I Fønix #9 har Paul Hartvigson et indlæg under overskriften ”Hyggeindustrien”, som handler om alle de mennesker der ligger hundredevis af timer i frivilligt arbejde omkring rollespil og hvordan det kan virke drænende. Jeg kom til at tænke på artiklen, da jeg i går læste Lizzie Starks nye indlæg om Organizer Fatigue og samtidig havde Fønix’ egen opslidende effekt på redaktionsmedlemmerne in mente.

For det har jo ikke ændret sig, nærmest modsat tænker jeg, og  nu, hvor to af vores mere profilerede kongresser, Hyggecon og Vintersol, er aflyst, i hvert fald den sidstnævnte som følge af manglende arrangører, er det værd at tænke over. Hvor utrolig vigtigt det er, at man løbende har tilgang af nye kræfter indenfor arrangør- og forfattersiden og hvor vigtigt det er, at gøre de ting man gør, fordi man synes det er sjovt.

Lige nu sidder jeg selv og er liiidt flad, når det kommer til rollespil. Jeg glæder mig helt vildt til Fastaval, men det at få skrevet sit scenarie færdigt og lave scenarieansvarligopgaver er lige en lille tand mindre sjovt end det var sidste år.

Forstå mig ret, jeg synes der er super fedt og et kæmpe privilegium, at være involveret i så mange vilde og fede kreative processer, men jeg er også glad for, at jeg ikke skal det næste år, hvor jeg formodentlig også vil holde mig fra at sende synopser af sted til ting.

Det hele kan selvfølgelig også have noget at gøre med, at jeg for tiden har TO børn der bruger ble og vågner klokken 6.00 🙂

Tilgengæld har jeg andre planer for 2014, altså når vi kommer på den anden side af Påske og begge børn begynder at sove igennem og længe. Mere om det i morgen.

Reklamer