Foromtale: Troglodytkongens Huler

Skriv en kommentar

Troglodytkongens Huler

Jeg er sulten. Sulten som en otyugh,” hvæsede halvingen og skulede rundt på de andre.

… Den rustningklædte kriger undertrykte et host og imens de andre spejdede ned af gangen, tørrede han et par bloddråber fra læberne.

… Da gangen var tjekket for fælder, bevægede de sig langsomt frem. I tæt klynge og med dragne våben.

Ved Vorn – hvad er det for en vederstyggelighed?” lød det fra krigerpræsten, der et kort øjeblik vaklede mellem at hæve sit hellige symbol eller sin stridskølle.

… Da de holdt hvil i et øde rum, samlede troldmanden sig om sin rejsebeskrivelse. Elegant fløj fjeren og blækket over papiret… ”Vi har rejst mange dage. Mødt brændende kranier. Slimkatte. Vi har fundet 31 sølvstykker. Moralen er lav.

… Der kom en skrabende lyd fra mørket. Som metal der bliver presset mod klippevæg. Eller måske nærmere kløer? Den lille gruppe eventyrere gjorde sig klar. Dværgen knugede sin økse så hårdt, at knoerne blev hvide som afpillede knogler.  En svag hvisken undslap elveren:

De kommer… Troglodyterne”.

Troglodytkongens Huler er klassisk dungeon crawl melodrama med et moderne twist. For 4-7 spillere og en spilleder. Varighed: 3-4 timer. Skrevet til Hyggecon 2012.

Scenariet er inspireret af Old School Revival-bølgen og bruger Lamentations of the Flame Princess-reglerne, der tager udgangspunkt i klassisk D&D – kendskab til disse er ikke nødvendigt.

Hvordan laver man en con-værdig dungeon?

12 kommentarer

… altså udover at man starter med at overtale Oliver til at tegne kortet?

Ligesom Uffe sidder jeg og kigger på Lamentations of the Flame Princess og kom i den forbindelse til at tænke på, om det overhovedet er muligt, at lave et moderne kongresscenarie, der foregår i en dungeon?

Jesper gjorde det delvist med ”Ingen Vej Ud” fra sidste års Fastaval, men det var ikke med dungeonen i hovedsædet. Eller, det var det måske, men det var irrelevant, hvad der ventede bag næste dør – det var faktisk ikke beskrevet i scenariet. Jeg vil også gerne ud over novelleformatet.

Så hvad skal der til, hvis man skal underholde 5-7 spillere i 4 timer, med en dungeon og det ikke skal være meta og en ironisk udgave af ”sådan spillede vi i gaaaamle dage”? Hvor meget kamp? Hvilke udfordrende rollespilsmæssige hurdles kan man lave? Hvordan får man spillere anno 2012 til at være spændte på, hvad der gemmer sig bag næste hjørne og bag næste dør?

Ligesom i ”Ingen Vej Ud” og i Uffes kommende kampagne, tænker jeg at karaktererne skal være nogle gustne og skumle typer. Det fedeste ved rollespil, synes jeg, er, når karaktererne spille med og op imod hinanden, så det håber jeg at kan iscenesættes i samspil med det der sker i dungeonen.

Hvad siger I? Kan det lade sig gøre? Hvordan?

2011 loot og et nytårsforsæt

6 kommentarer

Jeg har tidligere skrevet om min samlermani når det kommer til rollespil. Sidste år var det “10 bøger for 100 kroner” på Viking Con der fik bogreolerne til at vakle men 2011 har ikke ligget på den lade side heller. Overhovedet.

Hvorfor var det, at jeg bare måtte eje en udgave af Chill?!?

Alt for mange af disse bøger står bare og samler støv i et skab og bliver hverken læst eller spillet. Samtidig har jeg ikke fået spillet specielt meget rollespil i 2011. Det skyldes til dels familieforøgelsen, but still.

Så målsætningen for 2012 må være færre indkøb, mere rollespil.

[LotFP] Den Hemmelige Ø

4 kommentarer

Så, Uffe.

