Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg har for vane at købe rollespil. Også ting jeg ikke umiddelbart står og mangler. Om det så er sjove kickstarters, ”10 bøger for 100 kr”  på Viking Con ellers en indbundet udgave af noget jeg allerede har.

Men en ting er at smide en masse penge efter en jubilæumshardbacklæderofdoom, en anden at finde skatte til en billig penge, sære steder.

Som mit fund af en komplet dansk D&D red box, originale terninger’n’all, som jeg fik smidt i nakken for 20 kroner på et loppemarked, Battletech fra 1985 med alle Mechs un-punched, originale Ravenloft moduler i bunden af en anden æske eller 90er Gamma World hos den lokale brugtbogbiks.

Det er lidt som American Pickers, et tv-show jeg ind imellem lader mig fange af, hvor to marskandiser/skrotjægere roder sig igennem amerikanske lader og udhuse efter gamle reklameskilte, støvede motorcykeldele og andet brick-a-brack som de så køber og sælger videre.

Og det er jo ikke fordi jeg køber rollespilsbøger for at sælge dem, men det er alligevel lidt sjovt at tjekke, hvad ens ”skatte” ville koste, skulle man anskaffe sig dem, for eksempel via Ebay, Amazon eller Noble Knights, der handler med udgået stads.

 Som det seneste fund, Gamma World gøgl:

Gamma World LootGamma World, 4th Edition (købt for 20 kroner. Noble Knights pris: 55 $)

The Overlord of Bonparr (Købt for 40 kroner. Noble Knights pris:  24 $)

Home Before the Sky Falls (Købt for 20 kroner. Noble Knights pris: 30$)

Købt for 80 kroner – ”værdi”: 628 kroner. Det er da meget sjovt. Også fordi rollespil trods alt var, og er, en nichehobby, så det er  ikke noget man forventer at falde over, hvilket gør det ekstra sjovt når man gør.

Og så er jeg jo blot en skygge af Kristoffer Mads, den seriøse rollespilstingfinder.

Reklamer