17. december: Freddys Freakshow præsenterer: Alfons, den førstefødte af de smittede

Skriv en kommentar

December i Marienburg15591322_10154781159313917_284688808089441109_o

17. december:

Freddys Freakshow præsenterer:
Alfons, den førstefødte af de smittede

Af Jeppe No

Kom indenfor, kom indenfor! Se det frygtede rottevæsen! Se et mirakel, end ikke Sigmar kunne udføre! Se Lola, Imperiets ottende vidunder, danse. Kom indenfor, kom indenfor…

Hvad…

Freddys omvandrende freakshow er ikke verdens største, men det er alligevel ganske velbesøgt. Først kommer Alfons på scenen, hvor han fremviser en skaldet rottemand i bur. Herefter healer han en kaosinficeret person med urter. I virkeligheden er det en falsk mekanisk arm med en klo, som trylles væk bag et klæde, men publikum er overbeviste. Alfons, den førstefødte af de smittede, kan helbrede kaosinfektioner. Dernæst kommer Prinsesse Lola på scenen. Hun er en smuk halvelver, som kan forføre enhver med sin dans og flirtende blik. Og så slutter den officielle del af showet med store klapsalver.

Bagefter inviteres rige, liderlige gæster ind til en personlig forestilling i en cirkusvogn, som er delt op i to adskilte rum; Kun forbundet af et lille hul i en skillevæg. På den ene side står gæsten, og fra den anden side kommer Lola med ophidsende støn og liderlig snak. Det er selvfølgelig ikke Lola selv, der betjener gæsten. Det er den lille rottemand med reb om snuden, så den ikke piver for meget. Den er spændt fast til en særligt fremstillet stol på hjul, som Lola kan trille hen foran hullet på det helt rigtige tidspunkt. Der er nærmest garanti for at gæsten inficeres med bylder, sår og andet godt.

Fra en anden cirkusvogn sælger Alfons sit helbredende urtemix helt diskret. Bekymrede borgere beder om hjælp til at bekæmpe mulige kaosinfektioner. Ofte er der tale om banale vorter, bylder og sår, men der er også begyndende kaosmutationer i mellem. Alfons er ligeglad. Han sælger sit urtemix så dyrt som muligt til alle med løfter om komplet helbredelse inden for tre måneder eller pengene tilbage (Da er han dog for længst rejst videre).

Forretningsmodellen:

Modsat de fleste omvandrende freakshows, så tjener Freddy og hans venner styrtende med penge i det skjulte. Forretningen er bygget op om flere indtægtskilder:

  1. Entrebilletter til forestillingen giver næsten ingenting. Det er relativt små beløb, for det er vigtigt, at tilpas mange ser showet.

  2. Personlig ekstra forestilling i Lolas cirkusvogn. Her kommer der mange penge ind.

  3. Salg af urtemix til at kurere kaosinfektioner. Fuldstændig uvirksomt ukrudt med kanel. Køberne stopper det op i næsen, som bliver hævet og rød. (Freddy kalder dem ”Rudolphs”)

  4. Freddy skygger velhavende Rudolphs og afpresser dem for penge. Han truer med at afsløre deres kaosinfektioner, hvis de ikke betaler uhyrlige summer. Han melder dem dog uanset hvor meget han modtager.

  5. Byvagtens hemmelige dødspatrulje betaler for hver ”Rudolph”, de identificerer og likviderer efterfølgende.

Alfons’ hemmelige urteopskrift

En håndfuld ukrudt tørres, pulveriseres og blandes med kanel og peber. Der tilsættes en sjat beskidt flodvand med en enkelt dråbe meget tynd afføring fra rottemanden. Det giver en slags udrensende Homoios Pathos, som aktiverer immunforsvaret. Blandingen skal indtages gennem næsen, som en slags næseskylning.

Det er Alfons der styrer pengekassen og graver penge ned forskellige steder, som bliver noteret ned i et lille hæfte. Freddy og Lola ved ikke at Alfons benytter en slags symbol kryptering, så kun han kan afkode koordinaterne. Alfons ser det som en slags livsforsikring, at kun han ved hvor skattene er.

Scenarietråde…

  • Hæftet med skattekoordinater bliver stjålet, og spillerne bliver hyret af Freddy til at få det tilbage. Men hvad gør spillerne, når de finder hæftet? Kan de selv forstå koderne? Eller skygger de Alfons, når de leverer hæftet tilbage? Tilbyder tyven en kæmpe sum penge, hvis de i stedet hjælper med at bryde koden?
  • Enken til en dræbt ”Rudolph” beder spillerne om hjælp til at opklare mordet. Gennem opklaringsarbejdet bliver de klar over sagens rette sammenhæng og bliver i tvivl om hvad det rigtige er at gøre. Var ”Rudolph” rent faktisk smittet af kaos? Hvad med enken? Der er kun en måde at finde ud af det på. Men først bør man nok se showet.
  • En rig forretningsmand føler sig snydt af Alfons og vil have sine penge igen. Pga. den røde næse og rygtet om likvideringer tør han ikke vise sig på gaden, så spillerne må tage affære. Men hvad er det rigtige at gøre? Er forretningsmanden smittet? Kan man både tage pengene og bekæmpe kaos på samme tid?
  • En bunke lig bliver fundet i floden med røde, hævede næser. Hvem er de, og hvordan er de havnet der?
  • Alfons er stukket af med en kopi af skattekoordinaterne. Spillerne hjælper Freddy og Lola med at lokalisere skattene før Alfons, og måske endda finde ham.

