20. december: Fleur De Lis

Skriv en kommentar

December i Marienburginnyardplay.jpeg

20. december:

Fleur De Lis, det faldefærdige teater

Af Louise Skriver Lægteskov

To dagen før premieren på ”Gåsedammen” pryder en plakat facaden, og inde bag dobbeltdøren, lyder der en stærk bretonsk accent. ”Fint! FINT!! Så kan det da også bare være lige meget! FINT!” en taktstok bliver smidt hen af et gulv og en dør smækkes.

Hvad…
Velkommen til Fleur de Lis. Et teater lejet af bretoneren Florian Fetês Copain, udtalt Fettkop af Marienburgs lokale. Det stod der i mange år stolt ved kanalen i Suiddock, men ligger nu næsten glemt mellem de nyere pakhuse. Så skjult at dets rige ejer, Feltoberst Johann Van der Bild, helt havde glemt han havde det, indtil Fettkop bankede på hans dør, for at leje det. Johann har flere gange overvejet at rive det ned, men så længe huslejen falder, og det gør den, bare aldrig til tiden, lader han det stå.

En kold vind smyger sig igennem hullet i taget, oppe i det gamle kostumerum. Flere gange er det forsøgt at lappe det forfaldende tag. Men hver gang brædder blev hamret over, gik der kort tid, før regnen fandt et ny hul. Og sidste år blev de udslidte kostumer, så for bestandigt flyttet, da en mågekoloni flyttede ind. Nu er rummet beboet af over 10 dusin måger. Der har spredt deres reder over hele gulvet. Det eneste der beviser rummets gamle funktion, er en rusten gine og en enkelt balletsko, der ligger støvet i det ene hjørne. Trækvinden smyger sig videre ned af trappen. Undervejs får den rebet, der hæver og sænker det falske måner og sole, som udgør den sparsomme kulisse, til at svaje let. Bag scenen fører den lugten af det noget mugne bagtæppe ind under døren til omklædningen i kongesiden. Inde i det overfyldte rum, med de lettere irrede spejle, får den de unger kvinde til at gyse. Alt imens de smidigt smyger sig omkring hinanden, og de mange kostumer, de deler plads med. Kostumerne, der alle har set bedre dage, står som en påmindelse om teaterets manglende penge. Den faste gæst(dem er der ikke mange af) vil med et let trænet øje, kunne se at Amlets kappe nu er blevet et kjolestykke på Jaquelines kjole fra ”Renard og Jaqueline”. En af kjolerne bevæger sig let, da trækket trænger ned mellem gulvbrædderne og ned i kælderen der fører hen til orkestergraven hvor væggene driver af fugt. En rotte sidder og plejer sin pels, inden der hoppe op af graven og op på scenen. Der piler den hen over det bugnede scenegulv, der efter en oversvømmelse var blevet mere skævt, end en mand bonget op på Gummegodt, før den forsvinder. Den kolde vind fordeler sig ud over den tomme sal, og kærtegner kort den lille fordybning, skabt af en taktstok der igen og igen er blevet slået ned i gulvet, under de mange timers træning for danserne. De polstrede, røde fløjlssæder står snorlige i 15 rækker ned. De er så slidte at mange af dem afslører deres hvide indhold. Andre er blevet lappet af de kostumer, der ikke kunne holde til endnu en omsyning. Men selvom der er forsøgt at lappe, i prima røde farver, ligner salens stole efterhånden noget fra en sigøjnerlejr.

For nyligt er væggene blevet pyntet op med Tileanske malerier af fordums stortid. Men den kunstinteresserede Marienburger ville nemt kunne se, at det er udført med en amatørs nervøse hånd. Salen er det eneste sted der er åbent for publikum. For et par år siden, måtte balkonen lukkes af, da en gæst næsten gik igennem det rådne trægulv. Det var heller ikke til at høre hvad der forgik på scenen alligevel, på grund af mågernes skrig. Nu giver de skrigende fugles skingre kalden kun problemer i foråret, når de yngler. Og til tider når en af dem forvilder sig ind i salen og flyver rundt om lysekronen. Lysekronen er noget af det eneste intakte tilbage fra da teateret var centrum for Marienburgs bedre borgerskab. Den hænger stolt og skinnede med sine over 112 lys og skaber et blødt skær og varme. En varme som muligvis var det eneste der kunne besejre den evige trækvind, hvis altså der var råd til lys.

Den bretonske Fettkop skaber dagligt stor kunst og medrivende forestillinger, forestillinger der vil få teateret tilbage på fode, men det er en svær opgave når Marienburgs folk ikke ville kende stor kunst, hvis den skingert skrigende fløj hen over hovedet på dem og sked dem ned i hatten.

