Det har lige taget et par dage at lande ovenpå Fastaval 2016.

På “Røven i Marienburg” kørte og det kørte godt. Rigtig godt. Godt nok til Deltagernes Pris. Lidt vildt. Jeg gik klart til scenarieskrivningen med planen om at lave en blockbuster (populært univers + ry for god action + fem spillere) men jeg havde ikke regnet med at få flest stemmer. Der var måske derfor, jeg var ved at lave en Milton. Tak til Jeppe, for at finde mig i tide.

Nu har jeg læst feedbacksedler i læssevis, snakket med masser af meget glade spillere på Fastaval og fået gode historier fra mine fantastiske spilledere.

Og Bedste Virkemidler!?!? Det er jo bare D3’ere, skrabemærker, fælles livspoint og et skummelt bipersongalleri!

Nej, jeg er virkelig glad for, hvordan det hele endte med at hænge sammen. Jeg har tit jongleret med virkemidler, tit lidt gimmicky, men det er denne gang lykkedes at binde historie og virkemidler langt bedre sammen end tidligere. Det skylder jeg ikke mindst Stefan tak for. Det havde været et helt andet, og dårligere, system, hvis han ikke havde kommet med gode råd og (om)skrevet regler i stor stil. Heldigt at jeg stod fast på de fælles hitpoints!

Nu er der lige et par ting der skal tunes og rettes og så skal den skrabefelt-fri Warpstone-mekanik lige implementeres. Men det kan allerede hentes på Alexandria.

Hvis man gerne vil spille scenariet, er det på programmet søndag den 10. april på Rosenteateret i Aarhus og formodentlig også når GNIST inviterer til Fastaval reruns i København. Derudover er der sendt cirka 200 skrabefelter ud i landet, så du kender sikkert nogen der kan køre det. Johs, Stefan, Marie & Thor og jeg har terninger du gerne må låne, hvis der er brug for det.

Og ellers, igen, tak til Oliver til det vildeste kort over Marienburg og til Nina, der klarede at out-cool elverne fra Apocalypse Drow… på en virkelig fantastisk og sexy rendestensmåde. Jeg holder af dem alle fem, sammen og hver for sig. Gummegodt’n’all.

Mere om Fastaval i morgen.

Reklamer