Så, Uffe.

”Isle of the Unknown” er et spritnyt setting, udgivet af Lamentations of the Flame Princess og skrevet af Geoffrey McKinney. Reglerne er kompatible med klassisk D&D, LotFP og andre OSR-kloner.

Kort fortalt er ”Isle of The Unknown” en ø delt ind i 330 hex-felter, hvor hver eneste hex har sit eget afsnit i bogen, med en eller anden form for oplæg til scenarie. Afsnittene kommer i en række overordnede kategorier; monstre, statuer, clerics, magic users og så alt det andet.

Øen er oplagt til sandbox spil og er beskrevet i så løst, at den kan passe ind i de fleste allerede eksisterende verdener. Samtidig er der en underliggende stemning og rød tråd på øen. Øens clerics er alle klædt i røde våbenfrakker med hvide kors og spredt på øen står en række klassiske statuer, de fleste af dem magiske, og er med til at give øen et mystisk og mytisk skær.

Og så er der monstrene. Over 100 styk, alle illustrerede. Og de er… specielle. I bedste Lamentations stil er der ingen standart væsener, men udelukkede bizarre skabninger (der af en eller anden grund, loyalt bliver på deres hex fremfor at vandre eller sprede sig). Monstrene er generelt sære blandinger af forskellige dyr (væsel med slanger på ryggen), dyr gjort humanoide(svanemennesker og kameler på to ben) eller dyr med en aparte tilføjelse (koalabjørn med sugekopper…). Og så er de generelt kæmpestore og badass. Og har mange hoveder. Og regenererer.

Hvis man skal tage de positive briller på, tegner det sammen med statuerne og de forskellige magic users, et billede af en ø, der engang i en fjern fortid har været hjemsted for gale troldmænds eksperimenter og udladninger, og nu er overladt til sig selv.

Hvis man er mere kritisk, giver det et komisk billede af en ø, der fremfor at være stemningsfuld bare er fjollet.  Hvor mange fugle med våben i stedet for kløer/hænder kan man for eksempel møde, før det bliver latterligt?

Det er et af bogens problemer. Et andet er, at der trods 330 unikke locations er ret begrænset oplæg til egentligt rollespil. Næsten alle monstrene er udelukkende beskrevet gennem udseende og stats og ikke hvordan de reagerer eller lever. De giver en følelse af, at de bare er modstandere som dumdristige eventyrere skal hakke sig igennem. Det samme gør sig gældende for magic users, clerics og statuer. De har ingen motivation eller personlighed. Så som rollespilsoplæg er udbyttet altså ret begrænset, synes jeg. Mest spildt er statuerne. Ideen om sære magiske statuer spredt ud over en mystisk ø e god, synes jeg. Derfor er det ærgerligt, når det virker som om, at de fleste af statuerne ikke er til mere, end at angribe folk der nærmer sig (og ikke udfører den rette safe-word handling).

Så nej, jeg synes ikke “Isle of the Unknown” er vildt fantastisk. Det er en lækkert lavet bog; A5,farvesider, pænt layout, hardback og virkelig intens nytrykt-bog duft, men indholdet er ikke vildt inspirerende og kræver, synes jeg, cirka lige så meget ekstra arbejde fra spillederen, som hvis man skulle finde på det fra scratch. Der er gode ideer på øen, helt sikkert, men de drukner desværre lidt i gøgl og stats.

Reklamer