December i Marienburg  40cd0fe5231c840d27c94cd352240c95

5. december:

Magritta, der elsker kage

af Stefan Skriver Lægteskov

Kage har aldrig knust hendes hjerte. Kage har aldrig forladt hende alene og ludfattig. Kage muterer ikke og kage bliver ikke brændt på bålet foran hendes øjne. Søde, søde kage.

Hvem…

Magritta danser for den selvbestaltede højtærede dansetrup i Bretoneren Florian Fêtes Copains teater i Marienburg: Fleur de Lis. Hun er ikke den største stjerne, faktisk er hun i de flestes øjne, jævn. Hun er også en smule mere buttet end de andre dansepiger. Ikke meget, bare så meget, man kan se forskellen. Til gengæld arbejder hun hårdt, er der altid for de andre piger i truppen, holder sig altid ude af deres intriger. Hun bliver længere og gør rent, selv om ingen har bedt hende om det, eller nogen sinde takker hende for det.

Hun elsker kage, men som tredje dansepige i anden række, er det sjældent der er penge nok til bare ordentlig mad. Så Magritta gør, hvad hun må gøre for, at en sød fyr vil betale for at forsøde hendes tilværelse en kort stund og bringe hende nærmere Slaaraphanland, om bare et øjeblik. Hun er ikke stolt af det, hun ved hun bliver smidt på porten hvis det bliver opdaget, hun har ingen anden fremtid.

Magritta ved hvad Kaos er, hvad Kaos gør ved et liv, en familie, en uskyldig datter. For Magritta er Kaos alt ondt i denne verden. Hvis hun havde været modig, handlekraftig, våbenkyndig og stærk havde hun fattet en hammer og var draget afsted for at forhindre at hendes historie ikke gentog sig. Men det er hun ikke og det ved hun godt, så hun danser, gør sin pligt, dukker hovedet og spiser sin kage alene.

Scenarietråde…

  • Magritta har set noget hun ikke skulle se. Den fyr hun gik med havde en meget bred smag. Meget bredere end hun var klar på. Men hun turde ikke forsøge at stikke af. Hun er bange for hun er blevet berørt af noget der kunne have med Kaos at gøre. Men hun tør ikke sige noget til nogen hun kender af frygt for hendes hemmelighed bliver afsløret, hun tør heller ikke sige noget til nogen der hører til i byen, da den unge mand var fra en indflydelsesrig familie. Hvis bare der var nogen fremmede der var til at stole på som hun kunne lette sit hjerte til…
Advertisements