En uge siden tilbagevenden til virkeligheden.

Fastaval 2012 var et hit. Det var fedt med rigtige stole. Det var fedt med et fællesområde, som man faktisk kunne være fælles i og hvor man altid kunne finde et bord og spotte nogen man kendte. Det var rart at bo på vandrehjem lige ved siden af. Jeg fik ikke Fastapest. Og så virkede det, vigtigst af alt, som om der var en masse gode rollespilsoplevelser.

Selv kørte jeg Apocalypse Drow to gange, Lydias Begravelse og Crossroads. Derudover fik jeg også klemt en enkelt spilleroplevelse ind, Bødlerne, torsdag aften.

Jeg startede med at køre Lydias Begravelse. Som del af den fraktion der har plaget om en opfølger til Lydias Bryllup, lå det ligesom i kortene. Scenariet er klassisk overblown intrige garneret med hjemmefuskede 4th Edition-regler. Det sidste synes jeg gav karaktererne et kæmpe boost, at deres moves blev tilpasset og beskrevet fedt – det fungerede og gjorde karaktererne ekstra læseværdige.Der er, synes jeg, for mange intriger i scenariet, i hvert fald til, at det skal kunne spilles på en aften. Som spilleder, og scenarieforfatter, skærer det mig lidt i hjertet, at se fede forbindelser og forviklinger blive degraderet til efterspilssnak.

Ellers kørte scenariet fint og lige så kaotisk som jeg havde regnet med. En rigtig fin start på FV12.

Apocalypse Drow kørte torsdag dag og lørdag aften og på langt størstedelen af holdene kørte det rigtig godt. At der står ”melodrama” på en del bedømmelsessedler er jeg virkelig glad for, og på begge mine hold, fik spillerne kørt bombastiske finaler i stilling. Den ene ganske heroisk, den anden mere tragisk end jeg nogensinde havde forestillet mig. Faktisk er jeg ret overbevist om, at en spiller sad med tårer i øjnene til sidst.

Derudover gjorde en mekanisme i scenariet, at holdene fik meget forskellige historier inden for scenariets ret skarpe ramme. Det er jeg glad for og gjorde de efterfølgende war stories endnu federe fordi de ikke lignede hinanden. Scenariet er tilgængeligt på Alexandria.

Eneste seriøse minus var, at et glitch somewhere i FV-systemet, gjorde at scenariet var blevet noteret til at skulle bruge 4 spiller i stedet for 5. Det betød at der kom til at køre noget færre hold, end der var linet op til på forhånd og en forholdsvis stor del af spillederne ikke fik kørt scenariet.

Crossroads kørte jeg torsdag eftermiddag og det blev til en fin 1½ times story gaming, med forgiftning af børnebørn, bankrøverier begået med håndgranater og bombeblandinger i badekar. Jeg har skrevet længere feedback til Per og tænker at der kommer en opsamlingstråd tråd ovre i de mørke steder.

Bødlerne, min eneste oplevelse som spiller, var rigtig fed. Ret klassisk snakke-intrige scenarie men med et interessant afsæt, sprængfarligt oplæg og en rigtig god gruppe blev det en god og dramatisk oplevelse.

Festen synes jeg var fin også selv om der ikke var plads til de borde og stole jeg havde plæderet for. Fint tight show, gode muligheder for at mingle og hygge både imens sceneshowet kørte og bagefter.

Og så er der mad props til Brabrand på side 2 i årets Ottovinder for Bedste Scenarie. Det er jeg svært glad for.

I modsætning til alle andre, så har jeg ingen ideer til nye scenarier. Ingen. Det gør nu ikke så meget, for selvom det vist ikke blev udråbt fra nogen tinder i Hobro, er det ingen hemmelighed, at jeg sammen med the one and only Simon Steen Hansen, skal være scenarieansvarlig på Fastaval 2013 og 2014. Det skal nok blive fedt.

Billede

Advertisements