Scenarietråde…

  • En mand i laset tøj, der næsten kan virke præsteagtigt, står med et skilt udenfor teateret og raser højlydt imod det. Det er et ugudeligt sted, fyldt med synd, kaos liderlige dansepiger i alt for små kostumer. Det burde brændes ned for dets syndige virke, og så er det alt for dyrt at komme ind!
  • spillerne går gennem byen da de bliver antastet af en lidt rund mand i et slidt med tidligere fint og farverigt sæt tøj, i højeste bretonske mode for 15 år siden. Han har et øje på en af karaktererne og vil høre om ikke vedkommende vil være en stjerne! Han har de perfekte lægge til det/Hun har den perfekte talje til det. Han er villig til at prøve vedkommende af ved en helt særlig audition i teateret. Hvis han får held i sit foretagende bliver showet dog afbrudt af voldsmænd fra lauget der har fået besked på at tæske alle der arbejder for teateret, for manglende betaling af husleje.

19. december: Die Torfstube

Skriv en kommentar

December i MarienburgTorfenheim.jpg

19. december:

Die Torfstube

Af Anders Frost Bertelsen, Kristoffer Rudkjær & Simon Steen Hansen.

I den østlige udkant af Marienburg ligger et lille gæstgiveri, Die Torfenstube. Det er drevet af tilflyttere fra den lille by Torfenheim, der ligger ude i Midden Moors.

Hvad…

Die Torfenstube er kendt for sit øl, der bliver brygget i Torfenheim og fragtet til Marienburg med flodpram ad Reik-floden. Den præcise smag skifter fra år til år, men typisk er den brygget på en mørk malttype, og har en lidt brændt og bitter smag.

Gæsterne på kroen kan generelt deles ind i tre grupper:

Der er de handlende, typisk fra forskellige dele af Midden Moor, der skal bruge et billigt sted at bo, mens de er i byen for at aflevere deres varer. Die Torfstube er kendt som et respektabelt sted, der ikke snyder udefrakommende alt for meget, i hvert fald ikke hvis de fra marsklandet.

Der er tilflytterne fra marsken, som kommer på kroen for at mindes svundne tider i deres hjemstavn. På de gode aftener synger de Torfenliede i kor, en vemodig sang om en ung pige, der drister sig ud i mosen og forelsker sig i et mærkeligt væsen, der bor derude. På de dårlige aftener udbryder der slagsmål omkring, hvilken af de mange afslutninger, der skal synges. I nogle af dem fortærer væsenet den uskyldige pige, mens det i andre er et fredeligt væsen, der bliver brændt af en hidsig menneskemængde.

Endelig er der en gruppe studerende, der er begyndt at komme fordi de mener at kroens øl – som de hengivent kalder for Torfenbrau – er noget af Marienburgs bedste, og de sværger til dets helbredende effekter. De fleste af de studerende læser moralfilosofi og bekender sig som Dontere.

Det bør også nævnes, at kroen insisterer på at fyre med tørv i stedet for brænde. De får det leveret på de samme pramme som øllet kommer på, og det giver en kraftig, ildelugtende røg, som giver hele kroen en noget kvælende atmosfære.

Scenarietråde…

  • En ladning med øl og tørv er ikke noget frem, og nogen må tage ud i mosen og undersøge nogle af bifloderne. Kan det være lygtemænd, der har ledt prammen på afveje? Eller en røverbande, der har hørt om tørvebryggets stigende popularitet?
  • En aften blander en høj, smuk kvindestemme sig, da der bliver sunget Torfenliede, men ingen kan se, hvor stemmen kommer fra. Hun synger en slutning ingen har hørt før, om hævn over smålige mennesker uden kærlighed i deres liv. Er det et spøgelse, der leder efter hævn? En spøg fra de studerende, der nok kender en dygtig sangerinde eller to? Eller måske har brygget og den tykke tørveos bare fået alle til at forestille sig mærkelige ting?

 

18. december: Frau Blüchers Trykkeri

1 kommentar

December i Marienburg220px-printer_in_1568-ce

18. december:

Frau Blüchers Trykkeri

Af Kristian Bach Petersen

I en by som Marienburg, hvor handelshuse, adelige, handlende og politiske fraktioner bekriger hinanden både i det skjulte og i det åbne, er der ofte brug for, at kommunikere bredt. I Schattinwaard ligger en ombygget lagerbygning, hvorfra informationerne vælter ud.

Hvad…

Frau Blücher driver Marienburgs største trykkeri. Det er her man går hen, når man skal have lavet løbesedler, efterlysningsplakater, erotiske elver-pamfletter eller de der helt specielle invitationer til den der særlig loge.

