Af David Ferring
Yay! En Warhammerbog der dufter af 1st edition og endnu en Konrad!
En pause fra uovervindelige, og kedelige, slayers og videre til en af de tidlige/tidligere bøger sat i Warhammer-universet (først udgivet i 1990), hvor der ikke er meget episk-tæv-til-horder-af-fjender.
I stedet møder vi hoved- og titelpersonen Konrad, der lever en umælende Kasper Hauser-agtig tilværelse i en lille navneløs landsby, hvor han er kuli for den lokale krovært. Den unge dreng bruger det meste af sit liv på at få tæv og samle brænde. Samle brænde i Forest of Shadows, hvor han fornemmer at der lever mystiske væsner. Konrad har nemlig en mystisk sjette sans, der giver fysisk manifesterer sig i, at hans øjne har forskellig farve, et grønt og et gyldent.
Hans evne til at se ud i den nære fremtid gør, at han redder den lokale adelsmands datter Elyssa fra en beastman og de bliver (sort of) venner, senere også med benefits. Hun lærer ham ting om verden, at svømme og andre fornuftige ting, inden de en dag ser en mystisk bronzeklædt ridder komme til området og Konrad fornemmer, at enden er nær. Og ganske rigtigt, byen bliver angrebet af en hær bestående både at beastmen, orker, gobliner og skaven og Konrad overlever kun ved at dræbe en beastman og iklæde sig bæstets hud og pels(!).
Efter angrebet, hvor byen bliver jævnet med jorden og vi får et glimt af den mystiske , vandrer Konrad ud i verden, kommer til en by, bliver anklaget for at være krybskytte og bliver undsat af en badass lejesoldat ved navn Wolf, der efterfølgende tilbyder Konrad fem års tjeneste som væbner, hvilket han siger ja til.
De to drager til Kislev, får hyrer som guldminevagter og lige inden de fem år er gået, smutter de ud for at finde et g(l)emt dværgtempel sammen med den kvindelige dværg Anvila. Her bliver Wolf fanget af gobliner, men Konrad kommer ham til undsætning og kanaliserer et øjeblik nærmest Sigmar selv. Kort efter får Konrad et glimt at ridderen i bronzerustningen og ved instinktivt, at deres skæbner er forbundet og han drager ud efter ham.
Bom – ikke så meget heltpjat her. Meget enkel historie, helt renset for comic relief-stads og fjolleskavens. Den lille møgby hvor Konrad vokser op er rigtig Warhammer-skod, folkene han møder er generelt røvhuller og der er masser af prygl og blod. Det bedste ved bogen er beskrivelsen af kaoskræfterne og beastman. Hvor de i senere bøger, både fiktion og rollespil, bliver meget standart-kaos-tropper, er de i Konrad virkelig freaky mutanter og bliver beskrevet fedt, også sat op i mod den uvidende unge hovedperson, som man fornemmer der er et eller andet mærkværdigt ved.
Det bliver sikkert afsløret i en af de næste to bøger om Konrad. Den første er bestilt.
Bog: 4/6
Scenariepotentiale: 2/6
Karakterer: 3/6
Hvor Warhammer er deres navne: 3/6
Reservoir Elves 
aug 26, 2018 @ 22:01:55
Jeg læste serien … og kunne *virkelig* ikke lide den. Men lige nu kan jeg simpelthen ikke huske hvad der var så galt med den – du får den jo til at lyde helt hæderlig. Men karaktererne er ret svagt udviklet, mener jeg (og så kører den vist i nogle lidt random retninger).
aug 27, 2018 @ 08:13:56
Jeg tror sagtens den kan gå hen og blive rimelig ringe, hvis ikke der bliver fyldt noget kød på karakteren. Og finalen med dværgtemplet i denne her, var utrolig jappet og påklistret, så jeg kan godt se den flagre. Men det mystiske og Warhammer-beskidte var ret fedt, synes jeg.
aug 29, 2018 @ 20:25:45
Den lyder meget fed. Sker der noget med hende der Elyssa eller dør hun også bare sammen med resten af landsbyen?
Og ja, det er ret sjovt med de tidligere romaner og bøger i Warhammer. Der er bæstfolk og Kaos virkelig fucking weird på den der skønne britiske 1980’er måde.
aug 30, 2018 @ 09:05:00
Jeg tror hun dukker op igen senere… det vil vise sig. Og ja de er crazy – jeg husker også de første mutanter/beastmen man møder i Enemy Within er helt tentakkel-skøre. Og så er det lidt sjovt, at gobliner, beastmen, orker og skaven bare er en samlet, infightende, flok.