December i Marienburgden-gale-digter-redigeret

30. december:

Oswald, Den Velsignede Digter

Af Henrik Vedholm / Illustration af Johan Tieldow

Der sidder han – galningen, bumsen og naren. På hug, som en tynd fattig spurv, med knæene helt oppe under hagen, mens han slikker langsomt og begærligt på en sten. Hans blik er flakkende og distanceret, som om han aldrig kigger på noget, men kun ind i sig selv. Hans høje slidte hat sidder stramt på hans hoved og det filtrede, fedtede hvide hår stritter uregerligt ud under hattekanten. Den snuskede slåbrok hænger løst på hans tynde udsultede legeme. Hans fingre danser nervøst med hinanden i takt med hans læbers uforståelige mumlen.

Hvem…

Oswald var en forholdsvis dygtig digter, der skrev digte til de fornemmere selskaber i Marienburg. Han omgav sig med skønhed og rigdom og var vel set og respekteret af de fleste. Han dyrkede de riges bekvemmeligheder og lod sig ofte friste af unge kvinder, dyre vine og kunst. Med det tiltagende frådseri kom dovenskaben snigende. En dovenskab der mentalt gjorde Oswalds digte til middelmådige og trivielle. En trivialitet der ledte til frygt for udstødelse fra de finere kredse. I sin desperate jagt på inspiration blev Oswald forledt af en af sine muser. En prostitueret, der lod ham slikke på sig igen og igen. Den prostitueredes hud var, ukendt for Oswald, velsignet af Slaanesh, i en sådan grad at hun svedte et mutationssekret af Hjernealtererende Karakter! Oswald blev med det samme dybt afhængig af slikkeriet og søgte det igen og igen for inspiration og tilfredsstillelse. Hans popularitet og kreativitet voksede igen i takt med hans vanvid og besættelse.

En dag han kom op til sin muse, desperat og fortvivlet, var hun forsvundet. Det eneste der var tilbage var en grå og grønlig sten på størrelse med en knytnæve, med en oval inde i en oval mejslet ind i den.

Oswald Vreemd, er kendt blandt de fattige, som ham der vandrer i tågen – hans egen tåge. For Oswald er aldrig nærværende. Hans sind vandrer i en uendelig strøm, der springer mellem tid og sted. Oswald er fanget i sin søgen på svar i så høj grad at han ikke formår at give dem. Han stiller udelukkende spørgsmål – vel at mærke spørgsmål der aldrig er relateret til den presente henvendelse, men aldtid i forhold til noget henvendt enten tidligere eller i fremtiden, aldrig i nuet. På den måde fungerer Oswald både som galning, profet og historisk reference til tilsyneladende usammenhængende begivenheder…og hvis du ikke passer på slikker han dig til døde!

Scenarietråde…

  • Oswald har mistet sin sten! Han er desperat og vil gøre alt for at få den tilbage. Han har ikke slikket på den i en uge og er langsomt begyndt at komme tilbage til sit eget middelmådige jeg. I takt med at han ikke er under direkte påvirkning af stenens inspirerende kraft er han mere klar end normalt. Han kan høre stenen kalde på ham. Stenen er blevet stjålet af nogle 14-15 årige drenge, der bare ville lave sjov med Oswald. Drengestreger der er løbet løbsk efter at den ene dreng for sjov har slikket på stenen og efterfølgende blevet slave af sine egne syge fantasier, der udmønter sig på bizar vis forskellige steder i nabolaget. Oswald har en voldsomt dyr diamantring gemt fra sin tid som semikendt digter, som han vil give til den der hjælper ham med at få sin sten tilbage.
  • Oswald har skrevet et digt! Eller det vil sige at Slaanesh har skrevet et digt gennem Oswald. Hvis du hører det blive hvisket til dig bliver du grebet af lyst. Mørk, lilla lyst. Den slags lyst som du ikke fortæller nogen om. Den lyst der gemmer sig i dit underbevidste og er grim, slibrig og ulækker i al sin perverterede vellyst. Langsomt spreder udskejelserne sig til flere dele af byen…hvem ved hvem der lytter til den slags? Fra bumsen til prinsen, fra glædespigen til baronen, fra budbringeren til den kyske klosterjomfru….