Frau Blücher overtog trykkeriet, da Herr Blücher døde for to år siden. En overdosis Gummegodt, siger rygterne. Den midaldrende kvinde overvåger alt arbejde og alle ting der laves, ofte fra gangbroen i trykkeriet. Ingenting forlader værkstedet uden at Frau Blücher har haft sine sværteplettede fingre på dem.

Derfor ved Frau Blücher også ofte, hvad der sker i Marienburg, før det sker, og er uudtømmelig kilde til informationer – skulle man få en fod indenfor. Det er dog ikke lige til. Blücher lover sine kunder en høj grad af diskretion og for at holde på informationer, hyrer hun kun analfabeter til at arbejde i trykkeriet. Samtidig er Frau Blücher en hård hund, der hverken lader sig påvirke af trusler eller bønner

Eneste hul i Frau Blüchers tætmaskede net er dværgen Hieronymus Horn, der trykkeriets bedste teknikker og den eneste der har styr på, hvordan reparer den største af presserne. Horn er både kolerisk og fordrukken, og kan ofte fanges talen over sig, når han og hans skiftende svirebrødre er på tur rundt i Marienburg ved nattetide. Blücher tolererer Horns opførsel fordi han er god til sit job, men har ind imellem følt sig nødsaget til at rydde op efter dværgen.

Scenarietråde…

  • En revolutionær gruppe forsøger at starte optøjer i Marienburg. Sporet af løbesedler fører til, og ender, ved Frau Blücher og karaktererne må enten forhandle og eller infiltrere trykkeriet, hvis de vil finde frem til folkene bag.
  • Karaktererne render en sen aften på Hieronymus Horn. Fra den pløkstive dværgs lomme, stikker en efterlysningsplakat med karakterernes ansigter på. Når solen står op, vil plakaterne blive smækket op i hele byen, så spillerne har til daggry til at rense deres navn.

17. december: Freddys Freakshow præsenterer: Alfons, den førstefødte af de smittede

Skriv en kommentar

December i Marienburg15591322_10154781159313917_284688808089441109_o

17. december:

Freddys Freakshow præsenterer:
Alfons, den førstefødte af de smittede

Af Jeppe No

Kom indenfor, kom indenfor! Se det frygtede rottevæsen! Se et mirakel, end ikke Sigmar kunne udføre! Se Lola, Imperiets ottende vidunder, danse. Kom indenfor, kom indenfor…

Hvad…

Freddys omvandrende freakshow er ikke verdens største, men det er alligevel ganske velbesøgt. Først kommer Alfons på scenen, hvor han fremviser en skaldet rottemand i bur. Herefter healer han en kaosinficeret person med urter. I virkeligheden er det en falsk mekanisk arm med en klo, som trylles væk bag et klæde, men publikum er overbeviste. Alfons, den førstefødte af de smittede, kan helbrede kaosinfektioner. Dernæst kommer Prinsesse Lola på scenen. Hun er en smuk halvelver, som kan forføre enhver med sin dans og flirtende blik. Og så slutter den officielle del af showet med store klapsalver.

Bagefter inviteres rige, liderlige gæster ind til en personlig forestilling i en cirkusvogn, som er delt op i to adskilte rum; Kun forbundet af et lille hul i en skillevæg. På den ene side står gæsten, og fra den anden side kommer Lola med ophidsende støn og liderlig snak. Det er selvfølgelig ikke Lola selv, der betjener gæsten. Det er den lille rottemand med reb om snuden, så den ikke piver for meget. Den er spændt fast til en særligt fremstillet stol på hjul, som Lola kan trille hen foran hullet på det helt rigtige tidspunkt. Der er nærmest garanti for at gæsten inficeres med bylder, sår og andet godt.

Fra en anden cirkusvogn sælger Alfons sit helbredende urtemix helt diskret. Bekymrede borgere beder om hjælp til at bekæmpe mulige kaosinfektioner. Ofte er der tale om banale vorter, bylder og sår, men der er også begyndende kaosmutationer i mellem. Alfons er ligeglad. Han sælger sit urtemix så dyrt som muligt til alle med løfter om komplet helbredelse inden for tre måneder eller pengene tilbage (Da er han dog for længst rejst videre).

Forretningsmodellen:

Modsat de fleste omvandrende freakshows, så tjener Freddy og hans venner styrtende med penge i det skjulte. Forretningen er bygget op om flere indtægtskilder:

  1. Entrebilletter til forestillingen giver næsten ingenting. Det er relativt små beløb, for det er vigtigt, at tilpas mange ser showet.