16. december: Van der Bild Handelsimperium

1 kommentar

December i Marienburgmerchant

16. december:

Van der Bilds Handelsimperium

Af Johannes Busted Larsen

Spiritus fra fjerne egne, eksotiske stoffer og krydderi, tobak plukket af nænsomme halvinger. Handelshuset Van der Bild kan klare det hele. Og lidt til.

Hvem…

Van der Bild-familien er en af Marienburgs rigeste familier, hvis handlesimperium dækker handel med en lang række import og eksport varer, lånevirksomhed og galleriforretning. Selvom Van der Bild har en unik handelsflåde, der kun består af flodfartøjer og som sejler op og ned af floden Reik. Nogen skibe helt til The Moot i øst (efter tobak), Wissenlands bjerge i syd (efter jern) og Kislev i nord (efter dyreskind og kvalitetsvodka), men Van der Bild’erne handler på hele floden med alt fra uld over korn til sjældne litterære værker og frække kærestebreve til kærlighedssyge stormænd.

Handlen er kun et aspekt af Van der Bilds virksomhed og især det nuværende familieoverhoved Donald Van der Bild har fokuseret på to andre lukrative indtjeningsområder: lånevirksomhed og, ved et tilfælde, kunsthandel. Lånevirksomheden er del i to grene, en anstændig og en lyssky. Den anstændige bliver drevet af Donalds talstærke og virkelig kedelige svigersøn Philip Hasenscharte i fornemme lokale i Van der Bild-tårnet i Guilderveld.

Den lyssky bliver drevet af en af Donalds nye forretningsforbindelse Hans Van der Jens aka Sükkerfar. Sükkerfar låner ud til alle dem som får afslag af Hasenscharte i Van der Bild-tårnet og tager selvfølgelig skyhøje renter og et brækket ben i rente. De fleste af disse låneaftaler indgås på Sükkerfars stamværtshus Hulen i Væggen. Udover at låne penge ud for Donald Van der Bild, så har Sükkerfar også en offentlig hemmelig affære med Van der Bild-datteren Branda Hasenscharte. En affære, som alle andre end Donald kender til og som har dannet mode i den Marienburgske overklasse. Alle rigmandskoner som bare er lidt med på tonerne har fundet sig en tyk mand de kan nyde udenomsægteskabeligtjuhej med.

Kunsthandlen bliver varetaget af Donalds søn Feltoberst Johann Van der Bild. På grund af familiens traditionelle gode forhold til Imperiet og en indgroet eventyrlyst, så deltog Johann i kaoskrigene i den nordlige del af Imperiet. Her opdagede han ved et tilfælde mange herregårde var blevet forladt i alt hast når kaoshærene nærmede sig. Alt af værd blev lynhurtigt samlet op af menige soldater og at disse soldater stod med et problem. De havde ikke nogen at afsætte disse værdier til ude i disse forladte nordlige provinser og mange af værdierne (især kunstgenstande såsom gobeliner og metalbuster) var svære at marcher og kæmpe med under armen. Johann så det som sin pligt som officer at gøre hæren kampdygtig på trods af disse kulturskatte, så han købte alle disse genstande for en billigt og arrangerede at få dem fragtet hjem til Van der bild-tårnet i Marienburg.

Efter sin hjemkomst er Feltobersten begyndt at sælge ud af disse kunstværker, men til tider også bytte dem til værker af endnu højere værdi. Det var en god forretning og faderen Donald van der Bild valgte at få bygget en galleritilbygning til tårnet og givet Johann en mindre formue, så han kan investerer i mere kunst. Van der Bild-familie handler på den måde både med ældre værker, antik kunst og helt nye kreationer. Denne handel med kultur givet familien en vis kulturel status og adgang til det bedre selskab i Imperiet og Bretonnia, som hele familien nyder godt af.

Plottråde…

  • Spilpersonerne skal låne penge og kan ikke betale tilbage. Sükkerfar sender bøller fra Voldsmændenes Laug ud efter dem.
  • Spilpersonerne får til opgave at skaffe Baron von Wittendroffs fra Ostlands familiegobliner tilbage. Baron ønsker ikke at betale for disse, da han ”ikke støtter marienbrugske kunsttyve”.
  • En af de mandlige spilpersoner er tyk og rigmandskonens dualist-mand er håbløs umoderne. Tid til en lille romance?

15. december: Den Lille Rødhætte

1 kommentar

December i Marienburgconstantin-guys-scottish-and-prussian-soldiers-outside-a-brothel

15. december:

Den Lille Rødhætte, bordel

Af Thomas Jakobsen

I en baggård mellem gamle lagerhuse, en sejlmager og en snedker med speciale i galionsfigurer, ligger et lille byhus i tre etager. De omkringliggende bygninger er højere, da huset på alle etager har lavt til loftet, og kun har et lille undseeligt tag. Der er en lille have omkring huset, med et par gamle knudrede frugttræer – og på et lille skilt er der et billede at en ung pige i en rød hætte-kappe.

Hvad…

Bordellet Den Lille Rødhætte har et blakket ry, for på den ene side at sælge unge pigers mødom for store summer – og på den anden side, bagefter at sælge pigernes ydelser for en lille slik til søfolk og byens afskum.

