Det skal ikke være julekalender det hele.

sie-cover-1Jeg var via en fælleskickstarter med til at smide penge efter brætspillet A Study In Emerald, af Martin Wallace og baseret på Neil Gaimans novelle af samme navn.

Spillet kom næsten til tiden, jeg fik mit eksemplar på Fastaval forfatterweeekenden for nogle uger siden og i går fik jeg spillet det for første gang.

Konceptet i spillet, som i novellen, er, at Cthulhu og hans medguder ankom til jorden for mange hundrede år siden og i dag sidder som styrende konger og kongehuse over hele verden. Det er der så en fraktion (The Restorationists) der forsøger at omstyrte og en fraktion der forsøger at bevare (The  Loyalists). Kampen mellem de to udkæmpes i Europa (+Washington) anno 1880erne via agenter bevæbnet med bomber og skumle hensigter.

Agenterne, som er trukket både fra fiktionen (Sherlock Holmes, Professor Moriaty) og virkeligheden (Emma Goldbergman, Baron Ungern von Sternberg), rekrutteres rundt omkring i byerne på kortet, hvor man også kan hverve organisationer (Pinkertons, Okhrana) og værktøjer (luftskibe og dommedagsmaskiner).  Derudover er der også lige vampyrer og zombier smidt ind for at gøre det ekstra kaotisk.  Og dobbeltagenter.

Wallace har selv beskrevet spillet som et sandbox-spil og det rammer meget godt. Grundlæggende er spillet et eurogame, med ressourcer der skal placeres i form a meeples og kortdecks der skal bygges og tunes, men samtidig er der så mange forskellige strategier man kan vælge og måder at vinde på, at jeg tænker det noget nær umuligt at lave en ”best practice”-taktik. Der er simpelthen for mange ubekendte. Og som kaosbonus er det hemmeligt, hvilken fraktion man hører til ved spilstart OG det er ikke nok at få flest point. For hvis den spiller der har færrest point, når spillet slutter, tilhører samme fraktion som dig, så spolerer det sejren – fraktionen med medlemmet med færrest point, kan ikke vinde. Man skal derfor holde øje med sine holdkammerater, som man ikke kan være sikker på hvem er!

Det var sådan ganske kort og ganske rodet, hvordan og hvorledes.

Vi spillede i går, fire mand, der endte med at være delt op to-og-to i fraktionerne, viste det sig ved slutningen af spillet. Jeg spillede Restorationist og fik rimelig meget klø – men er ret imponeret over spillet.

Ja, det er noget rodet og vi lavede et par fejl i starten, hvilket blandt andet fik mit tilhørsforhold afsløret uhensigtsmæssigt tidligt, men ret hurtigt blev mekanikkerne klare og spillet kører i højt tempo, selvom der er masser af taktiske overvejelser og bare fordi man bagud på point til at starte med, kan man sagtens være med i slutspillet.  Samtidig er spillet fyldt med fortællings-potentiale, fordi universet og konceptet er cool og udførslen lækker. Det er ikke bare brikker der flytter rundt på et bræt når Professor Moriaty snigmyrder Evno Assef i Wien eller anarkisten Ravachol forsøger at sprænge Nyarlathotep i luften i Cairo med The Infernal Machine, blot for at blive afsløret som dobbeltagent for loyalisterne. Det er fedt.

De mange forskellige retninger og taktikker giver samtidig en høj genspilsværdi og jeg glæder mig vildt til at spille det igen.