Bonus December: Johannes Krauser

December i Marienburg

29. december:

Johannes Krauser, det gør det døde levende

Af Claus Kliplev
En forhutlet, skægget skikkelse, som alle har bemærket, men måske ikke rigtig lagt mærke til. Han, Krauser, har bestemt heller ikke lagt mærke til dem. Han ses nemlig altid opslugt af at male, siddende i den beskidte knejpe eller langs bredderne på den dårlig side af Doodkanaal. Han værdier ikke andre et blik. Det eneste han har øje for er motivet.

Hvem…
Johannes kommer oprindeligt en mindre flække, en udørk, på grænsen mellem Imperiet og Marienburg, hvor hans familie gennem generationer havde arbejdet som skovhuggere og tjærebrændere. Tidligt begyndte Johannes at udvise en næsten sygelig ensporet fascination af at afbillede ting i hans omgivelser, og jo ældre han blev, des tydeligere blev det for alle at han aldrig ville kunne holde et normalt arbejde eller bidrage med noget fornuftigt, da han ikke var i stand til at løsrive sig fra kultegninger i længere tid.

Derfor samlede landsbyen ind til ”kunstnerlegat” som en af de halvlærde der kaldte det, så han kunne få nogle penge til at rejse i retning af Marienburg (for man vidste dog nok at det var der, de store kunstskoler og kunstnere var).  På den måde slap landsbyen for at skulle brødføde en ekstra uarbejdsdygtig mund i hårde tider, og hans familie slap for at se Johannes gå helt i hundene, hvilket han efter alles grundlæggende mening nok ville gøre, hvis ikke før så siden.
På trods af det ret besked beløb han blev sendt ud af byen med, lykkedes det dog Krauser (for nu var han trods alt en rigtig kunstner, og de kalder sig jo altid blot ved deres efternavn, besluttede han) at klare sig frem til Marienburg. Dette skyldtes hovedsageligt hans ufattelige stædighed. Og på samme måde lykkedes det ham også  ved sit fåmælte men samtidig insisterende væsen, at blive tolereret en plads, eller rettere et sted at sidde og male, ved Marienburgs kunstakademi i Tempelwijk.  Men også her blev Krauser betragtet som en særlig. Måske hovedsageligt fordi han på ingen måde interesserer sig for at male levende væsner eller genstande, men alene, og uden undtagelser maler forskellige former for stilleben, og det gerne af meget banale og tarvelig genstande, så som f.eks. køkkengenstand og spiseredskaber. For ham at se, er disse nemlig mere levende et alt det omgivende tant og fjas, som man aldrig helt ved hvor man har og som jo nødvendigvis må forgå på lidt længere sigt, helt modsat stor kunst, som jo er evig. Krauser anser sig selv for at være en stor kunstner, ja måske en af de største der nogensinde har eksisteret (i hvert fald i Marienburg), og han har derfor som nødvendigt, helliget sig kunsten. Krauser kan nærmest ikke leve af sit maleri, fordi han ikke kan hyres til at male noget, men kun maler hvad der lige fanger hans opmærksom.  Men når Krauser først er begyndt at male, så kan intet få opmærksomhed væk fra motivet og maleriet af det, ligegyldigt hvad der sker omkring ham.
Scenarietråde…

• Krauser laver kun billeder af døde ting, men det viser sig at han malerier har en evne har ikke selv er klar over. Tingene der er blevet afbilledet syntes at blive levende, det vil sig at de begynder at hviske hvad de hører og ser af ting omkring sig. Spillerne bliver sat på sporet af disse sære, levende-døde genstand, og får til opgave at finde deres ophav.
• For at kunne maler sine billederne på den rigtig måde, skal Krauser bruge nogle helt specielle ingredienser. Blandt de vigtige er lærredet. Krauser har haft et lager med sig af lærreder, som har været ligklæder vævet af hans bedstemor (det tjente hun penge til familien på), men de er ved at slippe op. Spillerne må, måske fordi de kender Krauser, skaffe ham noget ligklæde, der er vævet på den helt rigtig gammeldags måde, så han kan fortsætte med at male. Og hvordan gør man nu det bedst?
• Krauser bliver hyret, eller tvunget til, at lave et portræt, af en der har forelsket sig i hans stil og nu vil have et billede at sit livs kærlighed. Spillerne er blevet impliceret til at være med til at tvinge Krauser til projektet. Men eftersom Krauser kun maler døde ting, så er modellen måske død i forvejen, eller også bliver Krauser nød til at slå den ihjel for at kunne male den. Og hvad sker der når Krauser har gjort sit billede færdigt?
• Det er svært alene at få Krauser til give sine billeder fra sig, og ofte sker det tilfældigt i forhold til hvad han lige har brug for. En samler der er blevet fikseret på Krausers sære, naturtro stilleben, og hyrer spillerne til at skaffe ham alle dem der er i omløb i Marienburg. Det er en opgave der lyder lettere end den er, og særligt at skulle få noget ud af Krauser, så som hvem han har solgt billeder til (fiskehandlere, farvehandlere, gadefolk osv), er en opgave der kræver en indsats.