Gæsteindlæg ved Kasper “Golden Retriever” Mosekjær. Der, hvis jeg ikke tager meget fejl, spillede Sværd og Trolddom sammen med min gode ven Dennis, i meget gamle dage.

Skæbnes SværdTerninger: fra kærestens backgammon, da min terningesok nok ligger i en flyttekasse. Til gengæld er der hindbærsnitte.

EVNE 9 / UDHOLDENHED 16 / HELD 9

Ikke det bedste udgangspunkt, slet ikke for et eventyr af denne kaliber.

Vymorna er på sjette år belejret af øglemænd. Kongen Alexandros den Anden er død i et slag, og nu styrer dronning Perriel forsvaret, der er ved at falde mod øglemændenes enorme hær. Hun har om natten forsøgt at kalde guderne til hjælp, men de har ikke svaret… før nu. Jeg, Alexandros og Perriels søn, bliver i min søvn opsøgt af Telak, Sværddrageren, modets herre og beskytter af alle der bekæmper det onde. Han fortæller mig, at der også er kampe på gudernes plan, og at jeg må drage til Durtelakin, Telaks Bjerg og finde et våben, der kan hjælpe byen.
Undervejs gennem historien finder vi ud af, at andre byers skæbne afhænger af om Vymorna kan holde stand. Det er noget af et ansvar for en prins med så dårlige stats.

Inden jeg drager afsted må jeg vælge 2 ud af 3 af min faders efterladte ejendele. Jeg vælger en bue med sølvpile (der altid rammer) og en glaskugle (der kan lave lys). Herefter skal jeg vælge hvordan jeg vil komme gennem belejringen. Via floden, prøve at kæmpe mig igennem belejringen med en gruppe krigere, eller snige mig gennem fjendens linier.

Da jeg var yngre valgte jeg altid floden. Så i dag forsøger jeg noget andet. Jeg tænker, at soldaterne har nok at lave mens jeg er væk, så jeg vælger at snige mig ud. Jeg får så fortalt, at for at aflede opmærksomheden fra min flugt, udfører en stor gruppe soldater et selvmordsangreb… oh well. Lidt mere til samvittigheden.

Jeg sniger mig forsigtigt igennem skyttegravene, mens jeg hele tiden passerer friske lig. Drejer lidt til venstre, lidt til højre, gemmer mig for en patrulje øglemænd. Ligene jeg passerer, er nu ved at være halvrådne, hvilket jeg ser som et godt tegn, da jeg så må være kommet længere væk fra kampene. Skyttegravenes bund bliver højere og højere pga. ligene, så da jeg hører en høj trampende lyd, må jeg helt ned og ligge, for at holde mig skjult. Lidt klamt, men jeg undgår at blive set af en øglemandsrytter på en kæmpeøgle.

Flere lig… denne gang blodige, og rester fra en kamp om et ”strategisk vigtigt vejkryds”. Jeg kan nu vælge om jeg vil mod floden, gennem hovedskyttegraven eller mod venstre(!) Jeg har svoret at undgå floden, og hovedskyttegraven virker ærlig talt lidt som at træde på en landmine, for at se hvad der sker. Jeg har sneget mig så godt nu, så det skal ikke sættes over styr (ansvaret for selvmordskrigernes død spøger stadig).

Kort nede af vejen mod venstre står en dobbelthovedet øglemand og griner hovmodigt af mig fra skyttegravens kant. Jeg griber fat i hans ben, og forsøger at hive ham ned i skyttegraven. Med en ækel lyd lander han direkte på mit sværd. INSTANT KILL! Jeg fortsætter gennem skyttegravene og kommer til en trappe, og kigger ud over toppen. Og mister modet (hvor er Telak nu). Jeg havde forventet at jeg nu var igennem skyttegravene men ”Du er nu nået dybt ind i fjendens lejr…”. Fordømt.

