I mange år har der været en Free Comic Book Day, hvor tegneserier blev delt gratis ud for at trække nye læsere til og for at give noget tilbage til loyale kunder. Record Store Day fungerer lidt på samme måde, hvor eksklusivt indhold bliver sendt i butikkerne på en særlig dag, så folk strømmer til. Her betaler man dog for tingene.
Siden 2007 har der også været en Free RPG Day, hvor særligt de større firmaer udgiver gratis bøger, ofte med quickstart regler og et kort introduktionsscenarie, så man kan trække nye spillere, og købere, ind med en teaser.
Dagen har sidenhen bredt sig udenfor Nordamerika og I år (og måske tidligere?) var Fantask en af butikkerne, der har haft gratis rollespilting liggende, den 21. juni. Det er fedt.
Men nu bor jeg jo, desværre, ret langt væk fra Sankt Peders Stræde så min indgang til Free RPG Day har været af en anden rute. Jeg smed nemlig 25$ efter James Raggi og Lamentations of the Flame Princess’ Kickstarter, så de, som lille firma, kunne have et produkt med på Free RPG Day. Det var jeg ikke den eneste der gjorde, og der endte med at blive sendt 9000 gratis eksemplarer af Better Than Any Man i cirkulation.
Som backer på projektet faldt der selvfølgelig også et eksemplar af bogen, og nogle andre småting, af til mig og mit eksemplar landede sammen med mindre andre LotFP-ting i sidste uge.
Hvis nogen har fået fat på de 15 (?) eksemplarer af Better Than Any Man som var i Fantask, kunne jeg vældig godt tænke mig at høre andre meninger. Også om andre Free RPG Day-produkter for den sags skyld.
Her er en kort punktgennemgang af Better Than Any Man, set med mine briller.
Det gode…
– Better Than Any Man er en imponerende bog. 96 sider, masser af illustrationer og i LotFP-A5 format. Høj høj produktionsværdi for et gratis produkt.
– Det er en super sandbox, der passer perfekt til 1700-tals Europa with a twist. Det foregår i Polen under 30-årskrigen, lige som svenskerne er i gang med at invadere. Det giver en super stemning og passer perfekt sammen med, at jeg for nyligt har anskaffet mig alle tre bind i Michael Jensens ret glimrende tegneserie Lykkeridderne. Der er byer, random encounters, sære landemærker, marodører, omvandrende troldmænd og generel ol’ school gal- og hedenskab.
– Hovedplottet, hvis der kan være noget sådan i en sandbox, omhandler en gruppe, grundlæggende altruistiske, hekse der har overtaget magten i en by, der er få dage fra at blive overløbet af svensken. Det er et ret fedt koncept.
Det knap så gode…
– James Raggi fortsætter med at sammenblande sit eget ”weird fantasy”-koncept med gonzo/crazy fantasy. Det er ærgerligt at hans scenarier altid skal overløbes af tidsrejser, dimensionsskift, rumvæsner og bizzaro splat som spillerne bliver udsat for. Lovecraft og Robert E Howard nævnes altid som inspirationskilder i LotFP-bøger, men det ender ofte i en version som ville svare til, at Lovecraft på hver anden side, havde et nyt monster væltende ind af døre/vinduer/kropsåbninger. Det havde han heldigvis ikke – for det er hverken fedt eller stemningsfyldt.
– Spillerne skal ned med nakken. Hvis man spiller Better Than Any Man som skrevet, dør spillerne. Der er vildt mange fjender (igen, ikke specielt Lovecrafty), en stor del af dem er helt urimeligt seje (bogen er beskrevet som for karakterer på level 1-4, men spillerne kan nemt rende på en fjendtlig 17.level troldmand) og så har story-linen en håbløs ”djævlen for enden af scenariet”-agtig slutning. Jeg synes ikke man skal frede karakterer, så de aldrig kan dø, men jeg kender ingen spillere, der ville gide skulle rulle nye karakterer efter hver session.
