December i Marienburg  ratkingwfrp

13. december:

Kranz Rattehocker, rottefængeren

Af Lars Andresen

De to mænd træder ud foran dig. Slidt læder. Nitter. Lette sko med metalsnuder. Du ved, at du nu mister den pakke med klæder, du bærer på for Herr Scnuurmeister. Måske mister du endda livet. Deres selvsikre smil fortæller historien om, at du aldrig skulle have taget denne genvej. Du ser ham. Tyvene hører ham. En stille piben. De tror bare, at det er en rotte bag dem. Men rotten er stor. Og den er over dem, før de ved det.

Hvem…

Kranz Rattehocker holder til under byens broer,  fra Treskillinge Broen til den store Hochbruch, der forbinder Marienburgs to dele. Hvis han har et fast tilflugtssted, er der ingen, der ved, hvor det er. Han bevæger sig hastigt langs kanalerne. Historien går, at alle undtagen byens rotter hader den tidligere rottefænger. Det er løgn. Fulderikken, der slap for at blive rullet, er taknemmelig. Købmanden, der beholdt sin pung, føler sig i gæld til ham. Og skøgerne, der har set deres plageånder sat på plads, giver ham tjenester – på trods af rotterne.

Møder man Kranz Rattehocker, ser man bevægelser på hans krop. Der kravler altid fire-fem rotter rundt på Kranz Rattehocker. Nogen sider, at det er muterede rotter, der lyder hans mindste bud. Andre siger, at det er hans børn. Nogen siger, at han har givet dem navne. Sniz Sniz, Schnecke, Fleck, Dinkel og Finkel.

Rottefængeren er hadet af Marienburgs Tyvelaug. Hvad der er gået galt mellem tyvene og Kranz Rattehocker ved kun tyvene og ham, men hadet går begge veje. Kranz Rattehocker gør, hvad han kan, for at stikke en kæp i hjulet på dem, han engang var en del af.

Scenarietråde…

  • Spillerne kommer selv på tværs af Kranz Rattehocker, hvis de opfører sig som medlemmer af tyvelauget, eller sniger sig af sted i byen om natten. De vil opdage, at nogen følger efter dem. De vil høre rotter pibe, og pludselig er han over dem. Måske kan misforståelsen udredes. Måske har Kranz Rattehocker og spillerne fælles fjender. Måske kan han ligefrem blive en ven i byen – men pas på! Venskab med Kranz Rattehocker fører fjendskab med andre med sig.
  • Måske skal spillerne ind på livet af tyvelauget, og de bliver bedt om at fange Kranz Rattehocker.
Reklamer