Gæsteindlæg ved dungeonmeister og dit bedste valg, hvis du skal guides rundt i/under Fang, Jean.

photo.phpTerninger: Igen de to gamle terninger, der gjorde det så fint i Dødens Labyrint.

EVNE:   11   /   UDHOLDENHED:   19   /   HELD:   10

Kan I huske ham Baron Sukumvit af Fang? Ham med Dødens Labyrint? Han har en forsmået bror, Fyrst Carnuss af Blodøen, der åbenbart mener, at Sukumvit bliver mega meget til grin, hvis der endnu en gang er én, der kan slippe levende igennem dræberlabyrinten (jep, min 4. gennemspilning den anden dag tæller med!). Sagen er nemlig dén, at den kære baron har taget udfordringen op efter, at min tidligere inkarnation til 1. maj-festen sidste år maste sig igennem labyrinten og scorede 10.000 guldstykker, så Sukumvit World er blevet renoveret og har fået sig et gevaldigt ansigtsløft. Og så er præmiesummen blevet fordoblet. Ekstra incitament for Carnuss til at gennemføre dette års udgave af ”Allansia’s Got Talent”, som har fået undertitlen, Heltenes Prøve. Bortset fra, at Fyrsten af Blodøen ikke selv har tænkt sig at indskrive sig i konkurrencen. Det er så hér, at JEG kommer ind i billedet.

Oprindeligt var jeg bare en fredelig rejsende på vej med båd fra Sortsand langs Østersbugten. Så kom den ekstremt karikerede Kaptajn Bartella, vædrede min båd, hev mig ombord på sin slavegalej og solgte mig til én af Fyrst Carnuss’ repræsentanter på Blodøen. Så røg dén drøm om det fede liv som fredelig perlefisker.

Jeg er dermed én af toogfyrre håbefulde/-løse slaver, der skal dyste og kæmpe til døden om at være fyrstens campione, der skal vinde Heltenes Prøve i Fang og score de 20.000 guldstykker til Carnuss. Dertil har den sympatiske fyrste klargjort en lille atletikbane med det opfindsomme navn, Dødens Arena. Hutlet sammen i små celler er vi bevidste om, at vi meget snart har færre medfanger at slås om pladsen med.

Første prøve er et kapløb med en sæk sten på ryggen – ingen vindere, men den første i hvert løb, der bliver overhalet af en konkurrent, bliver henrettet. Næste dag gælder det tvekamp med en knogleknuser, et EVNE 9 one-hit-kills-bæst, hvor jeg ved dumt held forinden har valgt det helt rigtige sæt våben: trefork og net. Jeg kommer derfor aldrig i rigtig kamp, men skal kaste en terning for, om jeg kan få væltet uhyret omkuld eller ej. I andet forsøg får jeg knogleknuseren i gulvet og vinder let. Dagen slutter drabeligt, da kun én medfange vender tilbage til delecellen, og vi indiskret bliver adviseret om, at vagterne kun forventer at skulle vække én fange i cellen den følgende dag. Med mord i øjnene overfalder min østerlandske medfange mig med en strikkenål og sindssyge 10 i EVNE og 8 i UDHOLDENHED. Vi maler cellen rød og jeg falder udmattet omkuld.

Tredje dag starter med en modbydelig konstruktion, der indeholder roterende barberblade i hoved- og ankelhøjde. Herefter kommer bogens forsidescene, som eventyret er så kendt for: en slags blindebuk med morgenstjerner. Alle deltagere får fastspændt en morgenstjerne på den ene arm, et skjold på den anden og bind for øjnene – værsgo at have det sjovt! Første runde vindes af en sydlænding, hvorefter jeg vinder den næste og skal besejre den mørklødede kriger i finalen. Han er ligeledes en krasbørstig karl med 10 i både EVNE og UDHOLDENHED, som i sine dødskramper ønsker mig held og lykke i labyrinten og får mig til at sværge, at jeg vil hævne alle mine enogfyrre døde medslaver. Jeg bliver fejret om aftenen og så går turen mod Fang.

Mine medudfordrere i dette års labyrint-O-løb rummer en pigbesat kaosmester (som jeg øjeblikkeligt tænker, at jeg skal konfronteres med på et tidspunkt), en kampklædt samurai, en alfeprins og en dværgeadelsmand. Vi trækker lod, og jeg skal træde ind som nummer to efter dværgen. Her bør det indskydes, at i modsætning til den frivillige deltager året før, har jeg kun et sværd og en læderpung med ind i labyrinten – ingen forsyninger og ingen magiske drikke. Jeg kommer først til en dør påmalet, ”ingen adgang”, som jeg selvfølgelig sparker ind. Her får jeg svitset øjenbrynene af en helvedeshund, inden jeg finder en guldring på gulvet. Længere nede af gangen støder jeg herefter på en frygtelig spydfælde, der til alt held blot er uden anden funktion end at skræmme dumme eventyrer væk. Jeg plukker overmodigt et spyd til min oppakning og drager videre, inden jeg med nød og næppe (5 og 6 på et terningeslag) undgår at blive ramt af en pil fra en skjult armbryst i væggen.

Her opdager jeg så en lille, menneskeagtig skikkelse, der får øje på mig og stikker af i de mørke tunneler, og jeg sætter efter den. Den ser jeg så aldrig igen, og jeg er imidlertid også lidt distræt og vil gerne undersøge de rum, jeg kommer forbi undervejs. Bl.a. finder jeg to orker, der er i gang med en knivkastkonkurrence og har et lækkert +1 EVNE-brystpanser liggende. Najs! Og lidt senere finder jeg et magisk slagsværd under en bunke sten. Dobbelt najs! Undervejs prøver jeg at bryde en tilsømmet dør op med det resultat, at larmen tiltrækker en MUTANT-ORK, der efter en kort og blodig kamp viser sig at have glaskugler i lommerne(?). Inde bag døren sidder to skeletter i hober af støv og snavs, og den ene stiller mig en gåde om deres indbyrdes slægtskab. Belønningen viser sig at være en jernnøgle, som jeg tager med mig.