– Pis, lort og lemlæstede børn. Lamentations of the Flame Princess vil gerne være den frække/edgy dreng i OSR-klassen. Desværre er den eneste teknik forfatteren, der jo er gammelt metalhoved, åbenbart kan finde ud af at bruge, at smøre alting ind i blod og fæces. Mere eller mindre. Det er ren shock-rock-sort- t-shirt-med-kranier-1985-all-over-again når skurkene lige skal have afhuggede børnehænder monteret på deres rustninger, karaktererne kommer kravlende op igennem latriner og folk skal gøre wacky outrageous ting, for at skaffe oplysninger. Ikke weird. Bare lamt. Og ja, der er et 18+ mærkat på forsiden. Tipper Gore ringede, hun vil have sit mærke tilbage.
Nå, det var en masse brok. Jeg vil dog stadig forsøge at starte en kampagne op, der gør brug af de gode ting fra Better Than Any Man, for de er gode og seje. Krigshærgede Polen anno 1730 er et fedt setting og jeg kan stadig godt lidt Lamentations-systemet og den underliggende ide om weird-fantasy. Kampagneoplæg en af de nærmeste dage.
Better Than Any Man kan forøvrigt hentes som pdf på rpgnow, ganske gratis (eller betal hvad du har lyst).
aug 27, 2013 @ 14:02:36
Fedt endelig at læse om nogen som har gang i LotFP! Jeg har set en del hangouts på Google+ med James Raggi, og jeg synes han er vildt inspirerende – og underholdende. LotFP virker til at emme af atmosfære og lader til have meget på hjerte, men det virker samtidigt for mig til at spillet er meget afhængig af forfatterens indre tankegang og verden. Lidt et antiklimaks, og noget som har holdt mig fra at investere i spillet.
Endelig blog videre om din spiloplevelse med LotFP!
aug 27, 2013 @ 19:21:49
Hey Rasmus
Fedt med noget interesse!
Jeg synes også at James Raggi kan være inspirerende og samtidig ret irriterende. Som det fremgår ovenfor, synes jeg at hans noget skizofrene tilgang til sit eget system er noget frustrerende – det skal være old school D&D, det skal være Lovecraftian uhyggeligt, Cannibal Corpse-t-shirts-splattet og så også lige være sat i vores egen verden, noget senere end standard klassisk fantasy.
Tilgengæld synes jeg faktisk det er ret nemt at komme uden om det clusterfuck han har arbejdet sig ud i. Regelbasen er solid og stemningen emmer ud af bøgerne – både tekst og illustrationer. Vi startede faktisk en kampagne i Aarhus som var ret fin omend ganske kortlivet. Den kommer også til at danne grundlag for den, forhåbentlig, kommende ditto.
Og så var “Troglodytkongens Huler” jo faktisk også et Lamentations-scenarie og stod her distancen udi mere klassisk fantasy.
Og hvis du på et tidspunkt får lyst til at tjekke det ud, har jeg jo er par spritnye hardcovers stående – 150,-, inkl. forsendelse. Lokke lokke.
Og jeg skal nok blogge løs når vi kommer i gang. Det bliver fedt, tror jeg.
aug 28, 2013 @ 08:32:05
Jeg ville gerne spille LotFP – men netop de mange monstre, der gerne vil invadere alle dine kropsåbninger, er faktisk det, der hiver mig væk fra systemet igen. Hvis det er “tone-ned-bart” gør det mig straks meget mere interesseret.
Efter dit indlæg på Fantasks Facebook-side, har jeg givet eventyret et kig, og det ser faktisk rigtig fint ud – hvilket har hevet min interesse op igen. Nu har jeg ikke systemet, så hvis jeg kører det bliver det i noget andet regelsystem…Hinterlandet (nok ikke) eller måske Dragon Age…? Igen, så har jeg måske for mange planer allerede…men en ny rollespilsbog kan altid lokke. Åh, decisions…