Dødens LabyrintTerninger: To gamle terninger – en rød med gyldne øjne og en sort med hvide øjne – der blev gravet frem inde bagerst i skabet bag ved alle brætspillene.

EVNE:   12   /   UDHOLDENHED:   17   /   HELD:   10

I den lille havneby, Fang, i den nordlige del af Chiang Mai, fejrer man ikke ”1. maj”, som man ellers kender det. For nogle år siden etablerede den magtfulde baron Sukumvit første udgave af ”Allansia’s Got Talent”, nemlig Ridderprøven, hvor vinderen ville vinde hæder, ære, status som ridder, titel som æresborger og ikke mindst en sæk med 10.000 stykker af det bedste guld! Til dette konstruerede Sukumvit en labyrint fyldt med dødbringende fælder og hæslige uhyrer, som ingen udfordrere endnu har haft hverken held eller talent til at slippe levende ud af. Med alt at tabe beslutter jeg mig for, at jeg har det fornødne talent og giver det et skud. Sammen med to halvnøgne barbarer, en smidig alf-inde, en pladeklædt ridder og en tavs og mørk dræber træder jeg gennem den feststemte havneby og ind i Dødens Labyrint.

Jeg starter med at finde en personlig hilsen fra baronen i en kasse med to guldmønter og fortsætter nordpå. Tunnelen forgrener sig, og jeg drejer mod øst, hvilket jeg ud fra de våde fodspor kan regne ud, at kun én anden af mine med-udfordrere har valgt at gøre, mens resten er gået mod vest. Vejen fører videre mod nord, og det bliver brændende varmt i tunnelen. Jeg finder et bambusrør indeholdende en klar væske i en niche i væggen, men vælger skeptisk at lade den være. Det viser sig at være en fejl, men min udmaksede EVNE redder mig fra at miste bevidstheden og (måske) også livet. Herefter bliver det heldigvis køligt igen. Jeg finder en rulle reb og støder pludselig ind i to orker, som jeg maser uden at blinke. Teksten antyder, at jeg besidder et skjold, hvilket jeg undrende noterer ned og fortsætter.

Kort efter finder jeg én af de letpåklædte barbarer, der har mødt en pludselig og blodig død i en fælde, i sin iver efter at nå en sølvpokal indeholdende en rød boblende væske. Da jeg tager pokalen, udløses en fælde, som jeg heldigt undgår, men jeg spilder væsken på jorden. Med pokalen i rygsækken drager jeg videre.

Jeg kommer snart til en stor hule, i midten af hvilken der står en seks meter høj statue med øjne af juveler og flankeret af to kæmpestore udstoppede fugle. En dårlig fornemmelse afholder mig fra at give efter for min grådighed og forcere statuen, så jeg begiver mig videre.

Inde i et bart rum bliver jeg mødt af en rungende stemme, der beder mig vise respekt for labyrintens herre, men da jeg svarer med, ”hil Sukumvit!”, snerrer stemmen af mig og rummet begynder at blive fyldt med vand. Igen redder min optimerede EVNE mig, og jeg får smadret døren og undslipper den visse druknedød.

Jeg går frygtsomt udenom en sær lysstribe med leende ansigter i og finder en stor hule. I et hul fyldt med kæmpe maddiker trækker jeg en opalbesat dolk, men bliver grebet af en kæmpeflue, der hæver mig ti meter op i luften og smider mig mod jorden = 1d6 i skade til min EVNE. Jeg slår en 5’er og ser mit talent for vold og smadder forsvinde som dug for solen. Jeg klasker herefter fluen og fortsætter lettere amputeret.

På bunden af en kløft, som jeg ”frivilligt” vælger at falde ned og slå mig i, finder jeg en stor, blodrød rubin, som jeg tager med mig videre. Jeg bliver herefter konfronteret af en gammel mand, der har en hel have fuld af meget livagtige stenstatuer. Manden mere end antyder, at jeg vil blive føjet til hans samling af havenisser, medmindre at jeg kan give det rigtige svar til hans spørgsmål. Han udpeger ridderen og stiller en matematisk gåde om min med-udfordres vægt. Lidt lineær algebra senere, velsigner manden mig med +1 EVNE og UDHOLDENHED og ønsker mig held og lykke på min videre færd.

Jeg raner herefter en (næsten) død skeletkriger for et pergament, der indeholder et pudsigt lille digt om en mantikor, inden jeg takker nej til nogle lækre (men garanteret dødgiftige) svampe. Tunnelen fører mig til en trappe og en lem i loftet, som jeg har muligheden for høfligt at banke på ELLER storme op igennem med draget sværd. Selvom, det frister at være høflig og velopdragen, er det næppe de dyder, der sikrer éns overlevelse i Dødens Labyrint, så jeg springer op som trold af en æske og klumptvære de ventende gobliner.

