På talrige (to!) opfordringer vil jeg skrive lidt om Call of Cthulhu kampagnen “Beyond the Mountains of Madness”. En kampagne jeg rigtig godt gad køre med den rette gruppe. Måske kommer jeg til at skrive mindre spoilers om kampagnen, men jeg vil prøve at undgå at afsløre for meget.

Plottet

I BtMoM er spillerne deltagere på en storslået ekspedition til Sydpolen, der i 1933 drager afsted for at undersøge og afdække hvad der skete med The Miskatonic University Antarctic Expedition, der i 1931 mødte en krank skæbne på den sydlige is. Miskatonic ekspeditions skæbne kan man læse om i H. P. Lovecrafts “At The Mountains of Madness”, Vanviddets Bjerge på dansk, og her adskiller BtMoM sig allerede fra andre kampagner.

For folk der har læst bogen ved jo dermed hvad der venter på isen og har en ret god ide om, hvilken grum skæbne der ramte den første ekspedition. Det fjerner selvfølgelig et overraskelsesmoment, men samtidig tror jeg også det kan give en grum forudanelse om, hvilken rædsler og ubehageligheder der venter, i forvisning om at de er på vej derhen som slagtekvæg.

Der kan selvfølgelig også være, at ingen spillere har læst Lovecraft. I det tilfælde, no prob.

En ordentlig moppedreng

BtMoM er kæmpe, i CoC-kampagne omfang kun er overgået af “Horror At The Orient Express”. 438 teksttunge sider fordelt på 17 kapitler, en masse handouts og appendikser.  Så den tager lang tid. Nogle kapitler er forholdsvis korte eller kan skæres fra/ned, men mon ikke den alligevel vil tage mindst 20 spilgange af 4ish timer at komme igennem? Man skal altså gide det.

New crew

I det vi har at gøre med et scenarie der udspiller sig på en polarekspedition, er der ikke meget brug for klassiske Call of Cthulhu typer som privatdetektiver, antikvarer og dilletanter. Credit Rating og Library Use er ikke til meget nytte når det fryser minus 30 grader udenfor og du er omgivet af kæmpepingviner.  I stedet kan/bør spillerne påtage sig rollen som vildmarks-typer, piloter, sømænd og ikke mindst professorer af forskellig art, det er jo en videnskabelig ekspedition.

We meet again, doctor Jones

Spillernes ekspedition er dog ikke den eneste, der har destination mod bjergene på sydpolen. Faktisk er der ikke mindre end to andre grupper på vej, hvilket medfører en masse drama, rygter og intriger. At den ene af disse grupper er tysk, giver samtidig en lidt Indiana Jones stemning, for det er ekstra fedt, at konkurrere med tyskere, specielt siden scenariet foregår i 1933, hvor nazisterne lige er kommet til magten. Og jo, deres veje krydses. Flere gange.

Båd på skinner

De første par kapitler i scenariet foregår i New York med indlemmelse i, og forberedelse af ekspeditionen. Der kan følges op på forskellig småspor imens der begynder at opstå forskellige problemer og mistanke om sabotage. Herefter er det ombord på skibet og så går det sydpå.

At spillerne herefter og resten af scenariet befinder sig enten på et skib eller på Sydpolen begrænser i høj grad spillerne muligheder for at komme på afveje og sidespor. Der en del praktiske gøremål og noget investigation der skal foretagesTil gengæld er der også rig mulighed for få spillet sine roller op og frem. Da jeg læste de første par kapitler hvor spilpersonerne rejser, kom jeg til at tænke på Pers scenarie Venus Passagen, hvor noget af det fede var at netop at spille sin karakter i det meget afgrænsede miljø som et skib er.

Ingen kultister

Og det kan der faktisk godt være brug for. For i modsætning til de fleste udgivne Cthulhu scenarier og kampagner står der ikke kultister og venter bag hver en dør og på hvert et gadehjørne. 438 sider og ikke en eneste kutte, offerkniv eller kultist! Der er selvfølgelig onde mennesker, men faktisk er scenariet generelt ret fredeligt og der er derfor masser af plads til at spille sine karakterer, helt stille og roligt.

Få monstre

I en af de andre ”store” Cthulhu kampagner, “Masks of Nyarlathotep”, har man inden side 100 mødt følgende væsner:

  • Zombier
  • Chakota, the spirit of many faces
  • Serpent People
  • En varulv OG en varpanter
  • The Thing in the Fog
  • En flok Servitors of the Outer Gods
  • Shantaks

Og rigtig mange kultister. I BtMoM er der meget få monstre og hvis man har læst bogen, kender man allerede de to mest prominente af slagsens. På den måde er det en atypisk kampagne, men meget mere i tråd med Lovecrafts historier, hvor man, medmindre man er i the dream lands, sjældent får glimt af mere end et enkelt overnaturligt væsen.

I stedet kommer den uhyggelige stemning i høj grad fra isolationen og rejsen mod det mystiske og fremmede, der vokser sig større og grummere i horisonten som scenariet skrider frem og man nærmer sig bjergene. At man er alene i en smuk men gold isørken når det hele går ned af bakke og verden og ens virkelighed ramler sammen tror jeg kan give noget rigtig intenst og skræmmende spil. For når først monstrene dukker op, så er det virkelig ikke rart.

Samtidig dukker der nogle rigtig ubehagelig valg op i den sidste del af kampagnen, sådan rigtig sanity-shaking ubehagelige, som jeg tror virkelig vil få spillerne til at vride sig.

We need bigger guns

Og som nævnt tidligere, hjælper det ikke meget, at du har fået tiltusket dig en 12 gauge haglspreder eller en Tommy Gun, ikke at det er muligt på Antarktis.

I andre købe-kampagner, som førnævnte Masks og “Shadows of Yog-Sothoth”, er det dødpine nødvendigt at bevæbne sig tungt for at kunne kæmpe sig igennem horderne af kultister. Det er, heldigvis, ikke tilfældet her.

Der er heller ikke indlagt tid til at studere støvede forbudte værker, så man kan finde formularen til at sende monstrene til det hinsides – det er umuligt at læse Necronomicon iført pelsvanter.

Fra asken til ilden

Det bliver rigtig grelt for spillerne når de når bjergene på Sydpolen, men en cool ting ved kampagnen er, at i stedet for at stoppe når/hvis spillerne overlever disse udfordringer, er der et efterspil der strækker sig over flere kapitler, som både ligger op til moralske valg men også en dramatisk og klaustrofobisk happening ombord på et skib. Hvis jeg siger The Thing, har jeg ikke sagt for meget.

Alt i alt synes jeg det er en rigtig cool kampagne. Den er klassisk Cthulhu, godt bundet sammen med en af virkelig klassiske Lovecraft historier, og samtidig undgår den en masse af faldgrupper der ofte gør Call of Cthulhu købekampagner til en noget broget oplevelse. Samtidig er det helt sikkert ikke en kampagne for alle. Der er rigtig langt til moderne media res, ”der skal ske noget hele tiden, og det skal være vigtigt, hver gang”-scenariementalitet. Men med en Cthulhu-minded gruppe, tror jeg der er mange timers intenst spil i “Beyond the Mountains of Madness”.

Nogen spørgsmål?