Jeg har kigget på feedbacksedlerne fra årets Fastaval og folk har virkelig været glade for Vinterulvene. Der er kun 2-3 sure sedler og så selvfølgelig dem fra Thor, hvor jeg helt rimeligt får hug. Undskyld.

FullSizeRender 52

Men det der går igen en del steder under ”hvad kunne have gjort oplevelsen bedre?” er sætninger som ”længere tid til at spille rollernes relationer”, ”en halv time mere” og ”der var for lidt plads til rollespil”.

Og det er jo dejligt, at folk gerne vil bruge mere tid på ens scenarier…

… men det er også lidt irriterende, når nu man har brugt virkelig meget energi på at få skrevet et scenarie der er så skåret ind til benet og fokuseret, at det faktisk kan køre på to timer.

Så er der måske brug for, at klæde spillerne bedre på, så der er en forventningsafstemning i forhold til, hvad man faktisk kan nå på en to timers blok? Eller er det stadig os scenarieforfattere der har svært ved at naile formen?

For indrømmet, mit første novellescenarie Thorvald Stauning – Varulvejæger vil måske nok lige lovlig meget på to timer. Varulveskydende action, en ret fin på-hovedet investigation mekanik og karakterer der ligger op til spil rollerne imellem. Det et super fint scenarie, men bør nok have tre timer til at folde sig ud.

Paninaro var også en kende presset for tid og gik jo rask væk 1 time over for en gruppe eller to (de opdagede nok ikke, at det faktisk ikke var rollespil), men kunne godt lige klemmes hjem indenfor tidsgrænsen.

Men denne gang skulle det være anderledes. Vinterulvene skulle være et actionscenarie og det skulle handle om jagt. Jagt skulle gennemsyre alle elementerne i scenariet. Mekanik, karakterer, fortælling. Og så skulle det fandme være et novellescenarie!

Derfor endte jeg med at skære alle relationer mellem rollerne væk fra karakterarkene. Selvom jeg elsker intriger og ballade mellem karakterer, duede det bare ikke det her scenarie. Der var plads nok i scenariet til at der kunne ske ting mellem karaktererne undervejs, men det var tæt koblet til mekanikken og jagten, og skulle komme af sig selv.

Der røg også et par scener undervejs, inklusiv en langsommere lær-karaktererne-at-kende opstart.

Det prøvede jeg også at være ærlig om i foromtalen, og jeg synes ikke den lover andet end det der blev leveret (udover at jeg måske godt kunne have fortalt lidt mere om den stramme scenestruktur/minimale frihed i overordnet ret på scenariet).

Derfor er det lidt frustrerende, når man så læser at spillerne ikke føler de har fået nok karakter-udfoldelse og for lidt relationsspil og godt kunne have brugt mere tid.

Hey spillere. I kan ikke få det hele!

Eller, jo det kan I godt, men ikke på to timer.

Novellescenarier er  ifølge Fastaval “Scenarier der skal kunne afvikles på max 2 timer, alt inklusivt, og især er oplagte til en stærk eller skæv grundidé, der kan give godt spil i halvanden time, men ikke i fem.”

Reklamer