VLW: Shadowbreed

2 kommentarer

Af David FerringIMG_9329

Anden bog i serien om den forældreløse og mystiske Konrad dykker fælt. Alt er forbundet – intet giver mening.

Jeg var egentlig godt tilfreds med første bind i trilogien, Konrad, men Thomas advarede om at kvaliteten ikke var imponerende. Og sandelig om ikke andet bind i den grad lever op til de ilde varsler.

Magen til usammenhængende rodebutik skal man lede længere efter. Eller, der er sammenhæng, men hver eneste kobling af sekvenser virker mere søgt end den foregående.

Vi starter ud, hvor bind et sluttede, i ruinerne af et gammel dværgtempel. Konrad siger farvel til sin soldater-mentor Wolf og drager tilbage mod den mine, som de har forsvaret mod overfald fra kaos de forgangne år. Han ansporet af en vision af den samme bronzeklædte ridder der var tilstede da hans barndomsby blev smadret fem år før.

Minen viser sig raidet og smadret af en større kaoshær. Alle er massakreret, med undtagelse af den enhåndede minearbejder Heinler. Sammen drager de efter kaoshæren, fordi Konrad, helt praktisk, har dårlig samvittighed overfor sin kæreste fra minen (som han ellers sagde farvel til i bind 1) og vil se om hun måske er blevet fanget. De indhenter hæren, sniger sig tættere på og BAM, Konrad bliver slået bevidstløs.

Han er nu fange hos kaostropperne og lige som han skal til at blive ofret, indser han at lederen af hæren, er den originale barndomskæreste Elyssas bror! Nå da. Så slipper han for at bliver ofret, men bliver i stedet trukket med som en slags kæledyr for general Kastring, der godt kan lide at snakke om sin hjemegn og gamle dage.

På et tidspunkt beslutter Konrad sig for at stikke af, og falder her over en mystisk bronzerustning og tilhørende hest. Den bronzerustning faktisk. Han iklæder sig den og går med det samme i symbiose med den. Rustning/Konrad-kombinationen tæver nu Kastring og hans kaos-crew og rustningen drager, med Konrad indeni, videre ud i verden, hvor den suger energi ved at tæve folk. Det stopper dog, da troldmanden Litzenreich og hans dværg-entourage lokker rustningen i et baghold og slæber Konrad, stadig inde i rustningen, tilbage til Middenheim. Her får de, ved hjælp af mystisk maskineri og heftige mængder ulovlig warpstone, trukket rustningen af Konrad. Herefter bliver han buret inde, indtil Litzenreich beder Konrad betale sin æresgæld til ham ved at smutte ned i undergrunden under Middenheim, hvor der bor Skaven og hvor Litzenreichs dværge stjæler alt den warpstone troldmanden bruger i sine eksperimenter. que? Her går Konrad og dværge i baghold og Konrad bliver fanget af det der viser sig at være en grey seer… og samtidig også viser sig at være ham den enhåndede Heinler-minedude fra tidligere, der bare var i trylle-camouflage. Jow jow.

Så er Konrad fanget lidt der, indtil dværgene kommer og befrier ham og bringer ham hjem til troldmanden, præcis i det øjeblik at byvagten kommer væltende for at anholde Litzenreich og hans folk for at lege med warpstone. Efter lidt kamp beslutter Konrad sig for at matche Skaven og byvagt – så de kan tæve hinanden og han fører dem ned til rottefolkene. Endnu et slag slutter med at Konrad, Litzenreich og en enkelt dværg slipper væk og troldmanden påstår at have bevis for, at grey seeren, der for øvrigt hedder Gaxar, har skabt en kopi af selveste kejseren, som han vil indsætte i Altdorf. Really?!? Og hov, Gaxars bodyguard-rotte har, viser det sig, et skjold med et våbenskjold der matcher det der var på den bue Konrad fik af Elyssa tilbage i starten af den første bog. Wait, what?