Kunderne taler mest med Johanne ”Bedstemor” Just, en venlig og trind dame, der styrer bordellet med en hård – men også kærlig – hånd. Alle gæster kan forvente et stort knus i hendes store barm – efterfulgt af et klem på kinden, en uglende hånd i håret, eller at blive tørret i ansigtet af hendes lommetørklæde (der lige får et fugtende spyt først).

Bordellets ejer er Victor Wolfsfelle, der de fleste af månedens dage en er skummel, ubarberet og ofte uvasket mand – med store behårede arme, buskede øjenbryn og en stor dolk i bæltet. Han har ikke særligt meget med kunderne at gøre – sandt at sige ville det skræmme dem væk. Men han passer døren, og det er hans blodskudte øjne der stirrer ud af den lille lem i døren, og afgør hvem der får lov at komme ind. De fleste gæster tror fejlagtigt at Victor bare er stedet udsmider.

En af pigerne på bordellet er Victors datter Vreni, der mest af alt går til hånde, laver mad og gør rent. Skulle nogle gæster spørge om de kan købe sig til selskab med hende, bliver det afslået ”hun er bare kok”. Når det er fuldmåne, bliver Vreni spærret inde i kælderen af sin far, hvor hun forvandles til en varulv – og så mæsker hun sig gerne i en af bordellets gæster. De fleste er sømænd, og i en by som Marienburg er der ikke rigtig nogen, som løfter så meget som et øjenbryn hvis en af søens mænd forsvinder under end landlov.

Vreni’s forbandelse skyldes at hun blev bidt af en varulv for snart 20 år siden, da hun for vild i skoven, nær familiens gamle hjem i det fjerne Ostermark. Victor opsporede varulven, dræbte den og flåede skindet af den.

Scenarietråde…

  • Spilpersonerne møder Gertrud, en ung pige, på gaden iklædt en rød kappe med hætte. Hun bliver generet af nogle unge mænd, der blandt andet laver ulvehyl efter hende. Spilpersonerne griber måske ind, og hun vil grædende spørge om de kan følge hende til bedstemors hus (ja, det er kliché – men jeg kender en del spillere der med stor morskab og nysgerrighed ville følge hende hjem). Bedstemor tager kærligt mod spillerne, og vil sikkert chokerer dem med et tilbud om for kun 10 Gold Crowns at kunne tage en tur i kanen med den unge Gertrud.
  • Victor har ved et uheld smidt en person ned i kælderen til Vreni, der er savnet. Det drejer sig om en købmandssøn på svirretur, og nu bliver spilpersonerne hyret til at finde ham. Sporet leder dem til bordellet, hvor de kan finde flere skumle spor (der måske lader til fejlagtigt at konkludere at Victor er en varulv eller leder af en pædofil Slannesh kult):Der ligger et var-ulve skind på på Victors værelse på bunden af en låst kiste, hvor der også er tøjstumper og mindre værdigenstande fra de sømand, hans datter har spist. kiste. Victor iklæder sig skindet når hans datter bliver til varulv (hun vil ikke angribe nogen, der er iklædt skindet, da hun tror, der er tale om en anden og dominerende varulv. Varulve-kælderen ligger bag flere låste døre – den sidste er kraftigt forstærket med jern. Der er kæder på væggen, til at fastspænde Vreni, og rummet er beskidt og fyldt med blodspor.

14. december: Tjerk van Kloum

1 kommentar

December i Marienburg

XIR111369

14. december:

Tjerk van Kloum, farvejægeren

Af Claus Kliplev

Portrættet af stadsrådet og hans kone bliver afsløret med voldsom festivitas, som kulminerer da det tunge fløjsstof glider af den svære, guldbelagt og detaljerige ramme, og åbenbarer et nærmest skræmmende livagtig og fascinerede farvefyldt maleri af parret. Midt i flokken blandt de fejrende og jublende herrer og fruer står Tjerk. Ligesom dem er han klædt i det fineste man kan købe, og der er ikke sparet på stofmængden. Men modsat dem er Tjerk van Kloum mager og bleg. Han smiler ikke, fejrer ikke billedet, han værdier ikke sit værk et blik, og hører ingen af de rosende ord. Han stirrer derimod tavst ud på noget de andre tydeligvis ikke er opmærksomme på, og hans lange, blege fingre, der er plettet af et væld af farverester, gider sig nervøst mod hinanden. Tjerk van Kloum ligner en der lige har mistet noget meget vigtigt….

Hvem…

Alle rigtige kunstmalere blander deres egne farver. Det er en essentiel kunnen indenfor faget at vide, hvordan man blander og fremstiller netop de farver og toner man har brug for til netop éns egen specifikke stil og særlige motiver.

Nogle elementer i fremstillingen af særlige farver kan være meget omkostningsfulde. Men det skulle egentlig ikke være noget problem for Tjerk van Kloum, der trods en sin ganske unge alder på en 35 år er blevet en af Marienburgs mest feterede malere. Han er blevet vidt berømt for sine levende, detaljetro, og samtidig levende og nyskabende portrætmalerier, der har gjort ham til en meget efterspurgt kunstner, og en holden mand, med en unge smuk kone, to små børn samt et stort hus med eget værksted og en stab af tjenestefolk i Oudgelwijk, den gode del af byen.

