften overalt. Fra den isnende foragt mellem de to partier i Underhuset til de voldelige konflikter mellem skinheads, politi og immigranter i områderne Brixton og Clapham.

Englænderne lever ikke bare i skyggen af Østblokkens soldater og bomber, men også truet af mørket i deres midte. Anarkistiske grupper, næret af de omfattende sociale problemer, truer det britiske imperium indefra.

Englænderne har brug for helte. Helte der med stolthed og højt hævet pande kan sige nok er nok og gøre det mere sikkert for manden på gaden at gå rundt i Londons regnvåde stræder.

Men det forgangne år har vist, at helte også er dødelige. At kugler også bider på maskerede hævnere. Alligevel kaster en flok kappeklædte personer sig nat efter nat ud i storbymørket. I kampen for retfærdighed og slidte idealer som Gud, Dronningen og fædrelandet.

London Crawling 2 – et dystert superhelte scenarie, sat i 80ernes England, set gennem Watchmen-briller.

Endnu en foromtale. Denne gang til London Crawling 2, der lige som etteren vil debutere på Vintersol. Kritik og feedback modtages igen meget gerne. Det kan anbefales, at foromtalen læses med intronummeret som lydspor.

[foromtale] Rebellerne

3 kommentarer

For lang tid siden, i en galakse langt langt væk, kæmpede en flok helte en episk og heroisk kamp imod det onde Imperium. Da de var færdige med det, var det tid til at rydde op i hele galaksen. Dette er historien om skraldemændene på en planet fjernt fjernt fra der, hvor de store ting sker.

Velkommen til planeten Brixton 6, hvor en lille gruppe rebeller efter Slaget ved Endor nu har fået til opgave at opretholde ro og orden. Der skal findes forsvundne droids, jages et legendarisk artefakt og så skal der også lige opklares et mord.

Rebellerne: Et uhøjtideligt Star Wars scenarie om rebeller i fredstid. For en spilleder og fire spillere, med forskellige spilvinkler, rumkriminalitet og lyssværd.

Scenariefakta:

Titel: Rebellerne

Forfatter: Kristian Bach Petersen

System: Light hjemmelavet, grænsende til det systemløse

Antal: Fire spillere og en spilleder

Planlagt premiere på Con II og Vintersol. Hård feedback og entusiastisk lovprisen modtages gerne.