Nå, vores mini-party rejser mod Altdorf og lige da de ankommer, bliver Litzenreich og hans dværg-buddy anholdt, imens Konrad, helt tilfældigt, render på en krigskammerat fra sin fortid, der nu er sergent i The Imperial Guard og uden at blinke indruller Konrad i den styrke. Her er han en uge inden han beslutter sig for at befri sine croonies, som ellers har været nederen og ubehagelige hele vejen igennem, og han bluffer sig ind i fængslet, sjovt nok lige samtidig med at Gaxar er dukket op for at ondulere troldmanden. Endnu et slag, Gaxar dør og vores umage party hopper i et tilløb til The Reik, for at undslippe en kaoshorde der pludselig dukker op her i hulerne under Altdorf?!?  Det sidste Konrad ser, da han ser op fra vandet er den samme mystiske kaos-type, Skullhead, der smadrede hans barndomsby inde på bredden sammen med… da da da da, Elyssa – barndomskæresten. Chok chok horror drama.

Det er rodet, søgt koblet sammen, fyldt med meningsløse gentagelser og samtlige bipersoner helt flade og kedelige. Ingen har interessant motivation eller personlighed, mindst af alt Konrad, der får Gotrek til at virke nuanceret og dyb.

De sidste bind er ikke specielt højt placeret på læselisten pt.

Bog: 1/6

Scenariepotentiale: 2/6

Karakterer: 1/6

Hvor Warhammer er deres navne: 3/6

Reklamer

VLW: Reiksguard

Skriv en kommentar

Af Richard WilliamsIMG_9309

Krigskammerater i Warhammer, Top Gun-style

En nyere (2009) tilføjelse til det skønlitterære univers omkring Warhammer er bøgerne i An Empire Army-serien, der hver har fokus på særlige kompagnier, soldater og hære. Dette er den første og den er bestemt hæderlig.

Man følger de to unge mænd Delmar von Reinhardt og Siebrecht von Matz der starter ud sammen i deres træning som Reiksguards, en ung ridderorden dedikeret til den siddende kejseren og forsvaret af Reikland. Reinhardt er reiklænder og kommer fra en stolt riddertradition, hvor hans far døde som Reiksguard i kamp mod en Nordländer-invasion. Matz er modsat fra en mere loren adelig familie, fra Nuln og mere optaget af fest og farver end traditioner. De to clasher, naturligvis og det fylder, naturligvis meget i bogen.

For den første del af bogen er grundlæggende Top Gun, bare med Warhammer-riddere. Masser af træning, intern ballade mellem de to hovedpersoner og deres respektive entourages (reiklændere mod dem fra provinserne), intrigere og spirende respekt mellem de to riddere.

Anden halvdel af bogen, efter vores hovedpersoner er blevet Reiksguards, handler om et felttog, hvor ridderne og en større folk milia-folk + nogle badass bergjaegers (læs: rangers) drager dværgfæstningen Karak Angazhar til undsætning, den er nemlig under belejring af en kæmpe hær af gobliner, under ledelse af den freaky Thorntoad og en mindre flok ogres.

Megen heltedåd og mangt et slag binder våbenbrødrene sammen, imens der kradses lidt overfladen af omstændighederne omkring Delmars fars død og Siebrechts skumle onkel, der er skruppeløs købmand, dukker op i periferien. Det giver lidt mystik og drama – og hele den del af historien kastede inspiration til en scenarieide om riddere og skummel fortid.

En udmærket bog af krigsfiktions typen ellers. Mange slag og meget træning, men de to hovedpersoner og deres soldaterkammerater giver nok variation til at det er til at holde ud. Thorntoad er en fin skurk, med flere quirks end en Bond-skurk og spillet mellem ogres og gobliner giver også lidt dybde.

Bog: 4/6

Scenariepotentiale: 2/6

Karakterer: 3/6

Hvor Warhammer er deres navne: 3/6

VLW: Skavenslayer

3 kommentarer

IMG_9307

Af William King

Den dynamiske duo peaker i Nuln.