  2. Personlig ekstra forestilling i Lolas cirkusvogn. Her kommer der mange penge ind.

  3. Salg af urtemix til at kurere kaosinfektioner. Fuldstændig uvirksomt ukrudt med kanel. Køberne stopper det op i næsen, som bliver hævet og rød. (Freddy kalder dem ”Rudolphs”)

  4. Freddy skygger velhavende Rudolphs og afpresser dem for penge. Han truer med at afsløre deres kaosinfektioner, hvis de ikke betaler uhyrlige summer. Han melder dem dog uanset hvor meget han modtager.

  5. Byvagtens hemmelige dødspatrulje betaler for hver ”Rudolph”, de identificerer og likviderer efterfølgende.

Alfons’ hemmelige urteopskrift

En håndfuld ukrudt tørres, pulveriseres og blandes med kanel og peber. Der tilsættes en sjat beskidt flodvand med en enkelt dråbe meget tynd afføring fra rottemanden. Det giver en slags udrensende Homoios Pathos, som aktiverer immunforsvaret. Blandingen skal indtages gennem næsen, som en slags næseskylning.

Det er Alfons der styrer pengekassen og graver penge ned forskellige steder, som bliver noteret ned i et lille hæfte. Freddy og Lola ved ikke at Alfons benytter en slags symbol kryptering, så kun han kan afkode koordinaterne. Alfons ser det som en slags livsforsikring, at kun han ved hvor skattene er.

Scenarietråde…

  • Hæftet med skattekoordinater bliver stjålet, og spillerne bliver hyret af Freddy til at få det tilbage. Men hvad gør spillerne, når de finder hæftet? Kan de selv forstå koderne? Eller skygger de Alfons, når de leverer hæftet tilbage? Tilbyder tyven en kæmpe sum penge, hvis de i stedet hjælper med at bryde koden?
  • Enken til en dræbt ”Rudolph” beder spillerne om hjælp til at opklare mordet. Gennem opklaringsarbejdet bliver de klar over sagens rette sammenhæng og bliver i tvivl om hvad det rigtige er at gøre. Var ”Rudolph” rent faktisk smittet af kaos? Hvad med enken? Der er kun en måde at finde ud af det på. Men først bør man nok se showet.
  • En rig forretningsmand føler sig snydt af Alfons og vil have sine penge igen. Pga. den røde næse og rygtet om likvideringer tør han ikke vise sig på gaden, så spillerne må tage affære. Men hvad er det rigtige at gøre? Er forretningsmanden smittet? Kan man både tage pengene og bekæmpe kaos på samme tid?
  • En bunke lig bliver fundet i floden med røde, hævede næser. Hvem er de, og hvordan er de havnet der?
  • Alfons er stukket af med en kopi af skattekoordinaterne. Spillerne hjælper Freddy og Lola med at lokalisere skattene før Alfons, og måske endda finde ham.

16. december: Van der Bild Handelsimperium

1 kommentar

December i Marienburgmerchant

16. december:

Van der Bilds Handelsimperium

Af Johannes Busted Larsen

Spiritus fra fjerne egne, eksotiske stoffer og krydderi, tobak plukket af nænsomme halvinger. Handelshuset Van der Bild kan klare det hele. Og lidt til.

Hvem…

Van der Bild-familien er en af Marienburgs rigeste familier, hvis handlesimperium dækker handel med en lang række import og eksport varer, lånevirksomhed og galleriforretning. Selvom Van der Bild har en unik handelsflåde, der kun består af flodfartøjer og som sejler op og ned af floden Reik. Nogen skibe helt til The Moot i øst (efter tobak), Wissenlands bjerge i syd (efter jern) og Kislev i nord (efter dyreskind og kvalitetsvodka), men Van der Bild’erne handler på hele floden med alt fra uld over korn til sjældne litterære værker og frække kærestebreve til kærlighedssyge stormænd.

Handlen er kun et aspekt af Van der Bilds virksomhed og især det nuværende familieoverhoved Donald Van der Bild har fokuseret på to andre lukrative indtjeningsområder: lånevirksomhed og, ved et tilfælde, kunsthandel. Lånevirksomheden er del i to grene, en anstændig og en lyssky. Den anstændige bliver drevet af Donalds talstærke og virkelig kedelige svigersøn Philip Hasenscharte i fornemme lokale i Van der Bild-tårnet i Guilderveld.