Kort efter befrier jeg en tidligere udfordrer af labyrinten, der i sin tid fejlede og nu for evigt skal tjene Sukumvits labyrintansvarlige, og han fortæller mig, at man er nødt til at samle juveler, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at komme ud igen. Jeg tænker nu ærgerligt tilbage til kæmpestatuen, som jeg fejt undlod at bestige for at score dens øjne. Som for at understrege fangens tip, finder jeg en safir i et træskrin i den næste skakt, jeg ser på min vej.

Ikke lang tid efter møder jeg én af mine konkurrenter, heavy metal-barbaren, Throm, der foreslår, at vi følges ad. I mit forsøg på at undgå at skulle forholde mig til dilemmaer om tillid og svig, takker jeg nej og går den anden vej, dog kun for at møde en blindgyde og mærke forfatterens bestemte finger smølfesparke mig tilbage til den røde tråd. Jeg vender derfor om og tænker, at det jo alligevel var blevet lidt ensomt med alle de nærdødsoplevelser og ingen at snakke med om dem, og jeg indhenter hurtigt den tålmodige Throm.

ThormFørste tillidsøvelse kommer i form af en bred kløft, som jeg blåøjet lader barbaren fire mig ned til bunden af, og Throm belønner mig med at gøre netop det, uden svig. Vi følger en ny tunnel og finder snart to bøger. Throm viser sig som en god barbar og udtrykker sin foragt for det skrevne ord, men jeg springer ud i det og tager et kig i dem begge. Den ene giver mig tips til, hvordan man bedst mosler med et blodbæst, mens den anden indeholder en trylledrik, der gør én i stand til at opdage skjulte fælder. Najs! Vi tag-teamer herefter to huletrolde, der næsten får has med mig, inden jeg kommer i tanke om min EVNE-drik, som jeg grådigt skylder nogle forsyninger ned med.

Vi skubber selvsikkert en stor dør op til et rum, hvor en lumsk dværg sidder og venter. Hans opgave er, at kun lade den bedste af os slippe videre, efter at vi har klaret nogle prøver. Throm og jeg bliver skilt fra hinanden og underkastet dværgens prøver. Først er det rent held; gæt udfaldet af et terningeslag – over, under eller lig med. Jeg fejler og bliver tvunget til at skulle æde en pille, der dræner mig for 2 EVNE-point. Efterfølgende reagerer jeg hurtigere end en cobra og undgår at blive bidt og bliver ledt ind i en arena. Her skal jeg stykke tilfældigt placerede bogstaver sammen til navnet på et væsen, som jeg så herefter skal kæmpe imod. Ordene ”SKORPION” og ”MINOTAUR” dukker op, og jeg fravælger den første alene på grund af frygten for en potentiel insta-kill gift. Halv-tyren bliver basket, og nu venter dværgens klimatiske og afgørende prøve: en frådende og desorienteret Throm træder ind af døren med hævet kampøkse og kan ikke skelne ven fra fjende. Throm og jeg er pt. jævnbyrdige i både EVNE og UDHOLDENHED – henholdsvis 10 og 12 – og jeg tør ikke tænke på, hvis Throm havde været i topform. Heldet er dog på min side og jeg får besejret min barbarven. Dværgen guider mig tilfreds videre at crossbow-point og ønsker mig held og lykke.

Kort efter finder jeg en sort perle og får efterfølgende en mavepuster af en imitator forklædt som en dør. Jeg undgår efterfølgende, takket være trylledrikken, jeg tidligere drak, en dødbringende fælde, hvor en stor juvel er lokkemaden. Efter at have kravlet ind i endnu skakt, glider jeg ned i et rum, hvor bogens forsideantagonist, blodbæstet, ligger og slænger sig i en pøl af stinkende slim. Jeg har heldigvis været en god studerende og læst på lektien og ved derfor, hvad jeg skal være varsom overfor. Det giver mig ”kun” en regulær kamp mod blodbæstet, der pryder sig med 12 i EVNE og 10 i UDHOLDENHED, men med min viden kan jeg nøjes med at vinde to kamprunder for at få ram på uhyrets svage punkt, og det giver mig tid til at løbe forbi det og videre ind i labyrinten.

I det næste rum kommer mine bogorme-færdigheder igen til sin ret, da jeg møder og genkender mantikoren, der, som ventet, skyder en regn af spidse pigge efter mig. Med sine 11 i EVNE og 11 i UDHOLDENHED udgør bæstet en respektabel end of level boss, der på dramatisk vis næsten tager livet af mig. Fra bag en marmorsøjle springer pludselig gnomen, Igbut, der præsenterer den allersidste del af ridderprøven: at åbne den store jerndør ud til friheden. Dette kræver imidlertid et sæt på tre juveler, der i den rette kombination vil kunne aktivere låsemekanismen, og disse skal jeg kunne hive frem på forlangende. Jeg tænker nu, ”Rubin, safir eller sort perle – PLEASE! – Rubin, safir eller sort perle.”, og Igbut beder om en smaragd.

Nå. Øv.

Trøstepræmien er et livs forbrug af hårdt arbejde som tjener for de labyrintansvarlige i Dødens Labyrint.

Tak til Jean Robert Møller for gæsteindlægget- godt kæmpet!

Reklamer