Den første fuldlængde bog om Gotrek og Felix starter under Nuln. I kloakkerne, hvor dværg slayeren og hans sidekick arbejder som kloakjægere, der skal holde hovedsageligt gobliner ude af de underjordiske tunneller, som del af et gustent party.

De render dog hurtigt på et rendezvous mellem en skaven og en suspekt adelig og så ruller bolden og balladen ellers.

Skavenslayer er, i modsætning til den første bog, en sammenhængende historie, men delt ind i helt klare afsnit, hvor Gotrek og Felix, del for del, kommer i clinch med de fire store skavenklaner; Pestilence, Eshin, Scryre og Moulder, med Greyseer Thanquol som den gennemgående bindeled. Det udsætter så Nuln for snigmordere, sygdom, mutant rotter og et ret morsomt og kaotisk angreb på byens stolte College of Engineers. Det virker nærmest som en parade af kanoniske typer af Skavens.

Beskrivelsen af plagede Nuln er virkelig god og folkene omkring Gotrek og Felix er ret fine. Deres krovært, Felix’ love interest og deres rottefænger-venner, inden de omkommer under forfærdelige omstændigheder. Samtidig dukker Felix bror op og fungerer godt som modspil til den ellers lidt flade hovedperson og giver nogle ok gode nuancer og glimt af hans baggrund. Der er også et par interessante bedsteborgere, en intrigant hofsnog/spion og en venlig læge, der giver noget fin stemning og baggrund til bogen.

Og ja, så er der der Skavens, som vi jo nu ved fortsætter med at være i kølevandet på Felix og Gotrek fremefter. De fungerer rigtig fint i bogen, men de er også virkelig fjollede. Også for fjollede, synes jeg. Deres enorme egoer og altoverskyggende behov for at være intrigante spænder non-stop ben for dem selv. De er mere egomaniske komedieskurke end farlige og ondskabsfulde rotter. Men det fungerer og det også set igennem det prisme, at mit kommende Fastaval-scenarie bliver skrevet.

Sammen med den første bog i serien (anmeldelse coming up – når et par andre er besøgt) klart den bedste, af dem jeg har læst so far. Nuln Fiction.

Bog: 5/6

Scenariepotentiale: 3/6

Karakterer: 3/6

Hvor Warhammer er deres navne: 4/6

Vi spiller Warhammer… igen!

1 kommentar

Den lokale kampagne kører igen. Eller, den er genstart. V4-style.

Virkeligheden tog lige over og kostede den tidligere kampagne livet, så nu har vi genstartet og rullet karakterer i den nye version.

IMG_9154

Så indtil videre har de to outlaws Atherisomething Wildriver og Manfred forladt Bögenhafen sammen med min grave robber Horst, hvis mål med livet det er, at købe et hus med have til sin gamle mor. Denne thug squads plan er, for nu, at komme til Altdorf, men pt er de strandet i den lille by Heideldorf, hvor der afholdes den årlige pølsefestival.

Jeg har ikke de store meninger om den nye version af WFRP. Det minder umiddelbart meget om 2nd edition og der er rimelig mange ting på skemaet. Vi har endnu ikke været i kamp, så jeg kan ikke opdatere om præcis hvor dårligt man klarer sig bevæbnet med et koben og en daggert.

VLW: Konrad

4 kommentarer

Af David FerringIMG_8716

Yay! En Warhammerbog der dufter af 1st edition og endnu en Konrad!

En pause fra uovervindelige, og kedelige, slayers og videre til en af de tidlige/tidligere bøger sat i Warhammer-universet (først udgivet i 1990), hvor der ikke er meget episk-tæv-til-horder-af-fjender.