”Isle of the Unknown” er et spritnyt setting, udgivet af Lamentations of the Flame Princess og skrevet af Geoffrey McKinney. Reglerne er kompatible med klassisk D&D, LotFP og andre OSR-kloner.

Kort fortalt er ”Isle of The Unknown” en ø delt ind i 330 hex-felter, hvor hver eneste hex har sit eget afsnit i bogen, med en eller anden form for oplæg til scenarie. Afsnittene kommer i en række overordnede kategorier; monstre, statuer, clerics, magic users og så alt det andet.

Øen er oplagt til sandbox spil og er beskrevet i så løst, at den kan passe ind i de fleste allerede eksisterende verdener. Samtidig er der en underliggende stemning og rød tråd på øen. Øens clerics er alle klædt i røde våbenfrakker med hvide kors og spredt på øen står en række klassiske statuer, de fleste af dem magiske, og er med til at give øen et mystisk og mytisk skær.

Og så er der monstrene. Over 100 styk, alle illustrerede. Og de er… specielle. I bedste Lamentations stil er der ingen standart væsener, men udelukkede bizarre skabninger (der af en eller anden grund, loyalt bliver på deres hex fremfor at vandre eller sprede sig). Monstrene er generelt sære blandinger af forskellige dyr (væsel med slanger på ryggen), dyr gjort humanoide(svanemennesker og kameler på to ben) eller dyr med en aparte tilføjelse (koalabjørn med sugekopper…). Og så er de generelt kæmpestore og badass. Og har mange hoveder. Og regenererer.

Hvis man skal tage de positive briller på, tegner det sammen med statuerne og de forskellige magic users, et billede af en ø, der engang i en fjern fortid har været hjemsted for gale troldmænds eksperimenter og udladninger, og nu er overladt til sig selv.

Hvis man er mere kritisk, giver det et komisk billede af en ø, der fremfor at være stemningsfuld bare er fjollet.  Hvor mange fugle med våben i stedet for kløer/hænder kan man for eksempel møde, før det bliver latterligt?

Det er et af bogens problemer. Et andet er, at der trods 330 unikke locations er ret begrænset oplæg til egentligt rollespil. Næsten alle monstrene er udelukkende beskrevet gennem udseende og stats og ikke hvordan de reagerer eller lever. De giver en følelse af, at de bare er modstandere som dumdristige eventyrere skal hakke sig igennem. Det samme gør sig gældende for magic users, clerics og statuer. De har ingen motivation eller personlighed. Så som rollespilsoplæg er udbyttet altså ret begrænset, synes jeg. Mest spildt er statuerne. Ideen om sære magiske statuer spredt ud over en mystisk ø e god, synes jeg. Derfor er det ærgerligt, når det virker som om, at de fleste af statuerne ikke er til mere, end at angribe folk der nærmer sig (og ikke udfører den rette safe-word handling).

Så nej, jeg synes ikke “Isle of the Unknown” er vildt fantastisk. Det er en lækkert lavet bog; A5,farvesider, pænt layout, hardback og virkelig intens nytrykt-bog duft, men indholdet er ikke vildt inspirerende og kræver, synes jeg, cirka lige så meget ekstra arbejde fra spillederen, som hvis man skulle finde på det fra scratch. Der er gode ideer på øen, helt sikkert, men de drukner desværre lidt i gøgl og stats.

Lamentations of the Flame Princess, del 2

1 kommentar

Selvom LoTFP var et i øjefaldne produkt, var jeg ikke ligefrem solgt på ideen om at spille D&D som i gamle dage og faktisk var det først da Raggi og hans forlag, der også hedder Lamentations of the Flame Princess, udgav “Vornheim”, at jeg var fristet nok til at bestille.

Egentlig havde jeg besluttet mig for, at vælge mellem LotFP og Apocalypse World, fordi det efterhånden er pinligt, hvor meget rollespil jeg køber, i forhold til hvor lidt jeg spiller. Jeg endte dog, selvfølgelig, som den glade ejer af begge dele. Og siden Vincent Baker også spiller Lamentations, er der jo nærmest full circle.

