Tronranerens GiftTerninger: Min enlige GameScience D6 kombineret med en, hvor der i stedet for ´1´er en enhjørning.

EVNE: 9 / UDHOLDENHED: 19 / HELD: 8

Så. Det her er en af de to Sværd og Trolddom bøger som jeg faktisk har haft siden jeg var knægt. Jeg tror jeg fik den til min fødselsdag af mine venner Martin og Anders. Jeg har faktisk skrevet på karakterskemaet i bogen – dårlig stil, unge Kristian.

Nå, men vi er den uvidende arving til landet Kazan. Som små er vi arvinger blevet sluppet ud i verden og så vil vi blive tilkaldt, når tronen er ledig. Det er desværre den onde vezir Chingiz’ Mamlikmorder der finder os først og vi bliver såret af en forgiftbandet dolk. Det betyder, at der også skal krydses felter ud i er skema for, hvordan giften breder sig.

Løsningen på denne lorte situation er, at aflevere våbnet tilbage til Chingiz og på vejen gerne samle nogle stammeamuletter op, der vil gøre det nemmere at overvinde den onde Vezir.

Det er for øvrigt troldmanden Astragal der sender os afsted.

Det første vi møder er en af de andre arvinger, der ligger dolket på et stenalter. Han når lige at hviske hvilken retning morderne gik og vi smutter derfor den anden vej. Her møder vi krigere fra Yeginik-stammen – en af dem der har amuletter. Jeg fortæller hvem jeg er (the choosen one) og de tager mig med. Vi render på en flok orker som vi tæver sammen, dog får jeg lige en bonus armbrøstpil i benet. Da vi kommer til byen indvillig jeg i at udføre en prøve for at få amuletten. Der er sådan en løbe-over-brændende-kul-imens-folk-tæver-på-dig ting og jeg klare den uden store problemer. Desværre bliver vi samtidig overent af en større gruppe sortfolk og en ork snupper amuletten. Jeg charger efter den, hugger mig igennem 3 gobliner og kaster mig efter den Glyphøg der flyver væk med amuletten. Den smider mig ned fra stor højde. Uden amulet.

Lort.

Nå videre gennem sneen og efter en rendezvous med en sneigle og en flink blind sansekriger, Alkis Frygtsnittet, der lærer mig at kæmpe i mørke, bliver jeg samlet op af Korkut-stammefolk. De har også en amulet og tilbyder mig, at jeg kan kæmpe mig til min frihed mod deres champ Urgenj. Hård kamp, men jeg klarer det og bliver respektfuldt ført til deres medaljonlabyrint.

Hulerne i Fang har intet på denne udørk-dungeon. Først er der et lille snakes’n’ladders mikrospil – med masser af 3 UDHOLDENHED-skadende slanger. Jeg ender nede på 1 UDHOLDENHED da jeg ruller den 6er der får mig igennem. Og det var kun første etape.

I næste afdeling må jeg rulle mig frem som i ludo, kæmpe mig igennem et mørkemonster (hurra for blindfighting) og en labyrintdjævel og lige klare en omgang ”rul to terninger. Hvis terning 2 er højere end terning 1, er du død”, blot for at komme ud på den anden side, uden at have funde amuletten.

Ude i byen render jeg på et par orker og får et lift af kusken Drukkah der godt vil have mig med mod Sharrabbas, hvor Chingiz holder til. Det var dog ikke længe for endnu en Gryphøg kommer susende ned og hapser mig. Jeg smadrer den en og tumler ned i nogle siv.

Her møder jeg Adana Broussah, hun tilhører ”en nomadeklan af lejemordere, der er kendt som Beshbaliks Børster, i den sydlige del af Khul også kendt som Lystslagterne.”

Bad. Ass.

Hun virker cool og vi følges hen til hendes flok, hvor jeg må tæve et par børster for at blive accepteret. Jeg har nu ikke flere forsyninger.

Sammen med dem tæver jeg nogle bandittrolde og ham bandelederen Beshbalik dukker op. Det er ham fra forsiden. Ja, han har en Glyphøg på skulderen og surfer efter to sabeltigere.

Mega. Badass.

Hvilket er lidt ærgerligt, da en af Chingiz åndemanere dukker på og tilbyder de her goons guld for mit hoved. Jeg stikker af og Beshbalik sender sine tre kæledyr efter mig. De bliver nedkæmpet. Det ser ret skidt ud med UDHOLDENHEDEN.

Nå, men jeg når frem til Sharrabas, hvor jeg må tæve to troldevagter, da jeg ikke har guld til at bestikke mig ind. Jeg har nu 2 UDHOLDENHED. Jeg finder en Nikodemus-klon ved navn Mandrake Wolfbane der kender Astragal og godt vil hjælpe mig. Han lader mig vælge mellem fire potions, jeg tager den med den hellige firkant og vi bevæger os mod Chingiz-borg/fæstning/whatnot. Selvom jeg ingen amulet har får jeg foden indenfor, med varslet om at det bliver vanskeligt.

Og kortvarigt. Jeg render på en aggressiv sort tyr. Den stanger mig ihjel.

Ringe stats og dårlige valg et eller andet sted gjorde det her til en lidt lam oplevelse, trods en cool russer/mongolskestammer-stemning og nogle ok bipersoner.

Derudover er Tronranerens Gift end federe titel en originalen, Daggers of Darkness.

Advertisements