Gæstegennemspilning af min kone Mette, der også spillede Sværd og Trolddom da hun var barn. Dog ikke lige den her.

foto 1Terninger: Da Kristian på et tidspunkt har merget mine terninger med sine egne (hvor symbolsk!), har jeg valgte to små, nuttede gule terninger fra hans (vores) samlede pulje. De tjente mig godt – så længe det varede. (Kristians info: De er en del af det mega-batch jeg købte, da der skulle spilles Apocalypse Drow på Fastaval).

EVNE: 9 // UDHOLDENHED: 21 // HELD: 10

Præmissen i Sjælesamlerens Ø er følgende: Troldmanden Vanestin af Pollua har hyret mig til at finde en anden troldmand, Alsander, i jernkrypterne på Sjælesamlerens Ø. Her huserer den onde troldmand Mordraneth, og af endnu ukendte grunde har han kidnappet Alsander og holder ham indespærret i de frygtede krypter. Mordraneth selv har lavet en afledningsmanøvre andetsteds, og mens Vanestin har sendt krigere og troldmænd dertil, bliver jeg alene sendt til Øen for at finde Alsander, da ingen magi virker her, udover Mordraneths egen – så jeg, den frygtløse kriger, må drage afsted alene.

Min færd begynder på skibet Stormsvalen, som Vanestin har hyret til at sejle mig til Sjælesamlerens Ø, og før vi overhovedet er ankommet, sker der ting og sager. Skibet bliver i stormvejr angrebet af en Stormfugl, som giver gode prygl, da det ikke overraskende er svært at kæmpe stående på et skib i storm. Stormfuglen besejres, og heldigvis kan jeg fylde mig i skibets kabys bagefter, så udholdenheden ikke lider nævneværdig skade. Dertil får jeg foræret noget salve mod insekter af en sømand i taknemmelig for at have reddet skibet fra Stormfuglen. Godt så.

Jeg bliver sat af i en robåd uden for kysten og må selv ro i land. På vejen møder jeg en kraniekrabbe, der stikker sine krumme klør i min retning. Det anser jeg for en opfordring til kamp, og den tværes nemt ud. Det skulle dog vise sig at være et lidt dumt valg, for da jeg kommer i land bliver jeg angrebet af en rasende havkæmpe der tydeligvis er i sorg over at have mistet…sin kælekrabbe ’Edwina’. Tja, hvem kunne vide det? Nå, men her er eventyret allerede ved at ende, for kampen er lang og hård men ender med en sejr og en udholdenhed på 3. Heldigvis finder jeg noget fiskesuppe, lidt ekstra forsyninger og mit første guld i kæmpens hule.

Så drager jeg endelig længere ind på øen, men det første jeg får brug for er lidt søvn, og det hjælper en træånd mig med: han anbefaler, at jeg sover i træerne, væk fra faren – den er i vinkel, men efterfølgende fanger jeg ham dog i at rode i min taske, og da jeg af barmhjertighed skåner hans liv, giver han mig 3 doser heldpulver – det skal jeg nok få brug for.

Uden at have en sikker stedsfornemmelse, render jeg nu lidt rundt på øen. Jeg møder nogle indfødte, hvis medicinmand sælger mig lidt ting – det er lidt et gamble, når man nu ikke har råd til alt, han tilbyder, men det bliver til en sølvfjer og en flaske med hvid olie. Jeg håber jeg har valgt rigtigt. Jeg har desværre ikke den skriftrulle teksten tilbyder mig at få ham til at tyde – damn, to skridt inde på øen, og er jeg allerede gået glip at noget vigtigt?!   Jeg får dog at vide, at jeg ikke skal gå nordpå.

Igen ude på øens stier, finder jeg en lille bygning hvor jeg søger ly for natten. Der viser sig dog at være en stakkels mand bundet til en offertavle indeni?? Nå, men han er så en illusion og er i virkeligheden en ’mørkets præst’ som prøver at få has på mig. Det lykkedes ikke (nede på 7 udholdenhed), og jeg kan gå til ro i bygningen, der dog emmer af ondskab og har et grumt udseende kranie med røde øjne malet på væggen. Der er en lem i gulvet, som jeg spærrer. Bogen spørger, om jeg har en medaljon – dammit, nej! Jeg prøver mit held og sover dejligt (not) i et par timer med ondskaben tykt omkring mig.

Næste morgen kryber jeg ned i lemmen og går og går. Efter endnu et heldtjek (tak, heldpulver), når jeg indgangen til jernkrypten, hurra! Jeg prøver at finte mig forbi de to gobliner, der står vagt, men nej, de må smage mit sværd. Her i krypterne sker der lidt af hvert – flere gobliner, jeg snupper deres ølkrus og terninger, en ogre, en huleslange, en stakkels stalaktiseret alf der i døden hjælper mig med en helbredende drik, samt en grum skeletmand. Alle klares ok nemt. Op fra skeletmanden stiger dog en sort røgsky med form af en rotte med lysende røde øjne…ja, det skal nok være et godt varsel. Videre i gangene kommer jeg til endnu en skeletmand, denne gang ser han noget stærkere ud og har tilmed med et isblåt tohåndssværd. Efter de mange kampe, vælger jeg at flygte – altså vende om og gå af en anden gang. Dette bliver min sidste fatale beslutning, da min eneste anden mulighed dermed bliver at gå ind i et rum med mausoleer og gravsten, hvori en dragende sang paralyserer mig og suger livet ud af mig. Instadeath I hate you.

Udstyr ved indtrædelse af død: Udover the basics var det salve til at bekæmpe insekter, heldpulver x 2, hvid olie, sølvfjer, benterninger, ølkrus i tin, helbredende drik.

Kills: Stormfugl, Kraniekrabbe (”Edwina!” ), Havkæmpe, Mørkets Præst, 4 gobliner, ogre, huleslange samt skeletmand. Havkæmpen var suverænt den sværeste kamp og goblinerne de nemmeste.

Reklamer