IMG_2178

Af William King

Gotrek og Felix går goth

Vores to helte og deres entourage er stadig i Praag, som jo blev angrebet af kaos i bog 5, Beastslayer (som var den første –Slayerbog jeg rundede her på bloggen). I klassisk scenarieformat blive de hyret af en fjern onkel til Ulrika Straghov, der ikke længere er kærester med Felix, til at passe på ham og et mystisk artefakt han har liggende i kælderen.

Det viser sig svært, for dimsen kan i forkerte hænder bruges til at kontrollere alle udøde og det er vampyren Adolphus Krieger (!) ret interesseret i. Så han raider onklens mansion, snupper artefaktet, kidnapper Ulrika og vender snuden mod Warhammers faux-Transylvanien, Sylvania! Inden da når Max dog at gå i koma, efter at have undersøgt artefaktet, der er koblet til Nagash, der vist er en super-necromancer-lich i den store Warhammer-kanon.

Felix, troldmand Max (nu ude af koma) og de tilbageværende dværge Gotrek og Snorri, drager afsted for at redde deres veninde. Undervejs slutter Ulrikas far og et kompagni Kislevitter sig til dem, ligesom de får følgeskab af en vampyrgrevinde, der er sådan mere Vampire The Masquarade, og ikke helt ond og bestemt ikke interesseret i, at falde under Adolphus Kriegers (!!) kontrol, skulle han få bragt artefaktet hjem til Ravenl… Sylvania.

Imens de andre rejser gennem snedækkede skove leget Adolphus Krieger (!!!) forførelses kat-og-mus med Ulrika og gør hende til vampyr, så hun kan være hans uddøde dronning. Klassisk.

Undervejs lærer Felix om vampyrslægterne i Warhammer og laver en alliance med vampyrgrevinden inden de når slottet Drakenhof, hvor det store episke slag står mod både de levendegjorde beboere fra den lokale kirkegård og superbadassen Adolphus Krieger (!!!!), der, naturligvis, må bide i sneen, courtesy of magisk dværgøkse. Vampyr-Ulrika kommer under grevinde Gabriellas vinge og i lære som vampyr imens vores helte står tilbage i den gotiske nat.

Mere klassisk action-tjubang med masser af vampyrklicheer i Warhammer-forklædning. Det er lige en tand mere gritty end D&Ds Ravenloft, men ellers ligger de to universer utrolig tæt på hinanden. Adolphus Krieger (!!!!!) er en ok skurk, men uden de store finesser eller overraskelser. Gotrek er Gotrek og Felix klager en hel del over, at det er koldt og vådt. Der er til gengæld overraskende nok ingen skavens med.

Bog: 3/6

Scenariepotentiale: 4/6

Karakterer: 3/6

Hvor Warhammer er deres navne: 5/6 (ekstra stjerne for Adolphus Krieger!)

(2/52)