Den lyssky bliver drevet af en af Donalds nye forretningsforbindelse Hans Van der Jens aka Sükkerfar. Sükkerfar låner ud til alle dem som får afslag af Hasenscharte i Van der Bild-tårnet og tager selvfølgelig skyhøje renter og et brækket ben i rente. De fleste af disse låneaftaler indgås på Sükkerfars stamværtshus Hulen i Væggen. Udover at låne penge ud for Donald Van der Bild, så har Sükkerfar også en offentlig hemmelig affære med Van der Bild-datteren Branda Hasenscharte. En affære, som alle andre end Donald kender til og som har dannet mode i den Marienburgske overklasse. Alle rigmandskoner som bare er lidt med på tonerne har fundet sig en tyk mand de kan nyde udenomsægteskabeligtjuhej med.

Kunsthandlen bliver varetaget af Donalds søn Feltoberst Johann Van der Bild. På grund af familiens traditionelle gode forhold til Imperiet og en indgroet eventyrlyst, så deltog Johann i kaoskrigene i den nordlige del af Imperiet. Her opdagede han ved et tilfælde mange herregårde var blevet forladt i alt hast når kaoshærene nærmede sig. Alt af værd blev lynhurtigt samlet op af menige soldater og at disse soldater stod med et problem. De havde ikke nogen at afsætte disse værdier til ude i disse forladte nordlige provinser og mange af værdierne (især kunstgenstande såsom gobeliner og metalbuster) var svære at marcher og kæmpe med under armen. Johann så det som sin pligt som officer at gøre hæren kampdygtig på trods af disse kulturskatte, så han købte alle disse genstande for en billigt og arrangerede at få dem fragtet hjem til Van der bild-tårnet i Marienburg.

Efter sin hjemkomst er Feltobersten begyndt at sælge ud af disse kunstværker, men til tider også bytte dem til værker af endnu højere værdi. Det var en god forretning og faderen Donald van der Bild valgte at få bygget en galleritilbygning til tårnet og givet Johann en mindre formue, så han kan investerer i mere kunst. Van der Bild-familie handler på den måde både med ældre værker, antik kunst og helt nye kreationer. Denne handel med kultur givet familien en vis kulturel status og adgang til det bedre selskab i Imperiet og Bretonnia, som hele familien nyder godt af.

Plottråde…

  • Spilpersonerne skal låne penge og kan ikke betale tilbage. Sükkerfar sender bøller fra Voldsmændenes Laug ud efter dem.
  • Spilpersonerne får til opgave at skaffe Baron von Wittendroffs fra Ostlands familiegobliner tilbage. Baron ønsker ikke at betale for disse, da han ”ikke støtter marienbrugske kunsttyve”.
  • En af de mandlige spilpersoner er tyk og rigmandskonens dualist-mand er håbløs umoderne. Tid til en lille romance?

15. december: Den Lille Rødhætte

1 kommentar

December i Marienburgconstantin-guys-scottish-and-prussian-soldiers-outside-a-brothel

15. december:

Den Lille Rødhætte, bordel

Af Thomas Jakobsen

I en baggård mellem gamle lagerhuse, en sejlmager og en snedker med speciale i galionsfigurer, ligger et lille byhus i tre etager. De omkringliggende bygninger er højere, da huset på alle etager har lavt til loftet, og kun har et lille undseeligt tag. Der er en lille have omkring huset, med et par gamle knudrede frugttræer – og på et lille skilt er der et billede at en ung pige i en rød hætte-kappe.

Hvad…

Bordellet Den Lille Rødhætte har et blakket ry, for på den ene side at sælge unge pigers mødom for store summer – og på den anden side, bagefter at sælge pigernes ydelser for en lille slik til søfolk og byens afskum.

Kunderne taler mest med Johanne ”Bedstemor” Just, en venlig og trind dame, der styrer bordellet med en hård – men også kærlig – hånd. Alle gæster kan forvente et stort knus i hendes store barm – efterfulgt af et klem på kinden, en uglende hånd i håret, eller at blive tørret i ansigtet af hendes lommetørklæde (der lige får et fugtende spyt først).

Bordellets ejer er Victor Wolfsfelle, der de fleste af månedens dage en er skummel, ubarberet og ofte uvasket mand – med store behårede arme, buskede øjenbryn og en stor dolk i bæltet. Han har ikke særligt meget med kunderne at gøre – sandt at sige ville det skræmme dem væk. Men han passer døren, og det er hans blodskudte øjne der stirrer ud af den lille lem i døren, og afgør hvem der får lov at komme ind. De fleste gæster tror fejlagtigt at Victor bare er stedet udsmider.

En af pigerne på bordellet er Victors datter Vreni, der mest af alt går til hånde, laver mad og gør rent. Skulle nogle gæster spørge om de kan købe sig til selskab med hende, bliver det afslået ”hun er bare kok”. Når det er fuldmåne, bliver Vreni spærret inde i kælderen af sin far, hvor hun forvandles til en varulv – og så mæsker hun sig gerne i en af bordellets gæster. De fleste er sømænd, og i en by som Marienburg er der ikke rigtig nogen, som løfter så meget som et øjenbryn hvis en af søens mænd forsvinder under end landlov.

