Jeg spiller generelt ikke vildt ubehagelige karakterer i rollespil. Ok, det kan jo også være fordi, jeg spiller utrolig lidt rollespil, men alligevel.

Men i denne uge har jeg brugt tre dage på et gods på Lolland, spillende en gennemført ubehagelig regency (sådan cirka Jane Austen) æra læge, med et usundt forhold til sin forlovede og et endnu mere forkvaklet forhold til sin søster, i livescenariet Libertines.

IMG_3920

Og det var på alle måder en vild oplevelse. Ligesom det var, da jeg for et års tid siden var forbi samme gods, og spillede Baphomet. Hvem vil ikke gerne komplimenteres for ens slightly psychopathic look og modtage in game breve det starter som dette indlægs titel – måske ikke helt tidssvarende i ordvalg, men budskabet er da klart.

Mit bedste bud på, hvorfor det er interessant at spille forfærdelige roller og/eller forfærdelige scener er, som Jeppe fint siger i den et par år gamle Politiken-artikel fra Brudpris.

»Tja, hvorfor ser man Lars von Trier-film? Dem bliver man jo hverken lykkelig eller i godt humør af. Det er fordi nogle af de smukkeste fortællinger er dem, der rummer noget hårdt. Noget intenst. Hollywood-historien kender vi alle til døde«

Og Libertines var sgu rimelig hårdt, men også virkelig fedt. Og nu ikke flere livescenarier det næste år.

(3/52)