Af David Ferring
Anden bog i serien om den forældreløse og mystiske Konrad dykker fælt. Alt er forbundet – intet giver mening.
Jeg var egentlig godt tilfreds med første bind i trilogien, Konrad, men Thomas advarede om at kvaliteten ikke var imponerende. Og sandelig om ikke andet bind i den grad lever op til de ilde varsler.
Magen til usammenhængende rodebutik skal man lede længere efter. Eller, der er sammenhæng, men hver eneste kobling af sekvenser virker mere søgt end den foregående.
Vi starter ud, hvor bind et sluttede, i ruinerne af et gammel dværgtempel. Konrad siger farvel til sin soldater-mentor Wolf og drager tilbage mod den mine, som de har forsvaret mod overfald fra kaos de forgangne år. Han ansporet af en vision af den samme bronzeklædte ridder der var tilstede da hans barndomsby blev smadret fem år før.
Minen viser sig raidet og smadret af en større kaoshær. Alle er massakreret, med undtagelse af den enhåndede minearbejder Heinler. Sammen drager de efter kaoshæren, fordi Konrad, helt praktisk, har dårlig samvittighed overfor sin kæreste fra minen (som han ellers sagde farvel til i bind 1) og vil se om hun måske er blevet fanget. De indhenter hæren, sniger sig tættere på og BAM, Konrad bliver slået bevidstløs.
Han er nu fange hos kaostropperne og lige som han skal til at blive ofret, indser han at lederen af hæren, er den originale barndomskæreste Elyssas bror! Nå da. Så slipper han for at bliver ofret, men bliver i stedet trukket med som en slags kæledyr for general Kastring, der godt kan lide at snakke om sin hjemegn og gamle dage.
På et tidspunkt beslutter Konrad sig for at stikke af, og falder her over en mystisk bronzerustning og tilhørende hest. Den bronzerustning faktisk. Han iklæder sig den og går med det samme i symbiose med den. Rustning/Konrad-kombinationen tæver nu Kastring og hans kaos-crew og rustningen drager, med Konrad indeni, videre ud i verden, hvor den suger energi ved at tæve folk. Det stopper dog, da troldmanden Litzenreich og hans dværg-entourage lokker rustningen i et baghold og slæber Konrad, stadig inde i rustningen, tilbage til Middenheim. Her får de, ved hjælp af mystisk maskineri og heftige mængder ulovlig warpstone, trukket rustningen af Konrad. Herefter bliver han buret inde, indtil Litzenreich beder Konrad betale sin æresgæld til ham ved at smutte ned i undergrunden under Middenheim, hvor der bor Skaven og hvor Litzenreichs dværge stjæler alt den warpstone troldmanden bruger i sine eksperimenter. que? Her går Konrad og dværge i baghold og Konrad bliver fanget af det der viser sig at være en grey seer… og samtidig også viser sig at være ham den enhåndede Heinler-minedude fra tidligere, der bare var i trylle-camouflage. Jow jow.
Så er Konrad fanget lidt der, indtil dværgene kommer og befrier ham og bringer ham hjem til troldmanden, præcis i det øjeblik at byvagten kommer væltende for at anholde Litzenreich og hans folk for at lege med warpstone. Efter lidt kamp beslutter Konrad sig for at matche Skaven og byvagt – så de kan tæve hinanden og han fører dem ned til rottefolkene. Endnu et slag slutter med at Konrad, Litzenreich og en enkelt dværg slipper væk og troldmanden påstår at have bevis for, at grey seeren, der for øvrigt hedder Gaxar, har skabt en kopi af selveste kejseren, som han vil indsætte i Altdorf. Really?!? Og hov, Gaxars bodyguard-rotte har, viser det sig, et skjold med et våbenskjold der matcher det der var på den bue Konrad fik af Elyssa tilbage i starten af den første bog. Wait, what?
Nå, vores mini-party rejser mod Altdorf og lige da de ankommer, bliver Litzenreich og hans dværg-buddy anholdt, imens Konrad, helt tilfældigt, render på en krigskammerat fra sin fortid, der nu er sergent i The Imperial Guard og uden at blinke indruller Konrad i den styrke. Her er han en uge inden han beslutter sig for at befri sine croonies, som ellers har været nederen og ubehagelige hele vejen igennem, og han bluffer sig ind i fængslet, sjovt nok lige samtidig med at Gaxar er dukket op for at ondulere troldmanden. Endnu et slag, Gaxar dør og vores umage party hopper i et tilløb til The Reik, for at undslippe en kaoshorde der pludselig dukker op her i hulerne under Altdorf?!? Det sidste Konrad ser, da han ser op fra vandet er den samme mystiske kaos-type, Skullhead, der smadrede hans barndomsby inde på bredden sammen med… da da da da, Elyssa – barndomskæresten. Chok chok horror drama.
Det er så rodet, søgt koblet sammen, fyldt med meningsløse gentagelser og samtlige bipersoner helt flade og kedelige. Ingen har interessant motivation eller personlighed, mindst af alt Konrad, der får Gotrek til at virke nuanceret og dyb.
De sidste bind er ikke specielt højt placeret på læselisten pt.
Bog: 1/6
Scenariepotentiale: 2/6
Karakterer: 1/6
Hvor Warhammer er deres navne: 3/6
Reservoir Elves 
okt 20, 2018 @ 23:52:27
Jeg er meget fascineret af de mange mærkelige sammenkoblinger. De giver logisk set ingen mening, men havde det været en historie om konspirationer og illuminatien, havde jeg købt det.
okt 21, 2018 @ 11:01:00
Jeg tænker, at alle trådene måske bliver flettet sammen i Warblade, sidste bind. Men det er virkelig svært at forestille sig, hvordan det kan give nogen mening… altså udover at det hele er Nurgleminatien der står bag.