Vreni’s forbandelse skyldes at hun blev bidt af en varulv for snart 20 år siden, da hun for vild i skoven, nær familiens gamle hjem i det fjerne Ostermark. Victor opsporede varulven, dræbte den og flåede skindet af den.

Scenarietråde…

  • Spilpersonerne møder Gertrud, en ung pige, på gaden iklædt en rød kappe med hætte. Hun bliver generet af nogle unge mænd, der blandt andet laver ulvehyl efter hende. Spilpersonerne griber måske ind, og hun vil grædende spørge om de kan følge hende til bedstemors hus (ja, det er kliché – men jeg kender en del spillere der med stor morskab og nysgerrighed ville følge hende hjem). Bedstemor tager kærligt mod spillerne, og vil sikkert chokerer dem med et tilbud om for kun 10 Gold Crowns at kunne tage en tur i kanen med den unge Gertrud.
  • Victor har ved et uheld smidt en person ned i kælderen til Vreni, der er savnet. Det drejer sig om en købmandssøn på svirretur, og nu bliver spilpersonerne hyret til at finde ham. Sporet leder dem til bordellet, hvor de kan finde flere skumle spor (der måske lader til fejlagtigt at konkludere at Victor er en varulv eller leder af en pædofil Slannesh kult):Der ligger et var-ulve skind på på Victors værelse på bunden af en låst kiste, hvor der også er tøjstumper og mindre værdigenstande fra de sømand, hans datter har spist. kiste. Victor iklæder sig skindet når hans datter bliver til varulv (hun vil ikke angribe nogen, der er iklædt skindet, da hun tror, der er tale om en anden og dominerende varulv. Varulve-kælderen ligger bag flere låste døre – den sidste er kraftigt forstærket med jern. Der er kæder på væggen, til at fastspænde Vreni, og rummet er beskidt og fyldt med blodspor.

14. december: Tjerk van Kloum

1 kommentar

December i Marienburg

XIR111369

14. december:

Tjerk van Kloum, farvejægeren

Af Claus Kliplev

Portrættet af stadsrådet og hans kone bliver afsløret med voldsom festivitas, som kulminerer da det tunge fløjsstof glider af den svære, guldbelagt og detaljerige ramme, og åbenbarer et nærmest skræmmende livagtig og fascinerede farvefyldt maleri af parret. Midt i flokken blandt de fejrende og jublende herrer og fruer står Tjerk. Ligesom dem er han klædt i det fineste man kan købe, og der er ikke sparet på stofmængden. Men modsat dem er Tjerk van Kloum mager og bleg. Han smiler ikke, fejrer ikke billedet, han værdier ikke sit værk et blik, og hører ingen af de rosende ord. Han stirrer derimod tavst ud på noget de andre tydeligvis ikke er opmærksomme på, og hans lange, blege fingre, der er plettet af et væld af farverester, gider sig nervøst mod hinanden. Tjerk van Kloum ligner en der lige har mistet noget meget vigtigt….

Hvem…

Alle rigtige kunstmalere blander deres egne farver. Det er en essentiel kunnen indenfor faget at vide, hvordan man blander og fremstiller netop de farver og toner man har brug for til netop éns egen specifikke stil og særlige motiver.

Nogle elementer i fremstillingen af særlige farver kan være meget omkostningsfulde. Men det skulle egentlig ikke være noget problem for Tjerk van Kloum, der trods en sin ganske unge alder på en 35 år er blevet en af Marienburgs mest feterede malere. Han er blevet vidt berømt for sine levende, detaljetro, og samtidig levende og nyskabende portrætmalerier, der har gjort ham til en meget efterspurgt kunstner, og en holden mand, med en unge smuk kone, to små børn samt et stort hus med eget værksted og en stab af tjenestefolk i Oudgelwijk, den gode del af byen.

Tjerk burde ikke skulle bekymre sig om bagateller som råstoffer til farver og blandingsforhold. Men det er Tjerk van Kloums konstante jagt på det naturtro, det mere end det naturtro, eller rettere det perfekte, der har gjort ham til den succesfulde kunster han er. Denne succes har dog ikke gjort Tjerk til en lykkelig mand, snarere tværtimod. For Tjerk ved jo selv hvor sølle hans sidste værk var, og utroværdigt og behæftet med fejl, ligegyldig hvad alle spytslikkerne og brunnæserne siger. Og ingen forstå, at han ikke blot kan nyde succesen, pengene og det gode liv han har nu. Ingen forstår at den forløsning Tjerk håbede på at få gennem kunsten, slet ikke er kommet, selv om han har fået succes, rigdom og berømmelse.