Jeg fortsætter gennem fjendens lejr, og undgår alt hvad der lugter af fare, herunder en katapult der beskyder byens soldater (JA JA, JEG HAR FORSTÅET DET PRES DER HVILER PÅ MINE SKULDRE). En flok marcherende øglemænd undviges ved at jeg gemmer mig i et telt.

Her støder jeg på en ækel øglekvinde i mudderbad. Jeg angriber hende (med minus 1 pga. de ækle øgleparfumedampe), og slagter hende uden problemer. Inden jeg forlader teltet snupper jeg den legendariske ”Sorte Lotus fra Kaynlesh-Ma”.

Snart ude af lejren stjæler jeg et ridedyr (de har kun øglearter) til min videre færd. De er sikret med alarm, i form af en lille klokke. Jeg rider væk fra den belejrede by, skarpt forfulgt af øglemænd. De haler ind på mig og sender pile afsted, så jeg sætter kursen mod en lille lund. Min øgle falder om, ramt af en pil fra en barsk udseende fyr der kommer ud af lunden. Jeg tænker, at øglemændene er værst, så jeg løber hen mod den barske fyr, mens jeg i bedste Egon Olsen-stil forbander ham.

Det viser sig at være Julius Lecarte, eventyrer og handelsmand, der med sin hest og sin sabeltandstiger, Snag, er på jagt (sic) efter sin far. Vi ligger os i baghold og gør det af med 2 øglemænd hver (hurra for at jeg har min pappas bue), og Snag sender resten på flugt. Vi udveksler historier og han anbefaler at vi sætter kurs mod Capra, der stadig holder stand mod plyndringerne.

Men så ændrer han mening. De flygtende øglemænd vil komme tilbage, så måske vi skal blive og kæmpe, eller måske endda lægge en fælde for dem? Jeg tvivler på min EVNE så vi tager mod Capra, selvom vi må dele hesten. Det er hårdt for hesten, så vi er ikke nået langt før øglemændene er tilbage med forstærkninger. De er ti i alt….ti øglemænd… av. Vi fortsætter i fuld fart mod Capra, mens pilene regner ned over os. Vi når frem, kun ramt af fire pile (ud af 20).

Jeg hviler for natten, spiser lidt forsyninger, får nogle nye med på rejsen videre, og fortsætter gennem morgentågen i forklædning som øglemand. Jeg siger farvel til Lecarte, der anbefaler mig at søge hjælp hos Hvidøje.

Jeg støder ind i nogle orcer, der holder ligbål med shaman og hele pivtøjet. Jeg fejler et held-rul og bliver opfordret af en fuld orc, der taler jysk, til at deltage i seancen. IMG_0926Jeg er bange for, at min forklædning ikke holder på tæt hold, så jeg stikker af.

Herefter render jeg ind i en budbringer på hest. Det er Katya der er ude for at finde hjælp mod plyndringsøglerne der hærger ved Kobberby. Jeg fortæller hende om vigtigheden af Vymorna og vi fortsætter sammen. Mest til fods, da hendes hest dør i løbet af natten! Kort efter er vi mærkelig nok til hest igen, da en støvsky nærmer sig. Vi gemmer os bag en sten (tror vores hest er forsvundet igen), men Katya insisterer på at tage kampen op, da hun opdager, at det er slangemænd fra Kranieørkenen. Vi kan intet gøre, får ikke engang lov til at slå en terning, før de binder os til pæle i solen. Efter fire dage dør Katya. Jeg fejler mit held-rul og lider samme skæbne.

Det var det.

Én sølle kamp mod en fesen øglekvinde og 3 fejlede held-rul var hvad det kunne blive til. Jovist, jeg undgik bevist kamp, men har stadig fornemmelsen af, at det var det rigtige, da jeg så skyttegravene som noget der skulle passeres, uden at tære for meget på Udholdenhed og Held.
Jeg kom igennem en del numre i bogen, og vigtigheden af min mission var til at føle som historien udfoldede sig. Jeg er dog stadig skuffet, og vil ønske jeg havde fået lidt mere forløsning og action. Måske jeg alligevel skulle have taget floden?

Reklamer