Tjerk burde ikke skulle bekymre sig om bagateller som råstoffer til farver og blandingsforhold. Men det er Tjerk van Kloums konstante jagt på det naturtro, det mere end det naturtro, eller rettere det perfekte, der har gjort ham til den succesfulde kunster han er. Denne succes har dog ikke gjort Tjerk til en lykkelig mand, snarere tværtimod. For Tjerk ved jo selv hvor sølle hans sidste værk var, og utroværdigt og behæftet med fejl, ligegyldig hvad alle spytslikkerne og brunnæserne siger. Og ingen forstå, at han ikke blot kan nyde succesen, pengene og det gode liv han har nu. Ingen forstår at den forløsning Tjerk håbede på at få gennem kunsten, slet ikke er kommet, selv om han har fået succes, rigdom og berømmelse.

Tjerk ser derfor med rette ud som en ulykkelig, jaget mand, selv om det faktisk er ham, der er på jagt. Konstant vil han gøre sine værke bedre, i håbet om at opnå det sublime og derved blive forløst, for det må jo lykkedes på et eller andet tidspunkt. Derfor søger han hele tiden mod grænserne. Er der nye farver, nye blandingsformer, og nye malemetoder, samt nye motiver, der kan få hans værker til at blive fuldstændige troværdige og ægte, og ikke blot denne todimensionelle skal, som Tjerk ser alt sit forrige arbejde som.

Der er, efterhånden, ingen yderligheder Tjerk ikke vil gå til…

Scenarietråde…

  • Tjerk van Kloum har uslukkelig tørst efter mulige, nye materiale han kan blande farver ud af, han hyrer derfor spillerne til at fremskaffe forskellige sære og svært tilgængelige ting, som måske ikke altid kan skaffes på direkte lovlig vis… Blandt disse kunne være sten der er enten sjældne og fra fjerntliggende egne, sære (f.eks. urinkrystaller fra kloakken), eller farlige eller giftige, eller det kunne være dele af levende væsner, der skulle have specielle egenskaber.
  • Det er ikke blot nok for Tjerk van Kloum at bruge de mest eksperimenterende farvematerialer. Han føler også han må søge længere ud i sine valg af motiver, og derfor får spillerne til opgave at skaffe så bizarre væsner og genstande som muligt til hans atelier, ofte inspireret af rygter der er opsnappet.
  • Tjerks billeder går så langt, at de overgår virkelighed, og bliver mere ægte end den. Måske bliver det for nogen mere interessant at være sammen billedet end den elskede selv, andre billeder synes at kunne afsløre ting om det afbillede i en helt utrolig, og uhyggelig, grad, mens nogle portrætter synes at være i live og prøve at kommunikere med deres omgivelser. Alt dette gør Tjerk til en både efterstræbt og farlig mand, som spillerne enten skal opspore eller skjule…
  • Spillerne bliver hyret af Tjerks rige svigerfar til at passe på ham, for også at beskytte Tjerk fra ham selv. Det ender selvfølgelig endnu værre end antaget, og de bliver bedt om at hjælpe med at bortskaffe liget af en ung kvinde, der har siddet model for ham, men på forunderlig vis er hendes ansigt blevet revet løst og endt på lærredet, derfra bliver det kun værre, nu hvor den unge pige er død samtidig med hun er en del af billedet.

13. december: Kranz Rattehocker

Skriv en kommentar

December i Marienburg  ratkingwfrp

13. december:

Kranz Rattehocker, rottefængeren

Af Lars Andresen

De to mænd træder ud foran dig. Slidt læder. Nitter. Lette sko med metalsnuder. Du ved, at du nu mister den pakke med klæder, du bærer på for Herr Scnuurmeister. Måske mister du endda livet. Deres selvsikre smil fortæller historien om, at du aldrig skulle have taget denne genvej. Du ser ham. Tyvene hører ham. En stille piben. De tror bare, at det er en rotte bag dem. Men rotten er stor. Og den er over dem, før de ved det.

Hvem…

Kranz Rattehocker holder til under byens broer,  fra Treskillinge Broen til den store Hochbruch, der forbinder Marienburgs to dele. Hvis han har et fast tilflugtssted, er der ingen, der ved, hvor det er. Han bevæger sig hastigt langs kanalerne. Historien går, at alle undtagen byens rotter hader den tidligere rottefænger. Det er løgn. Fulderikken, der slap for at blive rullet, er taknemmelig. Købmanden, der beholdt sin pung, føler sig i gæld til ham. Og skøgerne, der har set deres plageånder sat på plads, giver ham tjenester – på trods af rotterne.

Møder man Kranz Rattehocker, ser man bevægelser på hans krop. Der kravler altid fire-fem rotter rundt på Kranz Rattehocker. Nogen sider, at det er muterede rotter, der lyder hans mindste bud. Andre siger, at det er hans børn. Nogen siger, at han har givet dem navne. Sniz Sniz, Schnecke, Fleck, Dinkel og Finkel.

Rottefængeren er hadet af Marienburgs Tyvelaug. Hvad der er gået galt mellem tyvene og Kranz Rattehocker ved kun tyvene og ham, men hadet går begge veje. Kranz Rattehocker gør, hvad han kan, for at stikke en kæp i hjulet på dem, han engang var en del af.

