December i Marienburg  coventry-cathedral-interior

8. december:

Sigmarkatedralen

af Sanne Harder

Netop som koret synger de sidste strofer af Sigmars højsang, bryder lyset gennem skyerne, og kaster glasmosaikkens farver ud over den forsamlede skare. Hele katedralen fyldes af et henført suk: Hvilken vælde! Hil dig, oh, Sigmar!

Hvad…

Marienburg er gammel. Sågar ældre end imperiet. Byens guder er endnu ældre – deres oprindelse fortaber sig i fortidens tåger.

Ved siden af havguden Manann, hvis urkraft regerer havet, og handelsguden Haendryk, hvis tilbedere belønnes med klingende mønt, fremstod imperiets nye gud som en årsunge. En slags guddommelig lillebror, hvis kræfter havde liden indflydelse på handel og vandel i en havneby fjernt fra Altdorf.

Imperiet vidste, at der skulle investeres betragtelige summer, hvis marienburgerne skulle omvendes til Sigmar. Men imperiet er mægtigt, og det samme er dets ressourcer.

Siden opførslen af Sigmarkatedralen i det fashionable kvarter Guilderveld, mærkede Sigmarkulten i Marienburg et markant opsving af tilhørere. Hvad guden mangler i anciennitet gør hans tempel nemlig op for i arkitektonisk grandiositet. Det er en bygning, der vækker æresfrygt.

Set udefra er bygningens oktagonale design tydeligvis en hyldest til den mægtige Sigmarkatedral i Altdorf. Strukturen sidder som en fæstning på toppen af kvarterets højeste punkt, og for at nå den mægtige, jernbeslåede egetræsport, må man bestige en trappe, der begynder 200 trin under den.

Væggene i våbenhuset er beklædt med grøn marmor fra Wurtbad, og indgangspartiet til selve tempelrummet er lavet af ibenholt. En stiliseret hammer i sølvfiligran er indlejret i stenen over karmen.

Når man træder ind i det ottekantede rum, overvældes man af den mægtige kuppel, der hvælver sig over bygningen. Den er dekoreret med nattehimlens stjerner, malet med bladguld, der fanger lyset fra de udsøgte glasmosaikker. En mægtig, tvehalet komet kløver kuplen i to, og slutter umiddelbart over Sigmars krigsalter. Herpå troner en figur, der er en kopi af Altdorfs berømte grif-statue. I sine kløer holder figuren en forgyldt version af den kejserlige hammer, Ghal Maraz.

Selvom Marienburg ikke længere er del af imperiet, har Sigmarkulten ingenlunde mistet sit tag i byen. Dette er i særdeleshed katedralens fortjeneste. Hvis man er rig, adelig eller måske bare aspirerer til at blive en af delene, er Sigmarkatedralen stedet at opholde sig. Det er her man knytter de rette kontakter, hvis man skal have foden inden for i Marienburgs bedre cirkler.

Det gør heller ikke noget, at overteogonisten, Frater van Willigen, kommer fra en velhavende lokal handelsfamilie. Han er en mand, der forstår hvordan marienburgerne tænker, og skønt han er uddannet teogon i Altdorf, lægger hans særlige udlægning af troen mindre vægt på krig, og mere på pomp og pragt. Det er noget man kan forholde sig til i Marienburg.

Scenarietråde

  • Sigmarkatedralen repræsenterer imperiets forlængede arm i Marienburg. Derfor er det ikke tilfældigt, at man af og til hører stemmer konspirere om at “vende tilbage til Sigmars fold” blandt tilhørerne. Hvis bystyret skulle ønske at klarlægge hvor meget støtte en sådan faktion har, ville katedralen være et godt sted at forsøge at finde information. Specielt ved hjælp af infiltration.
    Langs kuplens tag løber en balustrade. Det er ikke mange, der har bemærket det, men her kan man opleve et akustisk fænomen: Stiller man sig tæt ved kuplens kant, kan man følge med i selv hviskede samtaler, der føres på den anden side af rummet. Her kunne man nok let komme til at overhøre noget, som aldrig var ment for udenforstående ører: En kærlighedserklæring til en gift frue, en sammensværgelse imod et handelsmonopol eller måske ligefrem et forestående mord…
  • Inden Sigmarkatedralen blev opført, lå der en gammel ruin på stedet. De færreste marienburgere husker det nu, men hvis man er god til at læse gamle elverruner, vil en tur i katakomberne afsløre, at her engang har ligget et tempel for elverguden Mathlann. Han er gud for hav og storm, og tilbedes i særdeleshed af de frygtelige Sortark-korsairer – en gruppe svartelevere, der sejler rundt på de syv have i deres flyvende citadeller, og raner slaver fra ubeskyttede kystbyer. Templet er så vigtigt for dem, at en gruppe kaptajner samles her hvert efterårsjævndøgn for at formilde deres gud med et blodoffer.  Alt dette forløber naturligvis helt uden at Frater van Willigen og hans lektor, Leonora Brouwer, kender noget til det.  Eller gør de? Ganske vist er svartelverne forfærdelige monstre, men på den anden side: Hvis det kom frem, at Sigmars katedral er bygget oven på Mathlanns tempel, kunne det afstedkomme en diplomatisk krise mellem imperiet og Marienburgs elvere. I særdeleshed fordi Mathlann også er kendt som Ulthuans vogter. Det er en af den slags hemmeligheder, der dårligt tåler dagens lys, og Frater van Willigen ville nok gøre en del for at komme af med de ubudne besøgende på en diskret måde. Hvis det ellers overhovedet er muligt…
  • Endnu længere nede – under katakomberne – er der underjordiske gange. Mange af dem er halvt fyldt med sand, og væggene er smuldrende og fugtige. Her lever de sidste af den stamme, der engang ejede dette land. En ældgammel race, der kun sniger sig ud en sjælden gang for at fange en slave eller to, som ingen nogensinde finder igen. De er glemt af verden og af guderne. Ikke engang kaos ønsker dem. De kaldes Fimir, og skønt de er humanoide, ligner de noget fra et mareridt. En særlig evne gør, at de altid er svøbt i tåge, når de færdes uden for deres tunneller. Så længe de kun bortfører gadebørn, løse høns og en enkelt ged engang imellem, er der ingen, der tager notits af dem. Men tænk hvis der nu engang røg en købmandssøn…

 

Reklamer