Tjerk ser derfor med rette ud som en ulykkelig, jaget mand, selv om det faktisk er ham, der er på jagt. Konstant vil han gøre sine værke bedre, i håbet om at opnå det sublime og derved blive forløst, for det må jo lykkedes på et eller andet tidspunkt. Derfor søger han hele tiden mod grænserne. Er der nye farver, nye blandingsformer, og nye malemetoder, samt nye motiver, der kan få hans værker til at blive fuldstændige troværdige og ægte, og ikke blot denne todimensionelle skal, som Tjerk ser alt sit forrige arbejde som.

Der er, efterhånden, ingen yderligheder Tjerk ikke vil gå til…

Scenarietråde…

  • Tjerk van Kloum har uslukkelig tørst efter mulige, nye materiale han kan blande farver ud af, han hyrer derfor spillerne til at fremskaffe forskellige sære og svært tilgængelige ting, som måske ikke altid kan skaffes på direkte lovlig vis… Blandt disse kunne være sten der er enten sjældne og fra fjerntliggende egne, sære (f.eks. urinkrystaller fra kloakken), eller farlige eller giftige, eller det kunne være dele af levende væsner, der skulle have specielle egenskaber.
  • Det er ikke blot nok for Tjerk van Kloum at bruge de mest eksperimenterende farvematerialer. Han føler også han må søge længere ud i sine valg af motiver, og derfor får spillerne til opgave at skaffe så bizarre væsner og genstande som muligt til hans atelier, ofte inspireret af rygter der er opsnappet.
  • Tjerks billeder går så langt, at de overgår virkelighed, og bliver mere ægte end den. Måske bliver det for nogen mere interessant at være sammen billedet end den elskede selv, andre billeder synes at kunne afsløre ting om det afbillede i en helt utrolig, og uhyggelig, grad, mens nogle portrætter synes at være i live og prøve at kommunikere med deres omgivelser. Alt dette gør Tjerk til en både efterstræbt og farlig mand, som spillerne enten skal opspore eller skjule…
  • Spillerne bliver hyret af Tjerks rige svigerfar til at passe på ham, for også at beskytte Tjerk fra ham selv. Det ender selvfølgelig endnu værre end antaget, og de bliver bedt om at hjælpe med at bortskaffe liget af en ung kvinde, der har siddet model for ham, men på forunderlig vis er hendes ansigt blevet revet løst og endt på lærredet, derfra bliver det kun værre, nu hvor den unge pige er død samtidig med hun er en del af billedet.

13. december: Kranz Rattehocker

Skriv en kommentar

December i Marienburg  ratkingwfrp

13. december:

Kranz Rattehocker, rottefængeren

Af Lars Andresen

De to mænd træder ud foran dig. Slidt læder. Nitter. Lette sko med metalsnuder. Du ved, at du nu mister den pakke med klæder, du bærer på for Herr Scnuurmeister. Måske mister du endda livet. Deres selvsikre smil fortæller historien om, at du aldrig skulle have taget denne genvej. Du ser ham. Tyvene hører ham. En stille piben. De tror bare, at det er en rotte bag dem. Men rotten er stor. Og den er over dem, før de ved det.

Hvem…

Kranz Rattehocker holder til under byens broer,  fra Treskillinge Broen til den store Hochbruch, der forbinder Marienburgs to dele. Hvis han har et fast tilflugtssted, er der ingen, der ved, hvor det er. Han bevæger sig hastigt langs kanalerne. Historien går, at alle undtagen byens rotter hader den tidligere rottefænger. Det er løgn. Fulderikken, der slap for at blive rullet, er taknemmelig. Købmanden, der beholdt sin pung, føler sig i gæld til ham. Og skøgerne, der har set deres plageånder sat på plads, giver ham tjenester – på trods af rotterne.

Møder man Kranz Rattehocker, ser man bevægelser på hans krop. Der kravler altid fire-fem rotter rundt på Kranz Rattehocker. Nogen sider, at det er muterede rotter, der lyder hans mindste bud. Andre siger, at det er hans børn. Nogen siger, at han har givet dem navne. Sniz Sniz, Schnecke, Fleck, Dinkel og Finkel.

Rottefængeren er hadet af Marienburgs Tyvelaug. Hvad der er gået galt mellem tyvene og Kranz Rattehocker ved kun tyvene og ham, men hadet går begge veje. Kranz Rattehocker gør, hvad han kan, for at stikke en kæp i hjulet på dem, han engang var en del af.

