Selvom LoTFP var et i øjefaldne produkt, var jeg ikke ligefrem solgt på ideen om at spille D&D som i gamle dage og faktisk var det først da Raggi og hans forlag, der også hedder Lamentations of the Flame Princess, udgav “Vornheim”, at jeg var fristet nok til at bestille.

Egentlig havde jeg besluttet mig for, at vælge mellem LotFP og Apocalypse World, fordi det efterhånden er pinligt, hvor meget rollespil jeg køber, i forhold til hvor lidt jeg spiller. Jeg endte dog, selvfølgelig, som den glade ejer af begge dele. Og siden Vincent Baker også spiller Lamentations, er der jo nærmest full circle.

Men hvad er Lamentations of the Flame Princess så?

Et opkog på klassisk D&D. Min referenceramme udi de gamle editions (som er super vigtig for OSR-folk) er noget nær ikke eksisterende, men reglerne virker meget tæt på den røde æske jeg er vokset op med (Mentzer?). Grindhouse udgaven af spillet kommer i en fin æske, A5-størrelse, indeholdende tre bøger, karakterark og en sæt miniatureterninger. Bøgerne er, logisk nok, også i A5 og i en ret lækker papirkvalitet.

De tre bøger er en tutorialbog, for nye rollespillere, en bog med regler og så en referee manual til spillederen, med råd og vejledning i alt fra scenarieskrivning til hvordan man tackler out of character ballade i gruppen.

Den første bog indeholder også to solo-eventyr, hvori det ene i høj grad skeler til Bargle-scenariet fra det klassiske sæt – hvilket er meget sjovt og er med til at slå stemningen an, som at den kvindelige cleric man møde ikke ligefrem stiller træskoene i den mest pussedenussede facon i Raggis version. Det er samtidig også utroligt indforstået, men mere om det længere nede.

Referee manualen har en masse hæderlige råd, men er også lidt træg og meget præget af, at den formidler den enlige forfatters take på, hvordan man spiller rollespil.

Regelbogen er derfor der, hvor jeg synes the good stuff gemmer sig. For selvom LotFP er klonet fra D&D, har James Raggi lavet en række fine og seje ændringer på systemet og ikke mindst klasserne.

Fighteren er nu den eneste klasse, hvis Base Attack stiger i takt med hans level, wizarden er blevet gjort mere gritty og skummel udi spells, clericen kan nu turne alle chaotic væsener, hvilket inkluderer elveren og så er roguen skiftet ud med en specialist-klasse, der kan skræddersys alt efter hvilke luske-evner man gerne vil have.

Derudover indeholder LotFP en enkelt og super brugbart encumbrance-system, og så har han, svært fornuftigt, droppet THAC0 og byttet ud med stigende AC, som i moderne D&D.

Vigtigst for LotFP er dog nok stemningen og stilen, der beskrives som weird fantasy. Det er mørk og messed up fantasy inspireret af forfattere som Howard, Lovecraft og Vance. Uden at have hverken læst eller spillet Troels og Mortens ”Legenden Om…”-scenarier, tænker jeg at de måske matcher stilen ret godt?

Tidsperioden virker også længere fremme end klassisk D&D/fantasy og er nærmere renæssance end mørk middelalder og slægter dermed i høj grad Warhammer på.

En del af weird-konceptet bliver også slået meget fast ved, at monstre skal være noget ud over det sædvanlige og der er derfor ikke en monsterbog eller et afsnit med stats på monstre i LotFP. I stedet er der nogle regler for, hvordan man kreerer sine egne unikke væsener fra scratch. De er dog ret korte og mangler i høj grad forklaring og eksempler.

Men hvad er LotFP så ikke?

Et godt begynder system. På trods af alle de gode intentioner og to ud af tre bøger dedikeret til nye spillere, så duer det bare slet ikke til uerfarne rollespillere. Regelbogen er håbløst bygget op. For eksempel er de ting der giver bonusser og plusser i kamp, ikke nævnt i afsnittet om kamp. Man skal finde dem spredt ud over hele bogen, nogle i afsnittet om stats og andre i afsnittet om klasser. Det samme gælder plusser og minusser for saving throws. Det er her jeg synes det er helt tydeligt at det her, det er et enmandsprojekt. Raggi har, formoder jeg, D&D basisreglerne så meget på rygraden, at han i sin nedfældning på skrift, springer en masse mellemregninger og forklaringer over, fordi de er helt logiske for ham. Det lider LotFP i den grad under.

Der er også virkelig kaos i rækkefølgen af kapitler og afsnit, for eksempel kommer afsnittet om at købe fast ejendom og investere sine surt lootede guldmønter, før afsnittet om kamp.

Førnævnte mangel på monstre og oplæg til monstre er også et tveægget sværd. For jo, det er da cool at spillerne aldrig ved, hvilke mystiske skabninger de står overfor, men samtidig medfører det, tror jeg, også en grum risiko for, at de monstre der dukker op enten bliver mere fjollede end unikke (mere om add water’n’tentacles når jeg om et par dage skriver om ”Isle of the Unknown”) eller slet og ret klassiske monstre med nye navne og farver, og hvor er innovationen så. Hvis jeg skulle spille LotFP over en længere periode, er jeg ret sikker på, at jeg hurtigt ville finde et af de gratis og kompatible OSR systemer og planke monstersektionen.

Og så ved jeg ikke, hvorfor min udgave hedder Grindhouse Edition, udover at det lyder fedt.

Alligevel…

Synes jeg Lamentations er ret fedt. Det er lavet med en klar vision, der går udover bare at hacke lidt på Gygax og er en dejlig grim pendant til den high fantasy man finder i nyere udgaver af D&D. Jeg kunne sagtens forestille mig at spille noget kortere kampagnespil med systemet og jeg går også med tanker om et kongresscenarie med LotFP som grundlag.

Advertisements