December i Marienburginnyardplay.jpeg

20. december:

Fleur De Lis, det faldefærdige teater

Af Louise Skriver Lægteskov

To dagen før premieren på ”Gåsedammen” pryder en plakat facaden, og inde bag dobbeltdøren, lyder der en stærk bretonsk accent. ”Fint! FINT!! Så kan det da også bare være lige meget! FINT!” en taktstok bliver smidt hen af et gulv og en dør smækkes.

Hvad…
Velkommen til Fleur de Lis. Et teater lejet af bretoneren Florian Fetês Copain, udtalt Fettkop af Marienburgs lokale. Det stod der i mange år stolt ved kanalen i Suiddock, men ligger nu næsten glemt mellem de nyere pakhuse. Så skjult at dets rige ejer, Feltoberst Johann Van der Bild, helt havde glemt han havde det, indtil Fettkop bankede på hans dør, for at leje det. Johann har flere gange overvejet at rive det ned, men så længe huslejen falder, og det gør den, bare aldrig til tiden, lader han det stå.

En kold vind smyger sig igennem hullet i taget, oppe i det gamle kostumerum. Flere gange er det forsøgt at lappe det forfaldende tag. Men hver gang brædder blev hamret over, gik der kort tid, før regnen fandt et ny hul. Og sidste år blev de udslidte kostumer, så for bestandigt flyttet, da en mågekoloni flyttede ind. Nu er rummet beboet af over 10 dusin måger. Der har spredt deres reder over hele gulvet. Det eneste der beviser rummets gamle funktion, er en rusten gine og en enkelt balletsko, der ligger støvet i det ene hjørne. Trækvinden smyger sig videre ned af trappen. Undervejs får den rebet, der hæver og sænker det falske måner og sole, som udgør den sparsomme kulisse, til at svaje let. Bag scenen fører den lugten af det noget mugne bagtæppe ind under døren til omklædningen i kongesiden. Inde i det overfyldte rum, med de lettere irrede spejle, får den de unger kvinde til at gyse. Alt imens de smidigt smyger sig omkring hinanden, og de mange kostumer, de deler plads med. Kostumerne, der alle har set bedre dage, står som en påmindelse om teaterets manglende penge. Den faste gæst(dem er der ikke mange af) vil med et let trænet øje, kunne se at Amlets kappe nu er blevet et kjolestykke på Jaquelines kjole fra ”Renard og Jaqueline”. En af kjolerne bevæger sig let, da trækket trænger ned mellem gulvbrædderne og ned i kælderen der fører hen til orkestergraven hvor væggene driver af fugt. En rotte sidder og plejer sin pels, inden der hoppe op af graven og op på scenen. Der piler den hen over det bugnede scenegulv, der efter en oversvømmelse var blevet mere skævt, end en mand bonget op på Gummegodt, før den forsvinder. Den kolde vind fordeler sig ud over den tomme sal, og kærtegner kort den lille fordybning, skabt af en taktstok der igen og igen er blevet slået ned i gulvet, under de mange timers træning for danserne. De polstrede, røde fløjlssæder står snorlige i 15 rækker ned. De er så slidte at mange af dem afslører deres hvide indhold. Andre er blevet lappet af de kostumer, der ikke kunne holde til endnu en omsyning. Men selvom der er forsøgt at lappe, i prima røde farver, ligner salens stole efterhånden noget fra en sigøjnerlejr.

For nyligt er væggene blevet pyntet op med Tileanske malerier af fordums stortid. Men den kunstinteresserede Marienburger ville nemt kunne se, at det er udført med en amatørs nervøse hånd. Salen er det eneste sted der er åbent for publikum. For et par år siden, måtte balkonen lukkes af, da en gæst næsten gik igennem det rådne trægulv. Det var heller ikke til at høre hvad der forgik på scenen alligevel, på grund af mågernes skrig. Nu giver de skrigende fugles skingre kalden kun problemer i foråret, når de yngler. Og til tider når en af dem forvilder sig ind i salen og flyver rundt om lysekronen. Lysekronen er noget af det eneste intakte tilbage fra da teateret var centrum for Marienburgs bedre borgerskab. Den hænger stolt og skinnede med sine over 112 lys og skaber et blødt skær og varme. En varme som muligvis var det eneste der kunne besejre den evige trækvind, hvis altså der var råd til lys.

Den bretonske Fettkop skaber dagligt stor kunst og medrivende forestillinger, forestillinger der vil få teateret tilbage på fode, men det er en svær opgave når Marienburgs folk ikke ville kende stor kunst, hvis den skingert skrigende fløj hen over hovedet på dem og sked dem ned i hatten.

Scenarietråde…

  • En mand i laset tøj, der næsten kan virke præsteagtigt, står med et skilt udenfor teateret og raser højlydt imod det. Det er et ugudeligt sted, fyldt med synd, kaos liderlige dansepiger i alt for små kostumer. Det burde brændes ned for dets syndige virke, og så er det alt for dyrt at komme ind!
  • spillerne går gennem byen da de bliver antastet af en lidt rund mand i et slidt med tidligere fint og farverigt sæt tøj, i højeste bretonske mode for 15 år siden. Han har et øje på en af karaktererne og vil høre om ikke vedkommende vil være en stjerne! Han har de perfekte lægge til det/Hun har den perfekte talje til det. Han er villig til at prøve vedkommende af ved en helt særlig audition i teateret. Hvis han får held i sit foretagende bliver showet dog afbrudt af voldsmænd fra lauget der har fået besked på at tæske alle der arbejder for teateret, for manglende betaling af husleje.
Reklamer