December i MarienburgRiver Guard.jpg

27. december:

Passagevagten, kanalbredens vogtere

Af Troels Ken Pedersen

Du løber, stakåndet, langs kanalen — kultisterne haler ind på dig. Men frelsen er nær! Du springer fra kanten og ned i din ventende båd, så kanalvandet sprøjter op og den næsten kæntrer. Febrilsk løsner du fortøjningen og støder fra, men båden flytter sig ikke. Da bemærker du den gule ankerkæde fra P-vagtens straffe-anker, og fra båden ved siden af griner to P-vagters groteske lædermasker af dig. Det var en betalings-kaj. NEEEJ!!!

Hvem…

Passagevagten er en underafdeling af flodvagten, som tager sig af at forhindre Marienburgs kanaler i at blive blokeret af uautoriserede båd-fortøjninger. P-vagten er ikke blot upopulære, de er forhadte. Derfor er de anonyme, og skjuler sig bag skræmmende læder-masker. Mange af dem lever et dobbelt-liv med deres virke som Passagevagter og et dække. Der er P-vagter, hvis familier og venner ikke aner, hvad de virkelig laver, som ikke kunne forestille sig deres nære og kære med hæslige masker og de frygtede, gul-malede kæder.

For snart 30 år siden raserede en enorm brand store dele af Rijkspoort, og brandkorpsets både kunne simpelthen ikke nå frem i tide til at tage den i opløbet, fordi adskillige kanaler var totalt blokerede af dobbeltfortøjede både. Det stod klart for alle, at noget måtte gøres. “Noget” var reglerne for ordentlig fortøjning, samt Passagevagten til at håndhæve reglerne. Til trods for den almindelige anerkendelse af nødvendigheden blev P-vagterne dog hurtigt upopulære. Noget ved konceptet at få bøder for fortøjninger fik ellers nogenlunde ligevægtige marienburgere til at tænde fuldstændig af. Efter adskillige grove overfald på P-vagter, og en enkelt decideret rasende menneskemængde, indførte P-vagten masker, dæknavne og anonymitet. Selv med en nogenlunde hæderlig hyre har det til tider været svært at skaffe folk til det lille korps, og ondsindede rygter vil vide, at adskillige medlemmer er dødsdømte mordere, der har fået udskudt henrettelsen til gengæld for at træde i tjenesten.

Tag for eksempel Marika Eilers. Hun er en stærk og firskåren ung dame fra oplandet, der ofte ses omkring teatret Fleur de Lis, hvor hun af og til hjælper med rekvisitter, og en sjælden gang imellem får lov at være statist. Hun drømmer om ordentlige roller, specielt dramatiske skurkeroller, men hendes sceneskræk og kropsbygning hæmmer hendes kunstner-karriere. Men de skulle bare vide! Når hun har sin P-maske på kan hun give den gas med rungende hånlatter, fejende kappe og dramatisk hævet bådshage. Hun var i starten lidt bekymret for om hun nu også ville kunne uddele tæsk til folk, der tabte hovedet over at få en bøde, men det går fint.

Eller tag for eksempel elveren Hafloc. For snart tyve år siden skejede han i sorg over sin traumatiske backstory lidt for meget ud i druk og Gummegodt, og endte med at stikke en mand ned i et værtshusslagsmål. Hafloc fik valget — Passagevagten eller galgen. Hafloc er stadig ret tavs og dyster, men bag masken har han fundet et kammeratskab og et formål med tilværelsen, som har fået ham på ret køl igen. Han har fundet sig en familie. Han er korpsets eneste fuldtids-vagt.

Scenarietråde…

  • P-vagten kan tjene som et glimrende benspænd under en vild jagt gennem byen.
  • Marika Eilers kæreste, købmandslærlingen Jochum, har regnet sammen og fundet ud af, at en ganske stor del af Marikas tid mangler. Optændt af jalousi hyrer han spillerne til at følge efter hende så han kan finde ud af, hvem hendes elsker er. Kun lidet aner han en langt frygteligere sandhed.