Scenarietråde…

  • Spillerne kommer selv på tværs af Kranz Rattehocker, hvis de opfører sig som medlemmer af tyvelauget, eller sniger sig af sted i byen om natten. De vil opdage, at nogen følger efter dem. De vil høre rotter pibe, og pludselig er han over dem. Måske kan misforståelsen udredes. Måske har Kranz Rattehocker og spillerne fælles fjender. Måske kan han ligefrem blive en ven i byen – men pas på! Venskab med Kranz Rattehocker fører fjendskab med andre med sig.
  • Måske skal spillerne ind på livet af tyvelauget, og de bliver bedt om at fange Kranz Rattehocker.

10. december: Ravnene på Riddra

Skriv en kommentar

December i Marienburg  morr kopi.jpg

10. december:

Ravnene på Riddra

af Asger Randrup Normand

En dame kigger ud af sit vindue. To skikkelser er hurtigt løbet forbi, den ene med en trukket kniv. ‘Det ender ikke godt’, tænker hun og så hører hun lyden og ved besked. Lyden af klaprende træsko på brostenene, den knirkende lyd af et hjul, som burde smøres og skræppen af ravne – altid de ravne – lyden af Ulrikke med træskoene, som altid kun kommer her i Suiddock når en nyligt døds sjæl skal føres videre til Morrs rige

Hvad…

I området Suiddock ligger det som i folkemunde kaldes Ravnepladsen på Riddra. Den har egentlig et andet navn, men siden af Ulrikke med træskoene, hendes trækvogn og Morrs tjenere ravnene ‘flyttede’ ind, har den ikke heddet andet.

Ulrikke er som alle andre præster og præstinder for Morr klædt i en tung, sort kappe og ved sin side har hun sin vogn, hvorfra man kan få sjælelys og særligt indgraverede kobbermønter til de dødes øjne, mod en donation til dødsguden Morr.

Omkring på hele pladsen regerer ravnene. De sidder på alle hustage, lygtepæle og træer, når ikke de slås om madrester på brostenene, stjæler mad og småting fra de handlende eller nyder de krummer, som mange turister eller de som snart skal møde Morr deler ud til dem.

Ulrikke er næsten altid at finde på pladsen, hvor hun helst kun snakker med sig selv, ravnene eller de sjæle, som hun ser vandre.

MEN Ulrikke dukker også ofte op de steder i byen, hvor et lig ligger på jorden, indeholdende en sjæl, der skal fragtes videre til Morrs rige. Nogen gange er hun der næsten i øjeblikket hvor personen ånder ud eller kroppen rammer brostenen. Mangt en snigmorder har vendt sig om efter et veludført drab og opdaget Ulrikke lige bag sig, i gang med at tænde et lys for den døde.

Det hjælper ikke for sådanne voldsmænd at stikke i eller slå på Ulrikke, i ren panik eller overraskelse. For under hendes kåbe, er hendes hud stenhård og hærdet. Måske af Morr? Måske af Kaos? Det er dog kun synligt for dem, som har set hende smøge ærmerne op, taget hendes halstørklæde af, eller kun guderne skulle forstå hvorforkigget op under hendes kåbe.

Scenarietråde…

  • Mange handlende nær Ravnepladsen på Riddra så helst, at ravnene forsvandt og ikke spiste eller stjal deres vare eller generede kunderne, men hvordan slipper man af med Morrs tjenere uden at komme i uføre med Morr, som alle jo godt ved, at de skal stå til regnskab overfor ved livets afslutning?Måske kunne nogle fremmede i byen gøre det
  • Hvordan kan Ulrikke altid vide, hvor der ligger lig i byen?og hvordan dukker hun op så hurtigt?hvis rygtet om hendes ‘evner’ spredte sig, ville der sikkert være mange magtfulde mennesker i Marienburg, som gerne ville vide mereog betale godt for at kende til dødsfald forud.

 

9. december: Fleischturm L’amour!

Skriv en kommentar

December i Marienburg  15419221_10211429334032937_1240904590_o

9. december:

Fleischturm L’amour!

af Henrik Vedholm / Illustration af Johan Tieldow

”Den forladte ruin står vaklende og forfalden – alene i en forladt edens have, der med sit overgroede fugtige plantetæppe bærer et ekko fra en hemmelig gylden drøm. Der, imellem beplantning og spredte rafter, står der et tårn. På overfladen rynket og ridset, mat og trist, men på en solrig dag titter der glinsende farver og gyldent skær fra små sprækker i fugerne. Som en lokkende elsker pirrer tårnets blinkende glans din nysgerrighed…”

Hvad…

Den bretonske billedhugger, kunstner og troldmand, André Amour, byggede i sit kaotiske klarsyn et af Marienburgs mest bizarre tårne. Nemlig det i al sin falliske herlighed: Fleischturm L’amour!

Tårnet er en tilbygning til den daværende Baron von Blutschaumüss’ villa i Noordmuur og er en hyldest til Baronens libido, som sagdes at være af overmenneskelig karakter. Tårnet er bygget i et forsøg på at kanalisere libidoens kraft op mod guderne og i sin seksuelle udførelse nærme sig og i bedste fald opnå guddommelighed gennem udløsning.

