December i Marienburg15591322_10154781159313917_284688808089441109_o

17. december:

Freddys Freakshow præsenterer:
Alfons, den førstefødte af de smittede

Af Jeppe No

Kom indenfor, kom indenfor! Se det frygtede rottevæsen! Se et mirakel, end ikke Sigmar kunne udføre! Se Lola, Imperiets ottende vidunder, danse. Kom indenfor, kom indenfor…

Hvad…

Freddys omvandrende freakshow er ikke verdens største, men det er alligevel ganske velbesøgt. Først kommer Alfons på scenen, hvor han fremviser en skaldet rottemand i bur. Herefter healer han en kaosinficeret person med urter. I virkeligheden er det en falsk mekanisk arm med en klo, som trylles væk bag et klæde, men publikum er overbeviste. Alfons, den førstefødte af de smittede, kan helbrede kaosinfektioner. Dernæst kommer Prinsesse Lola på scenen. Hun er en smuk halvelver, som kan forføre enhver med sin dans og flirtende blik. Og så slutter den officielle del af showet med store klapsalver.

Bagefter inviteres rige, liderlige gæster ind til en personlig forestilling i en cirkusvogn, som er delt op i to adskilte rum; Kun forbundet af et lille hul i en skillevæg. På den ene side står gæsten, og fra den anden side kommer Lola med ophidsende støn og liderlig snak. Det er selvfølgelig ikke Lola selv, der betjener gæsten. Det er den lille rottemand med reb om snuden, så den ikke piver for meget. Den er spændt fast til en særligt fremstillet stol på hjul, som Lola kan trille hen foran hullet på det helt rigtige tidspunkt. Der er nærmest garanti for at gæsten inficeres med bylder, sår og andet godt.

Fra en anden cirkusvogn sælger Alfons sit helbredende urtemix helt diskret. Bekymrede borgere beder om hjælp til at bekæmpe mulige kaosinfektioner. Ofte er der tale om banale vorter, bylder og sår, men der er også begyndende kaosmutationer i mellem. Alfons er ligeglad. Han sælger sit urtemix så dyrt som muligt til alle med løfter om komplet helbredelse inden for tre måneder eller pengene tilbage (Da er han dog for længst rejst videre).

Forretningsmodellen:

Modsat de fleste omvandrende freakshows, så tjener Freddy og hans venner styrtende med penge i det skjulte. Forretningen er bygget op om flere indtægtskilder:

  1. Entrebilletter til forestillingen giver næsten ingenting. Det er relativt små beløb, for det er vigtigt, at tilpas mange ser showet.

  2. Personlig ekstra forestilling i Lolas cirkusvogn. Her kommer der mange penge ind.

  3. Salg af urtemix til at kurere kaosinfektioner. Fuldstændig uvirksomt ukrudt med kanel. Køberne stopper det op i næsen, som bliver hævet og rød. (Freddy kalder dem ”Rudolphs”)

  4. Freddy skygger velhavende Rudolphs og afpresser dem for penge. Han truer med at afsløre deres kaosinfektioner, hvis de ikke betaler uhyrlige summer. Han melder dem dog uanset hvor meget han modtager.

  5. Byvagtens hemmelige dødspatrulje betaler for hver ”Rudolph”, de identificerer og likviderer efterfølgende.

Alfons’ hemmelige urteopskrift

En håndfuld ukrudt tørres, pulveriseres og blandes med kanel og peber. Der tilsættes en sjat beskidt flodvand med en enkelt dråbe meget tynd afføring fra rottemanden. Det giver en slags udrensende Homoios Pathos, som aktiverer immunforsvaret. Blandingen skal indtages gennem næsen, som en slags næseskylning.

Det er Alfons der styrer pengekassen og graver penge ned forskellige steder, som bliver noteret ned i et lille hæfte. Freddy og Lola ved ikke at Alfons benytter en slags symbol kryptering, så kun han kan afkode koordinaterne. Alfons ser det som en slags livsforsikring, at kun han ved hvor skattene er.

Scenarietråde…

  • Hæftet med skattekoordinater bliver stjålet, og spillerne bliver hyret af Freddy til at få det tilbage. Men hvad gør spillerne, når de finder hæftet? Kan de selv forstå koderne? Eller skygger de Alfons, når de leverer hæftet tilbage? Tilbyder tyven en kæmpe sum penge, hvis de i stedet hjælper med at bryde koden?
  • Enken til en dræbt ”Rudolph” beder spillerne om hjælp til at opklare mordet. Gennem opklaringsarbejdet bliver de klar over sagens rette sammenhæng og bliver i tvivl om hvad det rigtige er at gøre. Var ”Rudolph” rent faktisk smittet af kaos? Hvad med enken? Der er kun en måde at finde ud af det på. Men først bør man nok se showet.
  • En rig forretningsmand føler sig snydt af Alfons og vil have sine penge igen. Pga. den røde næse og rygtet om likvideringer tør han ikke vise sig på gaden, så spillerne må tage affære. Men hvad er det rigtige at gøre? Er forretningsmanden smittet? Kan man både tage pengene og bekæmpe kaos på samme tid?
  • En bunke lig bliver fundet i floden med røde, hævede næser. Hvem er de, og hvordan er de havnet der?
  • Alfons er stukket af med en kopi af skattekoordinaterne. Spillerne hjælper Freddy og Lola med at lokalisere skattene før Alfons, og måske endda finde ham.
Reklamer