Jeg finder lidt senere et rum, som åbenbart viser sig at være et teleportationsrum, for jeg er et helt andet sted, da jeg forlader rummet igen. Kort efter møder jeg labyrintbureaukraten, Noy, der er en blind og overvægtig buddha -agtig fyr. Han vil teste mig i styrke, hjerne og kamp, så jeg starter naturligvis med en rask omgang tovtrækning over en afgrund med en hulemand. Jeg vinder, og Noys cro-magnon-slave styrter i døden. Herefter følger en finurlig gåde med kister i kister, hvor man skal gætte det totale antal kister. Til sidst giver han mig en stav og vi skal simulere en dødelig kamp. Jeg vinder og bliver ledt videre i labyrinten.

Kort efter støder jeg på en fontæne med lækkert forfriskende vand, der udover at give mig 1 UDHOLDENHED tilbage også ælder mig med tredive år og dræner mig for 2 EVNE. Øjeblikkeligt efter bliver jeg stormet af en skeletkonge til hest, der har EVNE 9 og UDHOLDENHED 7, men kun modtager 1 skade pr. succesfuldt angreb medmindre jeg har et slagvåben. En dræbende lang og krævende kamp senere står jeg tilbage med et spejl og en træfløjte. Min nysgerrighed vinder over min fornuft lidt senere, da jeg kommer til en jernrist i gulvet, op fra hvilken en blodorm springer og forsøger at hage sig fast i mig. Den er svag og puny og må lade livet for at forskrække mig. Igen, imod al fornuft hopper jeg ned i blodormens slimmede hule og finder en flaskepost med beskeden: ”der er en dør bag stendyngen”. Lidt senere benytter jeg min træfløjte til at berolige en tohovedet vagthund og score et cool kobberarmbånd, der dog viser sig at være forbandet, dræner mig for 2 EVNE og 1 HELD og er umuligt at få af igen. *suk*

Endnu en guldring kommer i hus kort efter, da jeg finder en messingklokke. Min erfaring fra Dødens Labyrint er nu, at man bør vide bedre end at ringe med en klokke i en dungeon, men jeg klimter med klokken alligevel. Jeg hører vingeslag over hovedet og tænker, ”FJOLS! Du burde vide bedre!”, men det er bare en hvid due – og hvad bedre er – den dumper en guldring ned i hånden på mig. Jeg finder kort efter den føromtalte stendynge, der – ganske rigtigt – gemmer på en døråbning. På bagsiden af døren står skrevet, ”Første sæt, 249”, hvad end det betyder, og jeg kan med ro i sindet fortsætte. Bag den næste dør ligger alfeprinsen og kæmper med en kvælersla-.. næh, en lang, lilla tunge, der er ved at kvæle livet ud af ham. Da jeg kommer til, er det imidlertid for sent, og alferne er blevet en prins fattigere. Han når dog at kvække et tak til mig og råder mig til at fortsætte samme vej, hvis jeg kan få has på tungen. Det er en smal sag, og jeg fortsætter.

Nede af en trappe kommer jeg til en underjordisk sø, hvor der på en klippe sidder en dødlækker kvinde og synger en meget smuk og dragende sang. Jeg genkender og undviger (næsten for nemt) sirenens sang og løber forbi med hænderne for ørene. I nogle lerurner finder jeg efterfølgende en brandsikker lilla kåbe, der har ”Chekhov’s Fireproof Robe” påskrevet med store, fede bogstaver. Det næste rum indeholder en seksarmet, kvindelig statue med sværd og en enkel, lille lampe i hænderne. Da jeg rører lampen, vækkes kvinden (som ventet) til live og vil duellere om lampen. Værende det magiske væsen, som hun er, er hun immun overfor mondæne våben, så jeg kysser mit magiske slagsværd og parerer hendes fem krumsværd. I lampen finder jeg endnu en guldring, og jeg tænker, at der ikke kan være lang vej igen.

Timingen for den slags tanker er ganske interessant, da jeg åbner endnu en dør og finder det vildeste skatkammer: overdådigt pyntet og møbleret, smukke genstande overalt og en marmorplatform i midten af kammeret med en kæmpe guld og ædelsten-bugnende skatkiste på. Uden terningeslag eller valgmuligheder, vader jeg forblændet op til kisten for at plukke en diamant eller to, da illusionen fordamper, og jeg står med hånden inde i munden på en såkaldt sanseforskruer – et stort grusomt uhyre, der kan skabe en perfekt illusion. Jeg ville gerne prøve at bilde jer ind, at jeg med et spyd, et magisk slagsværd og et mega sejt brystpanser havde en chance mod dette kreatur, men Ian Livingstone vil gerne lære mig en lektie om ikke at være en completionist, når man ikke kan quick-loade, så jeg blev guffet uden kamp. Nevermind, tre guldringe var nok alligevel for lidt til at klare Heltenes Prøve.

Bonusinfo: jeg prøvede for sjov at undo min sidste beslutning og gå udenom døren, hvilket bare resulterede i en anden sure-death-situation, fordi jeg ikke lå inde med en fil. Jeg siger det lige én gang til: et spyd, et magisk slagsværd og et mega sejt brystpanser, og så mener Ian Livingstone, at man har behov for en fil for at undslippe et bur med jerntremmer…

Advertisements