Ind imellem skriblerierne på mine tre kommende scenarier, har jeg fundet en gammel sag frem.

Amazing Engine var TSRs forsøg på et universal system ala GURPS. Af en eller anden grund lagde systemet op til, at man skulle have en grundkarakter som man så efterfølgende skulle kunne bruge i de forskellige settings der kom til systemet. Hvad appellen i dette skulle være, kan jeg ikke helt gennemskue, specielt når de udgivne settings var alt fra klonsoldater vs aliens til moderne settings med magi.

Amazing Engine blev aldrig rigtig et hit.

Jeg bestilte Amazing Engine og settinget For Faerie, Queen & Country lige da det kom til Danmark, så vidt jeg husker bestilt pr postordre, spottet i en annonce i SAGA. Jeg ville nok aldrig have købt bogen i en butik, for coveret er virkelig uskønt.

Måske derfor blev det aldrig brugt til noget tilbage i 1993-94. Da jeg nogle år senere kørte en ganske kortlivet Ars Magica-kampagne sat i Irland, fandt jeg den frem igen og brugte bogens navne og lister over spøjse feer og alfer. Senere forsvandt bogen.

Tilbage i 2010 har jeg kastet mig over nogle af bøgerne om magiker-detektiven Harry Dresden, der for øvrigt fik sit eget rollespil i år, og fik lyst til at kigge på For Faerie, Queen & Country igen og bogen var heldigvis både ganske tilgængelig og ganske billig på Ebay.

Og det er en meget fin bog, på trods af coveret. Man spiller i Victoriatidens England, men med den undtagelse, at magi og feer er en del af englændernes hverdag. Alt fra leprechauns, helvedeshunde, fomorians og nisser lever side om side med Sherlock Holmes, Charles Darwin og Jack The Ripper.

Selve Amazing Engine reglerne er ikke noget særligt, lidt opkog på AD&D, men magireglerne i For Faerie, Queen & Country er virkelig skægge. Lidt ligesom i Ars Magica skaber troldmænd og magikere deres formularer selv og kan også opfinde dem efter forgodtbefindende. Samtidig kan gøre sine spells nemmere, ved at sætte restriktioner på sine egne formularer, så de for eksempel skal rime, kun virker på specielle steder eller på særlig tidspunkter. Det virker rigtig sjovt og kreativt og meget i stil med den type magi man ser i The Dresden Files.

Så skulle vi på et tidspunkt komme igennem Shadows over Bögenhafen, eller jeg får plads/folk til en kampagne mere, håber jeg at kunne køre en omgang stemningsfulde victorianske fairytales.

Advertisements