I stedet møder vi hoved- og titelpersonen Konrad, der lever en umælende Kasper Hauser-agtig tilværelse i en lille navneløs landsby, hvor han er kuli for den lokale krovært. Den unge dreng bruger det meste af sit liv på at få tæv og samle brænde. Samle brænde i Forest of Shadows, hvor han fornemmer at der lever mystiske væsner. Konrad har nemlig en mystisk sjette sans, der giver fysisk manifesterer sig i, at hans øjne har forskellig farve, et grønt og et gyldent.

Hans evne til at se ud i den nære fremtid gør, at han redder den lokale adelsmands datter Elyssa fra en beastman og de bliver (sort of) venner, senere også med benefits. Hun lærer ham ting om verden, at svømme og andre fornuftige ting, inden de en dag ser en mystisk bronzeklædt ridder komme til området og Konrad fornemmer, at enden er nær. Og ganske rigtigt, byen bliver angrebet af en hær bestående både at beastmen, orker, gobliner og skaven og Konrad overlever kun ved at dræbe en beastman og iklæde sig bæstets hud og pels(!).

Efter angrebet, hvor byen bliver jævnet med jorden og vi får et glimt af den mystiske , vandrer Konrad ud i verden, kommer til en by, bliver anklaget for at være krybskytte og bliver undsat af en badass lejesoldat ved navn Wolf, der efterfølgende tilbyder Konrad fem års tjeneste som væbner, hvilket han siger ja til.

De to drager til Kislev, får hyrer som guldminevagter og lige inden de fem år er gået, smutter de ud for at finde et g(l)emt dværgtempel sammen med den kvindelige dværg Anvila. Her bliver Wolf fanget af gobliner, men Konrad kommer ham til undsætning og kanaliserer et øjeblik nærmest Sigmar selv. Kort efter får Konrad et glimt at ridderen i bronzerustningen og ved instinktivt, at deres skæbner er forbundet og han drager ud efter ham.

Bom – ikke så meget heltpjat her. Meget enkel historie, helt renset for comic relief-stads og fjolleskavens. Den lille møgby hvor Konrad vokser op er rigtig Warhammer-skod, folkene han møder er generelt røvhuller og der er masser af prygl og blod. Det bedste ved bogen er beskrivelsen af kaoskræfterne og beastman. Hvor de i senere bøger, både fiktion og rollespil, bliver meget standart-kaos-tropper, er de i Konrad virkelig freaky mutanter og bliver beskrevet fedt, også sat op i mod den uvidende unge hovedperson, som man fornemmer der er et eller andet mærkværdigt ved.

Det bliver sikkert afsløret i en af de næste to bøger om Konrad. Den første er bestilt.

Bog: 4/6

Scenariepotentiale: 2/6

Karakterer: 3/6

Hvor Warhammer er deres navne: 3/6

VLW: Dragonslayer

2 kommentarer

Af William KingIMG_8529

Mere Warhammer-Tolkien rip off. Denne gang Hobbitten… uden hobbitter. Og med flere tæv.

Gotrek og Felix er vendt tilbage fra The Chaos Wastes, det lander ved den sidste outpost de besøgte, Ulrika Straghovs hjemstavn, og pronto gentager vi slaget fra starten af sidste bog, og sender Grey Seer Thanquol og hans skaven-kulier ind. Samme resultat som sidst. Tæv til rottefolket, selvom Thanquol har vild magi, der nærmest kan trække dværgenes luftskib til jorden.

Kisleviterne og dværgene besluttet sig efterfølgende, at sende luftskibet afsted for advare resten af menneskeheden mod den vilde hord af kaoskrigere, som vores helte observerede i sidste bog.

Men alas, henover The World’s Edge Mountains render luftskibet først på vejrproblemer og derefter dukker der fandme en drage op! Skjalandir – en rigtig ol’ school vred rød drage. Det kan sådan en flok slayers i et luftskib jo ikke gøre SÅ meget mod, men dragens tilstedeværelse tænder noget i Felix’ sværd, der ansporer ham til at gå forrest i kampen. Den bliver dog først afgjort, da dværgen Varek ofrer sig og smadrer en gyrokopter pakket med bomber ind i dragen, der efterfølgende trækker sig tilbage.

