December i Marienburg  fraku

3. december:

Fraku, den Udødelige

af René Toft

Et sted på en kro i Marienburg sidder der en knækket dværg. Man kan kende ham på den karakteristiske orange manke, det manglende skæg, og de blå tatoveringer der pryder det meste af hans bare arrede overkrop. Alt hvad han ville var at dø, men det var nemmere sagt end gjort.

Hvem…

Uanset tid på døgnet kan man finde Fraku siddende i hjørnet af Den Hvide Griff med en øl eller det der er stærkere. Nogle dage er han snakkesalig og fortæller frygtelige historier om de trolde, kæmper, drager og dæmoner og andre gange, når han for beruset skal man holde sig langt væk fra ham. Så bliver han direkte modbydelig. Han er en levende legende og det er han pænt træt af. Specielt den del med ”levende”.

Fraku er en levende legende. Fraku, dæmondræberen fra Ødemarken. Efter han havde dræbt syv trolde, fire kæmper og en drage, rundt omkring i Imperiet, besluttede han sig for at det var på tide at blive slået ihjel af en dæmon. Så han tog ud til Kaos Ødemarken, men blev slemt skuffet da han overlevede sine tre møder med nederdrægtige slimede og voldsomt store dæmoner. Nu har han vendt næsen mod Marienburg med en fast intention om at drikke sig ihjel, nu der alligevel ikke var andet der kan gøre jobbet.

Han ligner noget der er løgn. Selv for en dværge slayer. Han er holdt op med at passe det orange hår, så det ligger mere som kager af fedtede dreadlocks nedover det arrede ansigt. Kroppen er kvabset af for meget alkohol og for lidt fysisk aktivitet og øjnene er konstant røde af et udpræget misbrug. Fraku er ligeglad.

Fraku gør som det passer ham og siger hvad han vil. Heldigvis plejer det at være at sidde i et hjørne og drikke for sig selv. Han er en knækket dværg, en paranoid stakkel, der er overbevist om at guderne har vist ham ryggen og at han nu ikke kan dø. Det er heller ikke helt forkert.

Det sker at der kommer folk til, der gerne vil høre hans vilde historier og fanger de ham på det rigtige tidspunkt med en passende mængde lokkende gratis alkohol, så kan man i korte glimt se fordums stolte kriger fortælle de vildeste historier. Det sker også at disse folk betvivler sandheden af disse historier. Og sandheden i Frakus bedrifter. Er de heldige, trækker han sig tilbage og drikker for sig selv, mens han mumler om drager og kæmper og dæmoner og folk nu om stunder og hvis de bare vidste. Andre gange tæsker han dem bare. Tæsker dem til en blodig klump, hvorefter han igen trækker sig tilbage til sit hjørne, mumlende og venter på byvagten. De kender ham efterhånden godt.

Scenarietråde…

  • Det eneste der kan få en gnist tilbage i gamle Frakus øjne er muligheden for at dø en værdig død i kamp mod noget ud over det sædvanlige. Så hvis der er en Skaven invasion på beddingen, en kult i byen der tilkalder en dæmon eller de udøde vandrer for en kort stund, så er Fraku klar. Måske han ligefrem i sit feber sind begynder at se disse ting uden de er der. Angriber grøntsagsboden fordi det jo er en trold, eller borgmesteren under et officielt arrangement, fordi det altid er eliten der er medlem af en kult. Uanset så skal der en hel del til at stoppe gamle Fraku, når først han har sat sig noget for.
Advertisements