Tårnet har en svag venstre drejning i tråd med baronens egen kødelige udgave af tårnet. Udsmykket med farverig mosaik og tydelige guldbelagte ”årer” drejer tårnet få grader om sin egen akse. Taget er glinsende og flot formet i bløde kurver med en skarp kant. En slids går på tværs af tagets runding, hvorved det kan køre til side og åbenbare himlen og afspejle beskuerens ekstase.

Tårnet blev bygget færdigt og kort efter døde André Amour af et hjertestop oppe i tårnets eneste værelse. Han blev fundet nøgen med et ordentligt flag på, liggende livløs med et ekstremt stort vellystent smil på læben. Efter episoden blev tårnets øverste del erklæret usmageligt og kættersk af kirken, hvorefter baronen lod en ny ydre, mere aseksuel, del opføre ovenpå den gamle top. Til trods for de nye tiltag blev baronen selv erklæret i pagt med dæmoner og halshugget ved kort proces.

I dag står tårnet fortsat. Slidt, aflåst og forfaldent. Glemt og tilbagetrukket på en ruin af en villa. Men inde i tårnet gemmer der sig fortsat en gåde. For historien fortæller om den der i sin iver er opslugt af kødelig længsel og forelskelse vil have kraften til at møde sin seksuelle drømmefantasi i tårnets topkammer.

I topværelset er der otte vinduer. Hver af disse er udsmykket med glasmosaik der forestiller Slaanesh’s otte yndlingspositioner. I midten af værelset er der en piedestal der er en miniudgave af selve tårnet, med den eneste forskal at det er lavet af spejlglas og passer på en velsmurt kærlighedskanal uanset køn. Når månen Morrslieb står størst på himlen og Fleischturms øverste slidske er kørt til side så månelyset kan skinne derind….så kommer hun..den..det…og det bliver vildere end din fantasi kan rumme og Amours smil vil pludselig give mening.

Scenarietråde…

  • En af glasmosaikkerne i et af tårnets vinduer mangler. Mosaikken med den ottende yndlingsposition har været en gåde for Slaaneshkultister og andre liderlige personligheder i årevis. Glaskunstneren Hanzo Übergeil har via en kontakt i kunstforeningen, fået opsporet en sælger af det infamøse skrift ”De otte Vidundere”, der beskriver de otte positioner, så han kan rekonstruere mosaikken i tårnet. Übergeil skal mødes med sælgeren (eller hans budbringer) i et varehus ved midnat for at købe skriftet. Han er tydelig nervøs ved mødet og har brug for livvagter til at sikre at alt går som planlagt…
  • Baronens barnebarn, 15 årige Frøken Gretchen von Blutschaumüss, er fulgt i sin farfars fodspor og har været i tårnet flere gange for at mødes med sin elsker, skabt af drømme og forbudte fantasier. Elskeren (som naturligvis er en Slaanesh-dæmon) er på fri fod i byen og der begynder at opstå forskellige mystiske forelskelser rundt omkring. Alle hvisker de om den samme maskerede forfører, der får dem alle til at svimle. ”Det er som om han/hun ved alt hvad jeg tænder på!”. Pårørende til de forelskede samler ind til at få denne utugtens tjener gjort til skamme en gang for alle!

 

8. december: Sigmarkatedralen

2 kommentarer

December i Marienburg  coventry-cathedral-interior

8. december:

Sigmarkatedralen

af Sanne Harder

Netop som koret synger de sidste strofer af Sigmars højsang, bryder lyset gennem skyerne, og kaster glasmosaikkens farver ud over den forsamlede skare. Hele katedralen fyldes af et henført suk: Hvilken vælde! Hil dig, oh, Sigmar!

Hvad…

Marienburg er gammel. Sågar ældre end imperiet. Byens guder er endnu ældre – deres oprindelse fortaber sig i fortidens tåger.

Ved siden af havguden Manann, hvis urkraft regerer havet, og handelsguden Haendryk, hvis tilbedere belønnes med klingende mønt, fremstod imperiets nye gud som en årsunge. En slags guddommelig lillebror, hvis kræfter havde liden indflydelse på handel og vandel i en havneby fjernt fra Altdorf.

Imperiet vidste, at der skulle investeres betragtelige summer, hvis marienburgerne skulle omvendes til Sigmar. Men imperiet er mægtigt, og det samme er dets ressourcer.

Siden opførslen af Sigmarkatedralen i det fashionable kvarter Guilderveld, mærkede Sigmarkulten i Marienburg et markant opsving af tilhørere. Hvad guden mangler i anciennitet gør hans tempel nemlig op for i arkitektonisk grandiositet. Det er en bygning, der vækker æresfrygt.

Set udefra er bygningens oktagonale design tydeligvis en hyldest til den mægtige Sigmarkatedral i Altdorf. Strukturen sidder som en fæstning på toppen af kvarterets højeste punkt, og for at nå den mægtige, jernbeslåede egetræsport, må man bestige en trappe, der begynder 200 trin under den.

Væggene i våbenhuset er beklædt med grøn marmor fra Wurtbad, og indgangspartiet til selve tempelrummet er lavet af ibenholt. En stiliseret hammer i sølvfiligran er indlejret i stenen over karmen.

Når man træder ind i det ottekantede rum, overvældes man af den mægtige kuppel, der hvælver sig over bygningen. Den er dekoreret med nattehimlens stjerner, malet med bladguld, der fanger lyset fra de udsøgte glasmosaikker. En mægtig, tvehalet komet kløver kuplen i to, og slutter umiddelbart over Sigmars krigsalter. Herpå troner en figur, der er en kopi af Altdorfs berømte grif-statue. I sine kløer holder figuren en forgyldt version af den kejserlige hammer, Ghal Maraz.

