Fønix 11Da Kristian ikke selv ejer kan finde nr. 11 og 12 af Fønix bad han mig sende dem til ham, men eftersom jeg er distræt og glemte det, må I desværre trækkes med mine anmeldelser for nr. 11 og 12. Jeg har været så heldig, at have Kristian som min ungdomsskolelærer i mine unge år i Assens. Senere hen fik jeg endda lov til at være med i kampagner udenfor ungdomsskolen. Det var vildt! Jeg husker stadig bad guyen Shakespeare med en vis ærefrygt og had.

Thor Fejerskov Jensen – Jesu Bar Mithzvas svar på Turtle.

”Der skal være et kvalitets-tidsskrift om rollespil på dansk. Vi føler selv, at vi gør et ganske hæderligt forsøg på at producere sådant et tidsskrift”

Fønix er åbenbart blevet kritiseret for at være en smule selvfede og for at kalde folk for nørder. I lederen lægger de hårdt ud med at forklare deres vision for Fønix. Af uransagelige årsager har de af en eller anden grund valgt, at trykke lederen på et erotisk foto af den afdøde model Anna Nicole Smith. Hvilken sammenhæng, der er imellem hende og konstruktiv kritik og visionen for Fønix kan jeg ikke lige greje.

En af de bedre artikler i bladet er artiklen ”Få dem på krogen”. Den handler kort om, at få spillerne på krogen til et scenarie eller en kampagne eller bare krydre sin nuværende kampagne med noget nyt og anderledes. Jeg kan huske, at jeg sad og læste dem, og tænkte ”Fuck det er nogen cool ideér”. I retrospekt er det måske ikke helt sådan. De tre kroge i dette nummer er Pesten, en lidt kedelig fantasy idé om en pest der kommer til en by. Her er ideen at der i byen er kamp mellem bystyret og præsteskabet og skylden for pesten skal placeres et sted. Tryg i moders arme er en ganske simpel spøgelseshistorie om et landsted, hvor en lille pige spøger. Det er en klassisk spøgelseshistorie med uhygge og investigation, hvor det spændende er tanken om et barnelig og en personlig investering i fortælling fra spilpersonernes side. Den bedste krog er Post Mortem, hvor twisten er, at spillerne dør og nu skal forsætte som døde sjæle. Denne krog giver spillederen mulighed for at puste nyt liv i scenariet, fordi man kan introducere en helt ny (døds-)verden for sine spillere.

Et kendt navn dukker op i brevkassen, hvor en hvis Mads Brynnum fra Slangerup efterlyses  med hensyn til en idé til et julescenarie. Oven i det har Mads åbenbart været en smule forvirret over, at der var en anmelder på BT, der også hed Palle Schmidt. Redaktionen afklarer hurtigt, at der ikke er tale om den samme. Hans store ønske er en original tegning fra Palle Schmidts hånd, et ønske han dog ikke får opfyldt. Mads har også deltaget i læserundersøgelsen, hvor han må nøjes med en tredjepræmie – to parfumerede Magic-kort og et nummer af Damernes Verden.

Det er også i dette nummer de har resultatet på den store læserundersøgelse fra Fønix nr. 9. Jeg kan afsløre, at det der har fået absolut højest karakter er ”Tropical Zombies” med et gennemsnit på 4,7, hvorimod ”From Russia With Love” ligger fjerde sidst med en score på 2,8. Folk kan åbenbart bedre lide zombier ende russiske guns. Jeg kan ellers huske, at vi var ret glade for de russiske våben i Moscow Coppers.

Den store vinder i anmeldelserne er ”Dragon Dice” som får 4 ud af 5 rotter. ”På sigt kunne Dragon Dice godt gå hen og blive en klassiker på linie med Yatzy, men aldrig så stort som Magic.” Som de fleste af jer nok ved, blev Dragon Dice aldrig hverken en klassiker eller ligeså populært som Yatzy.

Men det er nu Mette Finderup og Sanne Pedersens anmeldelse af ”Homelands”, udvidelsen til Magic, der falder i øjnene. Mest på grund af digtet om Baron Sengir.

Baron Sengir!

Vampyrernes svar på Antonio Banderas!

Han er stor,

han ser godt ud,

han er sort og
han er OND.

Han er kommet for at lede de stakkels forsvarløse vampyrer.

Han er 5/5

Han flyver.

Han får +2/+2, hvis han slår nogen ihjel.

Han kan regenere vampyrer.

Hvad så om han koster 8 mana!

Hvad har vi Dark Rituals til?

Du får på makronen,
hvis jeg trækker baronen.

Det er en smule fjollet, men hold kæft, hvor ville jeg gerne have det kort…

Advertisements