På opfordring gennemgår vi nogle punkter.

For nogle uger siden besøgte jeg Avacon, en lille lokal kongres i Silkeborg. Her var der blandt andet linet Pathfinder Society op. Pathfinder Society er kort fortalt en slags turneringsspil, hvor man laver en karakter, som man kan registrere på Paizos hjemmeside, og sidenhen medbringe til officielle Pathfinder Society scenarier, der stables på benene på kongresser, i spilbutikker og lignende.

Og jeg forstår det ikke.  Efter at have prøvet det, slår Pathfinder Society mig som et utroligt ærgerligt koncept, der blander det værste fra kongres scenarier med det værste fra privat kampagnespil.

For det første er karaktererne jo bare tal. Man kan selvfølgelig vælge at tilføre sin nyrullede karakterer så meget personlighed og stil som man vil, men det bliver aldrig mere end pynt. For karakteren er fuldstændig separeret fra ikke bare scenariet, der er skrevet så enhver gruppe kan samle det op og kaste sig ud i det, men også fra de andre karakterer. For den gruppedynamik der opstår når man spiller en lang kampagne derhjemme er væk, fordi man ikke spiller med de samme spillere, og dermed karakterer, fra scenarie til scenarie.

Fordi scenarierne skal kunne bruges af en hvilken som helst gruppe af 4-6 spillere, er de også fuldstændig generiske og ferske. Udfordringerne i det scenarie vi spillede var vildt forudsigelige og intetsigende, og jeg tænker at det godt kunne skyldes, at de skal kunne matche både en gruppe på fire troldmænd eller en med seks halvork barder.

Og fordi det hele skal være under den officielle Pathfinder paraply, er det samtidig en helt ekstrem rigid type turnering. Man skal aflevere sit loot mellem scenarierne, fordi man jo ikke må komme ”foran” potentielle kommende medspillere. Samtidig er det, ifølge vores ellers udmærkede spilleder, forbudt at bryde med scenarierne som de er skrevet. Det betød at vi kun måtte være seks spillere, som er der officielle max antal, og måtte derfor sende en overskydende spiller væk, og at spillederen ikke måtte ændre på en kamp, hvor terrænet var helt håbløst. Det betød en laaang og kedelig kamp i en meget smal gyde, hvor ingen kunne komme frem eller tilbage, fordi spillederen ikke ville/måtte ændre på bredde af kamppladsen.

På mig virker det helt fjollet og jeg kan ikke forstå, at de folk der engagerer sig så energisk i Pathfinder Society som spilledere, ikke i stedet for laver nogle bedre setups og scenarier, med nogle til scenariet passende karakterer, og så drager ud i verden og prædiker Pathfinder af den vej. Jeg forestiller mig, at den nuværende måde er noget med at høste point på en eller anden Pathfinder/Paizo-konto, men jeg ved det ikke.

Samtidig er det nok også bare fordi jeg er blevet forvent med ”vores” måde at spille kongresscenarier på. Det her virker som et meget amerikansk ”turnerings”-koncept, som sikkert passer bedre til den amerikanske kongreskultur. Og for øvrigt virkede mine fem medspillere mægtig glade for turen med sporfinder samfundet. Så det er, selvfølgelig, bare et spørgsmål om smag.

Advertisements