Selvom Marienburg ikke længere er del af imperiet, har Sigmarkulten ingenlunde mistet sit tag i byen. Dette er i særdeleshed katedralens fortjeneste. Hvis man er rig, adelig eller måske bare aspirerer til at blive en af delene, er Sigmarkatedralen stedet at opholde sig. Det er her man knytter de rette kontakter, hvis man skal have foden inden for i Marienburgs bedre cirkler.

Det gør heller ikke noget, at overteogonisten, Frater van Willigen, kommer fra en velhavende lokal handelsfamilie. Han er en mand, der forstår hvordan marienburgerne tænker, og skønt han er uddannet teogon i Altdorf, lægger hans særlige udlægning af troen mindre vægt på krig, og mere på pomp og pragt. Det er noget man kan forholde sig til i Marienburg.

Scenarietråde

  • Sigmarkatedralen repræsenterer imperiets forlængede arm i Marienburg. Derfor er det ikke tilfældigt, at man af og til hører stemmer konspirere om at “vende tilbage til Sigmars fold” blandt tilhørerne. Hvis bystyret skulle ønske at klarlægge hvor meget støtte en sådan faktion har, ville katedralen være et godt sted at forsøge at finde information. Specielt ved hjælp af infiltration.
    Langs kuplens tag løber en balustrade. Det er ikke mange, der har bemærket det, men her kan man opleve et akustisk fænomen: Stiller man sig tæt ved kuplens kant, kan man følge med i selv hviskede samtaler, der føres på den anden side af rummet. Her kunne man nok let komme til at overhøre noget, som aldrig var ment for udenforstående ører: En kærlighedserklæring til en gift frue, en sammensværgelse imod et handelsmonopol eller måske ligefrem et forestående mord…
  • Inden Sigmarkatedralen blev opført, lå der en gammel ruin på stedet. De færreste marienburgere husker det nu, men hvis man er god til at læse gamle elverruner, vil en tur i katakomberne afsløre, at her engang har ligget et tempel for elverguden Mathlann. Han er gud for hav og storm, og tilbedes i særdeleshed af de frygtelige Sortark-korsairer – en gruppe svartelevere, der sejler rundt på de syv have i deres flyvende citadeller, og raner slaver fra ubeskyttede kystbyer. Templet er så vigtigt for dem, at en gruppe kaptajner samles her hvert efterårsjævndøgn for at formilde deres gud med et blodoffer.  Alt dette forløber naturligvis helt uden at Frater van Willigen og hans lektor, Leonora Brouwer, kender noget til det.  Eller gør de? Ganske vist er svartelverne forfærdelige monstre, men på den anden side: Hvis det kom frem, at Sigmars katedral er bygget oven på Mathlanns tempel, kunne det afstedkomme en diplomatisk krise mellem imperiet og Marienburgs elvere. I særdeleshed fordi Mathlann også er kendt som Ulthuans vogter. Det er en af den slags hemmeligheder, der dårligt tåler dagens lys, og Frater van Willigen ville nok gøre en del for at komme af med de ubudne besøgende på en diskret måde. Hvis det ellers overhovedet er muligt…
  • Endnu længere nede – under katakomberne – er der underjordiske gange. Mange af dem er halvt fyldt med sand, og væggene er smuldrende og fugtige. Her lever de sidste af den stamme, der engang ejede dette land. En ældgammel race, der kun sniger sig ud en sjælden gang for at fange en slave eller to, som ingen nogensinde finder igen. De er glemt af verden og af guderne. Ikke engang kaos ønsker dem. De kaldes Fimir, og skønt de er humanoide, ligner de noget fra et mareridt. En særlig evne gør, at de altid er svøbt i tåge, når de færdes uden for deres tunneller. Så længe de kun bortfører gadebørn, løse høns og en enkelt ged engang imellem, er der ingen, der tager notits af dem. Men tænk hvis der nu engang røg en købmandssøn…

 

7. december: Halvberts Kuriositorium

Skriv en kommentar

7. december:

Halvberts Kuriositoriumhalvling-m-tben

af Simon James Pettitt

Foran den usmageligt farverige bygning står der altid en stor udstoppet og lettere mølædt bæver med horn og en enkelt tilbageværende fangearm. Et stort rødt skilt proklamerer stolt: “Halvberts Kuriositorium: Oplev mysterier fra hele imperiet”

Hvad…

Halvingen Halvberts familie skabte deres formue i kartoffelhandlen, men at drive et forretningsimperium var aldrig noget for familiens eneste arving, Halvbert. I stedet brugte Halvbert familiens imponerende formue på at rejse rundt og studere og fange og blive fanget af alverdens mystiske og fantastiske væsner og bæster.

Hans ambition var at skabe en komplet samling af alle verdens fantastiske skabninger. Men da Halbert ser enhver mutation som en separat race, er det et projekt, der aldrig slutter og gennem et langt liv har han brændt hele familiens formue af på projektet.

Hans dage som aktiv eventyrer sluttede endegyldigt da en skaven eller en dark elf eller en kaosbæver tog hans ben, (hvordan han mistede benet og til hvilket væsen skifter, hver gang han fortæller historien, hvilket han gør tit.)

