Mine planer for Fastaval er stadig vildt hemmelige (altså udover at det bliver Apocalypse Drow og jampacked med elvere), så jeg vil i stedet skrive lidt om et par rollespilsbøger fra min samling. To bøger der både har mange ligheder, men samtidig er utrolig forskellige. Tjek for eksempel bare størrelsen på Ptolus og Vornheim:
Vi tager den store først. Jeg købte for nogle år siden det enorme by-setting Ptolus af Thomas – signeret af Monte Cook’n’all. Jeg var fascineret af omfanget og lækkerheden og jeg kan virkelig godt lide (store) fantasy byer.
Men ærlig talt; det er utrolig lidt jeg har brugt den. Hverken til spil eller som læsestof. For hver eneste gang jeg tager den frem og slår op på en af de glitrede farvesider, bliver jeg overvældet. Jeg kan slet ikke overskue det. Hverken at læse det, for hvor fanden skal man begynde (hvis man ikke bare skal tage den fra side et), eller bruge det i spil. Hvordan skal man som spilleder nogensinde kunne holde styr på 672 siders materiale (plus ekstra gøgl på cd-rom!) når nu alt er detaljeret og defineret på forhånd. Jeg giver op, selvom jeg sagtens kan se alt der fede der ligger og venter og lokker i Ptolus.
Vornheim sniger sig lige op på 64 sider, altså under en tiendedel af Ptlous. Den er ligesom Ptolus en by, bogen er hardcover, men udover coveret holdt i sort/hvid, og med nogle meget særegne og underground-style illustrationer. Spildesigneren Ken Hite har beskrevet Vornheim som “Sex Pistols covering Ptolus“.
Og jeg er vild med Vornheim!
Bogen er skrevet af Zak S, ”kendt” fra de to blogs Playing D&D With Pornstars og I Hit it With My Axe og er et byggesæt til byen Vornheim der, som Ptolus, er byen hvor bogens forfatter udfolder sine egne eventyr. Men jeg kan overskue Vornheim. Eller rettere sagt, Vornheim bliver i langt højere grad leveret som ”mit Vornheim” og ikke forfatterens. Bogen er proppet med skæve og fantasifulde ideer, tabeller og sære regler for, hvordan man uden planlægninger skaber gader, encounters og bipersoner (blandt andet er cover og omslag værktøjer til dette – man smider simpelthen en D4 ned på coveret, og så er der retningslinjer for, hvad terningens hjørner og placering betyder). Et hurtigt rul skabte for eksempel lige:
Tasha Gorguts, hunter, loves cat more than her spouse
Bogen er skrevet til D&D, men regler fylder ikke meget, og så er den udgivet af James Raggi, eksil-amerikaner i Finland og manden bag Old School-spillet Lamentations of The Flame Princess, som ser så fint ud, at det har fået mig til at overveje gammeldags D&D igen.
Og så giver den mig lyst til at køre sandbox kampagne, big time. Bare slippe spillerne løs, rulle et par gange på et par tabeller og så bare tage den derfra, lidt ligesom min Over The Edge kampagne. 
Og så er Vornheim utrolig meget nemmere at have med, hvis man lige har brug for at medbringe noget læsestof, når sønnen skal på legepladsen.
Det er nogle rigtige fede byer, begge to, men jeg tror det ender med, at jeg får mere glæde af Vornheim.
Reservoir Elves 
maj 24, 2011 @ 07:39:32
Jeg kan sagtens nikke genkendende til meget af det du skriver. Bøger som Ptolus kan ofte være enormt flotte, men også for overvældende. Hvor begynder man og hvad tager man med sig? Jeg overvejede selv at købe den, men dels spillede jeg ikke D&D på det tidspunkt og dels var den slet og ret for stor. Jeg har set den på Odense Bibliotek og overvejet at låne den, men bare tanken om at skulle slæbe den hjem gør mig træt.
maj 24, 2011 @ 10:24:02
Sjov sammenligning og interessant læsning. Man kunne få en hel serie af blogindlæg ud af at tage to RPG City-guides og sammenligne dem – Berlin by Night vs en Warhammer-by, anyone? 🙂
Jeg synes også det er interessant at se, hvordan et spinkelt supplement kan vække ideer bedre, end den store tunge guide, som mere synes at være en læseoplevelse end en rollespilsoplevelse.
maj 24, 2011 @ 20:37:42
Det er et rigtig godt spørgsmål, Morten. jeg tænker at det måske er en form for loyalitet overfor oplægget, der på en eller anden måde ligger dæmper på ens egen kreativitet. Sådan har jeg det, er jeg bange for, lidt med Delta Green – jeg elsker det setting og jeg bliver gang på gang overrasket over, hvor kreativt og interessant de har tænkt mythos i moderne lys… og jeg vil vildt gerne formidle det i spil, men det synes jeg tit er svært, i hvert fald lige så fedt som det er skrevet. Et setting som Vornheim, hvor tingene er mindre prædefineret, lader i højere grad mine egne ideer komme frem og inspirerer mere end det dikterer (og jeg ved godt, at jeg selvfølgelig ikke er forpligtet til at levere Montes version af Ptolus eller Detwillers take på Delta Green, men man vil jo gerne leve op til det fede oplæg)
maj 24, 2011 @ 22:38:35
Den fornemmelse kender jeg godt. Settings, der er for godt detaljerede, synes jeg, det kan være svært at tage ejerskab over, netop fordi de ideer, man er blevet inspireret af, er dem, man ønsker at give videre til spillerne, så de oplever forfatterens vision. Det gør det bare svært at tage settingen i anvendelse. Dertil er der også noget kanonisk over at bruge en detaljeret setting, forstået således at man får et ønske om at anvende settingen på en måde, som andre brugere af settingen kan genkende, så vi alle spiller i samme setting, og skal det lade sig gøre, kan man ikke omskrive for meget af verdenen.