Af David FerringIMG_1534

Vi troede ikke, at det kunne blive meget værre. Vi tog fejl…

Jeg måtte jo til det. Man kan ikke bare læse de to første bøger i en trilogi og så droppe det. Særligt, når nu det sidste, elendige bind havde så mange løse ender.

Så vi vender tilbage til hulerne under Altdorf, hvor vores helt Konrad hopper i vandet lige efter en masse plot-dimser er blevet samlet. Gaxar, SkullFace, Elyssa… hele pakken af ubesvarede spørgsmål.

Men fordi det hele er samlet i Altdorf, kan Konrad ikke bare sådan lige smutte, da The Reik sender ham ud på den anden side af bymuren. I stedet sniger han sig tilbage ind i byen og i et forsøg på at komme ind i barakkerne hvor han bor (husk, han var jo blevet en del af The Imperial Guard) slår han, sådan helt casually et par vagter ihjel… og sætter ild på en bygning… uden at de lykkes ham at komme ind. Han bliver dog plottet videre og kommer ind alligevel og bliver genforenet med sin krigskammerat Taungar, der er sergeant i The Imperial Guard. Taungar virker riiiimelig kølig, da Konrad fortæller om Skaven-dobbeltgænger-Kejser-plottet fra sidste bog, men inviterer blot Konrad med ud på en øl.

En øl bliver til to, og så lokker Taungar Konrad med hen til en troldmand/rigmand med det dejlige Warhammer-navn Werner Zuntermein. Konrad tror, at det måske er en god conspiracy Taungar og Zuntermein tilhører… men nej, det han er blevet lokket ombord i, er en Slaanesh-kult. Lyserødt chok! Og Zuntermein påstår, at hvis Konrad hopper med i kulten, kan han skaffe ham hans sweetheart Elyssa tilbage. Ok så. Konrad smutter med til kult-orgie men det viser sig at det “blot” er hende kæresten fra minen, Krysten, han har (ingen ved hvorfor eller hvordan). Hun viser sig at være en art sleeper agent for Khorne, alt går amok og Konrad brænder hele lortet ned.

Nu gider Konrad ikke Altdorf mere. Han smutter og slår sig spontant ned som vagt og udsmider på landevejskroen The Grey Stoat og lever lykkeligt til… der dukker nogle pissesure Imperial Guards op. Men ikke almindelige Imperial Guards… nej, Beastmen i Imperial Guard-uniformer, ledt af en voldsomt forbrændt Taungar. De er rimelig pissed på Konrad, dræber alle, brænder kroen ned og skal lige til at dræbe vores helt da Wolf dukker op. I ved, ham lejesoldaten som Konrad var væbner for i fem år, som vi ikke har set siden bind 1. Han redder Konrad og trækker ham med til en mystisk ø i The Wastelands, hvor et enigmatisk lillepige orakel siger nogle vage ting til Konrad om Kaos og om Sigmar. Konrad og Wolf bliver enige om at forpurre det der attentat mod Kejseren, som ellers flere gange er lagt I graven fordi Grey Seer Gaxar døde (… eller gjorde han? … ja, det gjorde han faktisk) og den bedste måde snige sig ind i Altdorf på er, I følge lejesoldat Wolf, ved at stage et piratangreb på byen? Wait, what? Den samme by, som Konrad har sneget sig ind og ud af flere gange i denne bog alene? Så et smut til Marienburg for at hverve pirater, kun afbrudt af en møde med troldmanden Litzenreich og hans hench-dværg Ustnar (glemt siden sidste bog) midt på byens højeste bro. Wolf og Litzenreich har åbenbart et gammelt udestående, men lige inden de kan gå i clinch, bliver broen overrendt af… Skaven! De fire på broen slå pjalterne sammen mod den fælles fjende og efter den er besejret, bliver de enige om fælles tur til Altdorf, sammen med pirater. Wolf og Konrad for at redde Kejseren, Litzenreich mere for at samle warpstone.

Inden da skal vi dog lige bruge 20 sider på, at Konrad får smedet et warpstone-podet sværd af dværgsmeden Barra, vist mest for at bogens titel er lidt dobbelttydig (du ved, Warblade – Warpblade). Et sværd der nærmest ingen rolle spiller efterfølgende! Og så afsted. Et par mærkværdige krumspring mere og frem til en på ingen måde tilfredsstillende, eller blot forklarende, slutning. Jo, noget med Tzeentch og måske noget med Sigmar.

Gott im Himmel! Hele bogen, som den her anmeldelse, falder som en usammenhængende war story eller en kampagne, hvor spillederen har preppet alt for mange ting, som efterfølgende død-og-pine skal væves sammen.

En nemesis, Skullface, som der konstant refereres til, men som aldrig kommer i nærheden af at blive foldet ud. Bipersoner der drysses ud over historien, glemmes og nogen gange dukker op igen. Kaos som forklaring på alt der roder.

Og så bliver der KONSTANT kigger tilbage og forklaret, hvem bipersonerne er og hvad der er sket tidligere. Det er som om bøgerne har været en føljeton, hvor læseren hele tiden sal mindes om tidligere hændelser og sammenhænge. Sammenhænge DER IKKE ER DER (fordi: kaos).

Det bedste i dette hate-read var, at både Slaanesh-kulten og skaven-angrebet på højbroen i Marienburg er scener, der næsten 1-1 har været med i mange afviklinger af På Røven i Marienburg, så den stemning er ramt meget godt.

Bog: 1/6

Scenariepotentiale: 2/6

Karakterer: 1/6

Hvor Warhammer er deres navne: 4/6