Men hvad er Lamentations of the Flame Princess så?

Et opkog på klassisk D&D. Min referenceramme udi de gamle editions (som er super vigtig for OSR-folk) er noget nær ikke eksisterende, men reglerne virker meget tæt på den røde æske jeg er vokset op med (Mentzer?). Grindhouse udgaven af spillet kommer i en fin æske, A5-størrelse, indeholdende tre bøger, karakterark og en sæt miniatureterninger. Bøgerne er, logisk nok, også i A5 og i en ret lækker papirkvalitet.

De tre bøger er en tutorialbog, for nye rollespillere, en bog med regler og så en referee manual til spillederen, med råd og vejledning i alt fra scenarieskrivning til hvordan man tackler out of character ballade i gruppen.

Den første bog indeholder også to solo-eventyr, hvori det ene i høj grad skeler til Bargle-scenariet fra det klassiske sæt – hvilket er meget sjovt og er med til at slå stemningen an, som at den kvindelige cleric man møde ikke ligefrem stiller træskoene i den mest pussedenussede facon i Raggis version. Det er samtidig også utroligt indforstået, men mere om det længere nede.

Referee manualen har en masse hæderlige råd, men er også lidt træg og meget præget af, at den formidler den enlige forfatters take på, hvordan man spiller rollespil.

Regelbogen er derfor der, hvor jeg synes the good stuff gemmer sig. For selvom LotFP er klonet fra D&D, har James Raggi lavet en række fine og seje ændringer på systemet og ikke mindst klasserne.

Fighteren er nu den eneste klasse, hvis Base Attack stiger i takt med hans level, wizarden er blevet gjort mere gritty og skummel udi spells, clericen kan nu turne alle chaotic væsener, hvilket inkluderer elveren og så er roguen skiftet ud med en specialist-klasse, der kan skræddersys alt efter hvilke luske-evner man gerne vil have.

Derudover indeholder LotFP en enkelt og super brugbart encumbrance-system, og så har han, svært fornuftigt, droppet THAC0 og byttet ud med stigende AC, som i moderne D&D.

Vigtigst for LotFP er dog nok stemningen og stilen, der beskrives som weird fantasy. Det er mørk og messed up fantasy inspireret af forfattere som Howard, Lovecraft og Vance. Uden at have hverken læst eller spillet Troels og Mortens ”Legenden Om…”-scenarier, tænker jeg at de måske matcher stilen ret godt?

Tidsperioden virker også længere fremme end klassisk D&D/fantasy og er nærmere renæssance end mørk middelalder og slægter dermed i høj grad Warhammer på.

En del af weird-konceptet bliver også slået meget fast ved, at monstre skal være noget ud over det sædvanlige og der er derfor ikke en monsterbog eller et afsnit med stats på monstre i LotFP. I stedet er der nogle regler for, hvordan man kreerer sine egne unikke væsener fra scratch. De er dog ret korte og mangler i høj grad forklaring og eksempler.

Men hvad er LotFP så ikke?

Et godt begynder system. På trods af alle de gode intentioner og to ud af tre bøger dedikeret til nye spillere, så duer det bare slet ikke til uerfarne rollespillere. Regelbogen er håbløst bygget op. For eksempel er de ting der giver bonusser og plusser i kamp, ikke nævnt i afsnittet om kamp. Man skal finde dem spredt ud over hele bogen, nogle i afsnittet om stats og andre i afsnittet om klasser. Det samme gælder plusser og minusser for saving throws. Det er her jeg synes det er helt tydeligt at det her, det er et enmandsprojekt. Raggi har, formoder jeg, D&D basisreglerne så meget på rygraden, at han i sin nedfældning på skrift, springer en masse mellemregninger og forklaringer over, fordi de er helt logiske for ham. Det lider LotFP i den grad under.