Men dværgene, ikke mindst luftskibskaptajn Malakai, er pissed. Sådan en drage skal ikke tro at de finder sig i at blive angrebet og da de kommer frem til dværgbyen Karak Kadrin, hvor Slayer-typerne holder til, beslutter de sig for, at rejse ud og smadre dragen, imens luftskibet bliver repareret.

Ulrika drager os med, både for at advare Zarinaen af Kislev, men nok mest for at smooche/skændes med Felix. Udover de allerede tilstedeværende slayers, joiner der flere dværge. Bjorni (liderbasse slayer grimerian), Steg (lusket slayer tyv), Ulli (unge slayer hothead) og Grimme (indebrændt hævner slayer). De er alle som en ligegyldigt staffage og alle, minus Bjorni, dør uden at have tilført historien noget som helst. Troldmanden Max Schreiber er også stadig med, og tvær over, at Ulrika er (mere) forelsket i Felix.

I bjergene huserer også både en bande af røvere og en flok, eller nærmere hær, af orker og gobliner. Den slagter vores helt lidt af undervejs inden de kommer frem til dragens dal. Her kommer det til en kort kamp, nogle dværge dør, og Felix ender med at fælde den sårede drage. Efterfølgende clasher røvere og grønhuder, efter de begge håbefuldt havde fulgt efter vores helte i håb om at kunne snuppe drageskatten fra dem. Endnu et stort slag – nu med tre sider – og det hele bliver afgjort da det reparerede luftskib dukker op. De når dog lige at sprænge dragehulens indgang i luften, så alle skattene bliver begravet.

Undervejs har vi også fulgt Thanquol og hans nu heftigt muterede hench-rat Lurk, der både når at blive fanget af kaoshæren og sendt hjem til Skavenland og rode sig ud af problemer – igen uden nogen reel indflydelse på historien.

De irriterende takter fortsætter fra sidste historie. Dværgene er kedelige og/eller klicheer, Felix bliver hverken mere spændende af et magisk dragedræbersværd eller uendelige problemer med Ulrika, der for øvrigt heller ikke har meget at byde på. De to fraktioner i bjergene er ret cool og Max Schreibers ok i rollen som plaget troldmand. Rimelig meh, selv dragen – næste bog bliver anderledes!

Bog: 2/6

Scenariepotentiale: 2/6

Karakterer: 2/6

Hvor Warhammer er deres navne: 3/6

Marienburg, revisited

1 kommentar

I går smuttede til Aarhus, hvor mini-kongressen Shire Con havde spurgt, om ikke jeg ville komme forbi med et scenarie. Jeg tog Marienburg-elverne og selvom jeg ikke er helt tilfreds med min finale, så var der vanligt sjovt at køre og det virkede til at spillerne havde det fedt – både dem der aldrig havde spillet den type scenarie og ham der, efterfølgende, indrømmede at han faktisk havde spillet det før, på Fastaval, men gerne ville prøve det igen.

IMG_8487Og det er stadig et sjovt scenarie at køre, selv her sjette (eller syvende?) gang. Når de små sedler på karakterarkene begynder at ryge og starter hemmelighedslavinen er altid en fornøjelse og så knuselsker jeg stadig alle fem karakterer. Hver eneste gang jeg har spillet scenariet, er det en ny karakter der har shinet og gruppens forhold og forvikling er blevet twisted på en ny måde.

Og så er Shire Con et fint arrangement. En privatkongres, med omkring 30 deltagere, henover fire dage, udsprunget af folk der tog på Fastaval sammen, som så på tre år er vokset, med både rolle- og brætspil og andre aktiviteter som vinsmagning og kanoture. Vildt og skønt koncept.

Older Entries