Scenarietråde…

  • Spillerne kommer selv på tværs af Kranz Rattehocker, hvis de opfører sig som medlemmer af tyvelauget, eller sniger sig af sted i byen om natten. De vil opdage, at nogen følger efter dem. De vil høre rotter pibe, og pludselig er han over dem. Måske kan misforståelsen udredes. Måske har Kranz Rattehocker og spillerne fælles fjender. Måske kan han ligefrem blive en ven i byen – men pas på! Venskab med Kranz Rattehocker fører fjendskab med andre med sig.
  • Måske skal spillerne ind på livet af tyvelauget, og de bliver bedt om at fange Kranz Rattehocker.

Julekalender – intermezzo

2 kommentarer

Lige en update. Julekalenderen er halvvejs og jeg er vild med den so far. OG, der er linet 12 cirka lige så fede Marienburg indlæg op, frem til den 24. december.

Dog er der lige præcis i dag kommet et hul, og fremfor at jeg smækker et indlæg sammen, og der så ryger et indlæg udefra i den anden ende, så er der altså en kort pause lige i dag.

Warhammer service will, 7 9 13, resume i morgen og der skal nok ende med at være 24 awesome indlæg.

Tjek eventuelt andre kalendere i mellemtiden. Vampyrer hos Johs, Savage Worlds hos Thomas, indiedesignere hos Troels og PlanB, rollespilsbøger hos Morten, historiske karakterer hos Elias og ønskeevner hos Peter.

11. december: De Vorgeheim Troende

2 kommentarer

December i Marienburg  cultist-status

11. december:

De Vorgeheim Troende

Af Kristian Bach Petersen

Han trækker frakken op om ørerne. Kigger til alle sider. I sine tanker gennemgår han den snirklede række af håndtryk og fagter der skal skaffe ham igennem den smalle blå dør på den anden side af den brede gade. Hvis det glipper bliver han aldrig lukket ind igen. Ikke at det vil være hans største problem…

Hvem…

De Vorgeheim Troende er en ung kult dedikeret til kaosguden Tzeentch. Den tæller 6-7 medlemmer, alle hvervet fra den øvre middelklasse i områder som Rijkspoort og Noordmuur, hvor kulten også har hovedkvarter.

Bag den diskret blå dør studerer medlemmerne deres langsomt voksende samling af forbudte tekster, udveksler historier, lægger planer og øver sig på deres magiske kundskaber. Målet er, som Guden de tilbeder, svær at definere og gruppens flade ledelse gør, at ingen tager teten og styrer gruppen i en specifik retning. Dog er alle klar over, at der skal ske noget stort, når vi rammer Vorgeheim. Gruppen har tilgengæld stram struktur, masser af regler, kodeord, riter og hemmelig håndtryk.

Hovedgrunden til, at kulten ikke arbejder målrettet er hovedsageligt, at ingen medlemmer egentlig er dedikeret til kulten eller Tzeentch. Samtlige medlemmer er faktisk i gang med at infiltrere De Vorgeheim Troende.

Justus Brock er meddeler for den rivaliserende Slaanesh-kult Fededrengene, Juliana Graveland er hemmelig agent for Byvagten, Katia Lichtgelovig er kun med, fordi hun er forelsket i Middenheimeren og kultmedlemmet Dieter Hirschfänger, der selv er undercover heksejæger.

Men selvom ingen af medlemmer ønsker at fremme Tzeentchs sag, hvad end den er, arbejder de benhårdt og dedikeret for kulten, for ikke at blive afsløret som forræder af de andre. De er alle super dedikerede til sagen. Og langsomt, ganske langsomt, blive alle medlemmerne påvirket af deres gerninger og glemmer, hvorfor de egentlig er med i denne eksklusive loge.

Et stærkt nyt medlemmer kunne nemt få kontrol over de andre medlemmer, og ville pludselig have øjne, ører og indflydelse i mange andre fraktioner. På ganske kort tid, måske lige op til Vorgeheim, kan gruppen blive en magtfaktor i Marienburg.

Scenarietråde…

  • En af Katia Lichtgelovigs andre bejlere er bekymret for den unge hofdame og betaler spilpersonerne for at infiltrere De Vorgeheim Troende.
  • Ved hjælp af forbudte tekster og et skummelt kobberstik, får kulten fremmanet en Lyserød Rædsel i kælderen under deres hovedkvarter. Medlemmer indser nu, at de er ude hvor de ikke kan bunde, og søger desperat hjælp udefra, til at skaffe sig af med det larmende og frådende kaosmonster.

Older Entries Newer Entries