Nu tjener han til vejen og dagen ved at drive et lille museum, lokaliseret i Oudgelwijk, hvor besøgende, for et kobberstykke eller to, kan blive vist rundt af Halvbert selv og høre om alle de fantastiske væsner han har udstillet overalt i hans lille byhus.

Nogle af de udstoppede dyr virker til at være reelle monstre, så som samlingens stolthed: en trebenet goblin. Andre virker til blot at være forskellige husdyr syet sammen på kryds og tværs. Men nævner man det over for Halvbert, vil han stædigt påstå, at der er tale om ægte kaosvæsner og alle der siger noget andet, er blot misundelige på hans unikke samling. Om hans halvt høne halvt væsel vitterligt er et resultat af en bizar kaos mutation eller blot et veludført fupnummer, er der ingen, der ved.

Scenarietråde…

  • Det er imponerende den mængde af udstoppede væsner og monstre han har fået plads til i de små krogede værelser og en kreativ GM kan snildt underholde sig selv og sine spillere ved at slå op i listen af monstre og random vælge ud og lade Halvbert vise spillerne rundt i sin fantastiske samling og fortælle hvordan han skaffede de forskellige eksemplarer. Han fortsætter med at vise rundt, til alle har fået talt et øre af, eller betaler ham for at stoppe.
  • Halvbert er altid ude efter at udvide sin samling, og han kan både sende eventyrer på jagt efter hint bizart rygte om et nyt væsen set i skoven eller mere sandsynligt i  kloakken. Men eventyrer der har besøgt stedet, kan også altid vælge at slæbe nogle af de mere eksotiske væsner, de dræbte på deres færden hen til museet og så betaler han sikkert glædeligt noget for det, alt efter hvor godt forretning har gået på det sidste. Men som minimum giver han altid en gratis rundvisning i den hemmelige del af museet som betaling.
  • Spillene bliver en sen aften opsøgt af Skaven. Den enlige rottemand beder dem ikke slå den ihjel, da den har brug for hjælp. Den klager gebrokkent over, at Halvbert har hans afdøde onkel udstoppet og udstillet i hans museum. Det er så op til eventyrene at, på en mere eller mindre subtil måde, skaffe den udstoppede slægtning tilbage til sin familie. Skaven kan naturligvis betale med et eller andet værdifuldt den en gang fandt i kloakken.

6. december: Hulen i Væggen

2 kommentarer

December i Marienburg  56441244-arched-door-in-a-stone-wall-scatch

6. december:

Hulen i Væggen

af Peter Brichs

I en stenvæg, gemt godt af vejen for lovens vagtsomme øjne, er en skjult dør. Bag den tykke dør høres stemmer, latter og lyden af tunge keramikkrus der stødes sammen. Velkommen…til Hulen i Væggen.

Hvad…

Hulen i Væggen er noget så klassisk som en smugkro. Smugkroen har fået sit navn fra den naturlige hule, den er indrettet i. Den er gemt af vejen i Suiddock, i en væg ud mod vandet, næsten nede ved vandkanten. Døren er nærmest umulig at finde, hvis du ikke ved hvad du leder efter på forhånd. For at komme gennem døren skal du kende kendeordet, som skifter hver uge.

Dværgeparret Drarin og Elsa Brandhaard ejer kroen. Drarin står for den daglige gang – gæsterne kalder ham kærligt ‘fatter Brandhaard. Det er Elsa, der har fundet Hulen, og som har opstillet kroens regler, som skrevet på groft udskårne skilte, hængt på væggene herinde:

  1. Ingen ballade. Bandetilhørsforhold, dårligt blod og fejder slutter ved dørtærsklen.
  2. Hold din kæft. Du fortæller ikke byvagten om Hulen i Væggen!
  3. Din gæst, dit ansvar! Hvis du inviterer nogen med på kroen, og de bryder reglerne, deler I straffen.

Ingen, som har brudt reglerne, har nogensinde vendt tilbage i en tilstand, hvor de kan fortælle præcist hvad straffen for at bryde reglerne reelt er….

Kroen er befolket af alskens skidtfolk fra Marienburg, der nyder det åndehul, som Hulen i Væggen tilbyder. Åndehullet, og øllet som flyder fra de mange tønder. Her er altid mulighed for at skaffe arbejde for en fordækt Marienborger, som ikke er bange for at få beskidte fingre – eller for at komme i karambolage med loven.

Scenarietråde…

  • Elsa hiver fat i eventyrene en sen aften. Den fordækte elver, Ruxanda, er blevet fanget af byvagten med lommerne fulde af tyvekoster. Hun blev dog sluppet fri samme aften, og Elsa kan kun se én forklaring: Ruxanda har talt over sig, og nu skal hun betale. Ruxanda er nok at finde blandt en af hendes mange rige elskere og elskerinder…
  • Kaptajn Kurt Schnell fra byvagten passer jer op en tidlig morgen. En af hans kontakter har hørt nogle rygter om en smugkro et sted i byen. Den skulle efter sigende være fyldt med alskens eftersøgte forbrydere og andet rakkerpak. “Sky ingen midler for at finde den – den skal lukkes, og det skal være nu! De forbandede banditter skal fandeme ikke have et fristed i min del af Marienburg!”

Older Entries Newer Entries