Der er også virkelig kaos i rækkefølgen af kapitler og afsnit, for eksempel kommer afsnittet om at købe fast ejendom og investere sine surt lootede guldmønter, før afsnittet om kamp.

Førnævnte mangel på monstre og oplæg til monstre er også et tveægget sværd. For jo, det er da cool at spillerne aldrig ved, hvilke mystiske skabninger de står overfor, men samtidig medfører det, tror jeg, også en grum risiko for, at de monstre der dukker op enten bliver mere fjollede end unikke (mere om add water’n’tentacles når jeg om et par dage skriver om ”Isle of the Unknown”) eller slet og ret klassiske monstre med nye navne og farver, og hvor er innovationen så. Hvis jeg skulle spille LotFP over en længere periode, er jeg ret sikker på, at jeg hurtigt ville finde et af de gratis og kompatible OSR systemer og planke monstersektionen.

Og så ved jeg ikke, hvorfor min udgave hedder Grindhouse Edition, udover at det lyder fedt.

Alligevel…

Synes jeg Lamentations er ret fedt. Det er lavet med en klar vision, der går udover bare at hacke lidt på Gygax og er en dejlig grim pendant til den high fantasy man finder i nyere udgaver af D&D. Jeg kunne sagtens forestille mig at spille noget kortere kampagnespil med systemet og jeg går også med tanker om et kongresscenarie med LotFP som grundlag.

Lamentations of the Flame Princess, del 1

Skriv en kommentar

For nogle uger siden nævnte Uffe rollespillet Lamentations of The Flame Princess, som jeg også har kastet min interesse på.

LotFP er en D&D-klon, udsprunget af Old School Revival-fænomenet, der handler om at spille, og skrive, rollespil som i gamle dage. Ingen eller begrænsede regler for skills, racer er klasser – så du er en dværg eller en fighter, aldrig en dværg fighter, og så ellers bare afsted til the dungeon.

Egentlig synes jeg ikke at OSR systemerne virker specielt fede. Jeg spillede basis D&D i de tidlige 90ere og mindes ikke systemet i et særligt rosenrødt lys. Det fungerede fint, men jeg holdt altså mere af Drager og Dæmoner, hvor der var langt flere muligheder.

Tilbage til 00erne. Sidste år havde jeg en længere periode med begrænset arbejdsbyrde og selvom jeg kan bruge ret lang tid på at støvsuge og bage boller, endte jeg også med at læse og følge en del hjemmesider og fora om rollespil, inklusiv nogen om OSR.

Og ærlig talt synes jeg ikke billedet det blev tegnet af denne sub-subkultur var specielt charmerende, men det kommer der nok noget om i et senere indlæg.

En af de mest markante og i øjenfaldne bud på et old school system jeg faldt over, var Lamentations of the Flame Princess. Udgivet i/fra Finland af den derboende amerikanske heavy metal aficionado James Raggi, vakte LotFP en del røre i rollespils/OSR onlineandedammen og Raggi og LotFP fremstod, på mig, som lidt af en OSR bølgens enfant terrible.

Mest var der drama over illustrationerne i LotFP. Det er en del nøgenhed og en del vold på tegninger i LotFP. Tegninger der for øvrigt er af meget svingende kvalitet (WTF!). Det faldt åbenbart en del folk for brystet og så blev der regnet på, om der nu blev slået flere kvinder ihjel på tegningerne end mænd, og hvad kunne det dog betyde… altså udover at forfatteren måtte være Millenium-serie-style kvindehader!

Nå, det virkede ikke vildt afskrækkende på mig og samtidig blev jeg også lidt fascineret af forfatterens meget markante tilstedeværelse på nettet. Når folk skrev om LotFP på et forum eller en blog, både negativt og positivt, så dukkede James Raggi op og snakkede med. Ikke hysterisk defensivt og skingert, men kompromisløst omkring sit produkt. Det tror jeg i høj grad har været med til at generere den buzz der er om LotFP på nettet.

Nå. Det blev pludselig meget langt. Mere om stil og regler i LotFP i morgen.

Newer Entries